Kolde fødder!

Yep! Jeg har fået kolde fødder - og det skyldes ikke kun vores hjemkomst i Danmark (selvom det nu også gav anledning til ret akutte kulderystelser at tage turen fra lufthavnsterminalen i Kastrup ud til flyet til Aalborg).

Jeg synes virkelig, at det var en rigtig god tur til Brasilien og det virker som et dejligt land. Vi er også kommet hjem med både pasningstilbud til drengene og en reservation på det hus, som skal være vores bolig de næste to år - og det er alt sammen skønt! Men torsdag aften fik Rasmus en mail fra HR i Siemens Brasilien, som lød nogenlunde således:

"Dear Mr. Ladevig,

We are pleased to inform you, that your temporary work permit has been granted. (...)"

Det er den mail vi har ventet på siden papirerne blev sendt til Brasilien i slutningen af januar, og mens Rasmus jublede, fik jeg pludselig rigtig ondt i maven - og det har jeg faktisk haft lige siden... Jeg er ikke i tvivl om, at vi har truffet den rigtige beslutning i forhold til at skulle afsted, men nu er det pludselig meget, meget virkeligt. Indtil nu har jeg nok i virkeligheden mest haft det som om, at det bare var noget vi legede. Det er det ikke: Inden længe (dvs et sted mellem medio april og primo maj) tager vi vores børn med på en flyrejse til et eksotisk og fremmed sted - uden returbillet! Det er faktisk temmelig skræmmende... Gad vidst om der nogensinde er nogen, der tager afsted helt uden uro i maven?

Time flies when you´re having fun!

Vi har nu vaeret i Sorocaba i 2,5 dag og jeg er fyldt med indtryk - og de positive er klart i overtal! Sorocaba er ikke en rigtig by i europaeisk forstand. Der er ikke nogen central bykerne, hvor de vaesentligste funktioner er samlet og det er ogsaa ret tydeligt, at byen ikke er bygget efter nogle grundlaeggende principper eller en overordnet plan. Derimod er det snarere en mere eller mindre tilfaeldig sammensaetning af kvarterer. Jeg har aldrig vaeret i LA, men de beskrivelser jeg har hoert derfra er lidt de samme. Og selvom byen selvfoelgelig er forfalden mange steder, saa er der ogsaa charmerende steder. I gaar aftes var Rasmus og jeg ude at spise med Rasmus´ kollega, som ogsaa skal flytte herover, og vi spiste paa en hyggelig restaurant med facade ud mod en park og det var faktisk meget idyllisk.

I gaar stod i skolevalgets tegn og Rasmus og jeg har ogsaa fundet en skole til drengene, som jeg tror er et rigtig godt sted at vaere. Colégio Ser er baade vuggestue, boernehave, folkeskole og gymnasium, men boernene har hver deres omraade af skolen og hende der viste os rundt gjorde meget ud af, at det var vigtigt for dem, som institution, at laere boernene at omgaas hinanden med respekt. Derfor tager skolen som udgangspunkt ogsaa imod boern med saerlige behov (hvis foraeldrene kan betale, selvfoelgelig!) og der var gennemgaaende en rigtig god stemning og laererne virkede omsorgsfulde og opmaerksomme.

I dag har vi vaeret ude at se paa huse og det var en ret blandet oplevelse. Vi har haft meget svaert ved at faa vores relocation agent til at forstaa, at vi ville se paa huse i en ordentlig kvalitet og i den dyrere ende af prisskalaen, men efter at have brugt formiddagen paa huse, hvoraf nogle var OK og andre helt forfaerdelige, fik vi traengt igennem og blev praesenteret for et hus, som vores relocation agent i foerste omgang havde vurderet var "for stort". Jeg tror, at en del af grunden til, at hun ikke har villet vise os det, har vaeret fordi, hun har fejlvurderet os. Brasilianerne goer utroligt meget ud af sig selv og bruger meget deres toej og tilbehoer til at signalere status, men Rasmus og jeg har jo bare haft vores feriedress paa, og det tror jeg simpelthen har forvirret hende. Maaske har hun ikke troet, at vi havde raad til de dyrere huse og har derfor ikke kunnet faa sig selv til at vise os dem. Jeg haaber et eller andet sted, at det er forklaringen. For som dansker er det helt utrolig svaert at forstaa, hvorfor man ellers ikke skulle forsoege at give kunder, hvad de beder om. Forestil jer, at man sagde til en dansk ejendomsmaegler, at man kun ville se huse i Risskov til +4 mio og saa viste de en lejligheder i Gjellerupplanen...

