Valg - og fravalg

Selvom vi er langt væk fra den hjemlige andedam har det selvfølgelig ikke forbigået vores opmærksomhed, at der er udskrevet valg i Danmark. Imidlertid er det på flere måder lidt svært at forholde sig til her på distancen. Og principielt er det også ligegyldigt eftersom vi ikke har stemmeret, for som det hedder i Bekendtgørelsen af lov om valg til Folketinget´s kapitel 1, § 1 "(v)algret til Folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og har fast bopæl i riget (...)"

På den ene side synes jeg det er absurd, at valgretten skal knytte sig til ens opholdsland og ikke er en rettighed, man som dansker har, alene i kraft af ens statsborgerskab. Når det så er sagt, så synes jeg på den anden side, at det er meget bekvemt at have en undskyldning for ikke at skulle til stemmeurnerne i denne omgang. For jeg ved ærligt talt ikke, hvor jeg skulle sætte mit kryds.

Jeg er så træt af den nuværende regering - og dens støtteparti (og jeg har en mistanke om, at de også er ved at være trætte af sig selv og hinanden i blå blok). Imidlertid kan jeg også huske, hvor rasende jeg blev, da S-SF fremlagde deres "12 minutter mere"-forslag. Netop den dag havde vi en travl periode på arbejdet og Christian var ved at blive kørt ind i vuggestuen, efter at være blevet passet hjemme, fordi han ikke kunne få en vuggestueplads, da vi flyttede til Hørning.

Jeg hentede (som sædvanlig) drengene kvart i lukketid, hvor de (også som sædvanlig) var blevet parkeret på en sofa i fællesrummet, mens pædagogerne havde travlt med at lukke. Man skal nemlig ikke tro, at danske institutionsbørn nødvendigvis har krav på pasning i hele den tid de tilbringer i institutionen... Som om det ikke var nok til at give dårlig samvittighed, så ville den pågældende pædagog, da lige gøre opmærksom på, at det måske ville være godt, hvis Christian ikke havde så lange dage, nu hvor han lige var startet. Fra børnehaven kørte drengene og jeg så til Horsens, hvor vi skulle samle Rasmus op på en pendler p-plads, hvor en kollega havde sat ham af.

På vej dertil hørte jeg Radioavisen, hvor Helle T sagde, noget i retning af, at hvis vi bare arbejdede 12 minutter mere, så ville der ikke være behov for at skære nogle af de steder, hvor det gør ondt at skære. Problemet er bare, at det gør nas (sjæleligt, selvfølgelig), at være spændt ud mellem fuldtidsjob og ønsket om at være en bare nogenlunde tilstedeværende forældre. På det tidspunkt leverede Rasmus og jeg tilsammen henved 100 timer til arbejdsmarkedet (Rasmus stod for klart den største del) og jeg synes på ingen måde, at 12 minutter mere, var en bagatel.

Jeg klynker ikke, for det var en situation, som Rasmus og jeg helt selv havde valgt. Og jeg er helt bevidst om, at det sikkert aldrig har været nogen udpræget dans på roser at være småbørnsfamilie, men tanken om, at vi skulle strække vores arbejdstider endnu mere, fordi man af taktiske hensyn ikke ønskede at gøre noget ved, at størstedelen af den danske arbejdsstyrke er på passiv forsørgelse, var lige den dag nok til at jeg hele vejen fra Horsens til Hørning skældte ud in absentia på S-SF.

Og jeg er faktisk vedblevet med at være meget vred over den manglende vilje - på tværs af hele det politiske spektrum - til at gøre op med, at idéen om et velfærdssamfund er ensbetydende med, at der bare skal overføres så mange penge som muligt fra staten til borgerne i form af sociale ydelser, når det, det i mine øjne handler om, er at give borgerne en offentlig sektor, som er effektiv og kan løse de opgaver, som det private ikke kan. For mig er velfærd, blandt andet, at sikre ordentlige pasningsmuligheder, et solidt uddannelsessystem, ordentlige trafikforhold og offentlige rum og et effektivt sundhedsvæsen. Og det gør man altså ikke ved at konkurrere om, hvem der kan sende flest skattekroner afsted i overførselsindkomster.

Så for mit vedkommende, er der stadig tale om et ret umuligt valg, men jeg vil ønske jer alle et godt valg og så ville jeg sætte min lid til, at embedsmændene rundt omkring, nok skal få sejlet endnu en regering sikkert i land - uanset hvilken farve den så måtte få.