De sidste dage i Danmark.

Der har været roligt på bloggen den sidste tid og det skyldes ikke, at der ikke er noget at fortælle, men en kombination af en dårlig internetforbindelse (så er vi ligesom klar til Brasilianske forhold ;)) og meget at se til. Mine dage går sammen med drengene og jeg får sjældent lov til at bruge PC´en særligt længe ad gangen før mindst en af dem forlanger at få lov at spille Ramasjang eller Pixeline. Og af en eller anden grund forlanger min ingeniørmand, at vi skal lave lister og planlægge om aftenen. Det er selvfølgelig totalt overflødigt, hvis du spørger mig, men jeg ville så nok også komme halsende til lufthavnen 5 min efter check-in skulle være afsluttet og have glemt sådan cirka halvdelen af mine ting. Sådan supplerer vi hinanden så fint :)

Vi har fået sendt vores visumansøgning ind til ambassaden, så i slutningen af næste uge skulle vi gerne få vores pas retur med nogle fine stempler. Og vi er ved at få booket en billet med afgang onsdag d. 27. april, så nu nærmer det sig for alvor. Som jeg skrev for en uges tid siden, så har jeg siden arbejdstilladelsen landede, haft visse betænkeligheder over vores udstationering, men i virkeligheden er det ikke udstationeringen, men afskeden, jeg er bekymret over. På en eller anden måde ville jeg nok foretrække at vi bare kunne blive teleporteret til Sorocaba, så vi var der i morgen. Simon sagde faktisk næsten det samme i dag: Han ville gerne have en fjernbetjening, så han bare kunne spole over de næste 21 dage. Men han blev alligevel lidt i tvivl, da jeg spurgte om ikke han ville være ked af ikke at få besøgt Farfar og Hanne og alle de andre vi skal se de næste uger. Under alle omstændigheder er det dejligt, at drengene glæder sig til vi skal afsted.

Når jeg indimellem får lidt uro i maven, så ser jeg på billederne fra Rasmus´ og min tur til Sorocaba for 14 dage siden og så er jeg slet ikke i tvivl om, at vi får en fantastisk tid i Brasilien. Og I skal da også have lov at se lidt med:

På vej hjem fra indkøb - i Carrefour. Det er jo rimelig trygt :)

Drengenes skole

Rasmus og Rasmus´ kollega, Kim. Og ja, vi sidder (næsten) udendørs :)

Morgen over Sorocaba. Ikke specielt charmerende, men meget autentisk. Billedet er taget fra vores hotelværelse.

TADA: Vores nye hus!

Sushi på Yoshi´s - det var helt vildt lækkert!

Kolde fødder!

Yep! Jeg har fået kolde fødder - og det skyldes ikke kun vores hjemkomst i Danmark (selvom det nu også gav anledning til ret akutte kulderystelser at tage turen fra lufthavnsterminalen i Kastrup ud til flyet til Aalborg).

Jeg synes virkelig, at det var en rigtig god tur til Brasilien og det virker som et dejligt land. Vi er også kommet hjem med både pasningstilbud til drengene og en reservation på det hus, som skal være vores bolig de næste to år - og det er alt sammen skønt! Men torsdag aften fik Rasmus en mail fra HR i Siemens Brasilien, som lød nogenlunde således:

"Dear Mr. Ladevig,

We are pleased to inform you, that your temporary work permit has been granted. (...)"

Det er den mail vi har ventet på siden papirerne blev sendt til Brasilien i slutningen af januar, og mens Rasmus jublede, fik jeg pludselig rigtig ondt i maven - og det har jeg faktisk haft lige siden... Jeg er ikke i tvivl om, at vi har truffet den rigtige beslutning i forhold til at skulle afsted, men nu er det pludselig meget, meget virkeligt. Indtil nu har jeg nok i virkeligheden mest haft det som om, at det bare var noget vi legede. Det er det ikke: Inden længe (dvs et sted mellem medio april og primo maj) tager vi vores børn med på en flyrejse til et eksotisk og fremmed sted - uden returbillet! Det er faktisk temmelig skræmmende... Gad vidst om der nogensinde er nogen, der tager afsted helt uden uro i maven?