Jeg kan huske, at vi læste et digt af Kirsten Hamann i gymnasiet, der havde ovenstående titel. Jeg kan ikke huske mere af det end overskriften (men synes egentlig, jeg skal have props for overhovedet at kunne huske noget fra gymnasiets dansk undervisning ;)). Jeg tænker dog tit på den overskrift for tiden, hvor vi har passeret den store etårs milepæl. For det beskriver egentlig meget godt, hvordan jeg har det med vores ophold i Brasilien og vores fremtidsplaner. For det er virkelig svært at fastholde ret meget.
Det ene øjeblik tænker jeg, at det ville være dejligt at skulle blive herude lidt længere, det andet øjeblik ville jeg ønske, at jeg som en anden Neo kunne gribe i en hvilken som helst telefon og fremsige ordenen "Get me an exit!", hvorefter jeg landede i ligusteridyl i et dansk parcelhuskvarter (Okay, dét scenario ville ikke være særligt Matrix-agtigt).
Jeg synes, at det første år har været godt og hårdt, og indimellem bliver jeg stadig helt udmattet over, hvor fremmed jeg indimellem fortsat føler mig herude. På den anden side, så er det ligesom, at jeg begynder at fornemme, at en eller anden form for balance er ved at indfinde sig i vores liv. Vi har efterhånden en omgangskreds (selvom den ikke er stor), drengene trives og Rasmus´ arbejde er ikke længere helt så frustrerende. Og så er det også bare svært at forestille sig, hvad vi skulle, hvis vi ikke var her. Jeg kan godt forstå, at mange synes det må være et underligt rodløst liv at være professionel ex-pat familie, og dér er vi slet heller ikke endnu: For det er virkelig underligt, at man ikke har nogen anelse om, hvor man er henne om et år.
Men samtidig kan jeg også få akut panikangst og klaustrofobi ved tanken om at skrive under på et huskøb og vide, at vi de næste mange år ville være bundet til en matrikel et eller andet sted i Jylland. Hvis jeg helt selv skulle bestemme vil jeg nok helst videre til en ny destination, men heller ikke det scenario er uden tvivl. Der er ingen tvivl om, at flytningen har haft store omkostninger for drengene. Når regnskabet skal gøres op, tror jeg de har fået en netto-gevinst ud af det, men det kan man jo ikke vide, om de også ville få et nyt sted. Gad vide, om der ligesom er en tærskel, hvor børns gevinster ved ex-pat-livet, overskygges af omkostningerne?
Samtidig ville det jo heller ikke være omkostningsfrit at flytte tilbage til Danmark. Når drengene indimellem er sure på Brasilien, synes jeg, at jeg kan fornemme, at de heller ikke længere helt er klar over, hvordan livet i Danmark er. Og hvordan skulle de også kunne vide det? De har ikke haft et almindeligt dansk børneliv i mere end et år, fordi de stoppede i børnehaven et par måneder inden vi rejste. Og jeg tror faktisk ikke rigtig, at Christian kan huske mere end nogle glimt fra livet før udstationeringen. Af en eller anden (lykkelig!) grund lader det til primært at være erindringer om fødselsdage og ture i LEGOLand. Dertil kommer, at jeg har en fornemmelse af, at Simons frustration over at være herude i vid udstrækning er knyttet til det, at han går i skole - og det ville han jo også skulle i Danmark.
Så indtil videre er vi ret uafklarede - og så er det jo heller ikke en beslutning, som alene ligger i vores hænder, eftersom der jo er nogen der finansierer det her eventyr. Og det er ikke helt klart hvorvidt, de synes, at det skal fortsætte her, der eller et helt tredje sted.
fredag den 25. maj 2012
fredag den 16. marts 2012
The Help
Rikke fra Camp Chaos, udbad sig et indlæg om Ivonete, vores husholderske. Og med filmen The Help´s sejrsgang er det måske også på sin plads. Jeg har ikke set filmen, men har læst det litterære forlæg, ligesom jeg for nogle måneder siden læste Original Sins af Lisa Alther, som på mange måder også berører forholdet mellem herskab og tjenestefolk i 50´ernes amerikanske sydstater.
