Når eventyret slutter...

har helten og heltinden som regel været grueligt meget igennem og kan leve lykkeligt til deres dages ende. Vores udenlandske eventyr er ved at nærme sig sin afslutning: Kufferterne er pakket, møblerne indhyllet i bobleplast og pap og vi har efterhånden fået sagt "farvel" til alle de mennesker, som har været en del af vores liv i Brasilien.

Og selvom jeg ikke synes, at Rasmus og jeg har måttet gå i gennem Grimm´ske prøvelser, så er analogien til et eventyr ikke helt af vejen. For der har unægteligt været tale om en dannelsesrejse - på så uendeligt mange måder. Ligesom opholdet herude også (foreløbigt) har jaget den rastløshed, som har fulgt os, på flugt. I stedet har en længsel efter stabiliteten indfundet sig og jeg drømmer om parcelhuse, Disney Sjov og kør-selv ferier til Gardasøen.

Det er svært at sætte ord på, hvordan jeg har det nu. Jeg glæder mig meget til at komme hjem og jeg er ikke i tvivl om, at vi har truffet den rigtige beslutning. Brasilien er et stort og smukt land med uendelige muligheder, men det kan aldrig blive mit hjem - dertil er jeg for dansk i mit hoved. Rasmus beskriver forholdet til Brasilien, som en form for ulykkelig kærlighed. På så mange måder vil man det gerne, men det går bare ikke. Forskellene er for store og uforenelige.og man kan ikke mødes på midten uden at begge parter går alt for meget på kompromis med sig selv.

Brasilianerne er et af de mest åbenhjertige, tålmodige og hjælpsomme folkefærd jeg nogensinde har mødt. Jeg ville ønske, at mennesker der kommer til Danmark blev mødt med samme positive interesse som vi er blevet mødt med. Omvendt så tror jeg, at Danmark er nemmere at navigere i fordi vi har et samfund, hvor der er stor gennemsigtighed og hvor man som udgangspunkt kan regne med at de informationer og anvisninger man får fra banker, offentlige myndigheder og arbejdsgivere er korrekte. Det har været helt enormt frustrerende aldrig at kunne regne med noget. Omvendt så er det måske bare et udtryk for hvor dansk jeg selv er. Fx. har en bekendt fortalt om en brasilianer som ikke kunne holde ud at bo i Sverige, fordi ting gik alt for nemt. De fleste sager krævede blot et enkelt besøg på Borgerservice og så var byggetilladelsen, fødselsattesten og skoleindskrivningen ordnet.

Jeg kommer til at savne mange ting ved Brasilien, men mest af alt kommer jeg til at savne alle de mennesker, som har bidraget til at vi har følt os hjemme i det fremmede land, som har været vores, i de sidste knap to år.  Mange af dem ved jeg, at jeg næppe kommer til at se igen. Andre vil det forhåbentlig være muligt at gense rundt omkring i verden. Og jeg tænker tit på et citat, som en af lærerne på skolen gengav, da vi sagde "farvel" inden sommerferien sidste år. Jeg har desværre ikke kunnet finde kilden (det er muligvis fra den lille prins?): A amizade é como as estrelas, mesmo na distancia elas brilham. Eller: Venskaber er som stjerner, selv på afstand skinner de. Vores brasilianske (og amerikanske, tyske, ungarske, danske, norske, argentiske, El Salvodrianske og finske) venner og bekendte i Brasilien vil være hos mig som en kærlig påmindelse om alt det gode, der har været en del af vores udenlandske eventyr.

Jubilæum!

I fredags var det præcis seks måneder siden vi fik et fint stempel i vores pas, der dokumenterede, at vi var rejst ind i landet på helt lovlig vis. Det er egentlig ikke rigtig til at forstå... I den forbindelse synes jeg, at det er passende med en lille status og overordnet må jeg sige, at det går helt fint. Faktisk har Rasmus og jeg talt om, at det egentlig er overraskende, at vi ikke på noget tidspunkt, har været klar til at booke en (enkelt-)billet tilbage til Danmark. Omvendt så er jeg også temmelig sikker på, at vi ikke sådan lige har i sinde at smide returbilletten til 1. maj 2013 ud lige foreløbig. Selvom vi trives, så er livet her ikke så meget bedre, at det opvejer at være langt væk fra familie og venner.

