Gad vist hvad børn bliver syge af i Brasilien?

Jeg synes efterhånden, at jeg har fundet en vis rytme i den børnefamilierutine, der henover året hedder:

Sommer: Alt er i skønneste orden. Børnene får masser af frisk luft, de lyse morgener og lange aftener giver både forældre og børn overskud og selv en weekend, kan føles som en lille ferie. Det er årstiden, hvor der er plads til at være impulsiv og slutte dagen af med en hurtig tur på stranden inden børnene puttes i deres senge og man efterfølgende, kan stryge dem over håret, som er stift af havsalt. De eneste helbredsmæssige risici (såfremt man altså ikke er pollenallergiker) er solen, hvorfor de hyppige daglige indsmøringer af DERMA´s faktor 30, kan give anledning til en del konflikter.

Efteråret: Som regel starter denne årstid med et stort overskud oparbejdet henover sommeren og hvis man er heldig fortsætter varmen også et godt stykke ind i september, men det er nu man skal være vågen og ikke tro, at man bare kan fortsætte som om det stadig er sommer: Der skal overtøj på! Og pludselig melder den første dag med regn og rusk sig. Og det er egentlig meget hyggeligt, at det igen er kakaotid, men ligeså sikkert er det, at umiddelbart derefter melder den første snotnæse sig. De små børn rammes af sæsonens første forkølelse og de mindste, som endnu ikke har forstået pointen med håndvask, rammes af årets første opkastninger og dårlige maver. Trætheden hos forældre og børn er dog endnu ikke så monumental, at den ikke kan overskygges af udsigten til årets helt store begivenhed i børnefamilierne:

Julen: Absolut største helbredsrisiko i den søde juletid er stress, hos både børn og forældre, men børnenes kronisk overgearede tilstand kan godt overskygge, at de rent faktisk er ved at segne om af træthed efter knap to måneder med klippeklister i børnehaven. Hertil kommer presset over at skulle indfri voksne familiemedlemmers forventninger om en rigtig jul.

Vinter: Trætheden hos både børn og forældre er omfattende. Børnene bliver syge med influenza, mellemørebetændelse, halsbetændelse og alt muligt andet godt, som man kan finde i en moderne dansk daginstitution. Eftersom forældrenes batterier efterhånden også er ved at være godt slidte er risikoen for sygedage hos de voksne overhængende.

Forår: Med de første forårsblomster spirer også optimismen: Nu må det, da snart være slut med al den elendighed. Og ganske rigtigt: I løbet af forårsmånederne reduceres alverdens inflammationstilstande til kun at  omfatte den nærmest kroniske snotnæse. Diverse helligdage og udsigten til sommerferien gør, at trætheden mindskes efterhånden som dagene bliver længere. Og forude venter sommeren, som er den eneste sæson, som stort set er snotnæsefri.

Rutinen er velkendt og jeg har fundet en vis ro i den, men så var det jeg kom til at tænke på: Hvad pokker bliver børn syge af i Brasilien? Og er der overhovedet noget mønster i den slags i et område, hvor der stort set ikke er skift mellem forskellige årstider. Bliver de så aldrig syge, eller (GISP!) er de bare hele tiden syge? Uanset, så vil det jo hjælpe helt gevaldig på trætheden, at jeg er hjemmegående, og derfor vil der ikke, oveni bekymringen over børnenes tilstand, være bekymringen omkring hvem, der har tilstrækkelig luft i kalenderen til at blive hjemme ved børnene.

Vores relocation agent har sendt os information om skoler og børnehaver i Sorocaba og det ser faktisk meget godt ud. På billederne altså, for alle hjemmesiderne er på portugisisk og så er jeg ligesom sat af. jeg har dog forstået så meget, at en deltidsplads svarer til pasning fra ca. 9 og til kl.12.30! Det virker helt uvirkeligt, at det kan være en reel mulighed at hente sine børn i institutionen kl. 12.30 - hver dag... Mon ikke også det i sig selv kan hjælpe lidt på infektionerne?

Afslutninger

I dag har der været en dame, at se på vores hus. Hun overvejer at leje det, når vi flytter ud. Når vi flytter ud... Jeg kan mærke, at jeg begynder at få ondt i maven over, at vores afrejse rykker tættere på. Og det er faktisk ikke på den, der rutjsebaneagtige måde. Det er faktisk mere på den, der hold-op-hvor-er-det-en-stor-beslutning-og-går-det-mon-nogensinde-godt måde. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg ikke har meget mere end en snes arbejdsdage tilbage, fordi alting derefter virker så usikkert.

