Det løber, det er elektrisk

Jeg kan huske, at vi læste et digt af Kirsten Hamann i gymnasiet, der havde ovenstående titel. Jeg kan ikke huske mere af det end overskriften (men synes egentlig, jeg skal have props for overhovedet at kunne huske noget fra gymnasiets dansk undervisning ;)). Jeg tænker dog tit på den overskrift for tiden, hvor vi har passeret den store etårs milepæl. For det beskriver egentlig meget godt, hvordan jeg har det med vores ophold i Brasilien og vores fremtidsplaner. For det er virkelig svært at fastholde ret meget.

Det ene øjeblik tænker jeg, at det ville være dejligt at skulle blive herude lidt længere, det andet øjeblik ville jeg ønske, at jeg som en anden Neo kunne gribe i en hvilken som helst telefon og fremsige ordenen "Get me an exit!", hvorefter jeg landede i ligusteridyl i et dansk parcelhuskvarter (Okay, dét scenario ville ikke være særligt Matrix-agtigt).

Jeg synes, at det første år har været godt og hårdt, og indimellem bliver jeg stadig helt udmattet over, hvor fremmed jeg indimellem fortsat føler mig herude. På den anden side, så er det ligesom, at jeg begynder at fornemme, at en eller anden form for balance er ved at indfinde sig i vores liv. Vi har efterhånden en omgangskreds (selvom den ikke er stor), drengene trives og Rasmus´ arbejde er ikke længere helt så frustrerende. Og så er det også bare svært at forestille sig, hvad vi skulle, hvis vi ikke var her. Jeg kan godt forstå, at mange synes det må være et underligt rodløst liv at være professionel ex-pat familie, og dér er vi slet heller ikke endnu: For det er virkelig underligt, at man ikke har nogen anelse om, hvor man er henne om et år.

Men samtidig kan jeg også få akut panikangst og klaustrofobi ved tanken om at skrive under på et huskøb og vide, at vi de næste mange år ville være bundet til en matrikel et eller andet sted i Jylland. Hvis jeg helt selv skulle bestemme vil jeg nok helst videre til en ny destination, men heller ikke det scenario er uden tvivl. Der er ingen tvivl om, at flytningen har haft store omkostninger for drengene. Når regnskabet skal gøres op, tror jeg de har fået en netto-gevinst ud af det, men det kan man jo ikke vide, om de også ville få et nyt sted. Gad vide, om der ligesom er en tærskel, hvor børns gevinster ved ex-pat-livet, overskygges af omkostningerne?

Samtidig ville det jo heller ikke være omkostningsfrit at flytte tilbage til Danmark. Når drengene indimellem er sure på Brasilien, synes jeg, at jeg kan fornemme, at de heller ikke længere helt er klar over, hvordan livet i Danmark er. Og hvordan skulle de også kunne vide det? De har ikke haft et almindeligt dansk børneliv i mere end et år, fordi de stoppede i børnehaven et par måneder inden vi rejste. Og jeg tror faktisk ikke rigtig, at Christian kan huske mere end nogle glimt fra livet før udstationeringen. Af en eller anden (lykkelig!) grund lader det til primært at være erindringer om fødselsdage og ture i LEGOLand. Dertil kommer, at jeg har en fornemmelse af, at Simons frustration over at være herude i vid udstrækning er knyttet til det, at han går i skole - og det ville han jo også skulle i Danmark.

Så indtil videre er vi ret uafklarede - og så er det jo heller ikke en beslutning, som alene ligger i vores hænder, eftersom der jo er nogen der finansierer det her eventyr. Og det er ikke helt klart hvorvidt, de synes, at det skal fortsætte her, der eller et helt tredje sted.

Stille! Der bages...

på livet løs, ligesom der steges frikadeller, laves marcipan (ja, fra bunden, for det er tilsyneladende ikke noget man bruger i Brasilien - og det er faktisk easy peasy), syltes rødkål og koges risengrød. Sammen med Mette fra den anden Siemensfamilie, er jeg i gang med at iværksætte en traditionel julefrokost (dog uden kål og kogt svin), med ingredienser fløjet ind fra Danmark sammen med mine forældre.

Så den seneste uge har stået i især bagningens tegn og efterhånden rummer spisekammeret både jødekager, klejner, pebernødder, brunkager og vaniliekranse - det er farligt stads at have inden for rækkevidde :) Heldigvis skulle der gerne ryddes lidt ud i det hele på lørdag, hvor vi på mærkværdig vis har fået skrabt knap 20 mennesker sammen - hvoraf vi faktisk selv kun kender halvdelen.

Nu tænker en eller anden måske, om ikke det er lidt mærkeligt at få en masse gæster, som man dårligt nok er på fornavn med. Og jo, det er det. Men når ens nærmeste omgangskreds udgøres af børnenes lærere, hushjælpen og portvagterne (og selvfølgelig vores medudstationerede familie :)), så er man ikke så kritisk i forhold til hvem, man åbner dørene for. Og om ikke andet, så burde emnet Danmark vs. Brasilien være tilstrækkeligt samtalestof til, at det i hvert fald ikke bliver pinligt. Og ellers må vi jo ty til snapsen. Jeg glæder mig!

Jubilæum!

