Og hvad skal du så lave?

I dag var Rasmus og jeg til et møde i Brande. Alting i Siemens har fancy engelske navne og mødet i dag var vedrørende vores Briefing protocol. Egentlig handlede det bare om, hvor vi er i processen og hvad det er for informationer, som HR ved Siemens i Danmark overdrager til Siemens Brasilien, fint nok. Jeg havde bagt kage til Rasmus´ gamle kolleger (jordbærmuffins med en ganache af hvid chokolade) og de tog vældig godt i mod dem og spurgte alle nysgerrigt til vores udstationering. Og endnu engang skulle jeg svare på det spørgsmål, som bliver stillet næsten lige så hyppigt, som det omkring en eventuel familieforøgelse, nemlig spørgsmålet: Hvad skal du så lave? Og når jeg så svarer, at jeg skal være hjemmegående, så ser de fleste ret uforstående ud.

Faktisk ser folk tit så uforstående ud, at jeg konsekvent er begyndt at undskylde mig med de brasilianske visumregler (tak til det brasilianske parlament for dem!). Men hvad er det der gør, at de fleste reagerer med vantro, når de hører, at jeg (helt frivilligt) har sagt farvel til livet som lønmodtager. Synes alle danskere virkelig, at det er SÅ fedt at gå på arbejde, at de ikke kan forestille sig ikke at skulle det? Hvorfor er det lige, at ligningen i de fleste tilfælde hedder: lønarbejde = intellektuel stimulering og selvudvikling?

Jeg læste engang et interview med en udlænding, som havde boet i Danmark i et par år . Han fortalte, at noget af det som havde undret ham mest, da han kom hertil, var, hvordan danskere altid spørger hvad folk laver, som noget af det første, når vi møder nogen vi ikke kender. Og han har jo helt ret! Jeg kan ikke huske, hvornår nogen (eller jeg selv for den sags skyld) har indledt en samtale til en fest med eksempelvis at spørge: Har du læst den nye bog af Tom Buk-Swienty? Eller, har du lagt mærke til, at vintergækkerne (en af mine absolutte yndlingsforårsbebudere) er kommet frem? Nej, vel? Den absolut mest almindelige ice breaker i sådan nogle situationer, er at spørge, hvad folk laver.

Men hvem er det, der har sagt, at det ikke at have noget lønarbejde er det samme som ingenting at lave? Faktisk så tror jeg, at de fleste, der har været studerende ville mene, at studietiden var en af de perioder i deres liv, hvor de for alvor blev intellektuelt udfordret. Og alle der har været på barselsorlov ved også, at der altså er nok at lave, når man passer et lille barn og hvad der deraf følger af tøjvask, oprydning m.v. Og jeg synes også ind til videre, at det går nemt nok for mig, at udfylde tiden. Jeg ved selvfølgelig slet ikke, om jeg vil have det lige sådan, når jeg har gået hjemme i et halvt års tid, men jeg kan bare ikke forestille mig, at jeg skulle komme til at kede mig. Og jeg er også ret sikker på, at jeg nok skal kunne føre fornuftige samtaler om andet og mere end børn og madplaner. Fx mangler jeg stadig at læse Tom Buk-Swientys nyeste (og næstnyeste (hedder det, det?) for den sags skyld).

Punktet "Ditte"

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan jeg havde lavet et excelark over alle opgaverne i forbindelse med udstationeringen, men, at jeg stadig manglede at putte noget i punktet, der hedder "Ditte".

Nogen ville måske undre sig over, hvorfor det kan være nødvendigt med et selvstændigt punkt til mig i vores planer, men faktum er, at det hyppigt er den medfølgende ægtefælle, der har sværest ved at finde sig til rette i. Den udstationerede (mand) har jo typisk et arbejdsliv, som ligner det derhjemme, selvom der selvfølgelig også er kulturforskelle og andre udfordringer, der skal overkommes. Børnene vil som regel også hurtigt føle sig tilpas med det nye sted og sprog. For den medfølgende (dansk) ægtefælle er udstationeringen typisk ensbetydende med en hel ny hverdag som hjemmegående. Og da de færreste kan fortsætte med at være hjemmegående, når de kommer hjem er det også en helt naturlig bekymring, hvordan man sikre, at en  kommende arbejdsgiver efterfølgende kan se, at også den medfølgende har fået noget ud af udlandsopholdet.