Hvor Brasilien virkede meget fremmedartet for seks måneder siden, så forbøffes jeg ikke længere helt så hyppigt. Jeg tænker fx aldrig over, hvorfor det hele tiden brænder rundt omkring byen, fordi jeg nu ved, at det er en almindeligt accepteret måde at slå græs på. Jeg bemærker heller ikke de pansrede pengetransporter, som med garanti kunne castes i en skurkerolle til en evt. tredje "Cars"-film. Eller brasilianernes særprægede måde at tale i mobiltelefoner, som var det walkie-talkier. Det er nemlig rabat at hente, hvis man kun betale for envejslyd. Ligesom jeg har vænnet mig til, at man tilsyneladende ikke kan få for meget smeltet ost.

Jeg ved ikke om Brasilien endnu har sat noget stort præg på mig. Det er der nok i virkeligheden andre der bedre kan svare på. Hvis jeg selv skulle pege på noget, så må det helt klart være evne til at vente og tage tingene som de kommer. Jeg har tit herude tænkt på en af de, der sætninger, som vist nok siges på AA-møder (har jeg set i film!):

God, give me the serenity to accept the things I can not change,
Courage to change the things I can,
And the wisdom to know the difference

For hold nu op, hvor er der indimellem behov for sindsro i det her land. Brasilianerne lader til at have meget nemmere ved det. De er, hvis jeg skal være helt ærlig, vildt gode til at vente. Efterhånden tænker jeg mest på det som et positivt træk (der kan virkelig ikke være mange stressede mennesker her), men i starten var det ofte anledning til megen frustration, når kassedamen først begynder at ekspedere, når kunden foran er HELT færdig med at pakke sine varer, eller når man i køen i banken oplever, at en anden kunde går lige ind foran alle os der pænt har stået at ventet. Det mest bemærkelseværdige i den sammenhæng er faktisk, at det tilsyneladende er helt acceptabel adfærd! Eller, at man i nogle butikker skal igennem op til 3-4 ekspedienters hænder for at købe skolelim og farveblyanter. Uanset, hvor ineffektivt det så kan virke, så kan man jo ikke ændre et helt land. Og når man bare er forberedt på, at det er sådan det er, så er det faktisk slet ikke så slemt.

Afhentningssituationen

Når man læser danske bøger om børn, børneliv og -opdragelse er der ofte et afsnit, som handler om barnets pasning uden for hjemmet. Her lægges altid meget stor vægt på, hvor vigtig både afleverings- og afhentningssituationerne er for barnets hverdag i institutionen. Som forældre kan man læse, at det er ENORMT vigtigt, at man giver sig god tid, slapper af i situationen og tager sig tid til lige at lade barnet gøre sig færdigt med modellervoksen eller dukkeselskabet og at kommunikationen med personalet er yderst vigtigt, således at man som forældre kan få et fyldestgørende indtryk af barnets dag. Og så kan man ellers føle sig mega utilstrækkelig, når man står i institutionen fem minutter i lukketid, på randen af hysterisk stress, fordi man også lige skal nå at hente store eller små søskende, handle ind, sætte vasketøj over og frembringe et økologisk og børnevenligt kulinarisk mirakel med trætte og sure børn på slæb inden for den næste time eller halvanden...

På drengenes skole foregår afleveringen og afhentningen af børnene temmelig anderledes. Indtil videre afleverer jeg dog nogenlunde som jeg ville gøre i Danmark. Jeg parkere bilen udenfor og går med drengene ind og aflevere derefter drengene i hver deres klasseværelse. Når jeg skal hente drengene er jeg imidlertid begyndt at gøre som flertallet af forældrene til skolens yngste børn gør, nemlig i skolens drive-through-kids-pick-up. Og for, at I ikke skal tro, at det er noget jeg finder på har jeg i dag fotodokumenteret afhentningen af drengene, som by the way begge mente, at have haft en god dag - Yai!

Kl. er et par minutter i 12...

Jeg holder i kø sammen med de andre forældre

Porten går op!

