The Help

Rikke fra Camp Chaos, udbad sig et indlæg om Ivonete, vores husholderske. Og med filmen The Help´s sejrsgang er det måske også på sin plads. Jeg har ikke set filmen, men har læst det litterære forlæg, ligesom jeg for nogle måneder siden læste Original Sins af Lisa Alther, som på mange måder også berører forholdet mellem herskab og tjenestefolk i 50´ernes amerikanske sydstater.

I forbindelse med premieren på The Help skrev The Economist om den stigende mangel på husholdersker i Brasilien og sammenlignede det med situationen i England omkring forrige århundredeskifte. I samme  nummer af bladet, var der imidlertid også en artikel, som i hvert fald i mine øjne lignede en  J´accuse. Den beskrev det domestikale ansættelsesforholds psykologi.. Som et forhold, der baserede sig på ulighed og som i vid udstrækning tjente til at øge kvinden i husets sociale og familiære status (med tyende i huset er kvinden ikke længere den laveste i det hjemlige hierarki, that is!).

I bøgerne ovenfor, er det helt åbenlyst, at forholdet mellem de sorte husholdersker og de hvide fruer er himmelråbende uværdigt. Når husholderskerne ikke må bruge familiens toiletter, skal bruge deres eget service og bør have blikket nedslået, når der tales til dem, siger det sig selv, at der er andet på spil end et mikroøkonomisk bytteforhold. Men nogle gange er det, at have hjælp i huset imidlertid alene et bytteforhold, der baserer sig på gensidige økonomiske fordele.

Når vi har Ivonete ansat er det alene fordi hendes arbejde giver os en gevinst i forhold til at slippe for en masse huslige opgaver. Fuldstændig som det var da vi havde en til at gøre rent nogle timer om ugen i Danmark. Eller en revisor til at ordne vores skatteforhold (og der er vel aldrig nogen, der har betragtet hverken revision eller rengøring som et særligt uværdigt job!?). Den modsatte vej, så giver ansættelsesforholdet også Ivonete en gevinst. Hvoraf den mest åbenlyse selvfølgelig er hendes løn.

At arbejde i et andet menneskes hjem er selvfølgelig anderledes end fx at gøre rent på en skole eller et kontor, men det behøver ikke at være uværdigt. Uværdigheden er jo en konsekvens af, at den ansættende part betragter den ansatte, som et menneske, hvis værd er mindre end ens eget (fx fordi den ansatte er sort, som det var tilfældet i The Help). Hvilket jeg imidlertid ikke vil benægte også indimellem gør sig gældende for nogle brasilianske fruer. Dog er der himmelvid forskel mellem Mississippis raceadskillelse og Brasiliens smeltedigle.

Raceskellet mellem ansat og arbejdsgiver er ikke nær så skarpt, selvom størstedelen af de damer, der arbejder i vores condominio er mørke (jeg ved ikke, hvad det korrekte udtryk er for det, for jeg tror, at de er alle mulige blandinger af sydeuropæisk, afrikansk og indiansk oprindelse) og man skal ikke tale ret længe med andre fruer før forskellige udsagn om Empregada´ernes manglende udsyn, dovenskab, manglende sans for detaljer, uvidenhed osv. kommer på banen. I de situationer er det særligt svært ikke at kunne udtrykke, hvad jeg tænker, men jeg noterer det i min mentale lommebog og mister en god portion af lysten til at lære de pågældende bedre at kende.

Så måske er det ikke så mærkeligt, at filmen kun fik ganske kort tid på plakaten i et af Sao Paulos velhaverkvarterer. Nogle følte sig måske alligevel en lille smule trådt over tæerne...

Den flerfarvede tornado

Igår var jeg ude at handle med Ivonete, fordi hun flere gange har forsøgt at forklare mig, at der var nogle ting hun manglede for at kunne gøre ordentligt rent. Og mine portugisisk kundskaber rækkede ikke til at udfærdige en indkøbsseddel på baggrund af hendes instrukser og jeg har en mistanke om, at Ivonetes skrivekundskaber ikke rækkede til at udfærdige en til mig, så jeg tænkte, at det nemmeste var, at tage hende med, så hun kunne finde det hun skulle bruge :)

Som sagt så gjort! Jeg har nu et skab fyldt med rengøringsmidler, som jeg ikke anede eksisterede. Alt sammen i spraglede farver og med duft af - blandt andet - æble, blomstereng og sommer i provence:

Og her gik jeg og troede, at man dybest set kunne klare sig med opvaskemiddel...

Forskellen på rig og fattig

Da vi besluttede os for at flytte til Brasilien læste jeg et sted, at Brasilien er modsætningernes land og at det blandt andet kommer til udtryk ved, at de rigeste er rigere end de rigeste i Europa og de fattige, fattigere end de fattigste i Afrika. Det er måske en smule fortegnet, men Brasiliens Gini-koefficient er på 0,54 (den er faldet fra 0.596 fra 2004 til 2009, blandt andet på grund af den lave inflation og den store økonomiske vækst). Til sammenligning svinger den danske Gini-koefficient lige omkring 0.25 (vistnok primært afhængigt af ejendomspriserne). Dermed er Danmark et af de lande i verden, hvor indkomstforskellen mellem rig og fattig er mindst. Brasilien er derimod et af de lande i verden, som sammen med de lande i Afrika, der findes data for, huser den største ulighed.