I aften har Rasmus og jeg vaeret ude at spise sushi og efter flere dage med junk food, som brasilianerne tilsyneladende opfatter som fuldstaendig loedig kost til baade frokost og aftensmad, var det helt utrolig skoent at faa noget mad, hvor man ikke fik fornemmelsen af, at transfedtsyrerne holdt fest i ens blodbaner. Det var meget laekker sushi og til den nette pris af 350 kroner, inkl. drikkevarer, saa kan man jo ikke undgaa at fryde sig :)

Vi har ogsaa faaet koebt gaver til drengene og efterhaanden begynder jeg ogsaa at savne dem rigtig meget. I morgen vil vi proeve at naa forbi deres nye skole og koebe en uniform til hver af dem, saa de ogsaa kan begynde at vende sig til tanken om, hvad der venter dem.

"The eagle has landed"

Eller det vil sige, jeg - og en ret groggy version af mig - er landet i Brasilien. Efter vi tog fra Aalborg i går kl. 14.15 ankom vi i dag kl. 6.50 (lokal tid, vi er 4 timer bagefter :)) til Sao Paulos internationale lufthavn. Turen gik fint, men der melder sig jo en del påtrængende spørgsmål undervejs, såsom fx hvorfor Københavns lufthavn stort set er det eneste sted i Danmark, hvor begrebet "service" har reel betydning og hvorfor det kun koster knap en krone pr. fløjet kilometer, når DSB skal have næste to kroner pr. tilbagelagt jernbanestrækning...

Jeg glæder mig dog til, at KLM åbner sin feeder-rute fra Aalborg til Amsterdam, for det er altså en lang tur, når man skal over København og videre til en af de større europæiske lufthavne. Og så tog det 3 timer fra vi landede i lufthavnen til vi kørte derfra i vores lejebil. Lad mig sige så meget: brasilianernes opfattelse af effektivitet lader til at være en lidt anden end den sædvanlige nordeuropæiske.

Mit første indtryk af Brasilien er egentlig meget som jeg havde regnet med. Det jeg har set af Sao Paulos indfaldsveje er kaotisk og ikke specielt smukt. Naturligt nok er grundene langs motorvejene ikke særligt attraktive, så det vi mest har set af Sao Paulo har været de enorme Favelaer, som desværre er en del af Brasilien. Efter vi kom fri af Sao Paulo mødte vi et imponerende landskab, som er fantastisk frodigt og meget kuperet og helt anderledes end noget landskab jeg ellers har set. Sorocaba virker rimelig velorganiseret og som en større sydeuropæisk by. Og så er der jo varmt og efter den fimbul vinter vi har haft i Danmark er det skønt at have sandaler på igen :)

Og I får også lige et enkelt lille billede:

Et snapshot af Sorocaba taget fra bilen her til eftermiddag

"Hold da op, den er flot den ovn!"

Jep, those were the exact words! Vores hus blev synet i går og vi fik virkelig meget ros for, hvor fint og rent det hele var (tak for brun sæbe, knofedt og mor, som tog med til Hørning i søndags). Så nu er der lukket og slukket på Østergårds Allé. I dag har så været den første rigtige dag med drengene hjemme og vi har indtil videre hygget os. I formiddags var vi inde i byen, fordi min store dreng i går tabte sin tredje fortand (den første i overmunden), så nu er der hul i smilet og han ser pludselig helt anderledes ud. Tandfeen havde været på besøg i nat og lagt penge og Simon vidste med det samme, hvad de skulle gå til: En LEGO Ninjago Kraniemotorcykel! Den har han så egenhændigt samlet her til eftermiddag. Lad mig sige så meget: Det er ikke en evne han har arvet fra undertegnede ;)

En hilsen fra livet midt i mellem

Nogen gange siger et billede mere end tusind ord: 

Billedet er fra i torsdags, hvor fire flinke mænd fra ADAM kom og pakkede alle vores ting - undskyld, bohave - sammen. Det foregik meget hurtigt og professionelt. Det samme kan man ikke ligefrem sige om mit og Rasmus' forsøg på en slutrengøring. Med fare for at afsløre alt for meget om vores mangelfulde daglige rengøring, så har jeg indtil videre brugt 8 timer og en hel bøtte brun saebe på at gøre vores ovn ren, men nu ser den også (næsten) ubrugt ud. Så i morgen kører jeg igen til Hørning...

