At købe et køleskab

og en vaskemaskine uden at kunne tale andet end "um pouco" portugisisk af en ekspedient som taler "nada" engelsk er lidt af en udfordring skulle jeg hilse og sige! Især, når man også skal have aftalt levering. Men som jeg har beskrevet tidligere så er brasilianerne meget imødekommende og hjælpsomme, så vi fik styr på det. Håber jeg. På fredag vil det vise sig om vi får de rigtige varer leveret på vores nye adresse.

I dag har vi fået købt en hel masse ind, som vi bliver nødt til at have på plads i huset, før vi kan flytte derud: Sengetøj, håndklæder, viskestykker, service, glas, gryder, strygejern m.m. Det meste har vi indtil videre kunne købe i Carrefour til meget fornuftige priser. I går fik vi nøglerne til huset og var derude med drengene for første gang. De var meget begejstrede. Vi har været ret spændte på deres reaktion, så det var dejligt, at de syntes godt om huset. Desværre er huset ikke rengjort som lovet. Vores relocation agent arbejder på at få udlejeren til at gøre det, men ellers må vi selv i gang. Heldigvis er det meste støv fra istandsættelsen og køkkenet og badeværelserne er nogenlunde i orden.

Drengene besigtiger poolen

Vi gik også en tur i vores condominio og det var en rigtig positiv overraskelse. Der var større børn der legede udenfor og et stort fællesområde med søer, stier og en bevoksning, som næsten virkede jungleagtig. Jeg er sikker på, at drengene og jeg kan få mange eftermiddage til at gå der. Drengene prøvede også poolen, men det var kun Simon der rigtig var ude at svømme. Poolen er ikke opvarmet, så vandet er ret koldt, men jeg vil skyde på, at det ikke er koldere end Vesterhavet på en sommerdag :)

I dag gik vi tur i Parque Campolim i formiddag, som ligger et par kilometre fra vores hus og lige ved siden af drengenes skole (som Simon i øvrigt er svært utilfreds med, ikke at skulle starte på før medio maj!?!?). Det er et ret stort område, som myldrer af motionsløbere. Selvom det er efterår herovre nu, så er der alligevel varmt de fleste dage. Jeg har fundet denne hjemmeside, som jeg synes har nogle rimelig præcise vejrudsigter for Sorocaba. 





Varmen gør også, at vi ret hurtigt er begyndt at følge en brasiliansk døgnrytme, hvor vi står nogenlunde tidligt op og tager en lur efter frokost for så at være sent oppe om aftenen. Brasilianerne har deres børn med ude til langt ud på aftenen og så bærer de rundt på de mindste af dem (se billedet nedenfor). Det er for mig at se noget af en præstation af vade rundt i et indkøbscenter iført stilletter og skinny jeans med en sovende etårig i favnen, men der er brasilianske kvinder altså ret cool!

Det vrimler med mennesker lørdag aften kl. 21!

De sidste dage i Danmark.

Der har været roligt på bloggen den sidste tid og det skyldes ikke, at der ikke er noget at fortælle, men en kombination af en dårlig internetforbindelse (så er vi ligesom klar til Brasilianske forhold ;)) og meget at se til. Mine dage går sammen med drengene og jeg får sjældent lov til at bruge PC´en særligt længe ad gangen før mindst en af dem forlanger at få lov at spille Ramasjang eller Pixeline. Og af en eller anden grund forlanger min ingeniørmand, at vi skal lave lister og planlægge om aftenen. Det er selvfølgelig totalt overflødigt, hvis du spørger mig, men jeg ville så nok også komme halsende til lufthavnen 5 min efter check-in skulle være afsluttet og have glemt sådan cirka halvdelen af mine ting. Sådan supplerer vi hinanden så fint :)

Vi har fået sendt vores visumansøgning ind til ambassaden, så i slutningen af næste uge skulle vi gerne få vores pas retur med nogle fine stempler. Og vi er ved at få booket en billet med afgang onsdag d. 27. april, så nu nærmer det sig for alvor. Som jeg skrev for en uges tid siden, så har jeg siden arbejdstilladelsen landede, haft visse betænkeligheder over vores udstationering, men i virkeligheden er det ikke udstationeringen, men afskeden, jeg er bekymret over. På en eller anden måde ville jeg nok foretrække at vi bare kunne blive teleporteret til Sorocaba, så vi var der i morgen. Simon sagde faktisk næsten det samme i dag: Han ville gerne have en fjernbetjening, så han bare kunne spole over de næste 21 dage. Men han blev alligevel lidt i tvivl, da jeg spurgte om ikke han ville være ked af ikke at få besøgt Farfar og Hanne og alle de andre vi skal se de næste uger. Under alle omstændigheder er det dejligt, at drengene glæder sig til vi skal afsted.