I forbindelse med premieren på The Help skrev The Economist om den stigende mangel på husholdersker i Brasilien og sammenlignede det med situationen i England omkring forrige århundredeskifte. I samme nummer af bladet, var der imidlertid også en artikel, som i hvert fald i mine øjne lignede en J´accuse. Den beskrev det domestikale ansættelsesforholds psykologi.. Som et forhold, der baserede sig på ulighed og som i vid udstrækning tjente til at øge kvinden i husets sociale og familiære status (med tyende i huset er kvinden ikke længere den laveste i det hjemlige hierarki, that is!).
I bøgerne ovenfor, er det helt åbenlyst, at forholdet mellem de sorte husholdersker og de hvide fruer er himmelråbende uværdigt. Når husholderskerne ikke må bruge familiens toiletter, skal bruge deres eget service og bør have blikket nedslået, når der tales til dem, siger det sig selv, at der er andet på spil end et mikroøkonomisk bytteforhold. Men nogle gange er det, at have hjælp i huset imidlertid alene et bytteforhold, der baserer sig på gensidige økonomiske fordele.
Når vi har Ivonete ansat er det alene fordi hendes arbejde giver os en gevinst i forhold til at slippe for en masse huslige opgaver. Fuldstændig som det var da vi havde en til at gøre rent nogle timer om ugen i Danmark. Eller en revisor til at ordne vores skatteforhold (og der er vel aldrig nogen, der har betragtet hverken revision eller rengøring som et særligt uværdigt job!?). Den modsatte vej, så giver ansættelsesforholdet også Ivonete en gevinst. Hvoraf den mest åbenlyse selvfølgelig er hendes løn.
At arbejde i et andet menneskes hjem er selvfølgelig anderledes end fx at gøre rent på en skole eller et kontor, men det behøver ikke at være uværdigt. Uværdigheden er jo en konsekvens af, at den ansættende part betragter den ansatte, som et menneske, hvis værd er mindre end ens eget (fx fordi den ansatte er sort, som det var tilfældet i The Help). Hvilket jeg imidlertid ikke vil benægte også indimellem gør sig gældende for nogle brasilianske fruer. Dog er der himmelvid forskel mellem Mississippis raceadskillelse og Brasiliens smeltedigle.
Raceskellet mellem ansat og arbejdsgiver er ikke nær så skarpt, selvom størstedelen af de damer, der arbejder i vores condominio er mørke (jeg ved ikke, hvad det korrekte udtryk er for det, for jeg tror, at de er alle mulige blandinger af sydeuropæisk, afrikansk og indiansk oprindelse) og man skal ikke tale ret længe med andre fruer før forskellige udsagn om Empregada´ernes manglende udsyn, dovenskab, manglende sans for detaljer, uvidenhed osv. kommer på banen. I de situationer er det særligt svært ikke at kunne udtrykke, hvad jeg tænker, men jeg noterer det i min mentale lommebog og mister en god portion af lysten til at lære de pågældende bedre at kende.
Så måske er det ikke så mærkeligt, at filmen kun fik ganske kort tid på plakaten i et af Sao Paulos velhaverkvarterer. Nogle følte sig måske alligevel en lille smule trådt over tæerne...
I forbindelse med premieren på The Help skrev The Economist om den stigende mangel på husholdersker i Brasilien og sammenlignede det med situationen i England omkring forrige århundredeskifte. I samme nummer af bladet, var der imidlertid også en artikel, som i hvert fald i mine øjne lignede en J´accuse. Den beskrev det domestikale ansættelsesforholds psykologi.. Som et forhold, der baserede sig på ulighed og som i vid udstrækning tjente til at øge kvinden i husets sociale og familiære status (med tyende i huset er kvinden ikke længere den laveste i det hjemlige hierarki, that is!).
