Når eventyret slutter...

har helten og heltinden som regel været grueligt meget igennem og kan leve lykkeligt til deres dages ende. Vores udenlandske eventyr er ved at nærme sig sin afslutning: Kufferterne er pakket, møblerne indhyllet i bobleplast og pap og vi har efterhånden fået sagt "farvel" til alle de mennesker, som har været en del af vores liv i Brasilien.

Og selvom jeg ikke synes, at Rasmus og jeg har måttet gå i gennem Grimm´ske prøvelser, så er analogien til et eventyr ikke helt af vejen. For der har unægteligt været tale om en dannelsesrejse - på så uendeligt mange måder. Ligesom opholdet herude også (foreløbigt) har jaget den rastløshed, som har fulgt os, på flugt. I stedet har en længsel efter stabiliteten indfundet sig og jeg drømmer om parcelhuse, Disney Sjov og kør-selv ferier til Gardasøen.

Det er svært at sætte ord på, hvordan jeg har det nu. Jeg glæder mig meget til at komme hjem og jeg er ikke i tvivl om, at vi har truffet den rigtige beslutning. Brasilien er et stort og smukt land med uendelige muligheder, men det kan aldrig blive mit hjem - dertil er jeg for dansk i mit hoved. Rasmus beskriver forholdet til Brasilien, som en form for ulykkelig kærlighed. På så mange måder vil man det gerne, men det går bare ikke. Forskellene er for store og uforenelige.og man kan ikke mødes på midten uden at begge parter går alt for meget på kompromis med sig selv.

Brasilianerne er et af de mest åbenhjertige, tålmodige og hjælpsomme folkefærd jeg nogensinde har mødt. Jeg ville ønske, at mennesker der kommer til Danmark blev mødt med samme positive interesse som vi er blevet mødt med. Omvendt så tror jeg, at Danmark er nemmere at navigere i fordi vi har et samfund, hvor der er stor gennemsigtighed og hvor man som udgangspunkt kan regne med at de informationer og anvisninger man får fra banker, offentlige myndigheder og arbejdsgivere er korrekte. Det har været helt enormt frustrerende aldrig at kunne regne med noget. Omvendt så er det måske bare et udtryk for hvor dansk jeg selv er. Fx. har en bekendt fortalt om en brasilianer som ikke kunne holde ud at bo i Sverige, fordi ting gik alt for nemt. De fleste sager krævede blot et enkelt besøg på Borgerservice og så var byggetilladelsen, fødselsattesten og skoleindskrivningen ordnet.

Jeg kommer til at savne mange ting ved Brasilien, men mest af alt kommer jeg til at savne alle de mennesker, som har bidraget til at vi har følt os hjemme i det fremmede land, som har været vores, i de sidste knap to år.  Mange af dem ved jeg, at jeg næppe kommer til at se igen. Andre vil det forhåbentlig være muligt at gense rundt omkring i verden. Og jeg tænker tit på et citat, som en af lærerne på skolen gengav, da vi sagde "farvel" inden sommerferien sidste år. Jeg har desværre ikke kunnet finde kilden (det er muligvis fra den lille prins?): A amizade é como as estrelas, mesmo na distancia elas brilham. Eller: Venskaber er som stjerner, selv på afstand skinner de. Vores brasilianske (og amerikanske, tyske, ungarske, danske, norske, argentiske, El Salvodrianske og finske) venner og bekendte i Brasilien vil være hos mig som en kærlig påmindelse om alt det gode, der har været en del af vores udenlandske eventyr.

Det løber, det er elektrisk

Jeg kan huske, at vi læste et digt af Kirsten Hamann i gymnasiet, der havde ovenstående titel. Jeg kan ikke huske mere af det end overskriften (men synes egentlig, jeg skal have props for overhovedet at kunne huske noget fra gymnasiets dansk undervisning ;)). Jeg tænker dog tit på den overskrift for tiden, hvor vi har passeret den store etårs milepæl. For det beskriver egentlig meget godt, hvordan jeg har det med vores ophold i Brasilien og vores fremtidsplaner. For det er virkelig svært at fastholde ret meget.

Det ene øjeblik tænker jeg, at det ville være dejligt at skulle blive herude lidt længere, det andet øjeblik ville jeg ønske, at jeg som en anden Neo kunne gribe i en hvilken som helst telefon og fremsige ordenen "Get me an exit!", hvorefter jeg landede i ligusteridyl i et dansk parcelhuskvarter (Okay, dét scenario ville ikke være særligt Matrix-agtigt).