Når jeg indimellem får lidt uro i maven, så ser jeg på billederne fra Rasmus´ og min tur til Sorocaba for 14 dage siden og så er jeg slet ikke i tvivl om, at vi får en fantastisk tid i Brasilien. Og I skal da også have lov at se lidt med:

På vej hjem fra indkøb - i Carrefour. Det er jo rimelig trygt :)

Drengenes skole

Rasmus og Rasmus´ kollega, Kim. Og ja, vi sidder (næsten) udendørs :)

Morgen over Sorocaba. Ikke specielt charmerende, men meget autentisk. Billedet er taget fra vores hotelværelse.

TADA: Vores nye hus!

Sushi på Yoshi´s - det var helt vildt lækkert!

Time flies when you´re having fun!

Vi har nu vaeret i Sorocaba i 2,5 dag og jeg er fyldt med indtryk - og de positive er klart i overtal! Sorocaba er ikke en rigtig by i europaeisk forstand. Der er ikke nogen central bykerne, hvor de vaesentligste funktioner er samlet og det er ogsaa ret tydeligt, at byen ikke er bygget efter nogle grundlaeggende principper eller en overordnet plan. Derimod er det snarere en mere eller mindre tilfaeldig sammensaetning af kvarterer. Jeg har aldrig vaeret i LA, men de beskrivelser jeg har hoert derfra er lidt de samme. Og selvom byen selvfoelgelig er forfalden mange steder, saa er der ogsaa charmerende steder. I gaar aftes var Rasmus og jeg ude at spise med Rasmus´ kollega, som ogsaa skal flytte herover, og vi spiste paa en hyggelig restaurant med facade ud mod en park og det var faktisk meget idyllisk.

I gaar stod i skolevalgets tegn og Rasmus og jeg har ogsaa fundet en skole til drengene, som jeg tror er et rigtig godt sted at vaere. Colégio Ser er baade vuggestue, boernehave, folkeskole og gymnasium, men boernene har hver deres omraade af skolen og hende der viste os rundt gjorde meget ud af, at det var vigtigt for dem, som institution, at laere boernene at omgaas hinanden med respekt. Derfor tager skolen som udgangspunkt ogsaa imod boern med saerlige behov (hvis foraeldrene kan betale, selvfoelgelig!) og der var gennemgaaende en rigtig god stemning og laererne virkede omsorgsfulde og opmaerksomme.

I dag har vi vaeret ude at se paa huse og det var en ret blandet oplevelse. Vi har haft meget svaert ved at faa vores relocation agent til at forstaa, at vi ville se paa huse i en ordentlig kvalitet og i den dyrere ende af prisskalaen, men efter at have brugt formiddagen paa huse, hvoraf nogle var OK og andre helt forfaerdelige, fik vi traengt igennem og blev praesenteret for et hus, som vores relocation agent i foerste omgang havde vurderet var "for stort". Jeg tror, at en del af grunden til, at hun ikke har villet vise os det, har vaeret fordi, hun har fejlvurderet os. Brasilianerne goer utroligt meget ud af sig selv og bruger meget deres toej og tilbehoer til at signalere status, men Rasmus og jeg har jo bare haft vores feriedress paa, og det tror jeg simpelthen har forvirret hende. Maaske har hun ikke troet, at vi havde raad til de dyrere huse og har derfor ikke kunnet faa sig selv til at vise os dem. Jeg haaber et eller andet sted, at det er forklaringen. For som dansker er det helt utrolig svaert at forstaa, hvorfor man ellers ikke skulle forsoege at give kunder, hvad de beder om. Forestil jer, at man sagde til en dansk ejendomsmaegler, at man kun ville se huse i Risskov til +4 mio og saa viste de en lejligheder i Gjellerupplanen...

