"Kalder speltpolitiet!"

Jeg har tidligere skrevet om drengenes klassekammeraters madpakker og deres håbløse mangel på næringsværdi. I størstedelen af den tid vi har været herude har jeg syntes, at det var en lettelse at slippe for alle de løftede pegefingre fra Sundhedsstyrelsen, pædagoger (hvor meget undervisning i børn og ernæring indgår der egentlig i pædagoguddannelsen, siden de er blevet eksperter i madpakker?!), andre forældre og min egen i forhold til Rasmus´ indkøb og fodring af ungerne (for vi ved jo alle sammen godt, at der ikke er en far i Kongeriget, der kan finde ud af at købe rigtigt ind...!)

Men når Christian kommer hjem fra en Halloween fest på skolen med en slikpose på næsten 400 gram og kage i håret efter et madorgie på skolen kan jeg faktisk godt savne dem lidt. Og egentlig bryder jeg mig ikke om at indrømme det, for jeg synes faktisk, at børns kostvaner ene og alene er forældrenes ansvar. Selvom nogle forældre synes, at en mælkesnitte er passende i en madpakke, så behøver jeg jo ikke at putte den i mine børns, vel? Argumentet for at lave lister over "forbudte" ting i madpakkerne i danske institutioner er vist oftest, at børnene ellers vil plage forældrene, om også at få mælkesnitter med, hvis en eller flere af kammeraterne har det. Fair nok, men der synes jeg, at man bør tage diskussionen med sit eget barn om, hvad vi spiser i vores familie og at andre familier spiser andre ting - og at det er OK! Jeg mener virkelig, at det er en glidebane, hvis offentlige myndigheder skal til at definere, hvad forældre skal servere for deres børn.

Men der er jo forskel på regler og oplysning - og lidt oplysning om ernæring til brasilianerne ville ikke skade. Man bliver helt ærligt ret rystet, når man ser, hvordan nogle af børnene til Simon og Christians svømmeundervisning ser ud (Christian hviskede en dag til mig i omklædningsrummet: Ham drengen har ingen diller!), når en veninde fortæller om en bekendts fireårige datter med forhøjet blodsukker og kolesterol, eller når man ved tandlægen skal udfylde et spørgeskema om børnenes kostvaner og til mellemmåltiderne kan vælge mellem A) Slik, B) Kiks eller C) Frugt!

Og intet mennesker er som bekendt en ø. Simon og Christian får stadig deres skolesnack med hjemmefra og jeg tror egentlig, at de er med på, hvorfor de ikke får lov at få det samme som deres klassekammerater, men det irriterer mig, at de næsten dagligt fortæller mig, hvordan de har fået det ene eller andet junk af en af kammeraterne. Ligesom den juicebrik (som skal medbringes - for man kan jo ikke drikke vand!) også generer mig. Christian fortalte igår, at han havde vundet en stavekonkurrence i klassen og vundet to frugtkarameller!!

Heldigvis er drengene stadig sunde og slanke børn, men Simons tænder har det skidt. Og jeg synes vi har gjort meget for at passe på dem, men han er nu to rodbehandlinger rigere! Hvem har nogensinde hørt om børn med rodbehandlede mælketænder? Jeg føler mig utroligt skyldig, selvom jeg godt ved, at nogle mennesker har skrøbeligere tænder end andre, men alligevel... Heldigvis er Simon så stor nu, at man kan snakke med ham om, hvad vi kan gøre, for at undgå flere huller. Fx sagde han selv da jeg hentede ham i går: Vi fik slik i dag i skolen, men jeg tog kun et stykke! Og det er jo ret sejt.

Og i virkeligheden meget min pointe: Børns kostvaner er forældrenes ansvar og det er vores ansvar at lære vores børn at håndtere de fristelser, som de uundgåeligt vil møde. For at vi kan gøre det er det imidlertid nødvendigt, at nogen lærer os, hvad der er godt og mindre godt for vores børn (og os selv). Så en lille smule løftede pegefingre er måske indimellem på sin plads.

