Tidslommen

I går var jeg ude med min mødregruppe. Som en af mine gode kollegaer har beskrevet på sin anbefalelsesværdige blog, så er det forunderligt, hvordan kvinder som man på papiret intet andet har til fælles med, udover en indlæggelse på fødegangen på nogenlunde samme tidspunkt, kan blive så nære veninder, som det ofte er tilfældet. Kvinderne i min mødregrupper er alle vidt forskellige og jeg sætter utrolig stor pris på dem alle sammen, så jeg havde glædet mig til at se dem igen. Og det var skønt at spise kilovis af sushi og andre asiatiske småretter, drikke vin og tale om alt lige fra brystløft til skolestart.

Efter at have indtaget vores Caipirinhaer på Café Stygge i Vesterå, hvor vi fik frygtelig travlt med at suge maven ind og prøve at se totalt afslappede ud, mens unge piger med kroppe som siv og selvhøjtidelige unge mænd (drenge!) bestilte champagne med fyrværkeri i (så er man ligesom sikker på at andre også ser, at man er en vaskeægte High Roller!), blev vi enige om at fortrække til gode gamle RockCaféen. Og da jeg havde taget turen op af den stejle trappe, som jeg tror de fleste der har været teenagestive i Aalborg har prøvet at falde nedad, var det som at træde ind i en tidslomme. Alt så ud som det gjorde den nat i august 1999, hvor jeg mødte Rasmus derinde. Det var selvfølgelig ikke de samme mennesker, men de så ud som de gjorde dengang. Der var punkpigerne i sorte gevandter, heavydrengene i skovmandsskjorter og langt prins valiant hår og den ensomme ulv i baren. Og alt muligt derimellem. Og så er det tilmed et af de sidste steder, hvor det stadig er tilladt at ryge, så oplevelsen var fuldstændig autentisk. Det var sjovt, men i dag er det nu også meget rart at tænke på, at det ikke er på den måde hver weekend tilbringes.

Sidste fredag!

Nej, jeg er ikke pludselig blevet medlem af en dommedagssekt, som forventer jordens snarlige undergang. Der vil selvfølgelig komme en fredag igen om en uge og ugen efter og så videre ind til jorden på et tidspunkt udtørres og opsluges af solen (er det ikke nogenlunde sådan videnskaben pt. mener, at Armageddon vil foregå???), men i dag er det min sidste fredag som udearbejdende mor i et par år.

Som de fleste andre børnefamilier, så foregår vores fredage efter en særlig model. Arbejdsdagen slutter tidligere end normalt og derfor er det på denne ugedag faktisk muligt at hente børnene før klokken lidt i ravnemor. Derefter skal der handles lækkerier ind til weekenden. I Hørning resulterer dette ritual i trafikkaos foran Brugsen fredag eftermiddag, hvor det om mandagen er Netto´s parkeringsplads, der indebærer overhængende risiko for pladeskader. Aftensmaden indtages akkompagneret af rødvin til de voksne og sodavand til børnene, som efter maden forkæles med fredagsslik til Disney Sjov. Disney Sjov har, i parentes bemærket, slet ikke samme magiske tiltrækning på børn nu om dage, hvor en hel kanal viser Disney Sjov fra kl. 6 til kl. 21 - hver dag! Derefter underholder glade amatører for vores licenspenge og hvis man er nogenlunde frisk klarer man lige nøjagtig at holde sig vågen til og med Det nye talkshow...

Sådan plejer fredag at være i vores familie, men på mandag er det min sidste arbejdsdag og min ansættelse ophører således "uden yderligere varsel ved arbejdstids ophør", som det så smukt hedder i min ansættelseskontrakt. Og dermed starter også en hel ny tilværelse som hjemmegående mor og hustru. Og lur mig om ikke det vil have en betydning for vores fredage.

