Festa Junina v2.0

Det er muligvis rimelig gamle nyheder, men jeg var ved at lægge billeder fra vores kamera over på PC´en og faldt så over billederne nedenfor som er fra skolens Festa Junina i juni. Vi oplevede også Festa Junina sidste år, så i år var vi forberedt :) Og drengene dansede med, sammen med deres klassekammerater, sådan som jeg skrev dengang.

Drengene og jeg iført det obligatoriske landlige outfit :)

Christian er klar!

Og holder tungen lige i munden.

Så blev det Simons tur

Og han klarede det igen!

Noget har vi da lært det sidste halvandet år!

The Help

Rikke fra Camp Chaos, udbad sig et indlæg om Ivonete, vores husholderske. Og med filmen The Help´s sejrsgang er det måske også på sin plads. Jeg har ikke set filmen, men har læst det litterære forlæg, ligesom jeg for nogle måneder siden læste Original Sins af Lisa Alther, som på mange måder også berører forholdet mellem herskab og tjenestefolk i 50´ernes amerikanske sydstater.

I forbindelse med premieren på The Help skrev The Economist om den stigende mangel på husholdersker i Brasilien og sammenlignede det med situationen i England omkring forrige århundredeskifte. I samme  nummer af bladet, var der imidlertid også en artikel, som i hvert fald i mine øjne lignede en  J´accuse. Den beskrev det domestikale ansættelsesforholds psykologi.. Som et forhold, der baserede sig på ulighed og som i vid udstrækning tjente til at øge kvinden i husets sociale og familiære status (med tyende i huset er kvinden ikke længere den laveste i det hjemlige hierarki, that is!).

I bøgerne ovenfor, er det helt åbenlyst, at forholdet mellem de sorte husholdersker og de hvide fruer er himmelråbende uværdigt. Når husholderskerne ikke må bruge familiens toiletter, skal bruge deres eget service og bør have blikket nedslået, når der tales til dem, siger det sig selv, at der er andet på spil end et mikroøkonomisk bytteforhold. Men nogle gange er det, at have hjælp i huset imidlertid alene et bytteforhold, der baserer sig på gensidige økonomiske fordele.

Når vi har Ivonete ansat er det alene fordi hendes arbejde giver os en gevinst i forhold til at slippe for en masse huslige opgaver. Fuldstændig som det var da vi havde en til at gøre rent nogle timer om ugen i Danmark. Eller en revisor til at ordne vores skatteforhold (og der er vel aldrig nogen, der har betragtet hverken revision eller rengøring som et særligt uværdigt job!?). Den modsatte vej, så giver ansættelsesforholdet også Ivonete en gevinst. Hvoraf den mest åbenlyse selvfølgelig er hendes løn.

At arbejde i et andet menneskes hjem er selvfølgelig anderledes end fx at gøre rent på en skole eller et kontor, men det behøver ikke at være uværdigt. Uværdigheden er jo en konsekvens af, at den ansættende part betragter den ansatte, som et menneske, hvis værd er mindre end ens eget (fx fordi den ansatte er sort, som det var tilfældet i The Help). Hvilket jeg imidlertid ikke vil benægte også indimellem gør sig gældende for nogle brasilianske fruer. Dog er der himmelvid forskel mellem Mississippis raceadskillelse og Brasiliens smeltedigle.

Raceskellet mellem ansat og arbejdsgiver er ikke nær så skarpt, selvom størstedelen af de damer, der arbejder i vores condominio er mørke (jeg ved ikke, hvad det korrekte udtryk er for det, for jeg tror, at de er alle mulige blandinger af sydeuropæisk, afrikansk og indiansk oprindelse) og man skal ikke tale ret længe med andre fruer før forskellige udsagn om Empregada´ernes manglende udsyn, dovenskab, manglende sans for detaljer, uvidenhed osv. kommer på banen. I de situationer er det særligt svært ikke at kunne udtrykke, hvad jeg tænker, men jeg noterer det i min mentale lommebog og mister en god portion af lysten til at lære de pågældende bedre at kende.

Så måske er det ikke så mærkeligt, at filmen kun fik ganske kort tid på plakaten i et af Sao Paulos velhaverkvarterer. Nogle følte sig måske alligevel en lille smule trådt over tæerne...

Den var aldrig gået i Danmark

Klokken er kvart i elleve (om aftenen) i Brasilien i skrivende stund. For en halv time siden kom Christian og jeg hjem fra en fødselsdag - for en klassekammerat, der fyldte 4! Og det var ikke fordi, at jeg stod og ævlede med andre mødre i timevis. Næ, nej, eventen var skam skemalagt fra 19 - 22. Måske hang jeg bare med the wrong crowd i Danmark, men jeg har aldrig - ALDRIG- hørt om en 4 årsfødselsdag, som ligger på en hverdagsaften fra kl. 19 - 22.

