Skolestart!

Denne uge står i skolestartens tegn. I mandags var drengene og jeg på et kort besøg på skolen om eftermiddagen. Og drengene syntes vældig godt om de fine omgivelser og glædede sig til at starte. I går morges ringede vækkeuret kl. 5.30(!), for at vi kunne være klar til skoledagens start kl. 7.30. Det gik nemt med at få drengene ud af fjerene og i skoleuniformen og vi kom afsted nogenlunde til tiden. Da vi ankom til skolen blev vi mødt af Miriam, som vi har haft kontakten med forinden og som er en af de få på skolen, der taler engelsk.

Klar, parat, skolestart!

Ligeså snart vi ankom, var det imidlertid som om, at situationens  alvor gik op for begge drenge og de hylede på skift. Heldigvis var Rasmus med, så han kunne blive sammen med Christian, mens jeg gik ned til 1. klasse med Simon. Det var rigtig svært for Simon og han var meget ked af det og brød sig ikke om, at børnene kiggede på ham. Han mente, at det var fordi, at de synes han ser mærkelig ud. Jeg opfattede det nu mest som nysgerrighed. Simons klasselærer, Rose, er utrolig sød og meget rolig, og jeg tror faktisk hun er et rigtig godt match til Simon. Hun synes fx at det var helt fint, at han det første lange stykke tid valgte at sidde og kigge ind mod væggen i klasseværelset.

Christian tog det lidt mere cool og da Rasmus gik vekslede vi mellem at være sammen med Christians klasse og Simons klasse. Christians klasse (på 8 elever, tror jeg nok) har to lærere, som er hos dem hele tiden. Gi og Francine er begge søde og især Gi har et godt tag på Christian. Fordi vi vekslede mellem de to klasser fik begge drenge også to gymnastiktimer igår. Gymnastiklæreren Rafael var meget entusiastisk og både Christian og Simon deltog også i begge timer med stort gåpåmod. Jeg tror, at de var lettede over, at de ikke behøvede at forstå, hvad der blev sagt, fordi de bare skulle gøre det samme som alle de andre.

Gymnastiktime med 1. klasse

Men efter to gymnastiktimer i +25 grader var begge drenge også solgt til stanglakrids, så vi sluttede skoledagen af kl. 11, hvilket var godt og vel 1 time før tid. Bagefter sagde de begge, at de synes det havde været okay, men at de ikke havde lyst til at være der alene.

I dag har vi været afsted igen og det gik rigtig godt - efter omstændighederne. Stille og roligt lykkedes det mig at få listet Simon over til et bord ved hesteskoen, som børnene sidder ved. Og jeg kunne indimellem også gå fra ham. Som den skarpe læser vil have regnet ud betyder ovenstående, at Christian har været en del alene i dag og jeg tror, at det er gået fint? Indimellem er enten Gi eller Francine dog kommet med ham, for de har lært hvad "Moar!" betyder. 

Så i morgen skal vi i skole igen - og jeg er sikker op, at drengene nok skal finde sig til rette på skolen. Før eller siden...

Time flies when you´re having fun!

Vi har nu vaeret i Sorocaba i 2,5 dag og jeg er fyldt med indtryk - og de positive er klart i overtal! Sorocaba er ikke en rigtig by i europaeisk forstand. Der er ikke nogen central bykerne, hvor de vaesentligste funktioner er samlet og det er ogsaa ret tydeligt, at byen ikke er bygget efter nogle grundlaeggende principper eller en overordnet plan. Derimod er det snarere en mere eller mindre tilfaeldig sammensaetning af kvarterer. Jeg har aldrig vaeret i LA, men de beskrivelser jeg har hoert derfra er lidt de samme. Og selvom byen selvfoelgelig er forfalden mange steder, saa er der ogsaa charmerende steder. I gaar aftes var Rasmus og jeg ude at spise med Rasmus´ kollega, som ogsaa skal flytte herover, og vi spiste paa en hyggelig restaurant med facade ud mod en park og det var faktisk meget idyllisk.

I gaar stod i skolevalgets tegn og Rasmus og jeg har ogsaa fundet en skole til drengene, som jeg tror er et rigtig godt sted at vaere. Colégio Ser er baade vuggestue, boernehave, folkeskole og gymnasium, men boernene har hver deres omraade af skolen og hende der viste os rundt gjorde meget ud af, at det var vigtigt for dem, som institution, at laere boernene at omgaas hinanden med respekt. Derfor tager skolen som udgangspunkt ogsaa imod boern med saerlige behov (hvis foraeldrene kan betale, selvfoelgelig!) og der var gennemgaaende en rigtig god stemning og laererne virkede omsorgsfulde og opmaerksomme.

I dag har vi vaeret ude at se paa huse og det var en ret blandet oplevelse. Vi har haft meget svaert ved at faa vores relocation agent til at forstaa, at vi ville se paa huse i en ordentlig kvalitet og i den dyrere ende af prisskalaen, men efter at have brugt formiddagen paa huse, hvoraf nogle var OK og andre helt forfaerdelige, fik vi traengt igennem og blev praesenteret for et hus, som vores relocation agent i foerste omgang havde vurderet var "for stort". Jeg tror, at en del af grunden til, at hun ikke har villet vise os det, har vaeret fordi, hun har fejlvurderet os. Brasilianerne goer utroligt meget ud af sig selv og bruger meget deres toej og tilbehoer til at signalere status, men Rasmus og jeg har jo bare haft vores feriedress paa, og det tror jeg simpelthen har forvirret hende. Maaske har hun ikke troet, at vi havde raad til de dyrere huse og har derfor ikke kunnet faa sig selv til at vise os dem. Jeg haaber et eller andet sted, at det er forklaringen. For som dansker er det helt utrolig svaert at forstaa, hvorfor man ellers ikke skulle forsoege at give kunder, hvad de beder om. Forestil jer, at man sagde til en dansk ejendomsmaegler, at man kun ville se huse i Risskov til +4 mio og saa viste de en lejligheder i Gjellerupplanen...

I aften har Rasmus og jeg vaeret ude at spise sushi og efter flere dage med junk food, som brasilianerne tilsyneladende opfatter som fuldstaendig loedig kost til baade frokost og aftensmad, var det helt utrolig skoent at faa noget mad, hvor man ikke fik fornemmelsen af, at transfedtsyrerne holdt fest i ens blodbaner. Det var meget laekker sushi og til den nette pris af 350 kroner, inkl. drikkevarer, saa kan man jo ikke undgaa at fryde sig :)

Vi har ogsaa faaet koebt gaver til drengene og efterhaanden begynder jeg ogsaa at savne dem rigtig meget. I morgen vil vi proeve at naa forbi deres nye skole og koebe en uniform til hver af dem, saa de ogsaa kan begynde at vende sig til tanken om, hvad der venter dem.