I bøgerne ovenfor, er det helt åbenlyst, at forholdet mellem de sorte husholdersker og de hvide fruer er himmelråbende uværdigt. Når husholderskerne ikke må bruge familiens toiletter, skal bruge deres eget service og bør have blikket nedslået, når der tales til dem, siger det sig selv, at der er andet på spil end et mikroøkonomisk bytteforhold. Men nogle gange er det, at have hjælp i huset imidlertid alene et bytteforhold, der baserer sig på gensidige økonomiske fordele.
Når vi har Ivonete ansat er det alene fordi hendes arbejde giver os en gevinst i forhold til at slippe for en masse huslige opgaver. Fuldstændig som det var da vi havde en til at gøre rent nogle timer om ugen i Danmark. Eller en revisor til at ordne vores skatteforhold (og der er vel aldrig nogen, der har betragtet hverken revision eller rengøring som et særligt uværdigt job!?). Den modsatte vej, så giver ansættelsesforholdet også Ivonete en gevinst. Hvoraf den mest åbenlyse selvfølgelig er hendes løn.
At arbejde i et andet menneskes hjem er selvfølgelig anderledes end fx at gøre rent på en skole eller et kontor, men det behøver ikke at være uværdigt. Uværdigheden er jo en konsekvens af, at den ansættende part betragter den ansatte, som et menneske, hvis værd er mindre end ens eget (fx fordi den ansatte er sort, som det var tilfældet i The Help). Hvilket jeg imidlertid ikke vil benægte også indimellem gør sig gældende for nogle brasilianske fruer. Dog er der himmelvid forskel mellem Mississippis raceadskillelse og Brasiliens smeltedigle.
Raceskellet mellem ansat og arbejdsgiver er ikke nær så skarpt, selvom størstedelen af de damer, der arbejder i vores condominio er mørke (jeg ved ikke, hvad det korrekte udtryk er for det, for jeg tror, at de er alle mulige blandinger af sydeuropæisk, afrikansk og indiansk oprindelse) og man skal ikke tale ret længe med andre fruer før forskellige udsagn om Empregada´ernes manglende udsyn, dovenskab, manglende sans for detaljer, uvidenhed osv. kommer på banen. I de situationer er det særligt svært ikke at kunne udtrykke, hvad jeg tænker, men jeg noterer det i min mentale lommebog og mister en god portion af lysten til at lære de pågældende bedre at kende.
Så måske er det ikke så mærkeligt, at filmen kun fik ganske kort tid på plakaten i et af Sao Paulos velhaverkvarterer. Nogle følte sig måske alligevel en lille smule trådt over tæerne...
fredag den 24. februar 2012
Børn lærer bare SÅ hurtigt...
Blandt de fleste (voksne) mennesker trives en forestilling om, at børn lærer meget hurtigt - herunder også sprog. Og jeg vil ikke betvivle, at børns læring sikkert på nogle områder går hurtigere end vi voksnes, men jeg vil gerne tillade mig at være lidt kritisk i forhold til pointen om børn og (fremmed-)sprog. Kritikken er baseret på mit meget righoldige statistiske materiale bestående af to styks forsøgspersoner :)
Vi har nu boet i Brasilien i 10 måneder og hvor jeg inden vi kom herud var ret sikker på, at drengene hurtigt skulle få lært at begå sig på portugisisk, må jeg erkende, at det altså ikke går særligt hurtigt. I denne sammenhæng er det selvfølgelig ikke til at sige, hvorvidt drengenes manglende sproglige udfoldelser, skyldes trods, angst for at fejle, dovenskab, fravær af (oplevet) behov eller måske bare et lavere indlæringspotentiale for sprog end resten af Verdens børn. Udover signalord som "Vil/Vil ikke", "Tak", "Nej/Ja", "Se", "Vent", "Kom", siger de bare ikke ret meget. Måske fordi de synes det er nok, måske fordi de er bange for at dumme sig eller måske fordi de vitterligt ikke kan udtrykke sig mere nuanceret.
