Life is good!

Udenfor lyser månen op i et frosthvidt landskab, indenfor luner både Sinne Eegs smukke stemme og et godt glas vin. Har ryddet op, puttet børn og pakket gaver ind og venter nu kun på, at Rasmus kommer hjem fra München, hvor han har været hele ugen.

Igår var drengene og jeg på besøg hos mine morforældre (hedder det mon sådan...?). Det var så dejligt at se dem og på trods af, at min mormor er 89 og min morfar 88, så trykker alderen ikke. Min mormor havde været til en undersøgelse i onsdags, hvor personalet angiveligt havde forlangt at se hendes sygesikringsbevis, fordi de simpelthen ikke kunne begribe, at hun skulle være en 89-årig dame, der kom til kontrol efter en blodprop i hjertet i sommer. Okay, min mormor har aldrig været noget sandhedsvidne, men mon ikke der er et gran af sandhed i historien... De bekræfter mig i hvert fald i, at livet er hvad man gør det til, så derfor vil jeg også nyde denne ekstra times tid alene i stedet for at ærgre mig over, at Rasmus er senere hjemme. Ligesom jeg vil love mig selv, at nytårsfortsættet i år skal være, at se mulighederne i stedet for problemerne og stole på, at Rasmus og jeg nok skal få vores liv på den anden side af jorden til at fungere.

God weekend og tak fordi I læser med!

Udstationeringer er hårdt arbejde

... tilsyneladende allerede inden de er begyndt! Drengene har været i Aalborg siden tirsdag aften, fordi vi havde svært ved at få logistikken til at gå op i denne her uge. Så er det jo godt, at man har både Mormor, Morfar, Moster Sally, Farmor og Bent, som gerne vil have drengene på lidt før-juleferie. Der har nu ikke været meget tid til at nyde fridagene - især ikke for Rasmus. Han arbejder meget for tiden og selvom det egentlig er meningen, at HR ved Siemens skal håndtere mange af opgaverne, så falder der altså hele tiden opgaver af til Rasmus eller os. Jeg prøver at gribe dem jeg kan. Fx var jeg i går på kordegnekontoret for at hente dåbsatteser på os alle fire og min og Rasmus´ vielsesattest - på engelsk! Nogle gange bliver man altså imponeret over, hvor smidigt nogle ting fungerer i Danmark...

I det hele taget er der mange ting, der skal tages stilling til. I dag har vi fået tilsendt et langt skema fra vores relocation agent, om hvordan vi gerne vil bo... Men hvordan svarer man lige på om huset skal være gammeldags eller moderne, med fuldt eller kun delvist udstyret køkken (hvad det så end vil sige?), rækkehus eller parcelhus og om det skal ligge tæt på skolen (hvilken skole?) eller arbejdet. Hvad stiller man op med sådan nogle spørgsmål, når man end ikke aner, hvad man har til rådighed om måneden netto? Tja... Godt spørgsmål!

I aften var der endelig tid til, at Rasmus og jeg kunne få talt lidt sammen, så jeg købte sushi med hjem fra arbejde og vi snakkede og spiste sushi en times tid. Nu sover han på sofaen :) Og jeg har fjernbetjeningen for mig selv! Jeg beklager mig ikke: Rasmus arbejder som han gør, fordi, vi i fællesskab har truffet en beslutning om at satse på, at hans job kunne bringe os til udlandet - og den plan lykkes nu. Men altså ikke af sig selv :)

Og så lige noget helt andet: I dag har vi fået brev fra vores lokale skole om, at Simon skal skrives ind! Det bliver jo ikke aktuelt, men det er nu alligevel en påmindelse om, at han ikke er nogen lille dreng mere. Som tiden dog går!

Lidt ligesom en rutsjebane...

Vi er begyndt at tale med drengene om, at vi skal afsted og især Simon forholder sig rigtig meget til det og vi får faktisk mange gode snakke om det. I dag over aftensmaden spurgte jeg ham om hvordan han havde det med, at vi skulle flytte til et andet land og han svarede meget klogt: Jeg kan mærke det inde i min mave. Sådan lidt ligesom inden man skal prøve en rutsjebane - det er spændende, men også lidt farligt. Og så er han i øvrigt bange for, at der er nogen, der vil snakke med ham og at han ikke skal kunne forstå dem. I forhold til sproget, så er vi faktisk allerede i gang med at træne. Når bare det er noget der foregår på computeren, så lader Simon til at synes, at det er en leg - også bliver man, som mor, meget fortrøstningsfuld :)

Jeg tror jeg har det meget ligesom Simon: At det er spændende, men også lidt farligt. I weekenden brugte jeg noget tid på, at lave en plan for "Projekt Udstationering" i et excel-ark. Det blev hurtigt til rigtig mange punkter og jeg er ikke engang færdig. Fx. har jeg endnu ikke fyldt noget i det punkt, der hedder "Ditte". For selvom jeg glæder mig til at blive hjemmegående, så er jeg også godt klar over, at det nok vil være hensigtsmæssigt, hvis jeg i det mindste kunne dokumentere en eller anden form for formel kompetence, når jeg efter endt udstationering, skal tilbage på arbejdsmarkedet...