I fredags var det præcis seks måneder siden vi fik et fint stempel i vores pas, der dokumenterede, at vi var rejst ind i landet på helt lovlig vis. Det er egentlig ikke rigtig til at forstå... I den forbindelse synes jeg, at det er passende med en lille status og overordnet må jeg sige, at det går helt fint. Faktisk har Rasmus og jeg talt om, at det egentlig er overraskende, at vi ikke på noget tidspunkt, har været klar til at booke en (enkelt-)billet tilbage til Danmark. Omvendt så er jeg også temmelig sikker på, at vi ikke sådan lige har i sinde at smide returbilletten til 1. maj 2013 ud lige foreløbig. Selvom vi trives, så er livet her ikke så meget bedre, at det opvejer at være langt væk fra familie og venner.

Hvor Brasilien virkede meget fremmedartet for seks måneder siden, så forbøffes jeg ikke længere helt så hyppigt. Jeg tænker fx aldrig over, hvorfor det hele tiden brænder rundt omkring byen, fordi jeg nu ved, at det er en almindeligt accepteret måde at slå græs på. Jeg bemærker heller ikke de pansrede pengetransporter, som med garanti kunne castes i en skurkerolle til en evt. tredje "Cars"-film. Eller brasilianernes særprægede måde at tale i mobiltelefoner, som var det walkie-talkier. Det er nemlig rabat at hente, hvis man kun betale for envejslyd. Ligesom jeg har vænnet mig til, at man tilsyneladende ikke kan få for meget smeltet ost.

Jeg ved ikke om Brasilien endnu har sat noget stort præg på mig. Det er der nok i virkeligheden andre der bedre kan svare på. Hvis jeg selv skulle pege på noget, så må det helt klart være evne til at vente og tage tingene som de kommer. Jeg har tit herude tænkt på en af de, der sætninger, som vist nok siges på AA-møder (har jeg set i film!):

God, give me the serenity to accept the things I can not change,
Courage to change the things I can,
And the wisdom to know the difference

For hold nu op, hvor er der indimellem behov for sindsro i det her land. Brasilianerne lader til at have meget nemmere ved det. De er, hvis jeg skal være helt ærlig, vildt gode til at vente. Efterhånden tænker jeg mest på det som et positivt træk (der kan virkelig ikke være mange stressede mennesker her), men i starten var det ofte anledning til megen frustration, når kassedamen først begynder at ekspedere, når kunden foran er HELT færdig med at pakke sine varer, eller når man i køen i banken oplever, at en anden kunde går lige ind foran alle os der pænt har stået at ventet. Det mest bemærkelseværdige i den sammenhæng er faktisk, at det tilsyneladende er helt acceptabel adfærd! Eller, at man i nogle butikker skal igennem op til 3-4 ekspedienters hænder for at købe skolelim og farveblyanter. Uanset, hvor ineffektivt det så kan virke, så kan man jo ikke ændre et helt land. Og når man bare er forberedt på, at det er sådan det er, så er det faktisk slet ikke så slemt.

At bevare ligevægten

Jeg har taget tilløb til det her indlæg nogle gange, men hver gang går jeg i stå. Dels fordi det er svært at beskrive, dels fordi emnet dybest set er temmelig privat. Imidlertid synes jeg også, at det er et nødvendigt indlæg i forhold til at beskrive vores liv som udstationeret familie. For os, som for så mange andre udstationerede familier, har vores kønsrollemønster ændret sig dramatisk i forbindelse med udstationeringen, fordi jeg ikke arbejder. For en moderne dansk familie er det en temmelig usædvanlig konstruktion, eftersom kvinders erhvervsfrekvens  i Danmark efterhånden er stort set identisk med mænds.

Og selvom det stadig i Danmark er kvinderne, der lægger flest timer i den fælles husholdning og tager langt det meste af barselsorloven, så var den grundlæggende model for vores familie (og for de fleste af vores jævnaldrende venner og bekendte - tror jeg), at vi deltes om opgaverne. Vi deltes om at tjene pengene og vi deltes om at sørge for, at der blev lavet aftensmad, at vi havde rent tøj og at nullermændene blev holdt nogenlunde i ave (undtagen under sofaen, hvor jeg faktisk blev lidt forskrækket over deres mangfoldighed, da vores hus blev pakket sammen!). Selvfølgelig havde vi hver vores specialer, fx er Rasmus meget bedre til at skrue ting i væggene, ligesom jeg er bedst til madlavning. Og i de seneste år er ansvaret for børnene og husholdningen i dagligdagen også blevet mere mit ansvar efterhånden som Rasmus´ arbejdstid steg. Men jeg følte, at vi bidrog ligemeget - på hver vores måde.

For at være helt ærlig, så synes jeg faktisk ikke, at jeg bidrager med så forfærdelig meget nu. Ivonete (aka den flerfarvede tornado) har reduceret mine arbejdsopgaver herhjemme til madlavning, indkøb og bogholderi. Og det er jeg bestemt ikke utilfreds med, men indimellem kan jeg godt tage mig selv i at føle mig en smule overflødig. Fx kan jeg nogle gange synes, at det er helt pinligt at skulle fortælle Rasmus om min dag, når min største udfordring har været at skulle tage stilling til om jeg skulle have ordnet både negle og fødder eller kun negle (overdrivelse fremmer forståelsen :)), mens han står med gevaldige udfordringer på arbejdet. I forhold til Rasmus´ udfordringer virker det bare så uendeligt småt.