Okay, måske skulle jeg bare ændre det, der alias...

fra "A not so desperate housewife" til virkelig, virkelig desperat mor, der bare venter på, at skolen slår dørene op for arvingerne om 107 timer og 9 minutter. Det har været en fin ferie med både veloverstået jul og besøg i Danmark. Lykkeligvis var det også rigtig dejligt at komme hjem til Sorocaba. Jeg havde nemlig været lidt spændt på, om jeg, når vi kom tilbage fra vores ferie i Danmark ville sidde tilbage med hjemve og bare tænker på, hvornår vi igen kunne komme tilbage til fædrelandet.

Men nu, efter drengene har haft sommerferie siden d. 15. december, glæder jeg mig til at kunne aflevere dem i skolen, sådan at hverdagens ærinder kan klares uden dem på slæb og jeg igen får lidt tid til mig selv uden at skulle sidde på nåle ved tanken om, hvornår drengenes leg ender med at den ene får en finger i øjet eller bliver mast under kæmpe mariehønen fra IKEA.

For mange lyder det sikkert ret forkælet og min bedre halvdel sukker ved tanken om bare at kunne være hjemme sammen med drengene, når han hver morgen drager afsted  mod Fabrica Maluca. Jeg kan også godt huske, hvordan jeg, mens jeg stadig arbejdede og kvalitetstid med børnene var en luksus, der sjældent var råd til i rotteræsets ubarmhjertige tidsregnskab, sad og hylede når sommerferien nærmede sig sin afslutning. Hylede over, at den nærhed jeg havde fået med drengene, inden længe ville fordampe ligeså hurtigt som beruselsen fra et glas rosé på terrassen en lun sommereftermiddag.

Helt ærligt, så tror jeg, at mine drenge lige nu ville ønske, at jeg var moren med dårlig samvittighed over deres alt for mange timer i institution, som derfor (over-)kompenserede ved at være utroligt meget tilstede. Jeg gider bare ikke lave flere flexitraxbaner, intervenere i flere slåskampe, svare på umulige spørgsmål eller forsøge at hygge mig ved at have to drenge med et utroligt afslappet forhold til hygiejne med til madlavningen. Så, Kære Institution, vil du ikke godt snart tage dig pænt af mine børn (igen)?

Jeg har sagt det før

Og jeg siger det gerne igen: Lektier er noget fanden har skabt! Det mente jeg, da det var mig selv det gik ud over og det mener jeg også nu, hvor det er Simon (og mig!) det går ud over.

Efter vores skønne ferie er vi nu tilbage til hverdagen og drengenes tilbagevenden til skolen er gået fint. Især den første dag, hvor drengene hver især medbragte et hæfte med billeder, tegninger og, for Simons vedkommende, små tekster om vores ferie. Det havde været ret hårdt arbejde at få dem lavet, men de var meget stolte af dem, da de mødte i skole mandag morgen og blev meget varmt modtaget af både klassekammerater og lærere.

Ferie er dejligt, men jeg kan helt sanddrueligt sige, at det er vores hverdag også. Lige bortset fra lektierne. Hold nu op, hvor jeg hader den halve til hele time, som det hver eftermiddag tager at lave lektier med Simon. Og han hader det mindst lige så meget! Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad med at lave lektier med ham i vores gamle liv, hvor han jo også ville være startet i skole nu. Selvfølgelig ville det delvist være nemmere i Danmark, hvor både jeg og barnet taler sproget flydende og lynhurtigt kan komme i tanke om ord, der rimer på "næse" eller nævne tre ting, der starter med "P".

Men det er altså ikke særligt nemt at overbevise en seksårig, om nødvendigheden af at lave lektier, når man som jeg ikke rigtig selv forstår værdien ved dem. Måske er der nogen derude, der kan gøre mig det begribeligt, hvorfor små børns indlæring forbedres markant af at blive trukket i gennem lektielæsning? For mig at se, gør lektier ikke andet end at bidrage til den negative sociale arv. Selvom jeg har svært ved at se, hvordan lektielæsningen skal klemmes ind i en hverdag med to fuldtidsjobs og ingen Ivonete, så ved jeg jo også godt, at vi nok skulle få dem lavet. Derimod er der også familier, hvor ressourcerne ikke er til det - og hvor stiller det så de børn? Men der lader til - på tværs af landegrænser - at være ret bred enighed om, at lektier er en essentiel del af et skoleliv, så sådan må det jo være. Men vi er ikke vilde med det - Simon og mig.

The Devil´s in the detail...

