Om mødre

Torsdag morgen kommer min mor og det glæder jeg mig til, ligesom til alle vores andre besøg, der venter i efteråret, men det er alligevel noget særligt med mor. Eller "Moar", som vores brasilianske bekendte udtaler det (gad vist, hvor de har fået det fra?).

Og så kom jeg til at tænke på, hvordan jeg, inden jeg selv blev mor, faktisk nogle gange kunne være i tvivl om, om jeg kunne finde ud af det. Min mor kunne nemlig passe syge børn, pakke en kuffert, så der altid lige var plads til det sidste og hun vidste altid, hvor alle mine ting var. I modsætning til mig. Jeg er utålmodig, har et meget lille omsorgsgen, kan ikke pakke kufferter og er et forfærdeligt rodehoved. Rasmus nævner stadig indimellem muligheden for at binde ting fast til mig (det er åbenbart noget man gør ved forsvaret, når menige smider deres ting - undskyld, stumper - væk), fordi han mange gange har stået og trippet, mens jeg desperat har forsøgt at lokalisere nøgler, pung, læbestifter, sko osv.

Jeg ved ikke, hvordan det er sket, men på en eller anden måde er det i hvert fald lykkedes mig at blive den i familien, der ved hvor transformernes våben er (selvom jeg stadig ikke har specielt godt styr på mine egne ting). Ligesom mange lange feberdage også efterhånden har lært mig, hvordan man håndtere et sygt barn nogenlunde fattet og omsorgsfuldt. Jeg er stadig ikke specielt god til at pakke og jeg kan også blive helt ufattelig utålmodig, når vores drenge "bare liiiige skal...", men jeg er jo også (i modsætning til min mor) stadig ret grøn i faget, så mon ikke jeg får det lært med tiden...

Måske er det noget der sker ved fødslen. Sammen med hudløsheden, som lejrchefen i Camp Chaos, beskriver så fint, får man også røntgensyn, således at diverse smådimser altid kan lokaliseres. Tålmodigheden håber jeg udvikler sig over tid, for ellers kan det godt være, at det bliver en temmelig anstrengende oplevelse for både børn og voksne i den Hovelsø Ladevig´ske familie at skulle i gennem drengenes teenageår. I virkeligheden nok mest for drengene.