Og glem alt om en monsterstresset fødselarmor, hjemmebagte speltboller, tørret økologisk frugt og ballondans. Her var hele arrangementet udliciteret til et legeland, som sørgede for snacks, drinks og kage. Så mens børnene    for rundt i vild begejstring, så var der lejlighed for mig til at træne mit portugisisk med nogle af de andre mødre i Christians klasse. Det synes jeg faktisk er en helt fin måde at skære sådan en fest på. Selvom jeg dog indimellem bliver lidt bekymret over brasilianske børns (manglende) søvn, så synes jeg altså, at brasilianske mødre har en evne til at tage det at være ude med børn helt afslappet, som jeg ville ønske, at man kunne hælde på flaske og sælge.

Christian, Julia og Enrique i fuld vigør

Nogle gange overraskes man

...som fx her i eftermiddag, hvor vi benyttede fridagen til en tur til det lokale vandfald. Nogle af Rasmus´ kolleger havde været derude, og vores gæster, Finn, Gitte og Astrid, som besøgte os i oktober, var også en smut omkring. Efterhånden har vi lært ikke at sætte næsen op efter store oplevelser, men i dag blev vi faktisk positivt overraskede. Se, bare:

Fra vandfaldet fulgte vi skiltningen mod en dæmning og kom i den forbindelse forbi en kirkegård. Og der var fest! I dag er det Dia de Finados, en slags allehelgensdag, hvor de afdøde mindes. Det foregår tilsyneladende ved, at man tager på kirkegården med blomster og bagefter kan man så lige få sig en pastel og en øl.

Man kan jo sige meget godt, om den måde at håndtere døden på. Alligevel virker det ret grænseoverskridende at opleve en begravelse midt i hele virvaret - i hvert fald, når man er dansk og en lille smule bange for døden. Da jeg sagde, at jeg nok ikke lige ville have valgt dagen i dag til en begravelse, så sagde Rasmus - meget rigtigt- at det jo giver god mening, når man kender brasilianerne. Her er ingen begivenheder for svære til at man ikke kan overskue at involvere andre end de nærmeste pårørende.

Derefter kørte vi ad snoede landeveje indtil vi nåede hertil:

Det er ret fantastisk natur, hvis du spørger mig. Og sådan kan man lære en hel masse om både geografien og menneskene ved at køre en tur uden GPS :)

Jubilæum!

I fredags var det præcis seks måneder siden vi fik et fint stempel i vores pas, der dokumenterede, at vi var rejst ind i landet på helt lovlig vis. Det er egentlig ikke rigtig til at forstå... I den forbindelse synes jeg, at det er passende med en lille status og overordnet må jeg sige, at det går helt fint. Faktisk har Rasmus og jeg talt om, at det egentlig er overraskende, at vi ikke på noget tidspunkt, har været klar til at booke en (enkelt-)billet tilbage til Danmark. Omvendt så er jeg også temmelig sikker på, at vi ikke sådan lige har i sinde at smide returbilletten til 1. maj 2013 ud lige foreløbig. Selvom vi trives, så er livet her ikke så meget bedre, at det opvejer at være langt væk fra familie og venner.

Hvor Brasilien virkede meget fremmedartet for seks måneder siden, så forbøffes jeg ikke længere helt så hyppigt. Jeg tænker fx aldrig over, hvorfor det hele tiden brænder rundt omkring byen, fordi jeg nu ved, at det er en almindeligt accepteret måde at slå græs på. Jeg bemærker heller ikke de pansrede pengetransporter, som med garanti kunne castes i en skurkerolle til en evt. tredje "Cars"-film. Eller brasilianernes særprægede måde at tale i mobiltelefoner, som var det walkie-talkier. Det er nemlig rabat at hente, hvis man kun betale for envejslyd. Ligesom jeg har vænnet mig til, at man tilsyneladende ikke kan få for meget smeltet ost.

Jeg ved ikke om Brasilien endnu har sat noget stort præg på mig. Det er der nok i virkeligheden andre der bedre kan svare på. Hvis jeg selv skulle pege på noget, så må det helt klart være evne til at vente og tage tingene som de kommer. Jeg har tit herude tænkt på en af de, der sætninger, som vist nok siges på AA-møder (har jeg set i film!):

God, give me the serenity to accept the things I can not change,
Courage to change the things I can,
And the wisdom to know the difference

For hold nu op, hvor er der indimellem behov for sindsro i det her land. Brasilianerne lader til at have meget nemmere ved det. De er, hvis jeg skal være helt ærlig, vildt gode til at vente. Efterhånden tænker jeg mest på det som et positivt træk (der kan virkelig ikke være mange stressede mennesker her), men i starten var det ofte anledning til megen frustration, når kassedamen først begynder at ekspedere, når kunden foran er HELT færdig med at pakke sine varer, eller når man i køen i banken oplever, at en anden kunde går lige ind foran alle os der pænt har stået at ventet. Det mest bemærkelseværdige i den sammenhæng er faktisk, at det tilsyneladende er helt acceptabel adfærd! Eller, at man i nogle butikker skal igennem op til 3-4 ekspedienters hænder for at købe skolelim og farveblyanter. Uanset, hvor ineffektivt det så kan virke, så kan man jo ikke ændre et helt land. Og når man bare er forberedt på, at det er sådan det er, så er det faktisk slet ikke så slemt.