"Kalder speltpolitiet!"

Jeg har tidligere skrevet om drengenes klassekammeraters madpakker og deres håbløse mangel på næringsværdi. I størstedelen af den tid vi har været herude har jeg syntes, at det var en lettelse at slippe for alle de løftede pegefingre fra Sundhedsstyrelsen, pædagoger (hvor meget undervisning i børn og ernæring indgår der egentlig i pædagoguddannelsen, siden de er blevet eksperter i madpakker?!), andre forældre og min egen i forhold til Rasmus´ indkøb og fodring af ungerne (for vi ved jo alle sammen godt, at der ikke er en far i Kongeriget, der kan finde ud af at købe rigtigt ind...!)

Men når Christian kommer hjem fra en Halloween fest på skolen med en slikpose på næsten 400 gram og kage i håret efter et madorgie på skolen kan jeg faktisk godt savne dem lidt. Og egentlig bryder jeg mig ikke om at indrømme det, for jeg synes faktisk, at børns kostvaner ene og alene er forældrenes ansvar. Selvom nogle forældre synes, at en mælkesnitte er passende i en madpakke, så behøver jeg jo ikke at putte den i mine børns, vel? Argumentet for at lave lister over "forbudte" ting i madpakkerne i danske institutioner er vist oftest, at børnene ellers vil plage forældrene, om også at få mælkesnitter med, hvis en eller flere af kammeraterne har det. Fair nok, men der synes jeg, at man bør tage diskussionen med sit eget barn om, hvad vi spiser i vores familie og at andre familier spiser andre ting - og at det er OK! Jeg mener virkelig, at det er en glidebane, hvis offentlige myndigheder skal til at definere, hvad forældre skal servere for deres børn.

Men der er jo forskel på regler og oplysning - og lidt oplysning om ernæring til brasilianerne ville ikke skade. Man bliver helt ærligt ret rystet, når man ser, hvordan nogle af børnene til Simon og Christians svømmeundervisning ser ud (Christian hviskede en dag til mig i omklædningsrummet: Ham drengen har ingen diller!), når en veninde fortæller om en bekendts fireårige datter med forhøjet blodsukker og kolesterol, eller når man ved tandlægen skal udfylde et spørgeskema om børnenes kostvaner og til mellemmåltiderne kan vælge mellem A) Slik, B) Kiks eller C) Frugt!

Og intet mennesker er som bekendt en ø. Simon og Christian får stadig deres skolesnack med hjemmefra og jeg tror egentlig, at de er med på, hvorfor de ikke får lov at få det samme som deres klassekammerater, men det irriterer mig, at de næsten dagligt fortæller mig, hvordan de har fået det ene eller andet junk af en af kammeraterne. Ligesom den juicebrik (som skal medbringes - for man kan jo ikke drikke vand!) også generer mig. Christian fortalte igår, at han havde vundet en stavekonkurrence i klassen og vundet to frugtkarameller!!

Heldigvis er drengene stadig sunde og slanke børn, men Simons tænder har det skidt. Og jeg synes vi har gjort meget for at passe på dem, men han er nu to rodbehandlinger rigere! Hvem har nogensinde hørt om børn med rodbehandlede mælketænder? Jeg føler mig utroligt skyldig, selvom jeg godt ved, at nogle mennesker har skrøbeligere tænder end andre, men alligevel... Heldigvis er Simon så stor nu, at man kan snakke med ham om, hvad vi kan gøre, for at undgå flere huller. Fx sagde han selv da jeg hentede ham i går: Vi fik slik i dag i skolen, men jeg tog kun et stykke! Og det er jo ret sejt.

Og i virkeligheden meget min pointe: Børns kostvaner er forældrenes ansvar og det er vores ansvar at lære vores børn at håndtere de fristelser, som de uundgåeligt vil møde. For at vi kan gøre det er det imidlertid nødvendigt, at nogen lærer os, hvad der er godt og mindre godt for vores børn (og os selv). Så en lille smule løftede pegefingre er måske indimellem på sin plads.

De rige har mange glæder!

I torsdags var det Corpus Christi og det fejres med en national helligdag i Brasilien. Helt på linje med den danske Kristi Himmelfartsdag, som jo også altid falder på en torsdag, holdes den efterfølgende fredag som regel fri i skolerne herovre. Så vi har været på vores første ferie! Det var ikke særlig eksotisk - faktisk var det ikke andet end en halv kilometers kørsel fra Sorocaba i en lille flække, men det var skønt! Vi var afsted sammen med den anden danske familie, Kim og Mette, samt deres tvillingepiger Kaya og Sofie på 10 måneder.

Vi var heldige med vejret og havde alle dagene en 25-27 grader om dagen og ca. 17-18 grader om natten, så det føltes meget varmt, i forhold til den kulde der i løbet af dagen i går igen ramte Sorocaba.Hotellet var en kombination af en form for bondegård og ferieressort (ikke på den eksklusive måde!) og der var et dejligt sted at have børn med: Vi badede (der var en indendørs, opvarmet pool), kiggede på alle dyrene på gården, inkl. flagermuse(!), spillede UNO, læste historier og mændene fik spillet tennis. I det hele taget var det bare rigtig rart at slappe helt af uden internetforbindelse eller mobildækning. Jeg har samlet lidt stemningsbilleder nedenfor:

Morgen over Aracoiaba

En dukkert i den meget kolde pool!

