Eksotiske dyr

I Brasilien er flora og fauna i sagens natur temmelig anderledes end den jeg er vokset op med. Og selvom jeg aldrig har gået særligt meget op i navne på fugle, blomster, kryb og træer, så er det alligevel ret anderledes, at jeg ikke kan svare på et eneste af mine børns "hvad hedder sådan en"-spørgsmål. For selvom vinteren herovre synger på sidste vers (og det samme gør drengenes vinterferie heldigvis også), så har jeg endnu ikke set skyggen af hverken vintergækker eller erantis...!?!

I vinterferien har vi været i Sorocaba Zoo flere gange og det er en virkelig fin zoologisk have, som ligger midt inde i byen, men alligevel omgivet af noget jeg ville beskrive som jungle. Haven har blandt andet end meget stor afdeling med fugle. Især papegøjer (er I klar over, hvor mange forskellige der er?), men også ørne, gribbe, pelikaner, og, nå, ja, gråænder! Jow, jow. I Sorocaba Zoo kan brasilianske børn og voksne, så se denne usædvanlige fugl, som lever i søer og vådområder i Europa og Nordamerika. Forleden da drengene og jeg endnu engang var i Zoo mødte vi et paradoksalt syn: En stor gruppe vilde aber udenfor burene og gråænder inde i burene!

Jeg fik taget et par billederne af aberne og så vil jeg spare jer for billederne af ænderne :)

Udover i den zoologiske have, så støder vi også tit på eksotiske dyr, når vi er på tur i en af Sorocabas mange fine parker. Og sågar i vores egen have, hvor vi hver dag får besøg af en kolibri, som det desværre ikke er lykkedes mig at fange et billede af.

Papegøjer i Parque Biquinha

Skildpadde i Parque Campolim

Min far, Rasmus og drengene er meget optaget af
 en hær af bladskærermyrer

Tragedien i Norge

Da vi fortalte, vores familie, venner og bekendte, at vi skulle til Brasilien, var der hyppigt nogen der med lidt småforarget mine spurgte, hvordan vi dog turde (underforstået, at Brasilien var tæt på at være en krigszone og det derfor var fuldstændig uforsvarligt). Inden i fredags, var der nok ikke mange forældre der blev stillet samme spørgsmål inden deres børn drog afsted på sommerlejr med ungdomspartiet.

Fredagens tragedie i Norge er en påmindelse om, hvor skrøbeligt livet er og at ingen steder er sikrere end at en gal mand kan forvandle en hyggelig sommereftermiddag til scener fra et mareridt. Selv langt fra Norge føles rædslerne som uhyggeligt "tæt på". Jeg føler med de pårørende til de dræbte, de unge, der overlevede massakren og det norske folk. Det er vel i situationer som denne, at man retteligt kan tale om en nations uskyldstab. Og jeg håber, at Jens Stoltenberg får ret, når han fredag aften gav denne besked til de kræfter, som både i Norge og andre steder truer det, som vi som skandinaver tror på: Frihed, åbenhed, tolerance og  demokrati

We must never give up our values.
we must show that our open society can pass this test too.
That the answer to violence is even more democracy.
Even more humanity.
But never naivity.
That is something we owe the victims and their families.

And what did you learn in school today?

I dag skal jeg til prøve - niveau 1 i Berlitz portugisisk. Det vil sige, at jeg i følge Berlitz´ egne inddelinger skal have "(k)nowledge of the language is sufficient to communicate in a very limited way, with the simplest oral and listening tasks and situations". Og simpelt skal jeg lige love for, at mit portugisisk stadig er. Jeg ved godt, at det tager tid at lære et sprog, men efter 60 timer og 3030 R$, så kan man altså godt blive lidt utålmodig, når de fleste samtaler udenfor klasseværelset, mest består i, at jeg siger "Como?" tilstrækkelig mange gange til at det blive pinligt, hvorefter jeg sig "Sim" eller "Não" afhængig af, hvad jeg fornemmer er det rigtige at svare.