Det kan for mig være svært at tale med Rasmus om, at jeg indimellem keder mig helt usigeligt meget, når han synes, at det kan være vanskeligt, at få kabalen til at gå op med 24 timer i døgnet. Jeg synes, at det er en uligevægt, der kan være temmelig svær at håndtere, når vi er vant til at gøre vores indsats i familien op i antallet af to-do´s, der kan sættes flueben ud for. Jeg tror imidlertid, at problemet er størst i mit hoved. For som Rasmus siger, når vi taler om det, så er det jo ikke kun, hvad man præsterer der tæller, men også hvad man udholder. Og for ham, så bidrager vi stadig med lige meget - bare helt anderledes. Og jeg kan jo godt se, at han har ret, når han siger, at han ikke ville kunne løse de store opgaver på arbejdet, hvis det ikke var for mig.

Jeg er flere gange kommet til at tænke på begrebet "baglandskvinde", som jeg første gang stødte på i samfundsfag i gymnasiet. Den gang var jeg helt sikker på, at det aldrig skulle blive mig, men her er jeg så. For heldigvis besidder vi mennesker evnen til at lære af vores erfaringer og blive klogere. Jeg googlede lidt og fandt denne definition i "Den Store Danske" for dem, der ikke har haft samfundsfag

"Baglandslivsformen henter sin eksistensberettigelse i den karrierebundne livsform, og kvinden er ofte delvis forsørget. Baglandskvinden skal sørge for, at baglandet, dvs. hjemmet, er i orden. Mandens karriere er hendes middel til succes og hun er både medproducent og en del af hans image". Og i det lys er det jo en meningsfyldt opgave jeg er i gang med - ligesom jeg sætter meget stor pris på den tid det giver mig sammen med vores børn, selvom de ikke altid er helt så begejstrede. Fx har Christian flere gange spurgt om ikke de kunne have to "far´er", så han ikke altid skal hænge på mig.

Fraset, at jeg indimellem har kedet mig lidt rigeligt i mit baglandsliv, (hvilket nu bliver holdt noget i ave af de mange hundrede siders pensum til det sidefag i historie jeg har tilmeldt mig, der landede i sidste uge), så synes jeg, at det sidste halve år, har været et af de mest harmoniske (på trods af alle forandringerne) i vores indtil videre relativt korte liv som børnefamilie. Det er en meget stor lettelse, at vi ikke løbende skal diskutere (læs: skændes om), hvem der skal passe et sygt barn, huske gaver til klassekammeraternes fødselsdage, finde på middagsmenuen, sørge for madpakkerne eller lektielæsningen. Men det hjælper selvfølgelig også, at vi er fritaget for utrolig mange praktisk opgaver.

Jeg ved endnu ikke hvad fremtiden bringer og hvor vi ender, når vores to år i Brasilien er gået, men jeg har meget svært ved at forestille mig, at vi vender tilbage til livet før Brasilien, med to fuldtidsjobs og en hel masse pendling. Det er jo heller ikke sikkert, at Rasmus har lyst til at blive ved med at køre i det gear han gør nu, for der er ingen tvivl, om at det indebærer nogle afsavn for ham - især i forhold til drengene. Men skulle vi ende i en tilværelse, hvor Rasmus´ karriere sætter rammen for vores familie, så kan jeg glæde mig over Lone Rahbek Christensens (forskeren, der udviklede begrebet om baglandslivsformen) kommentar i en artikel i Berlingske fra 2004

"(...) et eller andet sted er det er sundhedstegn, at nogle kvinder vælger at sige, "jeg vil det her". De udviser en råstyrke ved at gå op imod en meget stærk holdning om, at moderne mennesker skal leve som to ens individer". Jeg føler nemlig slet ikke, at jeg har ofret mig eller min karriere til fordel for Rasmus´ og i de artikler jeg stødte på i min googlesøgning, var der også andre opmuntrende ord, om hvor vigtig en baglandskvinde er som sparringspartner for hendes mand. I processen med at skrive det her indlæg, er det nok i virkeligheden blevet klarere for mig, at det arbejde jeg har lige nu, indtil videre er det mest meningsfyldte jeg har haft - og det er faktisk ret meget lønnen i sig selv.  

I dag var en god dag!

Og nu skal det ikke forstås sådan, at størstedelen af vores dage er dårlige ;) I dag fik vi leveret en masse møbler fra Tok&Stok, som er den brasilianske variant af IKEA. Bortset fra - og det er en virkelig, virkelig vigtig detalje - at de leverer, samler, monterer og rengører efter sig, når man bestiller møbler hos dem.

Langt om længe har vi således fået pakket vores 5(!) bogkasser ud, fået plads til vores DVD´er, spil, nipsting og en helt masse andet. Sidste weekend indrettede vi drengenes værelser, så langsomt begynder her at blive mere og mere hjemligt. I dag har vi yderligere haft besøg af et par elektrikere det meste af dagen, som har ordnet en hel masse af de udtag og lamper, der ikke virkede. Det er mig fortsat en gåde, hvorfor man montere en lampe med pære og det hele og så ikke tilslutter den...?