I Brasilien er mindstelønnen på R$ 550 om måneden. Prisen på den brasilianske real ligger på ca. 3,3 kr. så det giver en månedsløn på mindre end 2000 kr. for en ugentlig arbejdstid, der ligger på 44 timer! Lavindkomstgrupper betaler 20 % i skat, men det bliver lagt til lønnen, så de knap 2000 er hvad mange brasilianere har udbetalt hver måned. Det er virkelig ingenting! Fx koster vores børns halvdagsskole knap 7000 kr. om måneden, vi har netop købt en sofa til ca. 6000 kr. og et halvt kilo hakket oksekød koster 20-25 kr. Med andre ord er leveomkostningerne (hvis man vil leve, sådan som vi danskere er nogenlunde vant til) ikke meget mindre her end i Danmark. Faktisk er Brasilien i følge Mercers Cost-of-Living Index dyrere for expats at leve i end Danmark, hvilket primært skyldes det gratis danske sundhedssystem, folkeskolen og de ikke-eksisterende udgifter til sikkerhed.

Vi har netop ansat en maid eller husholderske og jeg kunne dedikere et helt indlæg til min begejstring over hendes netop afsluttede arbejdsdag. Vi har ansat hende gennem et bureau, som sendte et skema vi skulle udfylde omkring familien, huset, arbejdsopgaverne og lønnen. Jeg udfyldte det en dag, hvor jeg sad stand-by på Mirians kontor med hendes hjælp. Da jeg skulle udfylde lønnen spurgte jeg Mirian, hvad en rimelig løn ville være og hun sagde, at R$ 600 ville være fint og at R$ 650 ville være en rigtig god løn (især fordi vores husholderske kun skal arbejde fra 8-14), så det tilbød jeg. Derudover betaler vi transport (ca. R$ 125) og løn under sygdom og ferie (1 måned pr. år). Det giver os en nettoudgift på lige omkring 3000 kr. om  måneden.

Og så får hun også Cesta Bàsica, som er et (fint) levn fra den tid, hvor Brasilien var plaget af høj inflation og det derfor var bedre at få sin løn udbetalt i naturalier end kontanter. Cesta Bàsica kan man købe i supermarkederne og den består af basis fødevarerne her i Brasilien (ostepops og hyggelader), dvs. ris, bønner, sukker, majsmel, olie, kaffe og mælkepulver. Sådan cirka i hvert fald.

Imidlertid gav skemaudfyldelsen anledning til en lille snak mellem Mirian og jeg omkring indkomsterne i Brasilien og jeg dristede mig også til at spørge, hvad lærerene på skolen tjente og jeg mener, at det var omkring R$ 900 om måneden, men så arbejder de også kun fra 7-12.30, fordi det nærmest er umuligt at være fuldtidslærer, fordi det faktisk indebærer, at man underviser fuld tid og dermed ville man ikke kunne forberede sig ordentligt! Behøver jeg sige, at Mirian og hendes kollegaer var ved at falde ned af stolene, da jeg fortalte, at en nyuddannet lærer i Danmark tjener godt 20.000 kr. om måneden (correct me, if I´m wrong?) og at de bliver betalt for (det meste) af deres forberedelsestid.

Mirian fortalte, at hun selv tjente R$ 890 for kontorjobbet på skolen og R$ 600 for det deltidsarbejde hun har, hvor hun underviser i engelsk (engelsk lærere er i meget høj kurs herude!). Under den samtale begyndte det at gå op for mig, hvor meget rigere vi er end middelklasse brasilianeren. Og det er faktisk meget mærkeligt pludselig at være velhavende - og have husholderske. Det sidste er jeg dog ubetinget glad for! Det første er stadig så mærkværdigt, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg mener om det...

Jeg har taget lidt forskud på glæderne

Og drukket mig lidt tipsy, for som housewife er det vist mere eller mindre obligatorisk at tillægge sig et +14 ugentlige genstande forbrug af dry martini cocktails og spritzers. I hvert fald var det en stående joke blandt mine tidligere kollegaer, at når jeg kom til Brasilien, så skulle jeg ligge ved poolen og drikke cocktails. I virkeligheden skyldes mit indtag i aften i ligeså høj grad, at jeg pt. har lidt svært ved at sove...

I dag har vi ansat vores første hjælpende hånd. Det var godt nok et krav fra vores udlejers side, men ikke desto mindre. Udlejeren har betinget sig, at vi får nogen til at sørge for pool´en, så nu har vi ansat en til at sørge for pool maintenance to gange ugentligt og tjekke vandkvaliteten og hvad sådan nogen ellers sørger for (hvad ved jeg? Poolpleje er jo ikke ligefrem en af mine kernekomptencer). Men jeg synes nu alligevel, at det føles lidt mærkelig, sådan at ansætte hjælp. Ikke mindst fordi jeg ikke engang ved, hvad jeg skal kalde, dem, der nu kommer og hjælper.

Simon har ingen politisk korrekte kvababbelser og kalder det konsekvent for "tjenere", men det synes jeg som lighedsorienteret skandinav alligevel er for distancerende på den der upstairs-downstairs måde. Så jeg bliver sådan lidt uld-i-mund, når talen falder på hushjælp, for jeg vil jo helst ikke være sådan en virkelighedsfjern overklassefrue, der bare lever for at koste rundt med tyendet. Hvis jeg nogensinde kommer til at udtale "Ja, det er simpelthen så besværligt at finde ordentlig hjælp nu til dags", så må en eller anden hjælpsom sjæl gerne lige give mig et reality check!

Mens jeg skrev det her indlæg, kom jeg til at tænke på Mary´s bofælle i "Something about Mary"...

Mig efter for mange dry martini cocktails ved pool´en