I dag er vi blevet vaccineret. Det blev i denne omgang til vaccinationer mod hepatitis A og B, gul feber og rabies til drengene. I alt to styks til de voksne og tre til børnene. Jeg nåede faktisk at blive helt nervøs inden jeg som den sidste skulle stikkes. Hvor pinligt ville det ikke lige være at begynde at hyle foran børnene?! Det gjorde jeg heldigvis ikke.Og så gav samtalen med lægen også anledning til, at jeg nok må begynde at arbejde lidt med min opfattelse af hvilke kemikalier man kan smøre børn ind i. Han var nemlig meget insisterende på, at vi skulle indstille os på at bruge myggebalsam om morgenen og i de sene eftermiddagstimer og, at soveværelserne skulle sprayes for at nedsætte risikoen for at blive smittet med dengue feber. 

Jeg vil gå hjemmefra!

Altså ikke mig, men Christian. Christian fyldte tre i januar og er som treårige er flest: Klog, selvstændig og velartikuleret (læs: Omnipotent, trodsig som bare pokker og evindeligt brokkehoved). Indtil flere gange om dagen beklager han sig over alle de overgreb han bliver udsat for. Fx når vi tvinger ham til at skulle have undertøj, tøj og overtøj på. Og sko! Som om det første ikke var slemt nok... Derfor er han begyndt jævnligt at true med at gå hjemmefra og forleden morgen udspillede denne dialog sig mellem Rasmus og vores lille treårige Enfant Terrible:

Rasmus: Christian nu skal vi afsted!
Enfant Terrible: Jamen, jeg har slet ikke nået at lege!
Rasmus: Nej, men vi skal altså afsted nu...
Enfant Terrible: Jeg vil gå hjemmefra!
Rasmus: Jamen, så skal du lige have støvler på.
Enfant Terrible: Okay...
Rasmus: Og jakken...
Enfant Terrible: Ja

Det går et øjeblik, hvor Christian står lidt og tænker, hvorefter han pludselig udbryder: Jamen, jeg kan jo ikke gå helt selv!

O menino esta commendo arroz

Jeg er ved at lære brasiliansk portugisisk. Jeg bruger et program, der hedder RosettaStone og det fungerer virkelig godt, bortset fra, at jeg indimellem kan blive meget frustreret over de moduler, hvor der indgår talegenkendelse. Og det er ikke kun fordi udtalen er svær :) Jeg vil vove at påstå, at jeg allerede kan mere portugisisk efter mine timer foran skærmen end jeg kunne efter to års fransk undervisning i gymnasiet - men det siger måske i virkeligheden mest om mit ungdommelige sløvsind i gymnasieårene...

Her i dag fandt jeg over nettet en brasiliansk radiostation og tænkte, at jeg kunne lytte lidt på den, mens jeg ryddede op (er stadig i gang med børnetøjet - det er en neverending story!). Og det eneste, det lykkedes mig at fange var "Tudo bem" (som svarer til det franske "Ca va") og "Calca" (som betyder bukser). Pyha, hvor er der langt til at jeg kan forstå og udtrykke mig alderssvarende! Heldigvis er der stadig lidt tid til vi skal afsted. Nu jeg tænker over det kunne jeg jo heller ikke sige meget mere end "Oui" og "Non", da jeg flyttede til Paris efter gymnasiet og jeg fik da lært et nogenlunde OK fransk i de 9 måneder jeg var der. Men jeg er så måske også blevet en anelse mere forkalket upstairs end jeg var dengang - til gengæld er jeg betydeligt mere ædru!

PS: Overskriften betyder "Drengen spiser ris". Virkelig nyttigt at kunne!

Happy Days

Jeg holder ferie disse dage og det nyder drengene godt af. I går havde jeg dem hjemme hele dagen, fordi jeg ikke magtede, at skulle grave bilen fri af den halve meter sne, der var føget sammen omkring den. De øvrige dage, har de dog været i børnehave, fordi jeg har forskellige ting, jeg gerne vil have ordnet. Indrømmet, så bliver det ikke til så meget, men jeg er dog i gang med at rydde op i al vores børnetøj - og vi har altså en forfærdelig masse tøj skulle jeg hilse og sige! Så nu smider jeg alt det tøj ud med pletter, huller og manglende knapper. Vi har også en masse tøj, som drengene faktisk næsten aldrig har brugt, men som ingenting fejler og det skal til genbrug. Men hvor bringer det mange minder tilbage, at sidde med alt det tøj - så det tager altså lige lidt længere tid end det behøvede, fordi jeg indimellem falder lidt i staver...

