Viser opslag med etiketten Kulturchok. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kulturchok. Vis alle opslag

tirsdag den 3. maj 2011

Hun forlod stedet i nedtrykt sindstilstand

Som jeg skrev forleden, så er vores hus desværre ikke indflytningsklart sådan som vi var blevet lovet. Der er simpelthen bare rigtig beskidt. Hver dag siger Rasmus og jeg til hinanden, at nu tager vi derud og så går vi bare i gang med at gøre rent, men hver gang vi kommer derud bliver vi begge helt modløse. 370 beskidte kvadratmetre er altså meget! Og det hjælper ikke, at huset gemmer på små "overraskelser", såsom den jeg fik i aftes, da jeg ville gøre køkkenet rent: Hele det ene køkkenskab er muggent. Enten bygger brasilianerne virkelig ringe eller også passer folk virkelig dårligt på deres ting, for huset vi har lejet er kun 7 år gammelt og er lige blevet renoveret...

I dag var Rasmus´ første arbejdsdag og det øger bare behovet for, at vi snart kan komme ud i huset. Lad mig sige så meget: Det er ikke særlig hyggeligt med to aktive drenge, en far der skal arbejde og en mor ramt af kulturchok på 20 m2! Jeg tror, at det ender med, at Rasmus og jeg må skubbe trætheden og modløsheden til side og få huset gjort rent. Jeg har efterhånden ingen tiltro til, at vores relocation agent får løst problemet. Og så er der jo ligesom kun os selv til at gøre det.

Nu kommer det til at lyde rigtig træls og det har faktisk også været en rigtig dum dag. Jeg er dog stadig ikke i tvivl om, at vi nok skal få det godt her i Sorocaba og at huset også med tiden kommer til at føles som vores hjem. Lige nu er der bare lidt langt i mål - og langt hjem!