I skal nok få lov at se nogle billeder, men lige nu er jeg simpelthen for træt ;)

Nå jo, også bliver jeg simpelthen nødt til at prale lidt med, at jeg selv, efter at have ventet på, at Tok&Stok skulle kontakte mig vedrørende levering, ringede til dem og aftalte levering i dag - på portugisisk!

Der kom en lastbil...

Og der blev læsset flyttekasser af - 74 stk. i alt!

Så nu er der pludselig blevet meget mere hjemligt i vores hus, selvom vi stadig ikke rigtig er på plads :)

Rasmus´ kontor

Rasmus´ kontor

Plastikmøbler bliver aldrig pæne, men en dug hjælper på det.
Det  blå i baggrunden er vores  KOLDE pool.

Simon og Christian spiller Wii i TV-stuen, som også huser et af
vores få møbelkøb: Sofa´en!

Vores meget minimalistiske soveværelser, hvor der nu er dyner!

Udsigten fra vores soveværelse: Jeg bliver glad hver
 gang jeg  åbner  dørene :)

Indholdet af vores Billy-reoler... 

Vores nyindkøbte spisestuemøbler
(med drengenes trip-trap stole) 

Køkkenet med IKEA, hoptimist og Anne Black ;)

For helvede da os´!

Nu har vi gået og ventet på Furniture Allowance i en måned. Nu, efter to ture til Sao Paulo, er pengene endelig kommet til udbetaling. Derfor har vi i dag været ude for at købe møbler til vores tomme hus. Men der var jo ingen der havde sagt, at det skulle være nemt og det viser sig så, at langt de fleste af møbelhusene her i byen stort set ingen møbler har der kan leveres fra dag til dag. Efter at have været to steder, hvor det der kunne leveres i løbet af næste uge var enten grimt, dyrt eller begge dele kom vi endelig til en butik, hvor vi faktisk fandt både spisebord og -stole og en sofa, som vi kunne lide og som var til at betale og det kunne leveres i næste uge - HURRA!

Og så tror man jo bare, at man lige kan betale med sit nye brasilianske mastercard. Men nej, nej: Der er nemlig et (ukendt!) maksimumbeløb. Kontanter kan man ej heller hæve, for her fortæller maskinen, at der er et maksimumbeløb på 500 R$ pr. dag. Nå, men så må man da kunne overføre pengene fra sit netbank, da? Nej, heller ikke. På netbanken kan der nemlig heller ikke overføres mere end 3000 R$! Tja, så nu tager vi i banken på mandag og ser om de kan overføre pengene. Men lige nu er jeg ikke specielt fortrøstningsfuld...

Intet er så skidt...

at lidt sæbe ikke kan hjælpe gevaldigt på humøret! I forgårs kom vores udlejers søster for at gøre rent og samtidig fik hun i en hulens fart sat en større mængde håndværkere i sving. Efter hun tog afsted kunne jeg konstatere, at den brasilianske opfattelse er "rent" ikke helt er den samme som den danske (og dem, der kender mig ved, at jeg ikke er den hysteriske type, når det kommer til husholdning). Men det var fantastisk, at der så hurtigt skete noget med de forskellige fejl og mangler.

Nu sidder jeg så med en kop varm kaffe og nyder morgenstunden i vores nye hus efter den første nat her. Rasmus er taget på arbejde og drengene sover stadig. Vi har kun lejet en enkelt kingsize seng, fordi drengene alligevel sover hos os. Vores dyner er på vej i containeren (som bliver afskibet i dag - HURRA!), så indtil videre sover vi brazilian style, det vil sige tæppe og lagen. Og så deler de tilsyneladende! Det mest almindelige er i hvert fald, at sengetøj og -linned er i dobbelt størrelse. Men det går altså ikke, når vores drenge (som har en indbygget radiator) sover i midten og sparker tæppet af sig, så i nat måtte jeg op og finde et stræklagen, som vi havde fået købt i en forkert størrelse og et tæppe mere, så Rasmus og jeg kunne få hver vores. Og siden da har jeg sovet fint. Lige indtil hanen galede ved 6-tiden. Helt bogstaveligt, for der går høns (og haner!) rundt i condominio´et.

I går var drengene ude i huset hele dagen mens Rasmus var på arbejde i Sao Paulo. Han tog afsted kl. 8 og kom hjem kl. 19 og det er en normal arbejdsdag (på den måde adskiller Brasilien sig ikke så meget fra Brande ;)).  Jeg brugte formiddagen på, at gøre mere rent, men jeg er samtidig også ved at affinde mig med, at det nok aldrig bliver i helt den stand, som jeg ville forvente af et lejemål i Danmark. Men vi er jo heller ikke i Danmark...

I løbet af dagen igår fik vi også leveret vores vaskemaskine (som kun kan vaske koldt - meget miljøvenligt!) og vores køleskab. Poolmanden var forbi og forsikrede mig (på portugisisk!) om, at det er okay at bade i vandet og så var søsterens søn og en håndværker her for at se på fugtproblemet i køkkenet. På mandag fjerner de underskabene og så sætter de nye i på onsdag. Også var drengene og jeg på vores daglige tur op på legepladsen, vi spiste is i Esplanada Shopping og handlede ind til vores første hjemmelavede aftensmad (bestående af fuldkornspasta, færdig tomatsovs, oksebøffer og gulerodsstave), som vi indtog kl. 20.30!

