Tidslommen

I går var jeg ude med min mødregruppe. Som en af mine gode kollegaer har beskrevet på sin anbefalelsesværdige blog, så er det forunderligt, hvordan kvinder som man på papiret intet andet har til fælles med, udover en indlæggelse på fødegangen på nogenlunde samme tidspunkt, kan blive så nære veninder, som det ofte er tilfældet. Kvinderne i min mødregrupper er alle vidt forskellige og jeg sætter utrolig stor pris på dem alle sammen, så jeg havde glædet mig til at se dem igen. Og det var skønt at spise kilovis af sushi og andre asiatiske småretter, drikke vin og tale om alt lige fra brystløft til skolestart.

Efter at have indtaget vores Caipirinhaer på Café Stygge i Vesterå, hvor vi fik frygtelig travlt med at suge maven ind og prøve at se totalt afslappede ud, mens unge piger med kroppe som siv og selvhøjtidelige unge mænd (drenge!) bestilte champagne med fyrværkeri i (så er man ligesom sikker på at andre også ser, at man er en vaskeægte High Roller!), blev vi enige om at fortrække til gode gamle RockCaféen. Og da jeg havde taget turen op af den stejle trappe, som jeg tror de fleste der har været teenagestive i Aalborg har prøvet at falde nedad, var det som at træde ind i en tidslomme. Alt så ud som det gjorde den nat i august 1999, hvor jeg mødte Rasmus derinde. Det var selvfølgelig ikke de samme mennesker, men de så ud som de gjorde dengang. Der var punkpigerne i sorte gevandter, heavydrengene i skovmandsskjorter og langt prins valiant hår og den ensomme ulv i baren. Og alt muligt derimellem. Og så er det tilmed et af de sidste steder, hvor det stadig er tilladt at ryge, så oplevelsen var fuldstændig autentisk. Det var sjovt, men i dag er det nu også meget rart at tænke på, at det ikke er på den måde hver weekend tilbringes.