Egentlig synes jeg ikke, at portugisisk er mere kompliceret end så mange andre sprog, men der er en del tricky parts, fx at der på portugisisk er to verber, som begge udtrykker "at være", henholdsvis permanent eller midlertidigt. Eller som da jeg forleden i en bladkiosk på mit mest omhyggelige portugisisk spurgte "Você tem jornais?", som skulle være et ret indlysende spørgsmål stedet taget i betragtning og alligevel blev mødt af et forundret blik fra ekspedienten, hvorefter jeg endnu engang omhyggeligt stillede samme spørgsmål. Derefter tænkte han lidt og udbrød, så "Ah, jornais! Sim!". Det var jo det jeg sagde! Da jeg fortalte vores sproglærer om episoden grinte han og sagde, at manden i kiosken, nok var blevet forvirret over min brug af flertal, da brasilianere generelt ikke bruger flertal, når de stiller den type spørgsmål. Det kunne vi så måske have snakket om, da Mette og jeg legede butik forleden...

Vinterferie: One week down - three to go!

Drengene har  vinterferie og har haft det siden vi forrige fredag troppede op på skolen klokken lidt over halv otte, for at blive mødt af en temmelig forundret portner og en rimelig tom skole. Jeg vidste godt, at vinterferien startede 1. juli, men af en eller anden grund havde jeg tænkt, at det først var om mandagen. Godt så! Om fredagen har jeg sprogundervisning, så der var jo ikke andet for end at de måtte komme med. Efter at have brugt en mindre formue på panisk at købe malebøger, puslespil, vendespil, legetøjsbiler, kiks og juice (Thank God, for mere eller mindre døgnåbner supermarkeder! - Hvornår skal det, der fortidslevn i form af lukkeloven egentlig afskaffes?). Gik det faktisk OK og jeg fik noget der mindede om et udbytte af timerne.

Så siden sidste fredag har der altså været vinterferie, hvilket der er i en måned. Som i en-måned-uden-alternative-pasningsmuligheder-udover-Nintendo´en. Og i modsætning til dengang jeg passede et arbejde, så er det ikke sådan, at jeg savner mine børn meget efter at have haft dem hjemme i to måneder i Danmark og hver dag fra kl. 13 siden de startede i skole herude. Bevares, de er søde, men 24/7, så kan man altså godt blive lidt træt. Og så havde jeg ovenikøbet været så letsindig at give Ivonete fri hele sidste uge, så hun også kunne holde lidt ferie, sammen med sine børn. Big mistake! Jeg har både været nødt til både at vaske tøj og tallerkner, hvilket man overraskende hurtigt vender sig til ikke at skulle.

Det meste af tiden er de heldigvis verdens sødeste børn, som her,
hvor vi var i Sorocaba Zoo

Verdens sødeste lille missekat, del II

Som jeg reklamerede for i indlægget om, Christians optræden, så var det Simons tur den efterfølgende mandag. Og egentlig skulle man måske også bare springe let og elegant over den optræden, men det synes jeg ligesom heller ikke ville være helt sandfærdigt. Lad mig sige så meget, Simon tog ikke publikum med storm!

Det startede ellers rigtig godt, da jeg inden opvisningen stødte ind i Simon i mit forsøg på at lokalisere Christian, som gerne ville være med til at se Simon optræde. Simon var på daværende tidspunkt på vej op til det område af skolen, hvor de skulle optræde og var glad og i godt humør. Det samme var han da han kom ind på scenen, men så ville han gerne blive stående så han stod lige foran Rasmus og jeg og det måtte han ikke - og så hylede han. Og det gjorde han faktisk i de ti minutter, som klassen optrådte. Så mens de andre forældre tog billeder af deres blokfløjtespillende børn har vi billeder af Simon, der hyler. Men det var sejt klaret alligevel, og få nogle måneder siden ville jeg have grint hysterisk, hvis nogen havde fortalt mig, at min ældste søn efter mindre end to måneders skolegang i et fremmed land kunne stå på en scene - og blive stående, selvom han helt tydeligt var ved at dø af skræk.

Og som en lille sidebemærkning: Hvem er det, der har fundet på, at blokfløjte skulle være et godt instrument at starte på? Det er så møgsvært et instrument at få en ren tone ud af, at det kan tage glæden ved musikalsk udfoldelse fra selv den mest begejstrede musikudøver. Det svarer for mig at se lidt til at sætte miniputterne til at spille fodbold med en firkantet betonklods Tror altså, at Wolfgang havde opgivet det, der med at komponere, hvis han havde fået stukket en blokfløjte i hånden. Mage til håbløst instrument...