Jeg taler stadig et famlende, unuanceret og fejlfyldt portugisisk og jeg bliver indimellem helt træt ved tanken om, situationer, hvor jeg skal tale portugisisk. Nogle dage lusker jeg rundt i huset og forsøger at undgå at opholde mig særligt længe i samme rum som Ivonete, fordi jeg simpelthen ikke orker at skulle snakke med hende. Men jeg taler dog et portugisisk, hvor jeg i vid udstrækning kan klare hverdagens indkøb, lægebesøg, skolesamtaler osv. på portugisisk og sådan ca. få 80-90 % udbytte (tror jeg!).
Da vi var hjemme bladrede jeg i en bog fra min fars boghylde omkring tosprogede børn, og blev ærligt talt overrasket over, at der ikke lader til at være nogen særlig videnskabelig evidens for den meget udbredte opfattelse, af at børn lærer sprog hurtigere end voksne. Fx. har studier vist, at fransktalende canadiere, som introduceres for engelsk i slutningen af grundskolen i modsætning til dem, der introduceres tidligt for sproget (i indskolingen) er både hurtigere og mere effektive i deres sprogtilegnelse. Hvilket jo giver god mening i lyset af, at teenagerne gennem deres skolegang allerede har øget deres evne til at systematisere deres viden og drage på paralleller fra deres modersmål, fordi de kan forholde sig mere abstrakt til sproget. Og ikke, som vores børn, der "oversætter" direkte fra dansk til portugisisk, og mener, at en vandmand på portugisisk, må hedde "Agua(=Vand)homen(=mand)".
Faktisk viser undersøgelser, at det tager længere tid og kræver (mindst) lige så stor indsats for børn at mestre et andet sprog, og at denne mestring hyppigt sker på bekostning af modersmålet. Fordi forudsætningen for at mestre det andet sprog i vid udstrækning er at deltage i sociale grupper, hvor det andet sprog er dominerende, hvilket naturligt må ske på bekostning af deltagelse i sociale grupper, med modersmålet som dominerende.
Når opfattelsen af, at børn lærer sprog "lynhurtigt" trives så godt skyldes det sandsynligvis, at forventningerne til børns sprog, naturligt, er anderledes end til voksnes. Vi forventer ikke, at børn kan udtrykke sig nuanceret, situationstilpasset, grammatisk korrekt og med stor spændvidde i ordforrådet. Den forventning har man imidlertid til et voksent menneske og derfor forekommer et voksent menneskes fumlende sprog mere påfældende. Når Simon og Christian ikke taler i meget mere end enstavelsesord, er det ikke nær så påfaldende, som hvis jeg gjorde (eller gør!) det.
Egentlig synes jeg, at man kan se denne forventning afspejlet i skolens vurdering af henholdsvis Simon og Christian. Hvor Simon nu har fået tilknyttet en personlig hjælpelærer, er det den generelle opfattelse, at det går fint med Christian. Hvilket for mig at se alene skyldes, at der endnu ikke er nogle særlige krav til, hvad Christian skal kunne. Hvorimod det portugisiske skolesystem opererer med faste læreplaner for de enkelte klassetrin i grundskolen og dermed er kravene til Simon langt højere og derfor er hans mangelfulde portugisisk mere problematisk. For jeg ved, at Simon kan mere portugisisk end sin lillebror. Lillebroderen profiterer bare af lavere forventninger, hvor Simon lider under misforståelsen om børns tilegnelse af sprog som noget der bare sker af sig selv - og på ganske kort tid endda!