Men tilbage til drengene. I dag afleverede jeg dem først kl. 9 og hentede dem kl. 15, så vi har haft en rigtig lang eftermiddag sammen. I går havde vi, på Christians ordre, fået risengrød, så her til eftermiddag fik vi klatkager af resten. Mens jeg var i gang med tøjoprydningen ovenpå hørte jeg musik på  Grooveshark.com og det lokkede hurtigt drengene til. Og de forlangte at høre Rasmus Seebach. Og de dansede og skrålede med i vilden sky og var på så søde og sjove. Jeg har optaget et klip med dem, men jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal få det flyttet til PC´en, så jeg kan dele det med jer, og Rasmus har for travlt til, at jeg vil belemre ham med det. Det har været så dejligt at have god tid sammen med drengene i ugens løb og heldigvis er det jo bare begyndelsen. Jeg har også fri mandag og tirsdag i næste uge og når jeg så vender tilbage på onsdag har jeg kun 4 arbejdsdage tilbage - det er ikke rigtig til at forstå!

Spørgsmålet alle stiller

Der er et spørgsmål som går igen, når jeg fortæller, at vi skal udstationeres og det er, om ikke vi så ikke lige skal have en treer. Fraset, at det selvfølgelig ikke kommer andre ved, så synes jeg faktisk, at det er et rigtig svært spørgsmål at svare på.

Da vi valgte at få Simon i en relativt ung alder og Christian et par år senere, var det egentlig min plan, at vi skulle have "et hold" mere, når drengene var omkring skolealderen. Siden er det sket så meget. De første 14 dage med Christian havde jeg faktisk stadig lyst til flere børn, men så begyndte skrigeriet. Christian skreg og skreg hver aften fra ca. 19 til ca. 23. Ingen ting hjalp ham (eller mig!).

Jeg tror, alle forældre har prøvet at have et utrøsteligt spædbarn. Og jeg tror også, at de fleste kender den tiltagende følelse af desperation, når gråden fortsætter på trods af alle ens gode intentioner. Jeg oplevede Christians aftengråd som en sort plet på mit moderskab og jeg følte mig ufatteligt utilstrækkelig, fordi jeg ikke kunne greje hvad det var der gik ham på, for spædbørn græder som bekendt ikke uden årsag. I starten tænkte jeg, at det måske var et appertitspring,. Dernæst, at han havde kontaktbehov: Så at det måske kunne hjælpe at gå med ham. Vi prøvede "Godnat og sov godt" og også "Sov igennem uden gråd". Jeg prøvede med en supplementsflaske om aftenen. Med stimulering i løbet af dagen - og det helt modsatte, men resultatet var alligevel altid det samme: Christian skreg.

Efterhånden som dagene blev til uger og ugerne til måneder mærkede jeg, hvordan min lunte i forhold til hans gråd blev kortere og kortere og i forening med, at ingen tog hans gråd alvorligt voksede min frustration. Jeg følte, at hans skrigeri skabte en afstand mellem ham og jeg og jeg mærkede, hvordan jeg efterhånden fandt mig selv i fuldstændig uacceptable situationer, hvor jeg råbte af ham og håndterede ham alt for voldsomt i forhold til, hvad der var forsvarligt. Når så skrigeriet var overstået brugte jeg de resterende  20 timer i døgnet på at have ufattelig dårlig samvittighed og skyldfølelse over, at jeg blev så vred på ham. Da det blev efterår begyndte hans skrigeri at aftage og jeg vendte tilbage til specialet med en overvældende følelse af, at jeg slet ikke forstod mig på at være mor.

Efterhånden har jeg fået "sluttet fred" med hvordan Christians spædeste tid blev, men jeg kan stadig mærke knuden i maven, hvis jeg, som nu, tænker for meget på det. Tanken om at få endnu et barn med samme aftenadfærd var i lang tid en meget effektiv barriere for overvejelserne om flere børn. Og det er stadig en af mine aller største indvendinger i forhold til en eventuel treer.

