Nogen ville måske undre sig over, hvorfor det kan være nødvendigt med et selvstændigt punkt til mig i vores planer, men faktum er, at det hyppigt er den medfølgende ægtefælle, der har sværest ved at finde sig til rette i. Den udstationerede (mand) har jo typisk et arbejdsliv, som ligner det derhjemme, selvom der selvfølgelig også er kulturforskelle og andre udfordringer, der skal overkommes. Børnene vil som regel også hurtigt føle sig tilpas med det nye sted og sprog. For den medfølgende (dansk) ægtefælle er udstationeringen typisk ensbetydende med en hel ny hverdag som hjemmegående. Og da de færreste kan fortsætte med at være hjemmegående, når de kommer hjem er det også en helt naturlig bekymring, hvordan man sikre, at en kommende arbejdsgiver efterfølgende kan se, at også den medfølgende har fået noget ud af udlandsopholdet.
Jeg har nogle idéer til, hvad jeg skal bruge tiden på.:
- Sprogundervisning. Jeg er meget optimistisk og satser på at tale flydende portugisisk, når vi kommer hjem
- Kurser/undervisning i brasiliansk og/eller latinamerikansk kultur, historie, politiske udvikling etc. Det er egentlig ikke så vigtigt præcis, hvad det er.
- Frivilligt arbejde.
- Danskundervisning for Simon og Christian. De skulle jo gerne kunne læse og skrive dansk alderssvarende, når vi kommer hjem. Undervisningsministeriet har udarbejdet en rigtig fin vejledning i hjemmeundervisning i dansk for børn i udlandet, hvis nogen skulle være interesserede.
- en ny (tillægs-)uddannelse pr. fjernundervisning.
