Jeg har tidligere skrevet om
drengenes klassekammeraters madpakker og deres håbløse mangel på næringsværdi. I størstedelen af den tid vi har været herude har jeg syntes, at det var en lettelse at slippe for alle de løftede pegefingre fra Sundhedsstyrelsen, pædagoger (hvor meget undervisning i børn og ernæring indgår der egentlig i pædagoguddannelsen, siden de er blevet eksperter i madpakker?!), andre forældre og min egen i forhold til Rasmus´ indkøb og fodring af ungerne (for vi ved jo alle sammen godt, at der ikke er en far i Kongeriget, der kan finde ud af at købe
rigtigt ind...!)
Men når Christian kommer hjem fra en Halloween fest på skolen med en slikpose på næsten 400 gram og kage i håret efter et madorgie på skolen kan jeg faktisk godt savne dem lidt. Og egentlig bryder jeg mig ikke om at indrømme det, for jeg synes faktisk, at børns kostvaner ene og alene er forældrenes ansvar. Selvom nogle forældre synes, at en mælkesnitte er passende i en madpakke, så behøver jeg jo ikke at putte den i mine børns, vel? Argumentet for at lave lister over "forbudte" ting i madpakkerne i danske institutioner er vist oftest, at børnene ellers vil plage forældrene, om også at få mælkesnitter med, hvis en eller flere af kammeraterne har det. Fair nok, men der synes jeg, at man bør tage diskussionen med sit eget barn om, hvad vi spiser i vores familie og at andre familier spiser andre ting - og at det er OK! Jeg mener virkelig, at det er en glidebane, hvis offentlige myndigheder skal til at definere, hvad forældre skal servere for deres børn.
Men der er jo forskel på regler og oplysning - og lidt oplysning om ernæring til brasilianerne ville ikke skade. Man bliver helt ærligt ret rystet, når man ser, hvordan nogle af børnene til Simon og Christians svømmeundervisning ser ud (Christian hviskede en dag til mig i omklædningsrummet: Ham drengen har ingen diller!), når en veninde fortæller om en bekendts fireårige datter med forhøjet blodsukker og kolesterol, eller når man ved tandlægen skal udfylde et spørgeskema om børnenes kostvaner og til mellemmåltiderne kan vælge mellem A) Slik, B) Kiks eller C) Frugt!
Og intet mennesker er som bekendt en ø. Simon og Christian får stadig deres skolesnack med hjemmefra og jeg tror egentlig, at de er med på, hvorfor de ikke får lov at få det samme som deres klassekammerater, men det irriterer mig, at de næsten dagligt fortæller mig, hvordan de har fået det ene eller andet junk af en af kammeraterne. Ligesom den juicebrik (som skal medbringes - for man kan jo ikke drikke vand!) også generer mig. Christian fortalte igår, at han havde vundet en stavekonkurrence i klassen og vundet to frugtkarameller!!
Heldigvis er drengene stadig sunde og slanke børn, men Simons tænder har det skidt. Og jeg synes vi har gjort meget for at passe på dem, men han er nu to rodbehandlinger rigere! Hvem har nogensinde hørt om børn med rodbehandlede mælketænder? Jeg føler mig utroligt skyldig, selvom jeg godt ved, at nogle mennesker har skrøbeligere tænder end andre, men alligevel... Heldigvis er Simon så stor nu, at man kan snakke med ham om, hvad vi kan gøre, for at undgå flere huller. Fx sagde han selv da jeg hentede ham i går: Vi fik slik i dag i skolen, men jeg tog kun et stykke! Og det er jo ret sejt.
Og i virkeligheden meget min pointe: Børns kostvaner er forældrenes ansvar og det er vores ansvar at lære vores børn at håndtere de fristelser, som de uundgåeligt vil møde. For at vi kan gøre det er det imidlertid nødvendigt, at nogen lærer os, hvad der er godt og mindre godt for vores børn (og os selv). Så en lille smule løftede pegefingre er måske indimellem på sin plads.