Damen med Walkie-talkie giver besked til det personale,
der hjælper børnene ombord i bilerne. Når hun ser mig siger  hun:
Simon , Primeiro Ano og Christian,  Maternal II

Hjælperne med børnene fra 2. klasse og opefter er klar

Og børnene sidder pænt og venter

Simon gør sig sammen med Francine, som også er hjælpelærer i
 Christians klasse, klar til afhentningen

Simon og Christian venter pænt i indhegningen, hvor børnehavebørnene
og 1. klasse bliver afhentet

Nu vil nogle af jer måske indvende, at man jo så helt mister kommunikationen  med børnenes institution, men der tager I fejl. Til det formål har alle børnene nemlig en kalender, hvor læreren beskriver barnets dag: Om de har spist hele deres snack, om de har været på toilettet, hvad de har lavet og hvordan de har haft det.

Da Rasmus og jeg var herude på Orientation Trip så vi, hvordan børnene blev hentet efter denne metode på en anden skole. Dengang syntes jeg det var helt vildt mærkeligt og havde meget svært ved at se mig selv i den situation. I dag synes jeg faktisk, at det er ret smart. Sådan ændrer man sit syn på så meget undervejs i denne her proces :)

Spørgsmålet, man ikke rigtig vil have svaret på...

Der er nogle ting her i livet, som man bare ville ønske, at man aldrig havde tænkt på at spørge om. Så længe man ikke havde spurgt, kunne man fortsætter, som om alt var ved det gamle. Når først spørgsmålet er stillet og svaret givet, kan man ikke bare lade som om, at man aldrig hørte det: Man må indrette sig efter de nye omstændigheder.

Nogenlunde sådan har jeg haft det siden den anden danske Siemens-hustru, nævnte, at det vist var noget med, at toiletpapir ikke må komme i toilettet, fordi kloakkerne stopper til. Jeg har ikke turdet spørge, selvom jeg flere steder har set indikationer på, at det forholdt sig således. Fx på skolens toiletter, som bortset fra spanden ved siden af toiletterne, ville få enhver dansk skolepedel til at revne af stolthed.

Nu kan jeg imidlertid ikke længere lade som om, at jeg ikke ved det. I fredags var Rasmus til interkulturel træning i Sao Paulo og syntes åbenbart, at det var en passende anledning til at ødelægge min lykkelige uvidenhed: Der må ikke komme toiletpapir i toiletterne i Brasilien - sådan er det bare! Så er I advaret, hvis I skulle finde på at komme herud.

Kernesund familie

eller... øhh... ikke rigtig. Faktisk overhovedet ikke, men herude føler jeg mig nærmest som selveste Ninka på soyamælk og chiafrø!

Drengene spiser ikke frokost på skolen, fordi de får fri mellem 12 og 13 og derfor forventes at spise frokost hjemme. Til gengæld spiser de formiddagsmad ved 10tiden. Maden skal de enten selv medbringe eller også kan den tilkøbes som en ekstra ydelse via skolen. Og fordi jeg nu har fulgtes med drengene de sidste par dage, så har jeg fået et ret godt indblik i, hvad de andre børn får med. Og nu bør jeg måske komme med en lille advarsel: Kernesunde læsere og andre hard core sundhedsapostle bør nu slå korsets tegn for sig og undlade at læse mere af dette indlæg for det følgende er virkelig ikke for sarte sjæle:

Jeg nævner i flæng:

- Den treårige pige, som har en juice, en pose ostepops og to kinder maxi (kendt herhjemme som hyggelader) med til formiddagssnacken.


- Eller den ditto dreng, der har en skål frugtgelé og den brasilianske ækvivalent til bamsebollen med.


- Eller hvad med en færdigindkøbt muffin og en juicebrik


- Eller sukkercereals (a la ChokoPops) i en skål - uden mælk til en 6 årig pige


- Eller en rulle(!) Oreos og en CocaCola

Nu tror I måske, at jeg overdriver for at fremme forståelsen. Det er desværre ikke tilfældet. I de tre dage vi har været der, har jeg ikke set et eneste stykke frisk frugt, hvilket er ret rystende det lokale udvalg taget i betragtning. Og i skolens kiosk kan børnene vælge mellem enorme mængder sødt hvidt brød, sodavand, is(!) og diverse andre lækkerier. Og selvom dette måske er et drømmescenarie for mange børn, så virker det altså  
meget besynderligt for mig, at forældrene, som jo tilhøre den absolut velstillede og veluddannede (må man formode!?!) del af det brasilianske samfund, kan synes, at det er okay.