Drengene er lige blevet rematrikuleret og i den forbindelse havde Simon papirerne med hjem til underskrivning i weekenden. Det var afslørende! Se bare hvordan skolen har kategoriseret Rasmus´ og min ansvars- og kompetencefordeling:

Fra børn og fulde folk skal man som bekendt høre sandheden. Måske skal det udvides til også, at gælde børnenes institutioner...

Jeg ved godt, at det er meget langt mellem indlæggene pt. Jeg har en masse indlæg oppe i hovedet - det kniber bare med at finde tid til at få dem skrevet.

Vinterferie: One week down - three to go!

Drengene har  vinterferie og har haft det siden vi forrige fredag troppede op på skolen klokken lidt over halv otte, for at blive mødt af en temmelig forundret portner og en rimelig tom skole. Jeg vidste godt, at vinterferien startede 1. juli, men af en eller anden grund havde jeg tænkt, at det først var om mandagen. Godt så! Om fredagen har jeg sprogundervisning, så der var jo ikke andet for end at de måtte komme med. Efter at have brugt en mindre formue på panisk at købe malebøger, puslespil, vendespil, legetøjsbiler, kiks og juice (Thank God, for mere eller mindre døgnåbner supermarkeder! - Hvornår skal det, der fortidslevn i form af lukkeloven egentlig afskaffes?). Gik det faktisk OK og jeg fik noget der mindede om et udbytte af timerne.

Så siden sidste fredag har der altså været vinterferie, hvilket der er i en måned. Som i en-måned-uden-alternative-pasningsmuligheder-udover-Nintendo´en. Og i modsætning til dengang jeg passede et arbejde, så er det ikke sådan, at jeg savner mine børn meget efter at have haft dem hjemme i to måneder i Danmark og hver dag fra kl. 13 siden de startede i skole herude. Bevares, de er søde, men 24/7, så kan man altså godt blive lidt træt. Og så havde jeg ovenikøbet været så letsindig at give Ivonete fri hele sidste uge, så hun også kunne holde lidt ferie, sammen med sine børn. Big mistake! Jeg har både været nødt til både at vaske tøj og tallerkner, hvilket man overraskende hurtigt vender sig til ikke at skulle.

Det meste af tiden er de heldigvis verdens sødeste børn, som her,
hvor vi var i Sorocaba Zoo

Verdens sødeste lille missekat, del II

Som jeg reklamerede for i indlægget om, Christians optræden, så var det Simons tur den efterfølgende mandag. Og egentlig skulle man måske også bare springe let og elegant over den optræden, men det synes jeg ligesom heller ikke ville være helt sandfærdigt. Lad mig sige så meget, Simon tog ikke publikum med storm!

Det startede ellers rigtig godt, da jeg inden opvisningen stødte ind i Simon i mit forsøg på at lokalisere Christian, som gerne ville være med til at se Simon optræde. Simon var på daværende tidspunkt på vej op til det område af skolen, hvor de skulle optræde og var glad og i godt humør. Det samme var han da han kom ind på scenen, men så ville han gerne blive stående så han stod lige foran Rasmus og jeg og det måtte han ikke - og så hylede han. Og det gjorde han faktisk i de ti minutter, som klassen optrådte. Så mens de andre forældre tog billeder af deres blokfløjtespillende børn har vi billeder af Simon, der hyler. Men det var sejt klaret alligevel, og få nogle måneder siden ville jeg have grint hysterisk, hvis nogen havde fortalt mig, at min ældste søn efter mindre end to måneders skolegang i et fremmed land kunne stå på en scene - og blive stående, selvom han helt tydeligt var ved at dø af skræk.

Og som en lille sidebemærkning: Hvem er det, der har fundet på, at blokfløjte skulle være et godt instrument at starte på? Det er så møgsvært et instrument at få en ren tone ud af, at det kan tage glæden ved musikalsk udfoldelse fra selv den mest begejstrede musikudøver. Det svarer for mig at se lidt til at sætte miniputterne til at spille fodbold med en firkantet betonklods Tror altså, at Wolfgang havde opgivet det, der med at komponere, hvis han havde fået stukket en blokfløjte i hånden. Mage til håbløst instrument...