Vi har nu boet i Brasilien i 10 måneder og hvor jeg inden vi kom herud var ret sikker på, at drengene hurtigt skulle få lært at begå sig på portugisisk, må jeg erkende, at det altså ikke går særligt hurtigt. I denne sammenhæng er det selvfølgelig ikke til at sige, hvorvidt drengenes manglende sproglige udfoldelser, skyldes trods, angst for at fejle, dovenskab, fravær af (oplevet) behov eller måske bare et lavere indlæringspotentiale for sprog end resten af Verdens børn. Udover signalord som "Vil/Vil ikke", "Tak", "Nej/Ja", "Se", "Vent", "Kom", siger de bare ikke ret meget. Måske fordi de synes det er nok, måske fordi de er bange for at dumme sig eller måske fordi de vitterligt ikke kan udtrykke sig mere nuanceret.
Jeg taler stadig et famlende, unuanceret og fejlfyldt portugisisk og jeg bliver indimellem helt træt ved tanken om, situationer, hvor jeg skal tale portugisisk. Nogle dage lusker jeg rundt i huset og forsøger at undgå at opholde mig særligt længe i samme rum som Ivonete, fordi jeg simpelthen ikke orker at skulle snakke med hende. Men jeg taler dog et portugisisk, hvor jeg i vid udstrækning kan klare hverdagens indkøb, lægebesøg, skolesamtaler osv. på portugisisk og sådan ca. få 80-90 % udbytte (tror jeg!).
Da vi var hjemme bladrede jeg i en bog fra min fars boghylde omkring tosprogede børn, og blev ærligt talt overrasket over, at der ikke lader til at være nogen særlig videnskabelig evidens for den meget udbredte opfattelse, af at børn lærer sprog hurtigere end voksne. Fx. har studier vist, at fransktalende canadiere, som introduceres for engelsk i slutningen af grundskolen i modsætning til dem, der introduceres tidligt for sproget (i indskolingen) er både hurtigere og mere effektive i deres sprogtilegnelse. Hvilket jo giver god mening i lyset af, at teenagerne gennem deres skolegang allerede har øget deres evne til at systematisere deres viden og drage på paralleller fra deres modersmål, fordi de kan forholde sig mere abstrakt til sproget. Og ikke, som vores børn, der "oversætter" direkte fra dansk til portugisisk, og mener, at en vandmand på portugisisk, må hedde "Agua(=Vand)homen(=mand)".
Faktisk viser undersøgelser, at det tager længere tid og kræver (mindst) lige så stor indsats for børn at mestre et andet sprog, og at denne mestring hyppigt sker på bekostning af modersmålet. Fordi forudsætningen for at mestre det andet sprog i vid udstrækning er at deltage i sociale grupper, hvor det andet sprog er dominerende, hvilket naturligt må ske på bekostning af deltagelse i sociale grupper, med modersmålet som dominerende.
Når opfattelsen af, at børn lærer sprog "lynhurtigt" trives så godt skyldes det sandsynligvis, at forventningerne til børns sprog, naturligt, er anderledes end til voksnes. Vi forventer ikke, at børn kan udtrykke sig nuanceret, situationstilpasset, grammatisk korrekt og med stor spændvidde i ordforrådet. Den forventning har man imidlertid til et voksent menneske og derfor forekommer et voksent menneskes fumlende sprog mere påfældende. Når Simon og Christian ikke taler i meget mere end enstavelsesord, er det ikke nær så påfaldende, som hvis jeg gjorde (eller gør!) det.
Egentlig synes jeg, at man kan se denne forventning afspejlet i skolens vurdering af henholdsvis Simon og Christian. Hvor Simon nu har fået tilknyttet en personlig hjælpelærer, er det den generelle opfattelse, at det går fint med Christian. Hvilket for mig at se alene skyldes, at der endnu ikke er nogle særlige krav til, hvad Christian skal kunne. Hvorimod det portugisiske skolesystem opererer med faste læreplaner for de enkelte klassetrin i grundskolen og dermed er kravene til Simon langt højere og derfor er hans mangelfulde portugisisk mere problematisk. For jeg ved, at Simon kan mere portugisisk end sin lillebror. Lillebroderen profiterer bare af lavere forventninger, hvor Simon lider under misforståelsen om børns tilegnelse af sprog som noget der bare sker af sig selv - og på ganske kort tid endda!
søndag den 29. januar 2012
Giv os i dag vort daglige brød
Jeg elsker brød. Alle slags og egentlig helst, hvis der ikke var noget der hed kostråd, bare med smør. Og jeg ved godt, at glæden ved kulhydrater i almindelighed og gluten i særdeleshed i disse tider bliver betragtet som næsten ligeså skadelig som fornøjelsen ved tobak og andre stærkt vanedannende stoffer, som ikke kan købes i SuperBrugsen.
