Mig og mine gadgets

At tale om gadgets i flertal er nok egentlig lidt af en tilsnigelse. Jeg er ikke god til det. Enten glemmer jeg at tage dem med eller også kan jeg ikke finde dem, når jeg skal bruge dem. Endelig er der også den mulighed, at jeg ikke kan finde ud af at bruge dem - og ikke gider bruge tiden på at lære det. Derfor er jeg også i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde bliver indehaver af en smartphone, for jeg har endnu ikke lært at gå på nettet med den jeg har arvet fra Rasmus. Det er ikke fordi jeg af princip har noget imod moderne teknologi - jeg bliver bare sur, når noget ikke virker. Som i med-det-samme!

Derfor endte mit første forsøg på at overføre musik til min iPod (Oh yes!) også med, at jeg blev så rasende, at jeg var nødt til at skælde ud på Rasmus fordi han A) havde givet mig den idiotiske dims og B) ikke havde tid til at hjælpe. Jeg er siden blevet venner med min iPod, men nogen stor Apple-fan bliver jeg aldrig. Altså lige bortset fra farverne, som jeg elsker.

Da mine familie var på besøg havde mine forældre min julegave med på forskud. Det var temmelig meget en bestilling, for alle former for elektronik er skrækkeligt dyre herude. Og det var nemlig en vaskeægte elektronisk gadget, jeg ønskede mig: Et Garmin Forerunner 305 HR-pulsur. Vi har kun kendt hinanden i en tre ugers tid, men jeg er forelsket! Jeg kommer aldrig til at elske at løbe, men det er nemt, billigt og praktisk. Og det er blevet meget sjovere, efter jeg har fået mit pulsur, som registrerer alle detaljer om mit løb, så jeg bagefter kan sidde og klappe mig selv på skulderen. Nogle gange lader det mig endda vinde. Det er det stof, som ægte kærlighed er gjort af.