Verdens sødeste lille missekat

I dag optrådte Christians årgang for forældrene for at vise, hvad de har lært i løbet af første semester, nu hvor vinterferien står for døren. De sang to sange: En om deres krop og en om en lille kat. Og de var alle i ført katteører og knurhår - og Christian var med! Se bare klippet her:

Han skal lige i gang, men efter første runde, så er han med på, hvad der foregår (ligesom resten af klassen). Alle lærerne var meget begejstrede over hans sangevner på portugisisk. Det er simpelthen så dejligt, at drengene trives!

Lektielæsning

Jeg må på forhånd advare om, at der i det følgende indlæg kan forekomme promovering af undertegnedes førstefødtes evner, som for andre end hans (bedste-)forældre kan virke kvalmende, men jeg er simpelthen nødt til at udtrykke, hvor stolt jeg er af ham. Ham som er kommet fra et børnehaveliv, som stort set var uden fokus på boglige færdigheder, til at dumpe ind i undervisningen i første klasse midt i skoleåret - og så endda i et andet land uden at kunne sproget. Det er altså bare helt vildt sejt!

Nu har han efterhånden så godt styr på dagligdagen i skolen, at han ligesom klassens øvrige elever skal lave lektier og det er faktisk god træning for både mig og Simon, når der fx skal laves kryds og tværs eller farvelægges med bestemte farver. I dag har Simon lavet denne her:

 

Afhentningssituationen

Når man læser danske bøger om børn, børneliv og -opdragelse er der ofte et afsnit, som handler om barnets pasning uden for hjemmet. Her lægges altid meget stor vægt på, hvor vigtig både afleverings- og afhentningssituationerne er for barnets hverdag i institutionen. Som forældre kan man læse, at det er ENORMT vigtigt, at man giver sig god tid, slapper af i situationen og tager sig tid til lige at lade barnet gøre sig færdigt med modellervoksen eller dukkeselskabet og at kommunikationen med personalet er yderst vigtigt, således at man som forældre kan få et fyldestgørende indtryk af barnets dag. Og så kan man ellers føle sig mega utilstrækkelig, når man står i institutionen fem minutter i lukketid, på randen af hysterisk stress, fordi man også lige skal nå at hente store eller små søskende, handle ind, sætte vasketøj over og frembringe et økologisk og børnevenligt kulinarisk mirakel med trætte og sure børn på slæb inden for den næste time eller halvanden...

På drengenes skole foregår afleveringen og afhentningen af børnene temmelig anderledes. Indtil videre afleverer jeg dog nogenlunde som jeg ville gøre i Danmark. Jeg parkere bilen udenfor og går med drengene ind og aflevere derefter drengene i hver deres klasseværelse. Når jeg skal hente drengene er jeg imidlertid begyndt at gøre som flertallet af forældrene til skolens yngste børn gør, nemlig i skolens drive-through-kids-pick-up. Og for, at I ikke skal tro, at det er noget jeg finder på har jeg i dag fotodokumenteret afhentningen af drengene, som by the way begge mente, at have haft en god dag - Yai!

Kl. er et par minutter i 12...

Jeg holder i kø sammen med de andre forældre

Porten går op!

Damen med Walkie-talkie giver besked til det personale,
der hjælper børnene ombord i bilerne. Når hun ser mig siger  hun:
Simon , Primeiro Ano og Christian,  Maternal II

Hjælperne med børnene fra 2. klasse og opefter er klar

Og børnene sidder pænt og venter

Simon gør sig sammen med Francine, som også er hjælpelærer i
 Christians klasse, klar til afhentningen

Simon og Christian venter pænt i indhegningen, hvor børnehavebørnene
og 1. klasse bliver afhentet

Nu vil nogle af jer måske indvende, at man jo så helt mister kommunikationen  med børnenes institution, men der tager I fejl. Til det formål har alle børnene nemlig en kalender, hvor læreren beskriver barnets dag: Om de har spist hele deres snack, om de har været på toilettet, hvad de har lavet og hvordan de har haft det.

Da Rasmus og jeg var herude på Orientation Trip så vi, hvordan børnene blev hentet efter denne metode på en anden skole. Dengang syntes jeg det var helt vildt mærkeligt og havde meget svært ved at se mig selv i den situation. I dag synes jeg faktisk, at det er ret smart. Sådan ændrer man sit syn på så meget undervejs i denne her proces :)