Simon med en meget grim og meget sød hund :)

Kim med Sofie, Kaya i klapvognen og Mette

Eftermiddagshygge inden aftensmaden:

Bestående af kød, ris, bønner og salat.

Der er mange spændende dyr at se på...

Selvom det ikke var særligt eksotisk, så var det alligevel endnu en påmindelse om, hvor kontrastfyldt Brasilien er. Byen hotellet ligger i er en lille by, som for de fleste danskere ville virke som slum, men jeg tror ikke, at de mennesker, der bor der er specielt fattige efter en brasiliansk standard. Jeg vil tro, at vi taler om den lavere middelklasse. I byens lille supermarked fik vi dog en del af løsningen på mysteriet om de lave lønninger og høje leveomkostninger: Det lader til at de priser vi betaler i vores supermarkeder er voldsomt meget højere end de priser der handles ind til i små, lokale supermarkeder. Fx købte jeg 6 bananer for 1,30 R$, hvilket er knap 5 DKK. I vores normale supermarked betaler jeg danske priser!

Jeg tog lidt billeder fra bilen, da vi kørte hjem i går og jeg synes de fremstiller kontrasterne mellem rig og fattig(ere) ganske fint. Det er altså meget mærkeligt at befinde sig et sted, hvor de rige boltrer sig i fornøjelser på den ene side af porte og pigtråd, mens den øvrige del af befolkningen nøjes med meget mindre...

  

Kernesund familie

eller... øhh... ikke rigtig. Faktisk overhovedet ikke, men herude føler jeg mig nærmest som selveste Ninka på soyamælk og chiafrø!

Drengene spiser ikke frokost på skolen, fordi de får fri mellem 12 og 13 og derfor forventes at spise frokost hjemme. Til gengæld spiser de formiddagsmad ved 10tiden. Maden skal de enten selv medbringe eller også kan den tilkøbes som en ekstra ydelse via skolen. Og fordi jeg nu har fulgtes med drengene de sidste par dage, så har jeg fået et ret godt indblik i, hvad de andre børn får med. Og nu bør jeg måske komme med en lille advarsel: Kernesunde læsere og andre hard core sundhedsapostle bør nu slå korsets tegn for sig og undlade at læse mere af dette indlæg for det følgende er virkelig ikke for sarte sjæle:

Jeg nævner i flæng:

- Den treårige pige, som har en juice, en pose ostepops og to kinder maxi (kendt herhjemme som hyggelader) med til formiddagssnacken.


- Eller den ditto dreng, der har en skål frugtgelé og den brasilianske ækvivalent til bamsebollen med.


- Eller hvad med en færdigindkøbt muffin og en juicebrik


- Eller sukkercereals (a la ChokoPops) i en skål - uden mælk til en 6 årig pige


- Eller en rulle(!) Oreos og en CocaCola

Nu tror I måske, at jeg overdriver for at fremme forståelsen. Det er desværre ikke tilfældet. I de tre dage vi har været der, har jeg ikke set et eneste stykke frisk frugt, hvilket er ret rystende det lokale udvalg taget i betragtning. Og i skolens kiosk kan børnene vælge mellem enorme mængder sødt hvidt brød, sodavand, is(!) og diverse andre lækkerier. Og selvom dette måske er et drømmescenarie for mange børn, så virker det altså  
meget besynderligt for mig, at forældrene, som jo tilhøre den absolut velstillede og veluddannede (må man formode!?!) del af det brasilianske samfund, kan synes, at det er okay.

Jeg synes i hvert fald ikke, at det er okay, og har også meddelt Simon og Christian, at de ikke skal gøre sig nogen forhåbninger i retningen af hyggelader og sodavand foreløbig. Jeg kan i forvejen godt se, at deres snack, som består af en mager drikkeyoghurt med tilsatte kostfibre (i Brasilien må man nemlig gerne berige fødevarer), en light müslibar og noget frugt ikke helt opfylder den danske sundhedsstyrelses anbefalinger for børnekost, men ligenu er det er spørgsmål om, at vælge det mindst ringe :)

I dag var Miriam med i klassen, da Simon og Christian fik deres snack og hun kommenterede, at det var en rigtig sund snack de fik, hvilket gav mig anledning til at lufte min forundring (på den der jeg-er-overhovedet-ikke-fordømmende-men-jeg-undrer-mig-bare-... måde) over de andre børns snacks. Og hun sagde med det samme, at det var et stort problem på skolen, at børnene fik så meget junk food med hjemme fra. Hun fortalte også, at de havde prøvet kun at servere sunde (og bemærk her at brasiliansk "sund" ikke helt er det samme, som dansk "sund") snacks i kiosken, men det havde fået forældrene til at protestere! Akkurat som når Jamie Oliver, forsøger at lave sund mad til engelske skolebørn. Det er mig altså ret ubegribeligt...!