Så blev det alligevel jul!

Det er sikkert og vist, selvom det er temaet for hvert års julekalender: Det bliver jul d. 24. december (eller d. 25.). Og det blev det også i Sorocaba. Der er egentlig ikke så meget at sige, andet end helt banalt at konstatere, at det jo ikke handler om, hvor man holder jul, men om at være sammen med mennesker, man holder af. Rigtig glædelig jul!

Morgenmad på terrassen d. 24. (vi er lidt bagefter med kalenderlyset)

Christian hjælper med at skrælle kartofler til julemiddagen

Og så er det tid til en svømmetur!

Julehilsen fra Sorocaba

Pakkespil

Simon med en mini-pannetone (som brasilianerne spiser juleaften)

Julebordet...

Og juleanden

Juletræet med sin pynt

Gaver!

Og flere gaver

Batman-borgen som Christian har snakket om det meste af
december (og november, oktober, september...)

Simon har fået en Gun (læg mærke til, hvor glad Rasmus er i baggrunden!)

Christian er klar til at se "Alene Hjemme" juledag

Glædelig jul

Ingen skal snydes for årets julehilsen fra Sorocaba, så den kommer også lige her på bloggen :)

Ifølge kalenderen er det i dag d. 21. december og der er tre dage til jul. Udenfor viser termometeret imidlertid 33 grader, vores bananklase i haven er ved at være klar til at blive høstet og drengene boltrer sig i skrivende stund i pool´en. Så julen i år er mere anderledes end den har været nogensinde før – og derfor er det faktisk heller ikke helt til at forstå, at det nu er tid til den årlige julehilsen.

At julen er anderledes er naturlig konsekvens af den store beslutning, om at sige ja tak til Siemens´ tilbud om en udstationering til Brasilien, som vi traf for godt et år siden. Ligeså vanskelig som beslutningen var, ligeså rigtig har den føltes efterfølgende. Selvfølgelig har der været mange svære udfordringer undervejs i processen, men her 8 måneder inde i vores udenlandsophold, må vi også konstatere, at vi som familie faktisk aldrig har haft det bedre.

Drengene er netop gået på sommerferie og på det afsluttende forældremøde var lærerne enige om, at de begge er klar til at rykke op til henholdsvis 2. klasse og Grupo 1. Derfor skal drengene fra næste år have nye klasselærere og det var meget vemodigt at sige farvel til Rose og Gi, som har været så imødekommende, forstående og ikke mindst kærlige overfor vores børn, at jeg allerede i dag er lidt nervøs for at skulle sige farvel til Colegio Ser om halvandet år. Drengene har dog ikke hele tiden været ligeså begejstrede for skolen, som Rasmus og jeg, men overordnet, så oplever vi, at de trives godt og har fået kammerater, som de nyder at se hver dag.

Sprogbarrieren har for os alle været den største udfordring, da der i Sorocaba er meget få, der taler tilstrækkelig engelsk til, at man kan klare hverdagens opgaver uden portugisisk. Simon og Christian taler efterhånden lidt med deres klassekammerater og forstår, ifølge deres lærere, det meste af det der bliver sagt til dem. Når de er sammen med mig, vil de imidlertid gerne have, at jeg oversætter for dem. Men børn er jo fantastiske i og med, at de tilpasser sig. Forleden var vi til en fest med godt 10 andre udstationerede par fra hele verden og vores tilsammen godt 20 børn. Det er altså fascinerende at opleve børn kommunikere sammen på en blanding af portugisisk, engelsk, nordiske sprog og alt muligt derimellem.

Sproget er også en af anledningerne til, at vi nok har måttet revurdere vores tilgang til at få skabt en omgangskreds. I første omgang var jeg glad for, at vi skulle bo i en del af Brasilien, hvor der ikke var noget kæmpe expat-miljø, sådan, at vi og vores børn ville lære Brasilien og brasilianerne at kende, fremfor en masse andre amerikanere og europæere. Og jeg er stadig glad for beslutningen, men må nok erkende, at vi næppe får nære brasilianske venner ud af vores ophold. Dertil er der simpelthen for lang vej igen sprogligt. Det er altså umådeligt vanskeligt at lære mennesker at kende – sådan substantielt, når man har svært ved at udtrykke sig. Derfor har det også været en meget stor lettelse at have en medudstationeret familie, som vi har kunnet tale med.

Og at kunne invitere henved 20 danskere til julefrokost for 14 dage siden var en meget glædelig oplevelse, som absolut bidrog til både julestemning og den generelle oplevelse af, at vi efterhånden føler os hjemme i vores udenlandske omgivelser. Alle de gæster vi allerede har haft fra Danmark har også været en støtte og har bidraget til, at vi aldrig har følt det som om, vi var på den anden side af jorden. Selvfølgelig savner vi Jer alle indimellem og vi ved også, at vi – og nok især Simon og Christian – er savnede af mange i Danmark. Men glæden ved at have en hverdag, som vi meget bedre kan være vores børn, os selv og hinanden bekendt opvejer, indtil videre, savnet. Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi sætter umådeligt meget pris på den interesse og indlevelse, som vi oplever fra Jer og I er alle meget velkomne til at lægge vejen forbi Sorocaba.

