har helten og heltinden som regel været grueligt meget igennem og kan leve lykkeligt til deres dages ende. Vores udenlandske eventyr er ved at nærme sig sin afslutning: Kufferterne er pakket, møblerne indhyllet i bobleplast og pap og vi har efterhånden fået sagt "farvel" til alle de mennesker, som har været en del af vores liv i Brasilien.
Og selvom jeg ikke synes, at Rasmus og jeg har måttet gå i gennem Grimm´ske prøvelser, så er analogien til et eventyr ikke helt af vejen. For der har unægteligt været tale om en dannelsesrejse - på så uendeligt mange måder. Ligesom opholdet herude også (foreløbigt) har jaget den rastløshed, som har fulgt os, på flugt. I stedet har en længsel efter stabiliteten indfundet sig og jeg drømmer om parcelhuse, Disney Sjov og kør-selv ferier til Gardasøen.
Det er svært at sætte ord på, hvordan jeg har det nu. Jeg glæder mig meget til at komme hjem og jeg er ikke i tvivl om, at vi har truffet den rigtige beslutning. Brasilien er et stort og smukt land med uendelige muligheder, men det kan aldrig blive mit hjem - dertil er jeg for dansk i mit hoved. Rasmus beskriver forholdet til Brasilien, som en form for ulykkelig kærlighed. På så mange måder vil man det gerne, men det går bare ikke. Forskellene er for store og uforenelige.og man kan ikke mødes på midten uden at begge parter går alt for meget på kompromis med sig selv.
Brasilianerne er et af de mest åbenhjertige, tålmodige og hjælpsomme folkefærd jeg nogensinde har mødt. Jeg ville ønske, at mennesker der kommer til Danmark blev mødt med samme positive interesse som vi er blevet mødt med. Omvendt så tror jeg, at Danmark er nemmere at navigere i fordi vi har et samfund, hvor der er stor gennemsigtighed og hvor man som udgangspunkt kan regne med at de informationer og anvisninger man får fra banker, offentlige myndigheder og arbejdsgivere er korrekte. Det har været helt enormt frustrerende aldrig at kunne regne med noget. Omvendt så er det måske bare et udtryk for hvor dansk jeg selv er. Fx. har en bekendt fortalt om en brasilianer som ikke kunne holde ud at bo i Sverige, fordi ting gik alt for nemt. De fleste sager krævede blot et enkelt besøg på Borgerservice og så var byggetilladelsen, fødselsattesten og skoleindskrivningen ordnet.
Jeg kommer til at savne mange ting ved Brasilien, men mest af alt kommer jeg til at savne alle de mennesker, som har bidraget til at vi har følt os hjemme i det fremmede land, som har været vores, i de sidste knap to år. Mange af dem ved jeg, at jeg næppe kommer til at se igen. Andre vil det forhåbentlig være muligt at gense rundt omkring i verden. Og jeg tænker tit på et citat, som en af lærerne på skolen gengav, da vi sagde "farvel" inden sommerferien sidste år. Jeg har desværre ikke kunnet finde kilden (det er muligvis fra den lille prins?): A amizade é como as estrelas, mesmo na distancia elas brilham. Eller: Venskaber er som stjerner, selv på afstand skinner de. Vores brasilianske (og amerikanske, tyske, ungarske, danske, norske, argentiske, El Salvodrianske og finske) venner og bekendte i Brasilien vil være hos mig som en kærlig påmindelse om alt det gode, der har været en del af vores udenlandske eventyr.
