Giv os i dag vort daglige brød

Jeg elsker brød. Alle slags og egentlig helst, hvis der ikke var noget der hed kostråd, bare med smør. Og jeg ved godt, at glæden ved kulhydrater i almindelighed og gluten i særdeleshed i disse tider bliver betragtet som næsten ligeså skadelig som fornøjelsen ved tobak og andre stærkt vanedannende stoffer, som ikke kan købes i SuperBrugsen.

Nu er det bare sådan, at brasilianerne ikke deler min begejstring for brød. Langt det meste er helt hvidt, og selvom jeg (også) elsker den slags brød, så går det altså ikke at stille sin brødlyst med det hver dag. Så der har ikke været andet at gøre end at begynde at bage selv. I Danmark blev det sjældent til andet end nogle nemme koldhævede boller i weekenden. Og det bliver også lidt kedeligt i længden. Så jeg har været nødt til at udvide repertoiret.

Lige efter vi var kommet herud forsøgte jeg mig derfor med at bage rugbrød, men surdejen kiksede, bagepapiret sad fast i skorpen og drengene gad ikke spise det, fordi det ikke smagte, som det købe-rugbrød, de er vant til fra Danmark. Da vi var i Danmark på ferie købte jeg en ny bagebog og besluttede mig for at give rugbrødet en chance til. Og da surdejen begyndte at boble lystigt blev jeg så stolt, at jeg faktisk har vist den frem, til dem, der gad at se den. Og ja, jeg ved godt, at man har for lidt at gå op i, når man kan blive begejstret over en gæret blanding af mel, vand og honning, men sådan var det.

Rugbrødet blev vældig godt og denne her variant vil drengene også godt spise, så det har bestemt været en succes. Men det er jo ikke kun rugbrød, man kan komme til at savne, så her til morgen bagte jeg grove håndværkere med fordej und alles. Og som Simon sagde: De ser ud som helt rigtige rundstykker! Se det er en kompliment, når det kommer fra en 6 årig.