Jeg synes, at det første år har været godt og hårdt, og indimellem bliver jeg stadig helt udmattet over, hvor fremmed jeg indimellem fortsat føler mig herude. På den anden side, så er det ligesom, at jeg begynder at fornemme, at en eller anden form for balance er ved at indfinde sig i vores liv. Vi har efterhånden en omgangskreds (selvom den ikke er stor), drengene trives og Rasmus´ arbejde er ikke længere helt så frustrerende. Og så er det også bare svært at forestille sig, hvad vi skulle, hvis vi ikke var her. Jeg kan godt forstå, at mange synes det må være et underligt rodløst liv at være professionel ex-pat familie, og dér er vi slet heller ikke endnu: For det er virkelig underligt, at man ikke har nogen anelse om, hvor man er henne om et år.

Men samtidig kan jeg også få akut panikangst og klaustrofobi ved tanken om at skrive under på et huskøb og vide, at vi de næste mange år ville være bundet til en matrikel et eller andet sted i Jylland. Hvis jeg helt selv skulle bestemme vil jeg nok helst videre til en ny destination, men heller ikke det scenario er uden tvivl. Der er ingen tvivl om, at flytningen har haft store omkostninger for drengene. Når regnskabet skal gøres op, tror jeg de har fået en netto-gevinst ud af det, men det kan man jo ikke vide, om de også ville få et nyt sted. Gad vide, om der ligesom er en tærskel, hvor børns gevinster ved ex-pat-livet, overskygges af omkostningerne?

Samtidig ville det jo heller ikke være omkostningsfrit at flytte tilbage til Danmark. Når drengene indimellem er sure på Brasilien, synes jeg, at jeg kan fornemme, at de heller ikke længere helt er klar over, hvordan livet i Danmark er. Og hvordan skulle de også kunne vide det? De har ikke haft et almindeligt dansk børneliv i mere end et år, fordi de stoppede i børnehaven et par måneder inden vi rejste. Og jeg tror faktisk ikke rigtig, at Christian kan huske mere end nogle glimt fra livet før udstationeringen. Af en eller anden (lykkelig!) grund lader det til primært at være erindringer om fødselsdage og ture i LEGOLand. Dertil kommer, at jeg har en fornemmelse af, at Simons frustration over at være herude i vid udstrækning er knyttet til det, at han går i skole - og det ville han jo også skulle i Danmark.

Så indtil videre er vi ret uafklarede - og så er det jo heller ikke en beslutning, som alene ligger i vores hænder, eftersom der jo er nogen der finansierer det her eventyr. Og det er ikke helt klart hvorvidt, de synes, at det skal fortsætte her, der eller et helt tredje sted.

På vej hjem

... eller i hvert fald til Danmark. Om 12 timer letter vi fra São Paulo´s Guarulhos lufthavn (som helt ufortjent IKKE er med på listen over verdens værste lufthavne). For skal vi egentlig hjem? Eller skal vi bare til Danmark. Efter præcis 8 måneder i Brasilien ved jeg ikke rigtig, hvor hjem er. Altså udover vores hus, som absolut føles som hjem, men Sorocaba...? Eller Brasilien for den sags skyld...? The jury´s still out on that one.

Så jeg er spændt på om det vil føles som hjemme i Danmark eller om vi er blevet lidt fremmede for hinanden. Og egentlig også på, hvordan det bliver at komme tilbage til Brasilien. Jeg talte med en englænder, som havde boet herude i tre år og havde været hjemme på ferie for første gang i juli. Mens han var i London havde han fortalt alle om, hvor dejligt, der var i Brasilien og hvor glad han var for at bo her, men da han kom tilbage, var det ligesom om, at han igen så Brasilien, som det, det også er. Nemlig dårlig infrastruktur, afsindige priser og dårlig kvalitet (på grund af eksorbitante importskatter, som beskytter lokale producenter, så de kan blive ved med at lave dyrt ragelse til tid og evighed), offentligt bureaukrati osv.

Der er virkelig mange gode ting ved Brasilien, men der er ved gud også lang vej igen før landet bliver den politiske, kulturelle og økonomiske supermagt, som både brasilianerne selv og omverdenen forventer. Og en ting er i hvert fald helt sikkert: Hvis forholdet Danmark-Brasilien gøres op i, hvor der er flest mennesker jeg glæder mig til at se, så vinder Danmark suverænt. Vi ses (hjemme?) i Danmark!

Brasiliens charme

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes Sorocaba er et provinshul. Et meget stort et af slagsen og det har da - bevares - også nogle plusser, som fx en fantastisk skole, rimelig infrastruktur og nogle fine parker. Indimellem har Sorocaba bare ikke helt passet ind i min (og de fleste af vores danske bekendtes) forestilling om Brasilien. Derfor har de sidste to ugers ferie været en kærkommen lejlighed til at se lidt mere af det land, som er så ubegribeligt stort og med en natur så varieret, at det vel næppe ses mange andre steder i verden?