Men der er også andre. Fx tanken om perioden fra et til to år, hvor barselsorloven er slut, men barnet stadig ikke sover stabilt om natten og hvor den ene infektion efter den anden bidrager til en stadigt voksende inbox på jobbet og en kronisk følelse af utilstrækkelighed i forhold til hjemmefronten.

Simon dag 1

Christian dag 2

Men (jep!), der er jo ingenting som et lille nyt menneske og fornemmelsen af, at man pludselig får chancen for at starte forfra og gøre alting rigtigt, så jeg er ikke længere helt så afvisende overfor at få flere børn, men jeg er der slet ikke endnu. Så indtil videre må jeg nøjes med babybillederne af de to skønne drenge, der ligger ovenpå og sover.

Voksentid

I fredags indløste Rasmus sin julegave fra mig: Et ophold på Munkebjerg Hotel. Vi ankom dernede fredag eftermiddag og det var simpelthen så skønt med voksentid. I forhold til vores hverdag, føles sådan et døgn bare som den vilde luksus. Vi fik benyttet spa-afdelingen, hvilet os, spist god mad og drukket god vin og grinet. Ikke mindst over den meget pudsige betjening i restauranten. Jeg gætter på, at det er en restaurant, som primært gør sig i selskaber, hvor alt bliver kørt samtidig. Jeg havde købt opholdet på takeoffer.dk og det tror jeg vi var rigtig mange der havde. I hvert fald virkede tjenerne en anelse befippede over at skulle håndtere mange gæster, der var helt forskellige steder i deres middag og skulle have mange forskellige slags drikkevarer. Men sjovt var det og maden var lækker :)

Børn og udstationering

Det kommer næppe som en overraskelse, at min (og jeg tror også, at jeg kan tale på vegne af Rasmus) største bekymring i forbindelse med udstationeringen er, hvordan drengene vil tage flytningen til Brasilien og alt hvad der deraf følger. Derfor har jeg selvfølgelig også forsøgt at sætte mig ind i, hvad en udstationering betyder for børn i almindelighed. Og de har et navn sådan nogle børn! Ja, faktisk er der et videnskabeligt begreb og en ret omfattende litteratur omkring  sådan nogle børn, som Simon og Christian bliver. Nemlig Third Culture Kids eller bare  3CK´s. Definitionen på sådan nogle børn er, at de i deres barndom bor i et andet land i en længere periode og derved inkorporerer dele af det pågældende lands kultur i deres forældres kultur, hvorved de skaber en helt tredje. I den danske bog om udstationering, Verden kalder, kalder de børn, der udstationeres med deres forældre for Verdensbørn og det synes jeg faktisk er et rigtig fint udtryk.

Et verdensbarn er i mine ører et barn, der ikke betragter forskellige kulturelle baggrunde som en barriere, men i stedet ser det som en mulighed. Det er et barn, som tidligt har lært, at der er mange måder at  leve på og at det er nødvendigt at være åben, tolerant og fleksibel. Det er alt sammen egenskaber, som Rasmus og jeg lægger stor vægt på at lære drengene, men det kan godt være svært, når alle børnene i omgangskredsen hedde Nynne, Viggo og Lærke, har samme moderigtige flyverdragt fra MOLO eller Ticket2Heaven og hvor det er eksotisk, hvis ikke begge forældre har en dåbsattest, der gør dem til indfødte jyder. Derimod tror jeg, at de kompetencer kommer en del mere naturligt, når man befinder sig langt væk hjemmefra og hvor VI er helt vildt eksotiske med vores rugbrød og salmiaklakrids.

Men der er selvfølgelig også en bagside af medaljen! Der er lavet forskellige undersøgelser af hvad det betyder at være vokset op som Third Culture Kid og det er ikke udpræget opmuntrende læsning - og slet ikke, når man selv er lidt i tvivl om det forsvarlige i at tage to børn med til udlandet. Her følger et kort uddrag af nogle af de pointer, jeg har kunnet læse mig frem til.