Juleaften står på pakkeleg, and, risalamande, hjemmebag, pakker, konfekt, (plastik-)juletræ og sidste afsnit af Nissebanden i Grønland, som vi troligt har set hver dag i december måned. Egentlig er det jo ikke så anderledes end det plejer og normalt, har vi jo også bare været os fire juleaften. Alligevel føles det anderledes, som om julesorgen er mere tilstedeværende.  Så er det godt, at tænke på, at julesorgen er juleglædens forudsætning og at savn kommer af, at man holder af. Vi glæder os til at se mange af jer omkring nytår og de første uger af januar, hvor vi er i Danmark!

Tilbage er der vist bare, at ønske Jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår! 

Afslutninger

I dag har der været en dame, at se på vores hus. Hun overvejer at leje det, når vi flytter ud. Når vi flytter ud... Jeg kan mærke, at jeg begynder at få ondt i maven over, at vores afrejse rykker tættere på. Og det er faktisk ikke på den, der rutjsebaneagtige måde. Det er faktisk mere på den, der hold-op-hvor-er-det-en-stor-beslutning-og-går-det-mon-nogensinde-godt måde. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg ikke har meget mere end en snes arbejdsdage tilbage, fordi alting derefter virker så usikkert.

Mine søstre rejser begge til udlandet i slutningen af denne uge. Sally til Svalbard og Nanna til North Carolina. Sally kommer herned på tirsdag og siger farvel, men Nanna har jeg ikke set siden jul og lige nu ved jeg faktisk ikke, hvornår jeg ser hende igen. Det er vemodigt at tænke på, alle dem, vi flytter så langt væk fra. Men samtidig har jeg slet ikke lyst til at lade være med at tage afsted. Jeg er rastløs og har brug for, at der sker noget, men realiteterne er barske. I går i bilen blev jeg fuldstændig overvældet, da jeg hørte Tina Dickows smukke Sacre Coeur. Jeg vil tro, at rigtig mange kan nikke genkendende til dilemmaet mellem at blive hvor man er glad og tilfreds og det dragende ukendte.

Nå, men det skulle faktisk slet ikke have været så melankolsk et indlæg. Jeg ville såmænd bare have fortalt om en anden af mine passioner: Kage! I morgen holder Rasmus det sidste møde i en styregruppe, som har fyldt rigtig meget i hans job i Brande og i den anledning ville han gerne have kage med. Så i dag har jeg bagt! De skal have en chokoladekage fyldt med tobleronecreme og smurt op med en hvid chokoladeganache. Den er pyntet med hvid fondant og øverst er der en kopi af en af Rasmus´ slides til mødet med en status på projektet. For at lave den har jeg i dag forsøgt mig med runout-teknikken. Det var svært! Det lykkedes at få lavet noget, der var nogenlunde i overensstemmelse med udkastet, men der er meget at lære.

Lidt ligesom en rutsjebane...

Vi er begyndt at tale med drengene om, at vi skal afsted og især Simon forholder sig rigtig meget til det og vi får faktisk mange gode snakke om det. I dag over aftensmaden spurgte jeg ham om hvordan han havde det med, at vi skulle flytte til et andet land og han svarede meget klogt: Jeg kan mærke det inde i min mave. Sådan lidt ligesom inden man skal prøve en rutsjebane - det er spændende, men også lidt farligt. Og så er han i øvrigt bange for, at der er nogen, der vil snakke med ham og at han ikke skal kunne forstå dem. I forhold til sproget, så er vi faktisk allerede i gang med at træne. Når bare det er noget der foregår på computeren, så lader Simon til at synes, at det er en leg - også bliver man, som mor, meget fortrøstningsfuld :)

Jeg tror jeg har det meget ligesom Simon: At det er spændende, men også lidt farligt. I weekenden brugte jeg noget tid på, at lave en plan for "Projekt Udstationering" i et excel-ark. Det blev hurtigt til rigtig mange punkter og jeg er ikke engang færdig. Fx. har jeg endnu ikke fyldt noget i det punkt, der hedder "Ditte". For selvom jeg glæder mig til at blive hjemmegående, så er jeg også godt klar over, at det nok vil være hensigtsmæssigt, hvis jeg i det mindste kunne dokumentere en eller anden form for formel kompetence, når jeg efter endt udstationering, skal tilbage på arbejdsmarkedet...

Men oveni alt det praktiske der skal ordnes, skal der jo siges "farvel" til alle de mennesker herhjemme, som betyder så meget for os og som vi vil komme til at savne uendeligt meget. Det er nok i virkeligheden det, som jeg mærker mest i min mave: At jeg er bange for, at jeg vil komme til at savne familie og venner så meget, at det helt tager fornøjelsen fra at være på eventyr. Jeg håber, at vi får rigtig mange besøg!