Og så lige lidt billedespam:

Christian med friskpresset jordbær- og appelsinjuice. Uden sukker,
 hvilket er højst besynderligt ifølge brasilianerne

Simon er dybt koncentreret :)

Frokost på PizzaHut

Smiley pommes fritter!

Man læser også Stieg Larsson i Sorocaba

Et fredeligt øjeblik, mens drengene sover middagslur

Simon i pool´en...

...men kun et øjeblik, for den er kold! 

Og Christian skal ikke nyde noget og holder sig på behørig afstand :)

Drengene på vej op til legepladsen

Der går nogle virkelig store fisk i søerne i condominio´et! (Jeg ved ikke om man kan se det
 - det var  det mindst ringe billede ;))

3 meters dybde er jo også noget...

Piggetræet giver anledning til megen forundring, hver gang vi går forbi.

Mere dyreliv

Simon og Christian leger på legepladsen

Vores vej! Huset ligger inde bag den gule mur.

Simon og Christian spiser Frozen Yoghurt i Esplanada

Vores køkken er i funktion!

Så kom dagen!

I mine forældres entré står vores 8(!) kingsizekufferter pakket og klar. Drengenes håndbaggage (et par LEGO-skoletasker indkøbt for en horribel høj pris i LEGOland for et par uger siden) er fyldt med sovedyr, et ekstra sæt tøj og en enkelt lille overraskelse. Og som ved et lykketræf er alt blevet klar inden afrejsen. Selv Rasmus´ kontrakt er underskrevet af alle parter, selvom den først blev klar i går over middag...

I dag er dagen! Vi flyver til Brasilien i eftermiddag og jeg tror nok, at vi har nogenlunde tjek på tingene. Det er rigtig svært at rejse. Også selvom vi alle 4 glæder os til vores liv i Brasilien.

I hører mere på den anden side!

Jeg har taget lidt forskud på glæderne

Og drukket mig lidt tipsy, for som housewife er det vist mere eller mindre obligatorisk at tillægge sig et +14 ugentlige genstande forbrug af dry martini cocktails og spritzers. I hvert fald var det en stående joke blandt mine tidligere kollegaer, at når jeg kom til Brasilien, så skulle jeg ligge ved poolen og drikke cocktails. I virkeligheden skyldes mit indtag i aften i ligeså høj grad, at jeg pt. har lidt svært ved at sove...

I dag har vi ansat vores første hjælpende hånd. Det var godt nok et krav fra vores udlejers side, men ikke desto mindre. Udlejeren har betinget sig, at vi får nogen til at sørge for pool´en, så nu har vi ansat en til at sørge for pool maintenance to gange ugentligt og tjekke vandkvaliteten og hvad sådan nogen ellers sørger for (hvad ved jeg? Poolpleje er jo ikke ligefrem en af mine kernekomptencer). Men jeg synes nu alligevel, at det føles lidt mærkelig, sådan at ansætte hjælp. Ikke mindst fordi jeg ikke engang ved, hvad jeg skal kalde, dem, der nu kommer og hjælper.

Simon har ingen politisk korrekte kvababbelser og kalder det konsekvent for "tjenere", men det synes jeg som lighedsorienteret skandinav alligevel er for distancerende på den der upstairs-downstairs måde. Så jeg bliver sådan lidt uld-i-mund, når talen falder på hushjælp, for jeg vil jo helst ikke være sådan en virkelighedsfjern overklassefrue, der bare lever for at koste rundt med tyendet. Hvis jeg nogensinde kommer til at udtale "Ja, det er simpelthen så besværligt at finde ordentlig hjælp nu til dags", så må en eller anden hjælpsom sjæl gerne lige give mig et reality check!

Mens jeg skrev det her indlæg, kom jeg til at tænke på Mary´s bofælle i "Something about Mary"...

Mig efter for mange dry martini cocktails ved pool´en

De sidste dage i Danmark.

Der har været roligt på bloggen den sidste tid og det skyldes ikke, at der ikke er noget at fortælle, men en kombination af en dårlig internetforbindelse (så er vi ligesom klar til Brasilianske forhold ;)) og meget at se til. Mine dage går sammen med drengene og jeg får sjældent lov til at bruge PC´en særligt længe ad gangen før mindst en af dem forlanger at få lov at spille Ramasjang eller Pixeline. Og af en eller anden grund forlanger min ingeniørmand, at vi skal lave lister og planlægge om aftenen. Det er selvfølgelig totalt overflødigt, hvis du spørger mig, men jeg ville så nok også komme halsende til lufthavnen 5 min efter check-in skulle være afsluttet og have glemt sådan cirka halvdelen af mine ting. Sådan supplerer vi hinanden så fint :)

Vi har fået sendt vores visumansøgning ind til ambassaden, så i slutningen af næste uge skulle vi gerne få vores pas retur med nogle fine stempler. Og vi er ved at få booket en billet med afgang onsdag d. 27. april, så nu nærmer det sig for alvor. Som jeg skrev for en uges tid siden, så har jeg siden arbejdstilladelsen landede, haft visse betænkeligheder over vores udstationering, men i virkeligheden er det ikke udstationeringen, men afskeden, jeg er bekymret over. På en eller anden måde ville jeg nok foretrække at vi bare kunne blive teleporteret til Sorocaba, så vi var der i morgen. Simon sagde faktisk næsten det samme i dag: Han ville gerne have en fjernbetjening, så han bare kunne spole over de næste 21 dage. Men han blev alligevel lidt i tvivl, da jeg spurgte om ikke han ville være ked af ikke at få besøgt Farfar og Hanne og alle de andre vi skal se de næste uger. Under alle omstændigheder er det dejligt, at drengene glæder sig til vi skal afsted.

