Jeg har sagt det før

Og jeg siger det gerne igen: Lektier er noget fanden har skabt! Det mente jeg, da det var mig selv det gik ud over og det mener jeg også nu, hvor det er Simon (og mig!) det går ud over.

Efter vores skønne ferie er vi nu tilbage til hverdagen og drengenes tilbagevenden til skolen er gået fint. Især den første dag, hvor drengene hver især medbragte et hæfte med billeder, tegninger og, for Simons vedkommende, små tekster om vores ferie. Det havde været ret hårdt arbejde at få dem lavet, men de var meget stolte af dem, da de mødte i skole mandag morgen og blev meget varmt modtaget af både klassekammerater og lærere.

Ferie er dejligt, men jeg kan helt sanddrueligt sige, at det er vores hverdag også. Lige bortset fra lektierne. Hold nu op, hvor jeg hader den halve til hele time, som det hver eftermiddag tager at lave lektier med Simon. Og han hader det mindst lige så meget! Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad med at lave lektier med ham i vores gamle liv, hvor han jo også ville være startet i skole nu. Selvfølgelig ville det delvist være nemmere i Danmark, hvor både jeg og barnet taler sproget flydende og lynhurtigt kan komme i tanke om ord, der rimer på "næse" eller nævne tre ting, der starter med "P".

Men det er altså ikke særligt nemt at overbevise en seksårig, om nødvendigheden af at lave lektier, når man som jeg ikke rigtig selv forstår værdien ved dem. Måske er der nogen derude, der kan gøre mig det begribeligt, hvorfor små børns indlæring forbedres markant af at blive trukket i gennem lektielæsning? For mig at se, gør lektier ikke andet end at bidrage til den negative sociale arv. Selvom jeg har svært ved at se, hvordan lektielæsningen skal klemmes ind i en hverdag med to fuldtidsjobs og ingen Ivonete, så ved jeg jo også godt, at vi nok skulle få dem lavet. Derimod er der også familier, hvor ressourcerne ikke er til det - og hvor stiller det så de børn? Men der lader til - på tværs af landegrænser - at være ret bred enighed om, at lektier er en essentiel del af et skoleliv, så sådan må det jo være. Men vi er ikke vilde med det - Simon og mig.

Brasiliens charme

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes Sorocaba er et provinshul. Et meget stort et af slagsen og det har da - bevares - også nogle plusser, som fx en fantastisk skole, rimelig infrastruktur og nogle fine parker. Indimellem har Sorocaba bare ikke helt passet ind i min (og de fleste af vores danske bekendtes) forestilling om Brasilien. Derfor har de sidste to ugers ferie været en kærkommen lejlighed til at se lidt mere af det land, som er så ubegribeligt stort og med en natur så varieret, at det vel næppe ses mange andre steder i verden?

På byvandring i Rio Centro

Fredag d. 11. november ankom hele min familie (Mor, Far, Nanna, Sally og August) for at fejre min fars 60 års fødselsdag. Efter nogle dage ved pool´en i Sorocaba tog vi mandag afsted til Rio de Janeiro, som vel om noget er stedet, der forbindes med Brasilien. Og bortset fra, at vi ankom til Rio i en tung dyne af skyer, som blev liggende de 5 dage vi var der, så var det et dejligt besøg i Brasiliens gamle hovedstad. Vi fik set de vigtigste seværdigheder og fik - på trods af vejret - også badet hver dag. Strandture i Rio med børn på henholdsvis tre og seks år er dog forbundet med en vis panik, for strømmen er virkelig stærk og selv voksne mennesker bliver let væltet omkuld og trukket ud ad. Det bidrager ligeledes til en lettere panisk stemning, når skyerne undervejs åbner for sluserne og sender et skybrud ned over håndklæder og skiftetøj :)

Mandetur!

På vej mod Sukkertoppen i svævebane!

Pão de Acucar

Mormor, Simon, Morfar, Sally, Christian og August nyder udsigten

Simon svinger sig i lianerne på stierne på sukkertoppen

...Christian er lidt mere slapset.

Udsigt over Cidade Maravilhosa - og skydynen

Der bades på Praia Vermelha for foden af Sukkertoppen

Simon forsøger at undslippe bølgerne

Rio´s domkirke er en arkitektonisk rædsel...

...Men glasmosaikkerne indenfor er smukke

På en af vores utallige busture. Rio´s offentlige transport
fungerer alletiders

Hele familien gør klar til at springe i bølgerne ved Copacabana

...i gråvejr

Et sjældent øjeblik med solskin

Simon og Christian leger i sandet ved Ipanema

Vi ser på kunst i metroen

Moster Nanna og Simon på vej op til toppen af Corcovado

Alle mand klar til den tyve minutter lange tur til toppen

Morfar, Sally, Mormor, Nanna, Christian, Rasmus og
Simon ved Christo Redentor

...Eller Kretus, som Simon konsekvent kalder ham :)

Selv på en gråvejrsdag er udsigten imponerende!

På en plads et sted i Rio...?

Nanna og drengene ser på optrædende fra en
lokal gøglerskole

Middag på Rio Scenarium

...hvor der er dans og levende musik. En fantastisk oplevelse!

Tilbage i Sorocaba er vi klar til at fejre 60årsfødselaren

Min familie tog hjem søndag d. 20. november og afsluttede dermed en lang række af besøg. Vi er glade for at vi allerede har haft seks besøg i løbet af det første halve års tid. På den måde føles det ikke som om, at vi er så langt hjemmefra :) I tirsdags tog vi videre på ferie til Ilhabela, som ligger ud for Statens São Paulos kyst i det område af Brasilien, som kaldes for Costa Verde, fordi jungleklædte klipper rejser sig direkte fra havet. Det er et utroligt smukt område, som vi helt sikkert ikke er færdige med at udforske. På Ilhabela boede vi på Na Mata Suites, som er en lille (billig!) perle.

Morgenmad op terrassen - i solskin!

Praia Julião

Simon flyver med sin skildpaddedrage

...Man skal holde godt fast!

Simon er i gang med at lave en dæmning

En sen eftermiddag ved Praia de Perequê

Aftenhygge

Christian puster sæbebobler udenfor hytten

Man forstår godt hvorfra øen har fået sit navn

Når man er på vej gennem junglen i en kæmpe Landrover, kan man godt
blive lidt nervøs over at skulle passere sådan en bro :)

Simon og Christian bader ved den øde
Praia dos Castelhanos

Bounty!

Ferieklassikeren: Spaghetti med tomatsovs!

Aften i Vila, den charmerende gamle by på Ilhabela

Bugten, hvor hundreder af lystbåde, ligger for anker

Lokale lystfiskere

Vila

Isbuffet er et ret godt koncept!

På junglevandring langs med vandfaldene Aguas Brancas

Trappefaldet

...og brusebadsfaldet :)

Jeg bader med drengene ved Praia Curral på feriens sidste dag

Jeg synes altid det er med et vist vemod, at jeg giver slip på ferien. Heldigvis er det mange gange nemmere, når hverdagen også føles en lille smule som ferie :) Og nå ja, så er det jo blevet første søndag i advent!