Hun forlod stedet i nedtrykt sindstilstand

Som jeg skrev forleden, så er vores hus desværre ikke indflytningsklart sådan som vi var blevet lovet. Der er simpelthen bare rigtig beskidt. Hver dag siger Rasmus og jeg til hinanden, at nu tager vi derud og så går vi bare i gang med at gøre rent, men hver gang vi kommer derud bliver vi begge helt modløse. 370 beskidte kvadratmetre er altså meget! Og det hjælper ikke, at huset gemmer på små "overraskelser", såsom den jeg fik i aftes, da jeg ville gøre køkkenet rent: Hele det ene køkkenskab er muggent. Enten bygger brasilianerne virkelig ringe eller også passer folk virkelig dårligt på deres ting, for huset vi har lejet er kun 7 år gammelt og er lige blevet renoveret...

I dag var Rasmus´ første arbejdsdag og det øger bare behovet for, at vi snart kan komme ud i huset. Lad mig sige så meget: Det er ikke særlig hyggeligt med to aktive drenge, en far der skal arbejde og en mor ramt af kulturchok på 20 m2! Jeg tror, at det ender med, at Rasmus og jeg må skubbe trætheden og modløsheden til side og få huset gjort rent. Jeg har efterhånden ingen tiltro til, at vores relocation agent får løst problemet. Og så er der jo ligesom kun os selv til at gøre det.

Nu kommer det til at lyde rigtig træls og det har faktisk også været en rigtig dum dag. Jeg er dog stadig ikke i tvivl om, at vi nok skal få det godt her i Sorocaba og at huset også med tiden kommer til at føles som vores hjem. Lige nu er der bare lidt langt i mål - og langt hjem!

Punktet "Ditte"

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan jeg havde lavet et excelark over alle opgaverne i forbindelse med udstationeringen, men, at jeg stadig manglede at putte noget i punktet, der hedder "Ditte".

Nogen ville måske undre sig over, hvorfor det kan være nødvendigt med et selvstændigt punkt til mig i vores planer, men faktum er, at det hyppigt er den medfølgende ægtefælle, der har sværest ved at finde sig til rette i. Den udstationerede (mand) har jo typisk et arbejdsliv, som ligner det derhjemme, selvom der selvfølgelig også er kulturforskelle og andre udfordringer, der skal overkommes. Børnene vil som regel også hurtigt føle sig tilpas med det nye sted og sprog. For den medfølgende (dansk) ægtefælle er udstationeringen typisk ensbetydende med en hel ny hverdag som hjemmegående. Og da de færreste kan fortsætte med at være hjemmegående, når de kommer hjem er det også en helt naturlig bekymring, hvordan man sikre, at en  kommende arbejdsgiver efterfølgende kan se, at også den medfølgende har fået noget ud af udlandsopholdet.

Jeg har nogle idéer til, hvad jeg skal bruge tiden på.:

• Sprogundervisning. Jeg er meget optimistisk og satser på at tale flydende portugisisk, når vi kommer hjem
• Kurser/undervisning i brasiliansk og/eller latinamerikansk kultur, historie, politiske udvikling etc. Det er egentlig ikke så vigtigt præcis, hvad det er.
• Frivilligt arbejde.
• Danskundervisning for Simon og Christian. De skulle jo gerne kunne læse og skrive dansk alderssvarende, når vi kommer hjem. Undervisningsministeriet har udarbejdet en rigtig fin vejledning i hjemmeundervisning i dansk for børn i udlandet, hvis nogen skulle være interesserede.
• en ny (tillægs-)uddannelse pr. fjernundervisning. 

Men hvordan finder man lige ud af, hvad der findes af frivillige organisationer i Brasilien? Eller hvor der er kurser i portugisisk? Heldigvis betaler Siemens en Relocation Agent for at hjælpe med den slags og hun er nu sat på sagen. Jeg er meget spændt på, hvad hun vender tilbage med.

Udstationeringer er hårdt arbejde

... tilsyneladende allerede inden de er begyndt! Drengene har været i Aalborg siden tirsdag aften, fordi vi havde svært ved at få logistikken til at gå op i denne her uge. Så er det jo godt, at man har både Mormor, Morfar, Moster Sally, Farmor og Bent, som gerne vil have drengene på lidt før-juleferie. Der har nu ikke været meget tid til at nyde fridagene - især ikke for Rasmus. Han arbejder meget for tiden og selvom det egentlig er meningen, at HR ved Siemens skal håndtere mange af opgaverne, så falder der altså hele tiden opgaver af til Rasmus eller os. Jeg prøver at gribe dem jeg kan. Fx var jeg i går på kordegnekontoret for at hente dåbsatteser på os alle fire og min og Rasmus´ vielsesattest - på engelsk! Nogle gange bliver man altså imponeret over, hvor smidigt nogle ting fungerer i Danmark...

I det hele taget er der mange ting, der skal tages stilling til. I dag har vi fået tilsendt et langt skema fra vores relocation agent, om hvordan vi gerne vil bo... Men hvordan svarer man lige på om huset skal være gammeldags eller moderne, med fuldt eller kun delvist udstyret køkken (hvad det så end vil sige?), rækkehus eller parcelhus og om det skal ligge tæt på skolen (hvilken skole?) eller arbejdet. Hvad stiller man op med sådan nogle spørgsmål, når man end ikke aner, hvad man har til rådighed om måneden netto? Tja... Godt spørgsmål!

I aften var der endelig tid til, at Rasmus og jeg kunne få talt lidt sammen, så jeg købte sushi med hjem fra arbejde og vi snakkede og spiste sushi en times tid. Nu sover han på sofaen :) Og jeg har fjernbetjeningen for mig selv! Jeg beklager mig ikke: Rasmus arbejder som han gør, fordi, vi i fællesskab har truffet en beslutning om at satse på, at hans job kunne bringe os til udlandet - og den plan lykkes nu. Men altså ikke af sig selv :)

Og så lige noget helt andet: I dag har vi fået brev fra vores lokale skole om, at Simon skal skrives ind! Det bliver jo ikke aktuelt, men det er nu alligevel en påmindelse om, at han ikke er nogen lille dreng mere. Som tiden dog går!