I aften har Rasmus og jeg vaeret ude at spise sushi og efter flere dage med junk food, som brasilianerne tilsyneladende opfatter som fuldstaendig loedig kost til baade frokost og aftensmad, var det helt utrolig skoent at faa noget mad, hvor man ikke fik fornemmelsen af, at transfedtsyrerne holdt fest i ens blodbaner. Det var meget laekker sushi og til den nette pris af 350 kroner, inkl. drikkevarer, saa kan man jo ikke undgaa at fryde sig :)

Vi har ogsaa faaet koebt gaver til drengene og efterhaanden begynder jeg ogsaa at savne dem rigtig meget. I morgen vil vi proeve at naa forbi deres nye skole og koebe en uniform til hver af dem, saa de ogsaa kan begynde at vende sig til tanken om, hvad der venter dem.

"The eagle has landed"

Eller det vil sige, jeg - og en ret groggy version af mig - er landet i Brasilien. Efter vi tog fra Aalborg i går kl. 14.15 ankom vi i dag kl. 6.50 (lokal tid, vi er 4 timer bagefter :)) til Sao Paulos internationale lufthavn. Turen gik fint, men der melder sig jo en del påtrængende spørgsmål undervejs, såsom fx hvorfor Københavns lufthavn stort set er det eneste sted i Danmark, hvor begrebet "service" har reel betydning og hvorfor det kun koster knap en krone pr. fløjet kilometer, når DSB skal have næste to kroner pr. tilbagelagt jernbanestrækning...

Jeg glæder mig dog til, at KLM åbner sin feeder-rute fra Aalborg til Amsterdam, for det er altså en lang tur, når man skal over København og videre til en af de større europæiske lufthavne. Og så tog det 3 timer fra vi landede i lufthavnen til vi kørte derfra i vores lejebil. Lad mig sige så meget: brasilianernes opfattelse af effektivitet lader til at være en lidt anden end den sædvanlige nordeuropæiske.

Mit første indtryk af Brasilien er egentlig meget som jeg havde regnet med. Det jeg har set af Sao Paulos indfaldsveje er kaotisk og ikke specielt smukt. Naturligt nok er grundene langs motorvejene ikke særligt attraktive, så det vi mest har set af Sao Paulo har været de enorme Favelaer, som desværre er en del af Brasilien. Efter vi kom fri af Sao Paulo mødte vi et imponerende landskab, som er fantastisk frodigt og meget kuperet og helt anderledes end noget landskab jeg ellers har set. Sorocaba virker rimelig velorganiseret og som en større sydeuropæisk by. Og så er der jo varmt og efter den fimbul vinter vi har haft i Danmark er det skønt at have sandaler på igen :)

Og I får også lige et enkelt lille billede:

Et snapshot af Sorocaba taget fra bilen her til eftermiddag

Her skal vi bo!

Rasmus på markedet i Sorocaba

Billedet ovenfor er fra Rasmus´ tur til den by, der skal være vores hjem i et par år. Sorocaba ligger i Brasilien i delstaten, som hedder det samme som landets største by: Sao Paulo. Om alt går vel rejser vi i begyndelsen af maj - og det er der i grunden ikke så lang tid til.

Og så må I undskylde den larmende tavshed på bloggen: Det var ikke ligefrem meningen, at der skulle gå måneder mellem indlæggene, men jul, nytår, Christians fødselsdag og Rasmus´ tur til Brasilien har bare lagt beslag på tiden, men er nu vel overstået, så jeg er klar til at dele alle vores små og store oplevelser med jer, der læser med.

Udsigt over Sorocaba

Indgang til et indhegnet boligområde.
Et Condominio og sådan skal vi bo.
Her får man ikke uventede gæster :)

Et condominio set fra oven

Rasmus på boligjagt

 Til marts regner vi med, at Rasmus og jeg skal på Orientation trip til Sorocaba, så Rasmus´ boligjagt var kun foreløbig, men han er optimistisk - så det er jeg også :)