Når jeg indimellem får lidt uro i maven, så ser jeg på billederne fra Rasmus´ og min tur til Sorocaba for 14 dage siden og så er jeg slet ikke i tvivl om, at vi får en fantastisk tid i Brasilien. Og I skal da også have lov at se lidt med:

På vej hjem fra indkøb - i Carrefour. Det er jo rimelig trygt :)

Drengenes skole

Rasmus og Rasmus´ kollega, Kim. Og ja, vi sidder (næsten) udendørs :)

Morgen over Sorocaba. Ikke specielt charmerende, men meget autentisk. Billedet er taget fra vores hotelværelse.

TADA: Vores nye hus!

Sushi på Yoshi´s - det var helt vildt lækkert!

Kolde fødder!

Yep! Jeg har fået kolde fødder - og det skyldes ikke kun vores hjemkomst i Danmark (selvom det nu også gav anledning til ret akutte kulderystelser at tage turen fra lufthavnsterminalen i Kastrup ud til flyet til Aalborg).

Jeg synes virkelig, at det var en rigtig god tur til Brasilien og det virker som et dejligt land. Vi er også kommet hjem med både pasningstilbud til drengene og en reservation på det hus, som skal være vores bolig de næste to år - og det er alt sammen skønt! Men torsdag aften fik Rasmus en mail fra HR i Siemens Brasilien, som lød nogenlunde således:

"Dear Mr. Ladevig,

We are pleased to inform you, that your temporary work permit has been granted. (...)"

Det er den mail vi har ventet på siden papirerne blev sendt til Brasilien i slutningen af januar, og mens Rasmus jublede, fik jeg pludselig rigtig ondt i maven - og det har jeg faktisk haft lige siden... Jeg er ikke i tvivl om, at vi har truffet den rigtige beslutning i forhold til at skulle afsted, men nu er det pludselig meget, meget virkeligt. Indtil nu har jeg nok i virkeligheden mest haft det som om, at det bare var noget vi legede. Det er det ikke: Inden længe (dvs et sted mellem medio april og primo maj) tager vi vores børn med på en flyrejse til et eksotisk og fremmed sted - uden returbillet! Det er faktisk temmelig skræmmende... Gad vidst om der nogensinde er nogen, der tager afsted helt uden uro i maven?

"The eagle has landed"

Eller det vil sige, jeg - og en ret groggy version af mig - er landet i Brasilien. Efter vi tog fra Aalborg i går kl. 14.15 ankom vi i dag kl. 6.50 (lokal tid, vi er 4 timer bagefter :)) til Sao Paulos internationale lufthavn. Turen gik fint, men der melder sig jo en del påtrængende spørgsmål undervejs, såsom fx hvorfor Københavns lufthavn stort set er det eneste sted i Danmark, hvor begrebet "service" har reel betydning og hvorfor det kun koster knap en krone pr. fløjet kilometer, når DSB skal have næste to kroner pr. tilbagelagt jernbanestrækning...

Jeg glæder mig dog til, at KLM åbner sin feeder-rute fra Aalborg til Amsterdam, for det er altså en lang tur, når man skal over København og videre til en af de større europæiske lufthavne. Og så tog det 3 timer fra vi landede i lufthavnen til vi kørte derfra i vores lejebil. Lad mig sige så meget: brasilianernes opfattelse af effektivitet lader til at være en lidt anden end den sædvanlige nordeuropæiske.

Mit første indtryk af Brasilien er egentlig meget som jeg havde regnet med. Det jeg har set af Sao Paulos indfaldsveje er kaotisk og ikke specielt smukt. Naturligt nok er grundene langs motorvejene ikke særligt attraktive, så det vi mest har set af Sao Paulo har været de enorme Favelaer, som desværre er en del af Brasilien. Efter vi kom fri af Sao Paulo mødte vi et imponerende landskab, som er fantastisk frodigt og meget kuperet og helt anderledes end noget landskab jeg ellers har set. Sorocaba virker rimelig velorganiseret og som en større sydeuropæisk by. Og så er der jo varmt og efter den fimbul vinter vi har haft i Danmark er det skønt at have sandaler på igen :)

Og I får også lige et enkelt lille billede:

Et snapshot af Sorocaba taget fra bilen her til eftermiddag

En hilsen fra livet midt i mellem

Nogen gange siger et billede mere end tusind ord: 

Billedet er fra i torsdags, hvor fire flinke mænd fra ADAM kom og pakkede alle vores ting - undskyld, bohave - sammen. Det foregik meget hurtigt og professionelt. Det samme kan man ikke ligefrem sige om mit og Rasmus' forsøg på en slutrengøring. Med fare for at afsløre alt for meget om vores mangelfulde daglige rengøring, så har jeg indtil videre brugt 8 timer og en hel bøtte brun saebe på at gøre vores ovn ren, men nu ser den også (næsten) ubrugt ud. Så i morgen kører jeg igen til Hørning...

