Da vi valgte at få Simon i en relativt ung alder og Christian et par år senere, var det egentlig min plan, at vi skulle have "et hold" mere, når drengene var omkring skolealderen. Siden er det sket så meget. De første 14 dage med Christian havde jeg faktisk stadig lyst til flere børn, men så begyndte skrigeriet. Christian skreg og skreg hver aften fra ca. 19 til ca. 23. Ingen ting hjalp ham (eller mig!).
Jeg tror, alle forældre har prøvet at have et utrøsteligt spædbarn. Og jeg tror også, at de fleste kender den tiltagende følelse af desperation, når gråden fortsætter på trods af alle ens gode intentioner. Jeg oplevede Christians aftengråd som en sort plet på mit moderskab og jeg følte mig ufatteligt utilstrækkelig, fordi jeg ikke kunne greje hvad det var der gik ham på, for spædbørn græder som bekendt ikke uden årsag. I starten tænkte jeg, at det måske var et appertitspring,. Dernæst, at han havde kontaktbehov: Så at det måske kunne hjælpe at gå med ham. Vi prøvede "Godnat og sov godt" og også "Sov igennem uden gråd". Jeg prøvede med en supplementsflaske om aftenen. Med stimulering i løbet af dagen - og det helt modsatte, men resultatet var alligevel altid det samme: Christian skreg.
Efterhånden som dagene blev til uger og ugerne til måneder mærkede jeg, hvordan min lunte i forhold til hans gråd blev kortere og kortere og i forening med, at ingen tog hans gråd alvorligt voksede min frustration. Jeg følte, at hans skrigeri skabte en afstand mellem ham og jeg og jeg mærkede, hvordan jeg efterhånden fandt mig selv i fuldstændig uacceptable situationer, hvor jeg råbte af ham og håndterede ham alt for voldsomt i forhold til, hvad der var forsvarligt. Når så skrigeriet var overstået brugte jeg de resterende 20 timer i døgnet på at have ufattelig dårlig samvittighed og skyldfølelse over, at jeg blev så vred på ham. Da det blev efterår begyndte hans skrigeri at aftage og jeg vendte tilbage til specialet med en overvældende følelse af, at jeg slet ikke forstod mig på at være mor.
Efterhånden har jeg fået "sluttet fred" med hvordan Christians spædeste tid blev, men jeg kan stadig mærke knuden i maven, hvis jeg, som nu, tænker for meget på det. Tanken om at få endnu et barn med samme aftenadfærd var i lang tid en meget effektiv barriere for overvejelserne om flere børn. Og det er stadig en af mine aller største indvendinger i forhold til en eventuel treer.
Men der er også andre. Fx tanken om perioden fra et til to år, hvor barselsorloven er slut, men barnet stadig ikke sover stabilt om natten og hvor den ene infektion efter den anden bidrager til en stadigt voksende inbox på jobbet og en kronisk følelse af utilstrækkelighed i forhold til hjemmefronten.
 |
| Simon dag 1 |
 |
| Christian dag 2 |
Men (jep!), der er jo ingenting som et lille nyt menneske og fornemmelsen af, at man pludselig får chancen for at starte forfra og gøre alting rigtigt, så jeg er ikke længere helt så afvisende overfor at få flere børn, men jeg er der slet ikke endnu. Så indtil videre må jeg nøjes med babybillederne af de to skønne drenge, der ligger ovenpå og sover.
