The Help

Rikke fra Camp Chaos, udbad sig et indlæg om Ivonete, vores husholderske. Og med filmen The Help´s sejrsgang er det måske også på sin plads. Jeg har ikke set filmen, men har læst det litterære forlæg, ligesom jeg for nogle måneder siden læste Original Sins af Lisa Alther, som på mange måder også berører forholdet mellem herskab og tjenestefolk i 50´ernes amerikanske sydstater.

I forbindelse med premieren på The Help skrev The Economist om den stigende mangel på husholdersker i Brasilien og sammenlignede det med situationen i England omkring forrige århundredeskifte. I samme  nummer af bladet, var der imidlertid også en artikel, som i hvert fald i mine øjne lignede en  J´accuse. Den beskrev det domestikale ansættelsesforholds psykologi.. Som et forhold, der baserede sig på ulighed og som i vid udstrækning tjente til at øge kvinden i husets sociale og familiære status (med tyende i huset er kvinden ikke længere den laveste i det hjemlige hierarki, that is!).

I bøgerne ovenfor, er det helt åbenlyst, at forholdet mellem de sorte husholdersker og de hvide fruer er himmelråbende uværdigt. Når husholderskerne ikke må bruge familiens toiletter, skal bruge deres eget service og bør have blikket nedslået, når der tales til dem, siger det sig selv, at der er andet på spil end et mikroøkonomisk bytteforhold. Men nogle gange er det, at have hjælp i huset imidlertid alene et bytteforhold, der baserer sig på gensidige økonomiske fordele.

Når vi har Ivonete ansat er det alene fordi hendes arbejde giver os en gevinst i forhold til at slippe for en masse huslige opgaver. Fuldstændig som det var da vi havde en til at gøre rent nogle timer om ugen i Danmark. Eller en revisor til at ordne vores skatteforhold (og der er vel aldrig nogen, der har betragtet hverken revision eller rengøring som et særligt uværdigt job!?). Den modsatte vej, så giver ansættelsesforholdet også Ivonete en gevinst. Hvoraf den mest åbenlyse selvfølgelig er hendes løn.

At arbejde i et andet menneskes hjem er selvfølgelig anderledes end fx at gøre rent på en skole eller et kontor, men det behøver ikke at være uværdigt. Uværdigheden er jo en konsekvens af, at den ansættende part betragter den ansatte, som et menneske, hvis værd er mindre end ens eget (fx fordi den ansatte er sort, som det var tilfældet i The Help). Hvilket jeg imidlertid ikke vil benægte også indimellem gør sig gældende for nogle brasilianske fruer. Dog er der himmelvid forskel mellem Mississippis raceadskillelse og Brasiliens smeltedigle.

Raceskellet mellem ansat og arbejdsgiver er ikke nær så skarpt, selvom størstedelen af de damer, der arbejder i vores condominio er mørke (jeg ved ikke, hvad det korrekte udtryk er for det, for jeg tror, at de er alle mulige blandinger af sydeuropæisk, afrikansk og indiansk oprindelse) og man skal ikke tale ret længe med andre fruer før forskellige udsagn om Empregada´ernes manglende udsyn, dovenskab, manglende sans for detaljer, uvidenhed osv. kommer på banen. I de situationer er det særligt svært ikke at kunne udtrykke, hvad jeg tænker, men jeg noterer det i min mentale lommebog og mister en god portion af lysten til at lære de pågældende bedre at kende.

Så måske er det ikke så mærkeligt, at filmen kun fik ganske kort tid på plakaten i et af Sao Paulos velhaverkvarterer. Nogle følte sig måske alligevel en lille smule trådt over tæerne...