Jeg synes i hvert fald ikke, at det er okay, og har også meddelt Simon og Christian, at de ikke skal gøre sig nogen forhåbninger i retningen af hyggelader og sodavand foreløbig. Jeg kan i forvejen godt se, at deres snack, som består af en mager drikkeyoghurt med tilsatte kostfibre (i Brasilien må man nemlig gerne berige fødevarer), en light müslibar og noget frugt ikke helt opfylder den danske sundhedsstyrelses anbefalinger for børnekost, men ligenu er det er spørgsmål om, at vælge det mindst ringe :)

I dag var Miriam med i klassen, da Simon og Christian fik deres snack og hun kommenterede, at det var en rigtig sund snack de fik, hvilket gav mig anledning til at lufte min forundring (på den der jeg-er-overhovedet-ikke-fordømmende-men-jeg-undrer-mig-bare-... måde) over de andre børns snacks. Og hun sagde med det samme, at det var et stort problem på skolen, at børnene fik så meget junk food med hjemme fra. Hun fortalte også, at de havde prøvet kun at servere sunde (og bemærk her at brasiliansk "sund" ikke helt er det samme, som dansk "sund") snacks i kiosken, men det havde fået forældrene til at protestere! Akkurat som når Jamie Oliver, forsøger at lave sund mad til engelske skolebørn. Det er mig altså ret ubegribeligt...!

At købe et køleskab

og en vaskemaskine uden at kunne tale andet end "um pouco" portugisisk af en ekspedient som taler "nada" engelsk er lidt af en udfordring skulle jeg hilse og sige! Især, når man også skal have aftalt levering. Men som jeg har beskrevet tidligere så er brasilianerne meget imødekommende og hjælpsomme, så vi fik styr på det. Håber jeg. På fredag vil det vise sig om vi får de rigtige varer leveret på vores nye adresse.

I dag har vi fået købt en hel masse ind, som vi bliver nødt til at have på plads i huset, før vi kan flytte derud: Sengetøj, håndklæder, viskestykker, service, glas, gryder, strygejern m.m. Det meste har vi indtil videre kunne købe i Carrefour til meget fornuftige priser. I går fik vi nøglerne til huset og var derude med drengene for første gang. De var meget begejstrede. Vi har været ret spændte på deres reaktion, så det var dejligt, at de syntes godt om huset. Desværre er huset ikke rengjort som lovet. Vores relocation agent arbejder på at få udlejeren til at gøre det, men ellers må vi selv i gang. Heldigvis er det meste støv fra istandsættelsen og køkkenet og badeværelserne er nogenlunde i orden.

Drengene besigtiger poolen

Vi gik også en tur i vores condominio og det var en rigtig positiv overraskelse. Der var større børn der legede udenfor og et stort fællesområde med søer, stier og en bevoksning, som næsten virkede jungleagtig. Jeg er sikker på, at drengene og jeg kan få mange eftermiddage til at gå der. Drengene prøvede også poolen, men det var kun Simon der rigtig var ude at svømme. Poolen er ikke opvarmet, så vandet er ret koldt, men jeg vil skyde på, at det ikke er koldere end Vesterhavet på en sommerdag :)

I dag gik vi tur i Parque Campolim i formiddag, som ligger et par kilometre fra vores hus og lige ved siden af drengenes skole (som Simon i øvrigt er svært utilfreds med, ikke at skulle starte på før medio maj!?!?). Det er et ret stort område, som myldrer af motionsløbere. Selvom det er efterår herovre nu, så er der alligevel varmt de fleste dage. Jeg har fundet denne hjemmeside, som jeg synes har nogle rimelig præcise vejrudsigter for Sorocaba. 





