I dag var en god dag!

Og nu skal det ikke forstås sådan, at størstedelen af vores dage er dårlige ;) I dag fik vi leveret en masse møbler fra Tok&Stok, som er den brasilianske variant af IKEA. Bortset fra - og det er en virkelig, virkelig vigtig detalje - at de leverer, samler, monterer og rengører efter sig, når man bestiller møbler hos dem.

Langt om længe har vi således fået pakket vores 5(!) bogkasser ud, fået plads til vores DVD´er, spil, nipsting og en helt masse andet. Sidste weekend indrettede vi drengenes værelser, så langsomt begynder her at blive mere og mere hjemligt. I dag har vi yderligere haft besøg af et par elektrikere det meste af dagen, som har ordnet en hel masse af de udtag og lamper, der ikke virkede. Det er mig fortsat en gåde, hvorfor man montere en lampe med pære og det hele og så ikke tilslutter den...?

I skal nok få lov at se nogle billeder, men lige nu er jeg simpelthen for træt ;)

Nå jo, også bliver jeg simpelthen nødt til at prale lidt med, at jeg selv, efter at have ventet på, at Tok&Stok skulle kontakte mig vedrørende levering, ringede til dem og aftalte levering i dag - på portugisisk!

Intet er så skidt...

at lidt sæbe ikke kan hjælpe gevaldigt på humøret! I forgårs kom vores udlejers søster for at gøre rent og samtidig fik hun i en hulens fart sat en større mængde håndværkere i sving. Efter hun tog afsted kunne jeg konstatere, at den brasilianske opfattelse er "rent" ikke helt er den samme som den danske (og dem, der kender mig ved, at jeg ikke er den hysteriske type, når det kommer til husholdning). Men det var fantastisk, at der så hurtigt skete noget med de forskellige fejl og mangler.

Nu sidder jeg så med en kop varm kaffe og nyder morgenstunden i vores nye hus efter den første nat her. Rasmus er taget på arbejde og drengene sover stadig. Vi har kun lejet en enkelt kingsize seng, fordi drengene alligevel sover hos os. Vores dyner er på vej i containeren (som bliver afskibet i dag - HURRA!), så indtil videre sover vi brazilian style, det vil sige tæppe og lagen. Og så deler de tilsyneladende! Det mest almindelige er i hvert fald, at sengetøj og -linned er i dobbelt størrelse. Men det går altså ikke, når vores drenge (som har en indbygget radiator) sover i midten og sparker tæppet af sig, så i nat måtte jeg op og finde et stræklagen, som vi havde fået købt i en forkert størrelse og et tæppe mere, så Rasmus og jeg kunne få hver vores. Og siden da har jeg sovet fint. Lige indtil hanen galede ved 6-tiden. Helt bogstaveligt, for der går høns (og haner!) rundt i condominio´et.

I går var drengene ude i huset hele dagen mens Rasmus var på arbejde i Sao Paulo. Han tog afsted kl. 8 og kom hjem kl. 19 og det er en normal arbejdsdag (på den måde adskiller Brasilien sig ikke så meget fra Brande ;)).  Jeg brugte formiddagen på, at gøre mere rent, men jeg er samtidig også ved at affinde mig med, at det nok aldrig bliver i helt den stand, som jeg ville forvente af et lejemål i Danmark. Men vi er jo heller ikke i Danmark...

I løbet af dagen igår fik vi også leveret vores vaskemaskine (som kun kan vaske koldt - meget miljøvenligt!) og vores køleskab. Poolmanden var forbi og forsikrede mig (på portugisisk!) om, at det er okay at bade i vandet og så var søsterens søn og en håndværker her for at se på fugtproblemet i køkkenet. På mandag fjerner de underskabene og så sætter de nye i på onsdag. Også var drengene og jeg på vores daglige tur op på legepladsen, vi spiste is i Esplanada Shopping og handlede ind til vores første hjemmelavede aftensmad (bestående af fuldkornspasta, færdig tomatsovs, oksebøffer og gulerodsstave), som vi indtog kl. 20.30!