Nu er det bare sådan, at brasilianerne ikke deler min begejstring for brød. Langt det meste er helt hvidt, og selvom jeg (også) elsker den slags brød, så går det altså ikke at stille sin brødlyst med det hver dag. Så der har ikke været andet at gøre end at begynde at bage selv. I Danmark blev det sjældent til andet end nogle nemme koldhævede boller i weekenden. Og det bliver også lidt kedeligt i længden. Så jeg har været nødt til at udvide repertoiret.
Lige efter vi var kommet herud forsøgte jeg mig derfor med at bage rugbrød, men surdejen kiksede, bagepapiret sad fast i skorpen og drengene gad ikke spise det, fordi det ikke smagte, som det købe-rugbrød, de er vant til fra Danmark. Da vi var i Danmark på ferie købte jeg en ny bagebog og besluttede mig for at give rugbrødet en chance til. Og da surdejen begyndte at boble lystigt blev jeg så stolt, at jeg faktisk har vist den frem, til dem, der gad at se den. Og ja, jeg ved godt, at man har for lidt at gå op i, når man kan blive begejstret over en gæret blanding af mel, vand og honning, men sådan var det.
Rugbrødet blev vældig godt og denne her variant vil drengene også godt spise, så det har bestemt været en succes. Men det er jo ikke kun rugbrød, man kan komme til at savne, så her til morgen bagte jeg grove håndværkere med fordej und alles. Og som Simon sagde: De ser ud som helt rigtige rundstykker! Se det er en kompliment, når det kommer fra en 6 årig.
Nu er det bare sådan, at brasilianerne ikke deler min begejstring for brød. Langt det meste er helt hvidt, og selvom jeg (også) elsker den slags brød, så går det altså ikke at stille sin brødlyst med det hver dag. Så der har ikke været andet at gøre end at begynde at bage selv. I Danmark blev det sjældent til andet end nogle nemme koldhævede boller i weekenden. Og det bliver også lidt kedeligt i længden. Så jeg har været nødt til at udvide repertoiret.
Lige efter vi var kommet herud forsøgte jeg mig derfor med at bage rugbrød, men surdejen kiksede, bagepapiret sad fast i skorpen og drengene gad ikke spise det, fordi det ikke smagte, som det købe-rugbrød, de er vant til fra Danmark. Da vi var i Danmark på ferie købte jeg en ny bagebog og besluttede mig for at give rugbrødet en chance til. Og da surdejen begyndte at boble lystigt blev jeg så stolt, at jeg faktisk har vist den frem, til dem, der gad at se den. Og ja, jeg ved godt, at man har for lidt at gå op i, når man kan blive begejstret over en gæret blanding af mel, vand og honning, men sådan var det.
Rugbrødet blev vældig godt og denne her variant vil drengene også godt spise, så det har bestemt været en succes. Men det er jo ikke kun rugbrød, man kan komme til at savne, så her til morgen bagte jeg grove håndværkere med fordej und alles. Og som Simon sagde: De ser ud som helt rigtige rundstykker! Se det er en kompliment, når det kommer fra en 6 årig.
onsdag den 25. januar 2012
Okay, måske skulle jeg bare ændre det, der alias...
fra "A not so desperate housewife" til virkelig, virkelig desperat mor, der bare venter på, at skolen slår dørene op for arvingerne om 107 timer og 9 minutter. Det har været en fin ferie med både veloverstået jul og besøg i Danmark. Lykkeligvis var det også rigtig dejligt at komme hjem til Sorocaba. Jeg havde nemlig været lidt spændt på, om jeg, når vi kom tilbage fra vores ferie i Danmark ville sidde tilbage med hjemve og bare tænker på, hvornår vi igen kunne komme tilbage til fædrelandet.