Det har været nogle virkelig hektiske dage og jeg er faktisk rigtig glad for, at vi ikke er taget direkte fra huset (og ovnen!) til Brasilien, men lige har en mellemlanding i Aalborg. Siden i tirsdags, har vi nået at blive færdige med vores oprydning, så vi kunne fortælle flyttefolkene, hvad der skulle på magasin og hvad der skal til Brasilien. De var - by the way - meget imponerede over, hvor velorganiseret det var. That's a first! Vi har haft den første runde med kulturtræning med Inge fra C3 Consulting og Dorthe fra Brazbiz og det var hyggeligt og informativt, men også lidt stressende midt i flytningen. De kommer igen i næste uge, hvor der forhåbentlig er kommet lidt ro på igen. Vi har fået vores kat, Max, familiesammenført hos mine forældre, som har lovet, at de vil passe ham, mens vi er væk og så har drengene haft deres sidste børnehavedag. Måske er det derfor, at jeg her kl. 21 en lørdag aften føler mig fuldstændig kvæstet!

Og hvad skal du så lave?

I dag var Rasmus og jeg til et møde i Brande. Alting i Siemens har fancy engelske navne og mødet i dag var vedrørende vores Briefing protocol. Egentlig handlede det bare om, hvor vi er i processen og hvad det er for informationer, som HR ved Siemens i Danmark overdrager til Siemens Brasilien, fint nok. Jeg havde bagt kage til Rasmus´ gamle kolleger (jordbærmuffins med en ganache af hvid chokolade) og de tog vældig godt i mod dem og spurgte alle nysgerrigt til vores udstationering. Og endnu engang skulle jeg svare på det spørgsmål, som bliver stillet næsten lige så hyppigt, som det omkring en eventuel familieforøgelse, nemlig spørgsmålet: Hvad skal du så lave? Og når jeg så svarer, at jeg skal være hjemmegående, så ser de fleste ret uforstående ud.

Faktisk ser folk tit så uforstående ud, at jeg konsekvent er begyndt at undskylde mig med de brasilianske visumregler (tak til det brasilianske parlament for dem!). Men hvad er det der gør, at de fleste reagerer med vantro, når de hører, at jeg (helt frivilligt) har sagt farvel til livet som lønmodtager. Synes alle danskere virkelig, at det er SÅ fedt at gå på arbejde, at de ikke kan forestille sig ikke at skulle det? Hvorfor er det lige, at ligningen i de fleste tilfælde hedder: lønarbejde = intellektuel stimulering og selvudvikling?

Jeg læste engang et interview med en udlænding, som havde boet i Danmark i et par år . Han fortalte, at noget af det som havde undret ham mest, da han kom hertil, var, hvordan danskere altid spørger hvad folk laver, som noget af det første, når vi møder nogen vi ikke kender. Og han har jo helt ret! Jeg kan ikke huske, hvornår nogen (eller jeg selv for den sags skyld) har indledt en samtale til en fest med eksempelvis at spørge: Har du læst den nye bog af Tom Buk-Swienty? Eller, har du lagt mærke til, at vintergækkerne (en af mine absolutte yndlingsforårsbebudere) er kommet frem? Nej, vel? Den absolut mest almindelige ice breaker i sådan nogle situationer, er at spørge, hvad folk laver.