Varmen gør også, at vi ret hurtigt er begyndt at følge en brasiliansk døgnrytme, hvor vi står nogenlunde tidligt op og tager en lur efter frokost for så at være sent oppe om aftenen. Brasilianerne har deres børn med ude til langt ud på aftenen og så bærer de rundt på de mindste af dem (se billedet nedenfor). Det er for mig at se noget af en præstation af vade rundt i et indkøbscenter iført stilletter og skinny jeans med en sovende etårig i favnen, men der er brasilianske kvinder altså ret cool!

Det vrimler med mennesker lørdag aften kl. 21!

Time flies when you´re having fun!

Vi har nu vaeret i Sorocaba i 2,5 dag og jeg er fyldt med indtryk - og de positive er klart i overtal! Sorocaba er ikke en rigtig by i europaeisk forstand. Der er ikke nogen central bykerne, hvor de vaesentligste funktioner er samlet og det er ogsaa ret tydeligt, at byen ikke er bygget efter nogle grundlaeggende principper eller en overordnet plan. Derimod er det snarere en mere eller mindre tilfaeldig sammensaetning af kvarterer. Jeg har aldrig vaeret i LA, men de beskrivelser jeg har hoert derfra er lidt de samme. Og selvom byen selvfoelgelig er forfalden mange steder, saa er der ogsaa charmerende steder. I gaar aftes var Rasmus og jeg ude at spise med Rasmus´ kollega, som ogsaa skal flytte herover, og vi spiste paa en hyggelig restaurant med facade ud mod en park og det var faktisk meget idyllisk.

I gaar stod i skolevalgets tegn og Rasmus og jeg har ogsaa fundet en skole til drengene, som jeg tror er et rigtig godt sted at vaere. Colégio Ser er baade vuggestue, boernehave, folkeskole og gymnasium, men boernene har hver deres omraade af skolen og hende der viste os rundt gjorde meget ud af, at det var vigtigt for dem, som institution, at laere boernene at omgaas hinanden med respekt. Derfor tager skolen som udgangspunkt ogsaa imod boern med saerlige behov (hvis foraeldrene kan betale, selvfoelgelig!) og der var gennemgaaende en rigtig god stemning og laererne virkede omsorgsfulde og opmaerksomme.

I dag har vi vaeret ude at se paa huse og det var en ret blandet oplevelse. Vi har haft meget svaert ved at faa vores relocation agent til at forstaa, at vi ville se paa huse i en ordentlig kvalitet og i den dyrere ende af prisskalaen, men efter at have brugt formiddagen paa huse, hvoraf nogle var OK og andre helt forfaerdelige, fik vi traengt igennem og blev praesenteret for et hus, som vores relocation agent i foerste omgang havde vurderet var "for stort". Jeg tror, at en del af grunden til, at hun ikke har villet vise os det, har vaeret fordi, hun har fejlvurderet os. Brasilianerne goer utroligt meget ud af sig selv og bruger meget deres toej og tilbehoer til at signalere status, men Rasmus og jeg har jo bare haft vores feriedress paa, og det tror jeg simpelthen har forvirret hende. Maaske har hun ikke troet, at vi havde raad til de dyrere huse og har derfor ikke kunnet faa sig selv til at vise os dem. Jeg haaber et eller andet sted, at det er forklaringen. For som dansker er det helt utrolig svaert at forstaa, hvorfor man ellers ikke skulle forsoege at give kunder, hvad de beder om. Forestil jer, at man sagde til en dansk ejendomsmaegler, at man kun ville se huse i Risskov til +4 mio og saa viste de en lejligheder i Gjellerupplanen...

I aften har Rasmus og jeg vaeret ude at spise sushi og efter flere dage med junk food, som brasilianerne tilsyneladende opfatter som fuldstaendig loedig kost til baade frokost og aftensmad, var det helt utrolig skoent at faa noget mad, hvor man ikke fik fornemmelsen af, at transfedtsyrerne holdt fest i ens blodbaner. Det var meget laekker sushi og til den nette pris af 350 kroner, inkl. drikkevarer, saa kan man jo ikke undgaa at fryde sig :)

Vi har ogsaa faaet koebt gaver til drengene og efterhaanden begynder jeg ogsaa at savne dem rigtig meget. I morgen vil vi proeve at naa forbi deres nye skole og koebe en uniform til hver af dem, saa de ogsaa kan begynde at vende sig til tanken om, hvad der venter dem.