Mine søstre rejser begge til udlandet i slutningen af denne uge. Sally til Svalbard og Nanna til North Carolina. Sally kommer herned på tirsdag og siger farvel, men Nanna har jeg ikke set siden jul og lige nu ved jeg faktisk ikke, hvornår jeg ser hende igen. Det er vemodigt at tænke på, alle dem, vi flytter så langt væk fra. Men samtidig har jeg slet ikke lyst til at lade være med at tage afsted. Jeg er rastløs og har brug for, at der sker noget, men realiteterne er barske. I går i bilen blev jeg fuldstændig overvældet, da jeg hørte Tina Dickows smukke Sacre Coeur. Jeg vil tro, at rigtig mange kan nikke genkendende til dilemmaet mellem at blive hvor man er glad og tilfreds og det dragende ukendte.

Nå, men det skulle faktisk slet ikke have været så melankolsk et indlæg. Jeg ville såmænd bare have fortalt om en anden af mine passioner: Kage! I morgen holder Rasmus det sidste møde i en styregruppe, som har fyldt rigtig meget i hans job i Brande og i den anledning ville han gerne have kage med. Så i dag har jeg bagt! De skal have en chokoladekage fyldt med tobleronecreme og smurt op med en hvid chokoladeganache. Den er pyntet med hvid fondant og øverst er der en kopi af en af Rasmus´ slides til mødet med en status på projektet. For at lave den har jeg i dag forsøgt mig med runout-teknikken. Det var svært! Det lykkedes at få lavet noget, der var nogenlunde i overensstemmelse med udkastet, men der er meget at lære.

Punktet "Ditte"

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan jeg havde lavet et excelark over alle opgaverne i forbindelse med udstationeringen, men, at jeg stadig manglede at putte noget i punktet, der hedder "Ditte".

Nogen ville måske undre sig over, hvorfor det kan være nødvendigt med et selvstændigt punkt til mig i vores planer, men faktum er, at det hyppigt er den medfølgende ægtefælle, der har sværest ved at finde sig til rette i. Den udstationerede (mand) har jo typisk et arbejdsliv, som ligner det derhjemme, selvom der selvfølgelig også er kulturforskelle og andre udfordringer, der skal overkommes. Børnene vil som regel også hurtigt føle sig tilpas med det nye sted og sprog. For den medfølgende (dansk) ægtefælle er udstationeringen typisk ensbetydende med en hel ny hverdag som hjemmegående. Og da de færreste kan fortsætte med at være hjemmegående, når de kommer hjem er det også en helt naturlig bekymring, hvordan man sikre, at en  kommende arbejdsgiver efterfølgende kan se, at også den medfølgende har fået noget ud af udlandsopholdet.

Jeg har nogle idéer til, hvad jeg skal bruge tiden på.:

• Sprogundervisning. Jeg er meget optimistisk og satser på at tale flydende portugisisk, når vi kommer hjem
• Kurser/undervisning i brasiliansk og/eller latinamerikansk kultur, historie, politiske udvikling etc. Det er egentlig ikke så vigtigt præcis, hvad det er.
• Frivilligt arbejde.
• Danskundervisning for Simon og Christian. De skulle jo gerne kunne læse og skrive dansk alderssvarende, når vi kommer hjem. Undervisningsministeriet har udarbejdet en rigtig fin vejledning i hjemmeundervisning i dansk for børn i udlandet, hvis nogen skulle være interesserede.
• en ny (tillægs-)uddannelse pr. fjernundervisning. 

Men hvordan finder man lige ud af, hvad der findes af frivillige organisationer i Brasilien? Eller hvor der er kurser i portugisisk? Heldigvis betaler Siemens en Relocation Agent for at hjælpe med den slags og hun er nu sat på sagen. Jeg er meget spændt på, hvad hun vender tilbage med.

Her skal vi bo!

Rasmus på markedet i Sorocaba

Billedet ovenfor er fra Rasmus´ tur til den by, der skal være vores hjem i et par år. Sorocaba ligger i Brasilien i delstaten, som hedder det samme som landets største by: Sao Paulo. Om alt går vel rejser vi i begyndelsen af maj - og det er der i grunden ikke så lang tid til.

Og så må I undskylde den larmende tavshed på bloggen: Det var ikke ligefrem meningen, at der skulle gå måneder mellem indlæggene, men jul, nytår, Christians fødselsdag og Rasmus´ tur til Brasilien har bare lagt beslag på tiden, men er nu vel overstået, så jeg er klar til at dele alle vores små og store oplevelser med jer, der læser med.

Udsigt over Sorocaba

Indgang til et indhegnet boligområde.
Et Condominio og sådan skal vi bo.
Her får man ikke uventede gæster :)

Et condominio set fra oven

Rasmus på boligjagt

 Til marts regner vi med, at Rasmus og jeg skal på Orientation trip til Sorocaba, så Rasmus´ boligjagt var kun foreløbig, men han er optimistisk - så det er jeg også :)