Lost in Translation

Vi er ankommet til Brasilien og udenfor vores vinduer på 13. sal er der udsigt til en spektakulær solnedgang. Det brasilianske landskab ER virkelig smukt (det jeg har set af det :)), selvom man måske ikke altid synes, at de passer lige godt på det.

Vi har haft en rigtig fin tur til Brasilien. Det var rigtig slemt at sige farvel i lufthavnen, men jeg synes altid, at sådan noget er værst lige, når man står i det. Og drengenes begejstring over den første flyvetur var en rigtig god afledning. Det er altså svært ikke at blive en lille smule begejstret på den barnlige måde, over at det virkelig er muligt at få så stor en maskine op i luften. Men det er også en lang tur og især ventetiden i Charles de Gaulle fra ca. 20 til 23 var lang. Og det på trods af, at vi havde en lille (umulig) opgave i at forsøge at få vores pladser ændret, således, at Christian(!) ikke skulle sidde alene.

Flyet var imidlertid helt fyldt, men lufthavnspersonalet kunne ændre vores reservation, således, at vi fik de tre pladser ved vinduet og en gangplads på rækken lige foran. Og som de sagde: Der er sikkert nogen, der gerne ville bytte. Det var der ikke! Og nu bliver jeg altså lidt hensyns-Henriette, men hvem er det lige (midaldrende mand og kone og den enes mor!), der siger nej til at bytte tre midterpladser med tre ved vinduet? Sådan, at en familie med to små børn ikke kan sidde sammen på en 12 timers flyvvning? Men drengene hyggede sig sammen ved vinduet og jeg sad så for mig selv og småtudede af træthed...

Sidste gang Rasmus og jeg ankom til Sao Paulos internationale lufthavn stod vi i kø i tre timer ved paskontrollen. Heldigvis var køen ikke så lang og vi fik endda lov at springe køen over, fordi vi havde drengene med (fin service!), men den der lufthavn bliver altså nødt til at komme lidt op i gear inden Brasilien skal være værter for VM i fodbold, ellers kunne man godt forestille sig, at det gik temmelig meget i kage. Det gav også anledning til nogen hjertebanken, da damen i paskontrollen tog mit og Rasmus'  pas med sig og sagde, at vi bare skulle vente.

Derfra gik turen faktisk rigtig fint. Vi fik samlet al vores bagage op og vores chauffør stod og ventede i lufthavnen og kørte os direkte til Sorocaba, hvor Rasmus og han hentede vores lejebil og derfra op til hotellet, hvor vi skal bo indtil vi kan komme ud i huset.

Ligenu er det hele meget surrealistisk og vi er jetlaggede (tidsforskellen er 5 timer pt.), trætte og nok også lidt forvirrede: Lost in translation! Og det er et underligt vakuum at være i. Fx anede jeg ikke, hvad jeg skulle skrive på den lap papir, man får udleveret i flyveren, hvor man blandt andet skal påføre opholdsland.

Simon og jeg talte også om, at det altså er ret mærkeligt, at man ikke forstår et ord af hvad de siger, men bare må smile og ryste på hovedet på en lidt hjælpeløs måde. Men trætheden gør også det hele meget værre og overordnet, så må jeg sige, at brasilianerne (på trods af, at vi tit slet ikke kan tale sammen) virker meget imødekommende og villige til at få tingene til fungere. De er med andre ord ikke særlig franske (eller danske, for den sags skyld).

Vores bagage - vi havde 180 kg!

Simon er vildt begejstret!

Christian i Schiphol. Franske stewardesser kan slet ikke stå for sådan en Batman-maske, kan jeg afslører ;)

Vores fly fra Amsterdam til Paris, som efter ankomsten i Paris blev omringet af brandbiler med blå blink - en anelse foruroligende...

Simon og Christian fordriver ventetiden i Paris. I baggrunden er vores fly ved at blive gjort klar.

Rasmus med alle papirerne!

Så er vi ankommet til Brasilien.

Simon og Christian nyder udsigten.

Solnedgang over Sorocaba. Vi kan faktisk se drengenes skole fra hotellet. Det er den bygningen med de blå tage på den anden side af vejen.

Hotelhygge

Så kom dagen!

I mine forældres entré står vores 8(!) kingsizekufferter pakket og klar. Drengenes håndbaggage (et par LEGO-skoletasker indkøbt for en horribel høj pris i LEGOland for et par uger siden) er fyldt med sovedyr, et ekstra sæt tøj og en enkelt lille overraskelse. Og som ved et lykketræf er alt blevet klar inden afrejsen. Selv Rasmus´ kontrakt er underskrevet af alle parter, selvom den først blev klar i går over middag...

I dag er dagen! Vi flyver til Brasilien i eftermiddag og jeg tror nok, at vi har nogenlunde tjek på tingene. Det er rigtig svært at rejse. Også selvom vi alle 4 glæder os til vores liv i Brasilien.

I hører mere på den anden side!

Jeg har taget lidt forskud på glæderne

Og drukket mig lidt tipsy, for som housewife er det vist mere eller mindre obligatorisk at tillægge sig et +14 ugentlige genstande forbrug af dry martini cocktails og spritzers. I hvert fald var det en stående joke blandt mine tidligere kollegaer, at når jeg kom til Brasilien, så skulle jeg ligge ved poolen og drikke cocktails. I virkeligheden skyldes mit indtag i aften i ligeså høj grad, at jeg pt. har lidt svært ved at sove...