Men hvem er det, der har sagt, at det ikke at have noget lønarbejde er det samme som ingenting at lave? Faktisk så tror jeg, at de fleste, der har været studerende ville mene, at studietiden var en af de perioder i deres liv, hvor de for alvor blev intellektuelt udfordret. Og alle der har været på barselsorlov ved også, at der altså er nok at lave, når man passer et lille barn og hvad der deraf følger af tøjvask, oprydning m.v. Og jeg synes også ind til videre, at det går nemt nok for mig, at udfylde tiden. Jeg ved selvfølgelig slet ikke, om jeg vil have det lige sådan, når jeg har gået hjemme i et halvt års tid, men jeg kan bare ikke forestille mig, at jeg skulle komme til at kede mig. Og jeg er også ret sikker på, at jeg nok skal kunne føre fornuftige samtaler om andet og mere end børn og madplaner. Fx mangler jeg stadig at læse Tom Buk-Swientys nyeste (og næstnyeste (hedder det, det?) for den sags skyld).

Den der tid på året...

Ja, for de fleste danskere er disse dage næppe nogen, der forbindes med noget helt særligt. Udover selvfølgelig børnene som holder fastelavn! Efter at familien igår havde nydt den første forårssol sammen med naboerne til fastelavnsfest på vejen (hvor Simon blev kattekonge - og faktisk blev lidt forskrækket, da bunden gik ud af tønden) faldt jeg over et af de, der billedhjul på nettet fra det brasilianske karneval. Og det er der sandelig ikke meget børn i BR-kostumer og voksne i vinterfrakker over.

Billedet er fra Nordjyske.dk

Mine ungdomsår foregik som bekendt i Aalborg, som selv praler af Nordeuropas største karneval, men (og nu fornærmer jeg med garanti en hel masse inkarnerede aalborgensiske karnevalselskere), så har jeg aldrig rigtig forstået, hvad det præcis gik ud på - udover selvfølgelig en hel masse teenagere, der drak sig kampstive og lidt ældre kvinder, som i ført vinterhvid hud, maveflomme og store mængder fjer og pailletter, fik lov at udleve deres indre gudinde - og godt for dem!

Billedet er fra Famouswonders.com

Nå men, Brasilianerne går anderledes seriøst til værks - bl.a. er deres karneval placeret, der hvor det bør være placeret: Nemlig 46 dage før påske. Og der er det selvfølgelig placeret, fordi det markerer starten på fasten. Deraf også navnet, som er en sammentrækning af Carne Vale, som betyder farvel til kødet (og det er så stort set, hvad jeg fik ud af gymnasiets latinundervisning). I forbindelse med vores visumansøgning blev der flere gange sagt, "ja så er der julen og efter det holder de sommerferie i Brasilien og når de så er tilbage er der karnevallet...". Underforstået: Der er masser af grunde til, at vores visa kunne blive forsinket. Og ærligt talt, så forstod jeg ikke rigtig den sidste kommentar omkring karnevallet. Men foranlediget af mediernes omtale af karnevallet i Brasilien googlede jeg lidt og jeg tror måske, at jeg lidt bedre forstår det nu.

For det første, så er det brasilianske karneval ikke begrænset til Rio de Janeiro, som jeg faktisk troede. Det foregår i alle brasilianske byer, men især i de store byer ved kysten. Karnevallet i de større byer varer en hel uge og 80 % af det samlede årlige brasilianske ølsalg foregår under karnevallet. Samtidig så lægges der en hel anden indsats i sambaskolernes kostumer, men til gengæld er det ikke almindeligt, at publikum deltager i paraden. Alligevel så skulle det være en fantastisk folkefest og Rasmus fortalte, at en af hans brasilianske kolleger med et glimt i øjet havde sagt, at under karnevallet, var alle ugifte. Det lader til, at den brasilianske regering er bekendt med den regel, for de sætter i forbindelse med karnevallet ind med massive oplysningskampagner mod AIDS. Så måske er der ikke noget at sige til, at sagsbehandlerne i Arbejdsministeriet er lidt sløve i optrækket, når de møder på arbejde i midten af denne uge.

Fastelavn er mit navn...

... Og her er mine skønne drenge i deres fastelavnskostumer: Simon er en Ninjago og Christian er (ligesom en meget stor del af de øvrige børn) Spiderman. Min mor har stået for Simons kostume, som er syet på fri hånd efter et billede fra LEGO´s hjemmeside. Christians kostume er genbrug og jeg synes bare det ser så sødt ud med de påsyede muskler.