Og så lige lidt billedespam:

Christian med friskpresset jordbær- og appelsinjuice. Uden sukker,
 hvilket er højst besynderligt ifølge brasilianerne

Simon er dybt koncentreret :)

Frokost på PizzaHut

Smiley pommes fritter!

Man læser også Stieg Larsson i Sorocaba

Et fredeligt øjeblik, mens drengene sover middagslur

Simon i pool´en...

...men kun et øjeblik, for den er kold! 

Og Christian skal ikke nyde noget og holder sig på behørig afstand :)

Drengene på vej op til legepladsen

Der går nogle virkelig store fisk i søerne i condominio´et! (Jeg ved ikke om man kan se det
 - det var  det mindst ringe billede ;))

3 meters dybde er jo også noget...

Piggetræet giver anledning til megen forundring, hver gang vi går forbi.

Mere dyreliv

Simon og Christian leger på legepladsen

Vores vej! Huset ligger inde bag den gule mur.

Simon og Christian spiser Frozen Yoghurt i Esplanada

Vores køkken er i funktion!

Hun forlod stedet i nedtrykt sindstilstand

Som jeg skrev forleden, så er vores hus desværre ikke indflytningsklart sådan som vi var blevet lovet. Der er simpelthen bare rigtig beskidt. Hver dag siger Rasmus og jeg til hinanden, at nu tager vi derud og så går vi bare i gang med at gøre rent, men hver gang vi kommer derud bliver vi begge helt modløse. 370 beskidte kvadratmetre er altså meget! Og det hjælper ikke, at huset gemmer på små "overraskelser", såsom den jeg fik i aftes, da jeg ville gøre køkkenet rent: Hele det ene køkkenskab er muggent. Enten bygger brasilianerne virkelig ringe eller også passer folk virkelig dårligt på deres ting, for huset vi har lejet er kun 7 år gammelt og er lige blevet renoveret...

I dag var Rasmus´ første arbejdsdag og det øger bare behovet for, at vi snart kan komme ud i huset. Lad mig sige så meget: Det er ikke særlig hyggeligt med to aktive drenge, en far der skal arbejde og en mor ramt af kulturchok på 20 m2! Jeg tror, at det ender med, at Rasmus og jeg må skubbe trætheden og modløsheden til side og få huset gjort rent. Jeg har efterhånden ingen tiltro til, at vores relocation agent får løst problemet. Og så er der jo ligesom kun os selv til at gøre det.

Nu kommer det til at lyde rigtig træls og det har faktisk også været en rigtig dum dag. Jeg er dog stadig ikke i tvivl om, at vi nok skal få det godt her i Sorocaba og at huset også med tiden kommer til at føles som vores hjem. Lige nu er der bare lidt langt i mål - og langt hjem!

At købe et køleskab

og en vaskemaskine uden at kunne tale andet end "um pouco" portugisisk af en ekspedient som taler "nada" engelsk er lidt af en udfordring skulle jeg hilse og sige! Især, når man også skal have aftalt levering. Men som jeg har beskrevet tidligere så er brasilianerne meget imødekommende og hjælpsomme, så vi fik styr på det. Håber jeg. På fredag vil det vise sig om vi får de rigtige varer leveret på vores nye adresse.

I dag har vi fået købt en hel masse ind, som vi bliver nødt til at have på plads i huset, før vi kan flytte derud: Sengetøj, håndklæder, viskestykker, service, glas, gryder, strygejern m.m. Det meste har vi indtil videre kunne købe i Carrefour til meget fornuftige priser. I går fik vi nøglerne til huset og var derude med drengene for første gang. De var meget begejstrede. Vi har været ret spændte på deres reaktion, så det var dejligt, at de syntes godt om huset. Desværre er huset ikke rengjort som lovet. Vores relocation agent arbejder på at få udlejeren til at gøre det, men ellers må vi selv i gang. Heldigvis er det meste støv fra istandsættelsen og køkkenet og badeværelserne er nogenlunde i orden.