Det har været nogle virkelig hektiske dage og jeg er faktisk rigtig glad for, at vi ikke er taget direkte fra huset (og ovnen!) til Brasilien, men lige har en mellemlanding i Aalborg. Siden i tirsdags, har vi nået at blive færdige med vores oprydning, så vi kunne fortælle flyttefolkene, hvad der skulle på magasin og hvad der skal til Brasilien. De var - by the way - meget imponerede over, hvor velorganiseret det var. That's a first! Vi har haft den første runde med kulturtræning med Inge fra C3 Consulting og Dorthe fra Brazbiz og det var hyggeligt og informativt, men også lidt stressende midt i flytningen. De kommer igen i næste uge, hvor der forhåbentlig er kommet lidt ro på igen. Vi har fået vores kat, Max, familiesammenført hos mine forældre, som har lovet, at de vil passe ham, mens vi er væk og så har drengene haft deres sidste børnehavedag. Måske er det derfor, at jeg her kl. 21 en lørdag aften føler mig fuldstændig kvæstet!

Og hvad skal du så lave?

I dag var Rasmus og jeg til et møde i Brande. Alting i Siemens har fancy engelske navne og mødet i dag var vedrørende vores Briefing protocol. Egentlig handlede det bare om, hvor vi er i processen og hvad det er for informationer, som HR ved Siemens i Danmark overdrager til Siemens Brasilien, fint nok. Jeg havde bagt kage til Rasmus´ gamle kolleger (jordbærmuffins med en ganache af hvid chokolade) og de tog vældig godt i mod dem og spurgte alle nysgerrigt til vores udstationering. Og endnu engang skulle jeg svare på det spørgsmål, som bliver stillet næsten lige så hyppigt, som det omkring en eventuel familieforøgelse, nemlig spørgsmålet: Hvad skal du så lave? Og når jeg så svarer, at jeg skal være hjemmegående, så ser de fleste ret uforstående ud.

Faktisk ser folk tit så uforstående ud, at jeg konsekvent er begyndt at undskylde mig med de brasilianske visumregler (tak til det brasilianske parlament for dem!). Men hvad er det der gør, at de fleste reagerer med vantro, når de hører, at jeg (helt frivilligt) har sagt farvel til livet som lønmodtager. Synes alle danskere virkelig, at det er SÅ fedt at gå på arbejde, at de ikke kan forestille sig ikke at skulle det? Hvorfor er det lige, at ligningen i de fleste tilfælde hedder: lønarbejde = intellektuel stimulering og selvudvikling?

Jeg læste engang et interview med en udlænding, som havde boet i Danmark i et par år . Han fortalte, at noget af det som havde undret ham mest, da han kom hertil, var, hvordan danskere altid spørger hvad folk laver, som noget af det første, når vi møder nogen vi ikke kender. Og han har jo helt ret! Jeg kan ikke huske, hvornår nogen (eller jeg selv for den sags skyld) har indledt en samtale til en fest med eksempelvis at spørge: Har du læst den nye bog af Tom Buk-Swienty? Eller, har du lagt mærke til, at vintergækkerne (en af mine absolutte yndlingsforårsbebudere) er kommet frem? Nej, vel? Den absolut mest almindelige ice breaker i sådan nogle situationer, er at spørge, hvad folk laver.

Men hvem er det, der har sagt, at det ikke at have noget lønarbejde er det samme som ingenting at lave? Faktisk så tror jeg, at de fleste, der har været studerende ville mene, at studietiden var en af de perioder i deres liv, hvor de for alvor blev intellektuelt udfordret. Og alle der har været på barselsorlov ved også, at der altså er nok at lave, når man passer et lille barn og hvad der deraf følger af tøjvask, oprydning m.v. Og jeg synes også ind til videre, at det går nemt nok for mig, at udfylde tiden. Jeg ved selvfølgelig slet ikke, om jeg vil have det lige sådan, når jeg har gået hjemme i et halvt års tid, men jeg kan bare ikke forestille mig, at jeg skulle komme til at kede mig. Og jeg er også ret sikker på, at jeg nok skal kunne føre fornuftige samtaler om andet og mere end børn og madplaner. Fx mangler jeg stadig at læse Tom Buk-Swientys nyeste (og næstnyeste (hedder det, det?) for den sags skyld).

Sidste fredag!

Nej, jeg er ikke pludselig blevet medlem af en dommedagssekt, som forventer jordens snarlige undergang. Der vil selvfølgelig komme en fredag igen om en uge og ugen efter og så videre ind til jorden på et tidspunkt udtørres og opsluges af solen (er det ikke nogenlunde sådan videnskaben pt. mener, at Armageddon vil foregå???), men i dag er det min sidste fredag som udearbejdende mor i et par år.