Men nu, efter drengene har haft sommerferie siden d. 15. december, glæder jeg mig til at kunne aflevere dem i skolen, sådan at hverdagens ærinder kan klares uden dem på slæb og jeg igen får lidt tid til mig selv uden at skulle sidde på nåle ved tanken om, hvornår drengenes leg ender med at den ene får en finger i øjet eller bliver mast under kæmpe mariehønen fra IKEA.
For mange lyder det sikkert ret forkælet og min bedre halvdel sukker ved tanken om bare at kunne være hjemme sammen med drengene, når han hver morgen drager afsted mod Fabrica Maluca. Jeg kan også godt huske, hvordan jeg, mens jeg stadig arbejdede og kvalitetstid med børnene var en luksus, der sjældent var råd til i rotteræsets ubarmhjertige tidsregnskab, sad og hylede når sommerferien nærmede sig sin afslutning. Hylede over, at den nærhed jeg havde fået med drengene, inden længe ville fordampe ligeså hurtigt som beruselsen fra et glas rosé på terrassen en lun sommereftermiddag.
Helt ærligt, så tror jeg, at mine drenge lige nu ville ønske, at jeg var moren med dårlig samvittighed over deres alt for mange timer i institution, som derfor (over-)kompenserede ved at være utroligt meget tilstede. Jeg gider bare ikke lave flere flexitraxbaner, intervenere i flere slåskampe, svare på umulige spørgsmål eller forsøge at hygge mig ved at have to drenge med et utroligt afslappet forhold til hygiejne med til madlavningen. Så, Kære Institution, vil du ikke godt snart tage dig pænt af mine børn (igen)?
Men nu, efter drengene har haft sommerferie siden d. 15. december, glæder jeg mig til at kunne aflevere dem i skolen, sådan at hverdagens ærinder kan klares uden dem på slæb og jeg igen får lidt tid til mig selv uden at skulle sidde på nåle ved tanken om, hvornår drengenes leg ender med at den ene får en finger i øjet eller bliver mast under kæmpe mariehønen fra IKEA.
For mange lyder det sikkert ret forkælet og min bedre halvdel sukker ved tanken om bare at kunne være hjemme sammen med drengene, når han hver morgen drager afsted mod Fabrica Maluca. Jeg kan også godt huske, hvordan jeg, mens jeg stadig arbejdede og kvalitetstid med børnene var en luksus, der sjældent var råd til i rotteræsets ubarmhjertige tidsregnskab, sad og hylede når sommerferien nærmede sig sin afslutning. Hylede over, at den nærhed jeg havde fået med drengene, inden længe ville fordampe ligeså hurtigt som beruselsen fra et glas rosé på terrassen en lun sommereftermiddag.
Helt ærligt, så tror jeg, at mine drenge lige nu ville ønske, at jeg var moren med dårlig samvittighed over deres alt for mange timer i institution, som derfor (over-)kompenserede ved at være utroligt meget tilstede. Jeg gider bare ikke lave flere flexitraxbaner, intervenere i flere slåskampe, svare på umulige spørgsmål eller forsøge at hygge mig ved at have to drenge med et utroligt afslappet forhold til hygiejne med til madlavningen. Så, Kære Institution, vil du ikke godt snart tage dig pænt af mine børn (igen)?
onsdag den 28. december 2011
På vej hjem
... eller i hvert fald til Danmark. Om 12 timer letter vi fra São Paulo´s Guarulhos lufthavn (som helt ufortjent IKKE er med på listen over verdens værste lufthavne). For skal vi egentlig hjem? Eller skal vi bare til Danmark. Efter præcis 8 måneder i Brasilien ved jeg ikke rigtig, hvor hjem er. Altså udover vores hus, som absolut føles som hjem, men Sorocaba...? Eller Brasilien for den sags skyld...? The jury´s still out on that one.