3CK´s kommer som regel fra veluddannede og intakte familier og langt størstedelen udstationeres med faderens arbejde (så langt, så godt - man er stadig lidt smigret). Børnene oplever ofte det største kulturchok, når de vender hjem til det land, hvor de er statsborgere og de føler sig sjældent knyttet til et bestemt land eller kultur - de bliver en slags fremmede i deres hjemlande. Repatrieringen har typisk en negativ indflydelse på barnets psykiske tilstand og depression er almindeligt hos 3CK´s (og så begynder man jo at blive lidt bekymret...). Til gengæld er de ofte mere modne, veluddannede og åbne end deres jævnældrende, der kun har en enkelt kultur i bagagen.

For nogle måneder siden var jeg til fødselsdag hos en veninde, hvor en af de andre deltagere, havde tilbragt dele af sin barndom og ungdom i udlandet og det var meget beroligende at tale med hende om mine overvejelser. Hun mente overhovedet ikke, at der var noget at bekymre sig om og sagde, at det var en gave til vores børn, at vi skulle afsted (Tak, Siemens!). Da jeg spurgte ind til det med rodløsheden og fornemmelsen af ikke at høre til nogen steder, svarede hun, efter at have tænkt lidt over det: Jeg tror bare, at "hjemme" for mig, er der, hvor min familie er. - Gud, hvor jeg håber at Simon og Christian vil svare det samme, når de bliver spurgt om en tyve års tid!

Alt det praktiske

I dag har jeg haft besøg af Tommy fra Team Allied og jeg kan nu meddele venner og familie, at I helt trygt kan tilbyde hjælp med flytningen: Vi får nemlig ikke brug for den! Tommy og Bente har helt tjek på det og sørger for, at der kommer flyttefolk og pakker og demonterer vores ting. Det meste skal opmagasineres, men vi har 14 m3, som kan komme med til Brasilien og i dag er Tommy og jeg blevet enige om, hvad der skal med. Det er blandt andet alle drengenes møbler og legetøj og vores billeder, bøger og cd´er. IKEA-møblementet lader vi blive :)

For sjov læste jeg lidt på Team Allied´s hjemmeside og her er der virkelig nogen, der formår at sælge det at flytte som en videnskab. I får lige et citat: The most important part of a successful international removal is the quality of packing provided in the origin country.  All TEAM Allied crews undergo extensive training on a regular basis as new methods, materials and techniques are introduced.   Our client feedback process contributes to the development of new materials designed specifically for international removals. Hvordan har man nogensinde kunne klare sig med gamle aviser og flyttekasser fra SILVAN?

Med i materialet fra Tommy var også en liste, a la Post Danmarks flyttemappe, over alt det man skal gøre og hvornår i processen det skal gøres. De første opgaver lå 4 uger før flytningen og det er faktisk nu, så jeg må hellere se at komme i gang! Lige nu hviler jeg dog lidt på laurbærrene efter at have haft drengene til både tandlæge og læge og er helt vildt stolt over, at Christian tog sin MFR-vaccine uden det mindste brok! Rasmus og jeg har også langt om længe fået lagt os fast på datoerne for vores Orientation Trip og vi skal afsted i uge 12. Jeg glæder mig meget!

Gudskelov for mor og svigermor!

Drengene er stadig syge - heldigvis har min svigermor og mor i forening fuldstændig tjek på situationen! De har sørget for, at drengene kan blive i Aalborg til og med fredag. Det er bare så dejligt at vide, at drengene kan komme sig i ro og mag og jeg samtidig kan passe mit arbejde. Hver gang tænker jeg dog også på, hvordan jeg et sted har læst, at midaldrende kvinder oftest er dem, der blive syge med stress, fordi de er dobbelt belastede. De arbejder stadig, men deres børn (mig selv inklusiv - undskyld, mor!) forventer, at de kan hjælpe med børnebørnene i tide og utide og samtidig begynder deres egne forældre hyppigt også at have behov for hjælp.Så de er for alvor en lus mellem to negle! -  Måske skulle både svigermor og mor have en belønning...