Jeg har nogle idéer til, hvad jeg skal bruge tiden på.:

• Sprogundervisning. Jeg er meget optimistisk og satser på at tale flydende portugisisk, når vi kommer hjem
• Kurser/undervisning i brasiliansk og/eller latinamerikansk kultur, historie, politiske udvikling etc. Det er egentlig ikke så vigtigt præcis, hvad det er.
• Frivilligt arbejde.
• Danskundervisning for Simon og Christian. De skulle jo gerne kunne læse og skrive dansk alderssvarende, når vi kommer hjem. Undervisningsministeriet har udarbejdet en rigtig fin vejledning i hjemmeundervisning i dansk for børn i udlandet, hvis nogen skulle være interesserede.
• en ny (tillægs-)uddannelse pr. fjernundervisning. 

Men hvordan finder man lige ud af, hvad der findes af frivillige organisationer i Brasilien? Eller hvor der er kurser i portugisisk? Heldigvis betaler Siemens en Relocation Agent for at hjælpe med den slags og hun er nu sat på sagen. Jeg er meget spændt på, hvad hun vender tilbage med.

En lille note om at blive klogere...

Jeg forsøger på forskellig vis at forberede mig selv på livet i det udenlandske. Og som den akademiker jeg er så læser jeg - så meget jeg overhovedet kan komme til. Desværre har Skanderborg bibliotek ikke så meget på hylderne om udstationering, men den udemærkede "Verden kalder - inspiration til en global hverdag" har de og i går lånte jeg "Når Penelope rejser med - udstationering for hele familien" med hjem. Og den er sådan set OK, men den er fra 1998 og verden ser altså på mange måder anderledes ud i dag end for bare 12-13 år siden - tror jeg. For i modsætning til bogens forfattere ved jeg jo endnu ingenting om hvordan det virkelig er, at være ude i den vide verden. Og det bringer mig så til det uddrag af bogen, som jeg lige vil delagtiggøre jer andre i, fordi det i første omgang er urkomisk i al sin anakronisme, men også fordi det faktisk giver stof til eftertanke. Det kommer jeg tilbage til...

"Jeg blev den person, som mandens arbejdsgiver ikke rigtig interesserer sig for, før hjemmet ikke fungerer, og det går ud over mandens produktivitet (...) Hende, der ud over at skulle klare alt praktisk med organisering af hjemmet, i begyndelsen på de nye sted er hans eneste netværk. Hende, der er i stand til at lytte til ham og være hans sparringspartner, når der er behov for at diskutere vanskelige situationer på jobbet. Hun støtter ham udadtil i arbejdslivet ved altid at være ved hans side. Oplagt og med de rigtige svar deltager hun ved forretningsmiddage eller accepterer at være alene i hjemmet, når han i perioder må rejse for at repræsentere firmaet. Hun er ægtefælle, ven og rejsekammerat."


Jep, I know - man kommer til at tænke på kvinderollerne i Stepford Wives, Pleasantville og Mad Men. Og det er ærligt talt lidt svært at tro, at danske veluddannede kvinder i 2010 frivilligt indlader sig på sådan en tilværelse. Eller det var i hvert fald, hvad jeg ville have ment indtil for ganske få år siden. Og deraf titlen på dette indlæg. De, der har kendt mig lidt længere end blot nogle få år, vil vide, at ligestilling har ligget mig meget   på sinde og at jeg har krævet øremærket barselsorlov til fædre og måske ligefrem i et svagt øjeblik har talt for kvoter. Således var det fx. også enormt vigtigt for mig, at Rasmus og jeg skulle deles om barselsorloven med begge vores børn og med Simon delte vi faktisk præcis fifty/fifty og med Christian hed det vist 60/40. Vi har gjort en dyd ud af, at der ikke var nogen af os der havde det primære ansvar for at huske vaccinationer, tandlægebesøg og møder i børnehaven. Og jeg har hyldet Malou Aamunds udsagn, om, at den vigtigste karrierebeslutning en kvinde træffer er valget af ægtemand.