Drengene besigtiger poolen

Vi gik også en tur i vores condominio og det var en rigtig positiv overraskelse. Der var større børn der legede udenfor og et stort fællesområde med søer, stier og en bevoksning, som næsten virkede jungleagtig. Jeg er sikker på, at drengene og jeg kan få mange eftermiddage til at gå der. Drengene prøvede også poolen, men det var kun Simon der rigtig var ude at svømme. Poolen er ikke opvarmet, så vandet er ret koldt, men jeg vil skyde på, at det ikke er koldere end Vesterhavet på en sommerdag :)

I dag gik vi tur i Parque Campolim i formiddag, som ligger et par kilometre fra vores hus og lige ved siden af drengenes skole (som Simon i øvrigt er svært utilfreds med, ikke at skulle starte på før medio maj!?!?). Det er et ret stort område, som myldrer af motionsløbere. Selvom det er efterår herovre nu, så er der alligevel varmt de fleste dage. Jeg har fundet denne hjemmeside, som jeg synes har nogle rimelig præcise vejrudsigter for Sorocaba. 





Varmen gør også, at vi ret hurtigt er begyndt at følge en brasiliansk døgnrytme, hvor vi står nogenlunde tidligt op og tager en lur efter frokost for så at være sent oppe om aftenen. Brasilianerne har deres børn med ude til langt ud på aftenen og så bærer de rundt på de mindste af dem (se billedet nedenfor). Det er for mig at se noget af en præstation af vade rundt i et indkøbscenter iført stilletter og skinny jeans med en sovende etårig i favnen, men der er brasilianske kvinder altså ret cool!

Det vrimler med mennesker lørdag aften kl. 21!

De sidste dage i Danmark.

Der har været roligt på bloggen den sidste tid og det skyldes ikke, at der ikke er noget at fortælle, men en kombination af en dårlig internetforbindelse (så er vi ligesom klar til Brasilianske forhold ;)) og meget at se til. Mine dage går sammen med drengene og jeg får sjældent lov til at bruge PC´en særligt længe ad gangen før mindst en af dem forlanger at få lov at spille Ramasjang eller Pixeline. Og af en eller anden grund forlanger min ingeniørmand, at vi skal lave lister og planlægge om aftenen. Det er selvfølgelig totalt overflødigt, hvis du spørger mig, men jeg ville så nok også komme halsende til lufthavnen 5 min efter check-in skulle være afsluttet og have glemt sådan cirka halvdelen af mine ting. Sådan supplerer vi hinanden så fint :)

Vi har fået sendt vores visumansøgning ind til ambassaden, så i slutningen af næste uge skulle vi gerne få vores pas retur med nogle fine stempler. Og vi er ved at få booket en billet med afgang onsdag d. 27. april, så nu nærmer det sig for alvor. Som jeg skrev for en uges tid siden, så har jeg siden arbejdstilladelsen landede, haft visse betænkeligheder over vores udstationering, men i virkeligheden er det ikke udstationeringen, men afskeden, jeg er bekymret over. På en eller anden måde ville jeg nok foretrække at vi bare kunne blive teleporteret til Sorocaba, så vi var der i morgen. Simon sagde faktisk næsten det samme i dag: Han ville gerne have en fjernbetjening, så han bare kunne spole over de næste 21 dage. Men han blev alligevel lidt i tvivl, da jeg spurgte om ikke han ville være ked af ikke at få besøgt Farfar og Hanne og alle de andre vi skal se de næste uger. Under alle omstændigheder er det dejligt, at drengene glæder sig til vi skal afsted.

Når jeg indimellem får lidt uro i maven, så ser jeg på billederne fra Rasmus´ og min tur til Sorocaba for 14 dage siden og så er jeg slet ikke i tvivl om, at vi får en fantastisk tid i Brasilien. Og I skal da også have lov at se lidt med:

På vej hjem fra indkøb - i Carrefour. Det er jo rimelig trygt :)

Drengenes skole

Rasmus og Rasmus´ kollega, Kim. Og ja, vi sidder (næsten) udendørs :)

Morgen over Sorocaba. Ikke specielt charmerende, men meget autentisk. Billedet er taget fra vores hotelværelse.