På byvandring i Rio Centro

Fredag d. 11. november ankom hele min familie (Mor, Far, Nanna, Sally og August) for at fejre min fars 60 års fødselsdag. Efter nogle dage ved pool´en i Sorocaba tog vi mandag afsted til Rio de Janeiro, som vel om noget er stedet, der forbindes med Brasilien. Og bortset fra, at vi ankom til Rio i en tung dyne af skyer, som blev liggende de 5 dage vi var der, så var det et dejligt besøg i Brasiliens gamle hovedstad. Vi fik set de vigtigste seværdigheder og fik - på trods af vejret - også badet hver dag. Strandture i Rio med børn på henholdsvis tre og seks år er dog forbundet med en vis panik, for strømmen er virkelig stærk og selv voksne mennesker bliver let væltet omkuld og trukket ud ad. Det bidrager ligeledes til en lettere panisk stemning, når skyerne undervejs åbner for sluserne og sender et skybrud ned over håndklæder og skiftetøj :)

Mandetur!

På vej mod Sukkertoppen i svævebane!

Pão de Acucar

Mormor, Simon, Morfar, Sally, Christian og August nyder udsigten

Simon svinger sig i lianerne på stierne på sukkertoppen

...Christian er lidt mere slapset.

Udsigt over Cidade Maravilhosa - og skydynen

Der bades på Praia Vermelha for foden af Sukkertoppen

Simon forsøger at undslippe bølgerne

Rio´s domkirke er en arkitektonisk rædsel...

...Men glasmosaikkerne indenfor er smukke

På en af vores utallige busture. Rio´s offentlige transport
fungerer alletiders

Hele familien gør klar til at springe i bølgerne ved Copacabana

...i gråvejr

Et sjældent øjeblik med solskin

Simon og Christian leger i sandet ved Ipanema

Vi ser på kunst i metroen

Moster Nanna og Simon på vej op til toppen af Corcovado

Alle mand klar til den tyve minutter lange tur til toppen

Morfar, Sally, Mormor, Nanna, Christian, Rasmus og
Simon ved Christo Redentor

...Eller Kretus, som Simon konsekvent kalder ham :)

Selv på en gråvejrsdag er udsigten imponerende!

På en plads et sted i Rio...?

Nanna og drengene ser på optrædende fra en
lokal gøglerskole

Middag på Rio Scenarium

...hvor der er dans og levende musik. En fantastisk oplevelse!

Tilbage i Sorocaba er vi klar til at fejre 60årsfødselaren

Min familie tog hjem søndag d. 20. november og afsluttede dermed en lang række af besøg. Vi er glade for at vi allerede har haft seks besøg i løbet af det første halve års tid. På den måde føles det ikke som om, at vi er så langt hjemmefra :) I tirsdags tog vi videre på ferie til Ilhabela, som ligger ud for Statens São Paulos kyst i det område af Brasilien, som kaldes for Costa Verde, fordi jungleklædte klipper rejser sig direkte fra havet. Det er et utroligt smukt område, som vi helt sikkert ikke er færdige med at udforske. På Ilhabela boede vi på Na Mata Suites, som er en lille (billig!) perle.

Morgenmad op terrassen - i solskin!

Praia Julião

Simon flyver med sin skildpaddedrage

...Man skal holde godt fast!

Simon er i gang med at lave en dæmning

En sen eftermiddag ved Praia de Perequê

Aftenhygge

Christian puster sæbebobler udenfor hytten

Man forstår godt hvorfra øen har fået sit navn

Når man er på vej gennem junglen i en kæmpe Landrover, kan man godt
blive lidt nervøs over at skulle passere sådan en bro :)

Simon og Christian bader ved den øde
Praia dos Castelhanos

Bounty!

Ferieklassikeren: Spaghetti med tomatsovs!

Aften i Vila, den charmerende gamle by på Ilhabela

Bugten, hvor hundreder af lystbåde, ligger for anker

Lokale lystfiskere

Vila

Isbuffet er et ret godt koncept!

På junglevandring langs med vandfaldene Aguas Brancas

Trappefaldet

...og brusebadsfaldet :)

Jeg bader med drengene ved Praia Curral på feriens sidste dag

Jeg synes altid det er med et vist vemod, at jeg giver slip på ferien. Heldigvis er det mange gange nemmere, når hverdagen også føles en lille smule som ferie :) Og nå ja, så er det jo blevet første søndag i advent!