Problemet er bare, at jeg slet ikke har lyst til at have en karriere. Jeg er stadig ikke helt afklaret omkring hvad jeg egentlig gerne vil, men jeg er ret ligeglad med et godt job. Jeg vil meget hellere bruge tiden på mine børn, alle de bøger, jeg gerne vil læse, lækker madlavning (- og ikke mindst kager!) og en hel masse andet. Det har været temmelig forbløffende for mig at opleve, at mine egne præstationer (- eller mangel på samme ;)) ikke betyder særligt meget for mig, men at jeg til gengæld er helt vildt stolt af at have en mand, der klarer sig godt arbejdsmæssigt.

Jeg ved godt, at mange kønsforskere ville mene, at ovenstående er udtryk for, at jeg er så indsocialiseret  i en patriarkalsk familiestruktur, at det er det jeg opfatter som idealet. Måske har de ret, men kan det virkelig passe, at en familiestruktur, hvor både mor og far, knokler derudad i dobbeltkarrierernes hellige navn er den mest optimale måde at indrette et familieliv på? For en god ordens skyld, skal det også lige nævnes, at modellen med far har det primære ansvar for familien og mor gør karriere også har været en mulighed i vores familie. Rasmus har været den første til at foreslå, at han fandt et andet job, når jeg har syntes, at det var svært, at få det hele til at gå op, især under det mareridtsagtige efterår jeg oplevede sidste år. Så jeg er blevet klogere: Jeg er ikke sikker på, at lige dele barselsorlov og kvindekvoter er noget, der er værd at ønske sig. Til gengæld håber jeg, at familier og virksomheder indretter sig, sådan som de finder det bedst. Det har taget lidt tid, men det er vi ved.

Velkommen til...

familien Hovelsø Ladevigs blog, eller det vil sige, det er nok i virkeligheden min blog, men den handler om hele vores familie og det eventyr, som vi er på vej til at kaste os ud i: Vi er på vej til udlandet, vi emigrerer til et andet land - måske en anden verdensdel, måske bare til den anden side af sundet eller syd for grænsen. Vi ved det ikke, men vi glæder os!

Nogle vil måske spørge, hvad der får os til at flytte børn, katte og al vores habengut til et fremmed land? Det spørgsmål er der ikke noget enkelt svar på. Men det skal selvfølgelig ikke afholde mig fra at prøve:

Rasmus og jeg har altid haft lyst til at bo i udlandet i en længere periode og nu er vi i den heldige situation, at Rasmus´ arbejde giver os mulighed for at udleve den drøm uden, at vi selv skal satse hele opsparingen (som om der er en!) og stå alene med alt det praktiske og juridiske omkring opholdstilladelser, skatteforhold, bolig etc.At vi har fået børn har ikke gjort udlængslen mindre. Måske er det naivt, men vi tror faktisk, at der på mange måder er bedre muligheder for et harmonisk familieliv under en udstationering, end der er herhjemme med dobbelt karriere og alt hvad der heraf følger af logistiske udfordringer og planlægning. Det er bare ikke særligt tilfredsstillende, at aflevere børnene i deres institution kl. 7 og hente dem igen kl. 16.30, men for vores familie er det et vilkår, som det er svært at gøre noget ved, så længe vi er i Danmark. Simon og Christian bliver jo bare så store så hurtigt, så hvis vi skal have bedre tid til dem, mens de er små, så skal det snart være. Simon nærmer sig jo skolestarten...

Det er selvfølgelig ikke sådan, at Rasmus og jeg tror, at alt bare er bedre i udlandet - og udlandet er jo altså også virkelig mange ting. Der vil selvfølgelig være mange afsavn og frustrationer forbundet med en udstationering. Især vil jeg tro, at det bliver svært at undvære den hyppige kontakt til vores familier og i fald vi skal langt væk, vil det selvfølgelig også være rigtig svært, at vi helt naturligt vil komme til at gå glip af store begivenheder blandt vores venner og familie, men verden bliver også mindre og der er efterhånden ret gode muligheder for at holde kontakten vedlige - men det er selvfølgelig ikke det samme, det ved jeg godt.

Som sagt, så ved vi endnu ikke noget om, hvor vi skal hen og heller ikke, hvornår det bliver, men jeg kan mærke, at jeg har brug for at dele mine overvejelser med nogen udover Rasmus. Jeg håber, I vil læse med!