Men oveni alt det praktiske der skal ordnes, skal der jo siges "farvel" til alle de mennesker herhjemme, som betyder så meget for os og som vi vil komme til at savne uendeligt meget. Det er nok i virkeligheden det, som jeg mærker mest i min mave: At jeg er bange for, at jeg vil komme til at savne familie og venner så meget, at det helt tager fornøjelsen fra at være på eventyr. Jeg håber, at vi får rigtig mange besøg!

En lille note om at blive klogere...

Jeg forsøger på forskellig vis at forberede mig selv på livet i det udenlandske. Og som den akademiker jeg er så læser jeg - så meget jeg overhovedet kan komme til. Desværre har Skanderborg bibliotek ikke så meget på hylderne om udstationering, men den udemærkede "Verden kalder - inspiration til en global hverdag" har de og i går lånte jeg "Når Penelope rejser med - udstationering for hele familien" med hjem. Og den er sådan set OK, men den er fra 1998 og verden ser altså på mange måder anderledes ud i dag end for bare 12-13 år siden - tror jeg. For i modsætning til bogens forfattere ved jeg jo endnu ingenting om hvordan det virkelig er, at være ude i den vide verden. Og det bringer mig så til det uddrag af bogen, som jeg lige vil delagtiggøre jer andre i, fordi det i første omgang er urkomisk i al sin anakronisme, men også fordi det faktisk giver stof til eftertanke. Det kommer jeg tilbage til...

"Jeg blev den person, som mandens arbejdsgiver ikke rigtig interesserer sig for, før hjemmet ikke fungerer, og det går ud over mandens produktivitet (...) Hende, der ud over at skulle klare alt praktisk med organisering af hjemmet, i begyndelsen på de nye sted er hans eneste netværk. Hende, der er i stand til at lytte til ham og være hans sparringspartner, når der er behov for at diskutere vanskelige situationer på jobbet. Hun støtter ham udadtil i arbejdslivet ved altid at være ved hans side. Oplagt og med de rigtige svar deltager hun ved forretningsmiddage eller accepterer at være alene i hjemmet, når han i perioder må rejse for at repræsentere firmaet. Hun er ægtefælle, ven og rejsekammerat."


Jep, I know - man kommer til at tænke på kvinderollerne i Stepford Wives, Pleasantville og Mad Men. Og det er ærligt talt lidt svært at tro, at danske veluddannede kvinder i 2010 frivilligt indlader sig på sådan en tilværelse. Eller det var i hvert fald, hvad jeg ville have ment indtil for ganske få år siden. Og deraf titlen på dette indlæg. De, der har kendt mig lidt længere end blot nogle få år, vil vide, at ligestilling har ligget mig meget   på sinde og at jeg har krævet øremærket barselsorlov til fædre og måske ligefrem i et svagt øjeblik har talt for kvoter. Således var det fx. også enormt vigtigt for mig, at Rasmus og jeg skulle deles om barselsorloven med begge vores børn og med Simon delte vi faktisk præcis fifty/fifty og med Christian hed det vist 60/40. Vi har gjort en dyd ud af, at der ikke var nogen af os der havde det primære ansvar for at huske vaccinationer, tandlægebesøg og møder i børnehaven. Og jeg har hyldet Malou Aamunds udsagn, om, at den vigtigste karrierebeslutning en kvinde træffer er valget af ægtemand.

Problemet er bare, at jeg slet ikke har lyst til at have en karriere. Jeg er stadig ikke helt afklaret omkring hvad jeg egentlig gerne vil, men jeg er ret ligeglad med et godt job. Jeg vil meget hellere bruge tiden på mine børn, alle de bøger, jeg gerne vil læse, lækker madlavning (- og ikke mindst kager!) og en hel masse andet. Det har været temmelig forbløffende for mig at opleve, at mine egne præstationer (- eller mangel på samme ;)) ikke betyder særligt meget for mig, men at jeg til gengæld er helt vildt stolt af at have en mand, der klarer sig godt arbejdsmæssigt.