Så jeg er spændt på om det vil føles som hjemme i Danmark eller om vi er blevet lidt fremmede for hinanden. Og egentlig også på, hvordan det bliver at komme tilbage til Brasilien. Jeg talte med en englænder, som havde boet herude i tre år og havde været hjemme på ferie for første gang i juli. Mens han var i London havde han fortalt alle om, hvor dejligt, der var i Brasilien og hvor glad han var for at bo her, men da han kom tilbage, var det ligesom om, at han igen så Brasilien, som det, det også er. Nemlig dårlig infrastruktur, afsindige priser og dårlig kvalitet (på grund af eksorbitante importskatter, som beskytter lokale producenter, så de kan blive ved med at lave dyrt ragelse til tid og evighed), offentligt bureaukrati osv.
Der er virkelig mange gode ting ved Brasilien, men der er ved gud også lang vej igen før landet bliver den politiske, kulturelle og økonomiske supermagt, som både brasilianerne selv og omverdenen forventer. Og en ting er i hvert fald helt sikkert: Hvis forholdet Danmark-Brasilien gøres op i, hvor der er flest mennesker jeg glæder mig til at se, så vinder Danmark suverænt. Vi ses (hjemme?) i Danmark!
Så jeg er spændt på om det vil føles som hjemme i Danmark eller om vi er blevet lidt fremmede for hinanden. Og egentlig også på, hvordan det bliver at komme tilbage til Brasilien. Jeg talte med en englænder, som havde boet herude i tre år og havde været hjemme på ferie for første gang i juli. Mens han var i London havde han fortalt alle om, hvor dejligt, der var i Brasilien og hvor glad han var for at bo her, men da han kom tilbage, var det ligesom om, at han igen så Brasilien, som det, det også er. Nemlig dårlig infrastruktur, afsindige priser og dårlig kvalitet (på grund af eksorbitante importskatter, som beskytter lokale producenter, så de kan blive ved med at lave dyrt ragelse til tid og evighed), offentligt bureaukrati osv.
Der er virkelig mange gode ting ved Brasilien, men der er ved gud også lang vej igen før landet bliver den politiske, kulturelle og økonomiske supermagt, som både brasilianerne selv og omverdenen forventer. Og en ting er i hvert fald helt sikkert: Hvis forholdet Danmark-Brasilien gøres op i, hvor der er flest mennesker jeg glæder mig til at se, så vinder Danmark suverænt. Vi ses (hjemme?) i Danmark!
søndag den 25. december 2011
Så blev det alligevel jul!
Det er sikkert og vist, selvom det er temaet for hvert års julekalender: Det bliver jul d. 24. december (eller d. 25.). Og det blev det også i Sorocaba. Der er egentlig ikke så meget at sige, andet end helt banalt at konstatere, at det jo ikke handler om, hvor man holder jul, men om at være sammen med mennesker, man holder af. Rigtig glædelig jul!
 |
| Morgenmad på terrassen d. 24. (vi er lidt bagefter med kalenderlyset) |
 |
| Christian hjælper med at skrælle kartofler til julemiddagen |
 |
| Og så er det tid til en svømmetur! |
 |
| Julehilsen fra Sorocaba |
 |
| Pakkespil |
 |
| Simon med en mini-pannetone (som brasilianerne spiser juleaften) |
 |
| Julebordet... |
 |
| Og juleanden |
 |
| Juletræet med sin pynt |
 |
| Gaver! |
 |
| Og flere gaver |
 |
| Batman-borgen som Christian har snakket om det meste af december (og november, oktober, september...) |
 |
| Simon har fået en Gun (læg mærke til, hvor glad Rasmus er i baggrunden!) |
 |
| Christian er klar til at se "Alene Hjemme" juledag |
Abonner på:
Indlæg (Atom)