TADA: Vores nye hus!

Sushi på Yoshi´s - det var helt vildt lækkert!

Time flies when you´re having fun!

Vi har nu vaeret i Sorocaba i 2,5 dag og jeg er fyldt med indtryk - og de positive er klart i overtal! Sorocaba er ikke en rigtig by i europaeisk forstand. Der er ikke nogen central bykerne, hvor de vaesentligste funktioner er samlet og det er ogsaa ret tydeligt, at byen ikke er bygget efter nogle grundlaeggende principper eller en overordnet plan. Derimod er det snarere en mere eller mindre tilfaeldig sammensaetning af kvarterer. Jeg har aldrig vaeret i LA, men de beskrivelser jeg har hoert derfra er lidt de samme. Og selvom byen selvfoelgelig er forfalden mange steder, saa er der ogsaa charmerende steder. I gaar aftes var Rasmus og jeg ude at spise med Rasmus´ kollega, som ogsaa skal flytte herover, og vi spiste paa en hyggelig restaurant med facade ud mod en park og det var faktisk meget idyllisk.

I gaar stod i skolevalgets tegn og Rasmus og jeg har ogsaa fundet en skole til drengene, som jeg tror er et rigtig godt sted at vaere. Colégio Ser er baade vuggestue, boernehave, folkeskole og gymnasium, men boernene har hver deres omraade af skolen og hende der viste os rundt gjorde meget ud af, at det var vigtigt for dem, som institution, at laere boernene at omgaas hinanden med respekt. Derfor tager skolen som udgangspunkt ogsaa imod boern med saerlige behov (hvis foraeldrene kan betale, selvfoelgelig!) og der var gennemgaaende en rigtig god stemning og laererne virkede omsorgsfulde og opmaerksomme.

I dag har vi vaeret ude at se paa huse og det var en ret blandet oplevelse. Vi har haft meget svaert ved at faa vores relocation agent til at forstaa, at vi ville se paa huse i en ordentlig kvalitet og i den dyrere ende af prisskalaen, men efter at have brugt formiddagen paa huse, hvoraf nogle var OK og andre helt forfaerdelige, fik vi traengt igennem og blev praesenteret for et hus, som vores relocation agent i foerste omgang havde vurderet var "for stort". Jeg tror, at en del af grunden til, at hun ikke har villet vise os det, har vaeret fordi, hun har fejlvurderet os. Brasilianerne goer utroligt meget ud af sig selv og bruger meget deres toej og tilbehoer til at signalere status, men Rasmus og jeg har jo bare haft vores feriedress paa, og det tror jeg simpelthen har forvirret hende. Maaske har hun ikke troet, at vi havde raad til de dyrere huse og har derfor ikke kunnet faa sig selv til at vise os dem. Jeg haaber et eller andet sted, at det er forklaringen. For som dansker er det helt utrolig svaert at forstaa, hvorfor man ellers ikke skulle forsoege at give kunder, hvad de beder om. Forestil jer, at man sagde til en dansk ejendomsmaegler, at man kun ville se huse i Risskov til +4 mio og saa viste de en lejligheder i Gjellerupplanen...

I aften har Rasmus og jeg vaeret ude at spise sushi og efter flere dage med junk food, som brasilianerne tilsyneladende opfatter som fuldstaendig loedig kost til baade frokost og aftensmad, var det helt utrolig skoent at faa noget mad, hvor man ikke fik fornemmelsen af, at transfedtsyrerne holdt fest i ens blodbaner. Det var meget laekker sushi og til den nette pris af 350 kroner, inkl. drikkevarer, saa kan man jo ikke undgaa at fryde sig :)

Vi har ogsaa faaet koebt gaver til drengene og efterhaanden begynder jeg ogsaa at savne dem rigtig meget. I morgen vil vi proeve at naa forbi deres nye skole og koebe en uniform til hver af dem, saa de ogsaa kan begynde at vende sig til tanken om, hvad der venter dem.