Jeg ved godt, at mange kønsforskere ville mene, at ovenstående er udtryk for, at jeg er så indsocialiseret  i en patriarkalsk familiestruktur, at det er det jeg opfatter som idealet. Måske har de ret, men kan det virkelig passe, at en familiestruktur, hvor både mor og far, knokler derudad i dobbeltkarrierernes hellige navn er den mest optimale måde at indrette et familieliv på? For en god ordens skyld, skal det også lige nævnes, at modellen med far har det primære ansvar for familien og mor gør karriere også har været en mulighed i vores familie. Rasmus har været den første til at foreslå, at han fandt et andet job, når jeg har syntes, at det var svært, at få det hele til at gå op, især under det mareridtsagtige efterår jeg oplevede sidste år. Så jeg er blevet klogere: Jeg er ikke sikker på, at lige dele barselsorlov og kvindekvoter er noget, der er værd at ønske sig. Til gengæld håber jeg, at familier og virksomheder indretter sig, sådan som de finder det bedst. Det har taget lidt tid, men det er vi ved.

Så er der afklaring!

Rasmus har fået nyt job og jeg er glad og helt vildt stolt af ham! Efter rigtig mange måneder med samtaler, ventetid og en hel masse muligheder er der endelig kommet afklaring omkring vores udstationering. Undervejs har vi haft vores tvivl og det har indimellem været meget frustrerende, at vores familieliv, har ligget i hænderne på en hel masse forskellige chefer. Men nu er den der! - Tror vi, for efter så mange måneder er det svært at tro på, at det rent faktisk lykkes.

Lige nu hedder det, at vi skal afsted til marts og det er der jo ikke særlig lang tid til. Selvom vi længe har vidst, at det var undervejs, så er det alligevel en meget mærkelig fornemmelse. Lidt ligesom, når man står med en lille papirstrimmel med to streger på: Selvom barnet er ønsket, kan man altså godt blive lidt bange, når det bliver virkeligt. Ligesådan har jeg det nu: Jeg er spændt over alt det, der skal ske og jeg er fyldt med spørgsmål: Om processen, alt det praktiske, der skal klares herhjemme inden vi tager afsted, drengenes reaktion og en hel masse andet. Rasmus sagde i går aftes, at kunsten fra nu af, bliver, at håndtere, at der er rigtig mange spørgsmål, som vi ikke lige kan få svar på, når vi gerne vil have det. Og det er jo meget klogt sagt, men også en hel del lettere sagt end gjort :)

Og nej, jeg har ikke tænkt mig at løfte sløret for, hvor vi skal hen endnu. I hvert fald ikke i cyberspace... Det må lige vente lidt endnu.

Velkommen til...

familien Hovelsø Ladevigs blog, eller det vil sige, det er nok i virkeligheden min blog, men den handler om hele vores familie og det eventyr, som vi er på vej til at kaste os ud i: Vi er på vej til udlandet, vi emigrerer til et andet land - måske en anden verdensdel, måske bare til den anden side af sundet eller syd for grænsen. Vi ved det ikke, men vi glæder os!

Nogle vil måske spørge, hvad der får os til at flytte børn, katte og al vores habengut til et fremmed land? Det spørgsmål er der ikke noget enkelt svar på. Men det skal selvfølgelig ikke afholde mig fra at prøve:

Rasmus og jeg har altid haft lyst til at bo i udlandet i en længere periode og nu er vi i den heldige situation, at Rasmus´ arbejde giver os mulighed for at udleve den drøm uden, at vi selv skal satse hele opsparingen (som om der er en!) og stå alene med alt det praktiske og juridiske omkring opholdstilladelser, skatteforhold, bolig etc.At vi har fået børn har ikke gjort udlængslen mindre. Måske er det naivt, men vi tror faktisk, at der på mange måder er bedre muligheder for et harmonisk familieliv under en udstationering, end der er herhjemme med dobbelt karriere og alt hvad der heraf følger af logistiske udfordringer og planlægning. Det er bare ikke særligt tilfredsstillende, at aflevere børnene i deres institution kl. 7 og hente dem igen kl. 16.30, men for vores familie er det et vilkår, som det er svært at gøre noget ved, så længe vi er i Danmark. Simon og Christian bliver jo bare så store så hurtigt, så hvis vi skal have bedre tid til dem, mens de er små, så skal det snart være. Simon nærmer sig jo skolestarten...

Det er selvfølgelig ikke sådan, at Rasmus og jeg tror, at alt bare er bedre i udlandet - og udlandet er jo altså også virkelig mange ting. Der vil selvfølgelig være mange afsavn og frustrationer forbundet med en udstationering. Især vil jeg tro, at det bliver svært at undvære den hyppige kontakt til vores familier og i fald vi skal langt væk, vil det selvfølgelig også være rigtig svært, at vi helt naturligt vil komme til at gå glip af store begivenheder blandt vores venner og familie, men verden bliver også mindre og der er efterhånden ret gode muligheder for at holde kontakten vedlige - men det er selvfølgelig ikke det samme, det ved jeg godt.

Som sagt, så ved vi endnu ikke noget om, hvor vi skal hen og heller ikke, hvornår det bliver, men jeg kan mærke, at jeg har brug for at dele mine overvejelser med nogen udover Rasmus. Jeg håber, I vil læse med!