I dag har vi ansat vores første hjælpende hånd. Det var godt nok et krav fra vores udlejers side, men ikke desto mindre. Udlejeren har betinget sig, at vi får nogen til at sørge for pool´en, så nu har vi ansat en til at sørge for pool maintenance to gange ugentligt og tjekke vandkvaliteten og hvad sådan nogen ellers sørger for (hvad ved jeg? Poolpleje er jo ikke ligefrem en af mine kernekomptencer). Men jeg synes nu alligevel, at det føles lidt mærkelig, sådan at ansætte hjælp. Ikke mindst fordi jeg ikke engang ved, hvad jeg skal kalde, dem, der nu kommer og hjælper.

Simon har ingen politisk korrekte kvababbelser og kalder det konsekvent for "tjenere", men det synes jeg som lighedsorienteret skandinav alligevel er for distancerende på den der upstairs-downstairs måde. Så jeg bliver sådan lidt uld-i-mund, når talen falder på hushjælp, for jeg vil jo helst ikke være sådan en virkelighedsfjern overklassefrue, der bare lever for at koste rundt med tyendet. Hvis jeg nogensinde kommer til at udtale "Ja, det er simpelthen så besværligt at finde ordentlig hjælp nu til dags", så må en eller anden hjælpsom sjæl gerne lige give mig et reality check!

Mens jeg skrev det her indlæg, kom jeg til at tænke på Mary´s bofælle i "Something about Mary"...

Mig efter for mange dry martini cocktails ved pool´en

Forår!

Meget kan man sige om det danske vejr, men en af de helt store fornøjelser ved årstidernes skiften er den glæde og begejstring, som de første forårsdage bringer med sig. Når en lang (og ofte alt for lang) vinter erstattes af grønne knopper på træer og buske og ditto pletter på børnenes knæ, så er det altså svært ikke at holde umanerligt meget af april!

Fornøjelsen hjælpes selvfølgelig også på vej af, at jeg rent faktisk har fri og dermed kan nyde de dage, hvor vejret er som i dag. Drengene og jeg har været i Zoologisk Have med Moster Sally, inden hun i morgen tager tilbage til Svalbard (hvor der stadig er rigtig koldt, se bare DMI´s vejrudsigt!) og det var en rigtig dejlig tur. Dyrene virkede også vældigt begejstrede over forårets komme og mange var rigtig legesyge og viste sig frem. Eller også slikkede de sol. Som fx denne Surikat, der virker lidt træt:

De sidste dage i Danmark.

Der har været roligt på bloggen den sidste tid og det skyldes ikke, at der ikke er noget at fortælle, men en kombination af en dårlig internetforbindelse (så er vi ligesom klar til Brasilianske forhold ;)) og meget at se til. Mine dage går sammen med drengene og jeg får sjældent lov til at bruge PC´en særligt længe ad gangen før mindst en af dem forlanger at få lov at spille Ramasjang eller Pixeline. Og af en eller anden grund forlanger min ingeniørmand, at vi skal lave lister og planlægge om aftenen. Det er selvfølgelig totalt overflødigt, hvis du spørger mig, men jeg ville så nok også komme halsende til lufthavnen 5 min efter check-in skulle være afsluttet og have glemt sådan cirka halvdelen af mine ting. Sådan supplerer vi hinanden så fint :)

Vi har fået sendt vores visumansøgning ind til ambassaden, så i slutningen af næste uge skulle vi gerne få vores pas retur med nogle fine stempler. Og vi er ved at få booket en billet med afgang onsdag d. 27. april, så nu nærmer det sig for alvor. Som jeg skrev for en uges tid siden, så har jeg siden arbejdstilladelsen landede, haft visse betænkeligheder over vores udstationering, men i virkeligheden er det ikke udstationeringen, men afskeden, jeg er bekymret over. På en eller anden måde ville jeg nok foretrække at vi bare kunne blive teleporteret til Sorocaba, så vi var der i morgen. Simon sagde faktisk næsten det samme i dag: Han ville gerne have en fjernbetjening, så han bare kunne spole over de næste 21 dage. Men han blev alligevel lidt i tvivl, da jeg spurgte om ikke han ville være ked af ikke at få besøgt Farfar og Hanne og alle de andre vi skal se de næste uger. Under alle omstændigheder er det dejligt, at drengene glæder sig til vi skal afsted.

Når jeg indimellem får lidt uro i maven, så ser jeg på billederne fra Rasmus´ og min tur til Sorocaba for 14 dage siden og så er jeg slet ikke i tvivl om, at vi får en fantastisk tid i Brasilien. Og I skal da også have lov at se lidt med:

På vej hjem fra indkøb - i Carrefour. Det er jo rimelig trygt :)

Drengenes skole

Rasmus og Rasmus´ kollega, Kim. Og ja, vi sidder (næsten) udendørs :)

Morgen over Sorocaba. Ikke specielt charmerende, men meget autentisk. Billedet er taget fra vores hotelværelse.

TADA: Vores nye hus!

Sushi på Yoshi´s - det var helt vildt lækkert!