Som de fleste andre børnefamilier, så foregår vores fredage efter en særlig model. Arbejdsdagen slutter tidligere end normalt og derfor er det på denne ugedag faktisk muligt at hente børnene før klokken lidt i ravnemor. Derefter skal der handles lækkerier ind til weekenden. I Hørning resulterer dette ritual i trafikkaos foran Brugsen fredag eftermiddag, hvor det om mandagen er Netto´s parkeringsplads, der indebærer overhængende risiko for pladeskader. Aftensmaden indtages akkompagneret af rødvin til de voksne og sodavand til børnene, som efter maden forkæles med fredagsslik til Disney Sjov. Disney Sjov har, i parentes bemærket, slet ikke samme magiske tiltrækning på børn nu om dage, hvor en hel kanal viser Disney Sjov fra kl. 6 til kl. 21 - hver dag! Derefter underholder glade amatører for vores licenspenge og hvis man er nogenlunde frisk klarer man lige nøjagtig at holde sig vågen til og med Det nye talkshow...

Sådan plejer fredag at være i vores familie, men på mandag er det min sidste arbejdsdag og min ansættelse ophører således "uden yderligere varsel ved arbejdstids ophør", som det så smukt hedder i min ansættelseskontrakt. Og dermed starter også en hel ny tilværelse som hjemmegående mor og hustru. Og lur mig om ikke det vil have en betydning for vores fredage.

I dag er vi blevet vaccineret. Det blev i denne omgang til vaccinationer mod hepatitis A og B, gul feber og rabies til drengene. I alt to styks til de voksne og tre til børnene. Jeg nåede faktisk at blive helt nervøs inden jeg som den sidste skulle stikkes. Hvor pinligt ville det ikke lige være at begynde at hyle foran børnene?! Det gjorde jeg heldigvis ikke.Og så gav samtalen med lægen også anledning til, at jeg nok må begynde at arbejde lidt med min opfattelse af hvilke kemikalier man kan smøre børn ind i. Han var nemlig meget insisterende på, at vi skulle indstille os på at bruge myggebalsam om morgenen og i de sene eftermiddagstimer og, at soveværelserne skulle sprayes for at nedsætte risikoen for at blive smittet med dengue feber. 

Spørgsmålet alle stiller

Der er et spørgsmål som går igen, når jeg fortæller, at vi skal udstationeres og det er, om ikke vi så ikke lige skal have en treer. Fraset, at det selvfølgelig ikke kommer andre ved, så synes jeg faktisk, at det er et rigtig svært spørgsmål at svare på.

Da vi valgte at få Simon i en relativt ung alder og Christian et par år senere, var det egentlig min plan, at vi skulle have "et hold" mere, når drengene var omkring skolealderen. Siden er det sket så meget. De første 14 dage med Christian havde jeg faktisk stadig lyst til flere børn, men så begyndte skrigeriet. Christian skreg og skreg hver aften fra ca. 19 til ca. 23. Ingen ting hjalp ham (eller mig!).

Jeg tror, alle forældre har prøvet at have et utrøsteligt spædbarn. Og jeg tror også, at de fleste kender den tiltagende følelse af desperation, når gråden fortsætter på trods af alle ens gode intentioner. Jeg oplevede Christians aftengråd som en sort plet på mit moderskab og jeg følte mig ufatteligt utilstrækkelig, fordi jeg ikke kunne greje hvad det var der gik ham på, for spædbørn græder som bekendt ikke uden årsag. I starten tænkte jeg, at det måske var et appertitspring,. Dernæst, at han havde kontaktbehov: Så at det måske kunne hjælpe at gå med ham. Vi prøvede "Godnat og sov godt" og også "Sov igennem uden gråd". Jeg prøvede med en supplementsflaske om aftenen. Med stimulering i løbet af dagen - og det helt modsatte, men resultatet var alligevel altid det samme: Christian skreg.

Efterhånden som dagene blev til uger og ugerne til måneder mærkede jeg, hvordan min lunte i forhold til hans gråd blev kortere og kortere og i forening med, at ingen tog hans gråd alvorligt voksede min frustration. Jeg følte, at hans skrigeri skabte en afstand mellem ham og jeg og jeg mærkede, hvordan jeg efterhånden fandt mig selv i fuldstændig uacceptable situationer, hvor jeg råbte af ham og håndterede ham alt for voldsomt i forhold til, hvad der var forsvarligt. Når så skrigeriet var overstået brugte jeg de resterende  20 timer i døgnet på at have ufattelig dårlig samvittighed og skyldfølelse over, at jeg blev så vred på ham. Da det blev efterår begyndte hans skrigeri at aftage og jeg vendte tilbage til specialet med en overvældende følelse af, at jeg slet ikke forstod mig på at være mor.

Efterhånden har jeg fået "sluttet fred" med hvordan Christians spædeste tid blev, men jeg kan stadig mærke knuden i maven, hvis jeg, som nu, tænker for meget på det. Tanken om at få endnu et barn med samme aftenadfærd var i lang tid en meget effektiv barriere for overvejelserne om flere børn. Og det er stadig en af mine aller største indvendinger i forhold til en eventuel treer.

Men der er også andre. Fx tanken om perioden fra et til to år, hvor barselsorloven er slut, men barnet stadig ikke sover stabilt om natten og hvor den ene infektion efter den anden bidrager til en stadigt voksende inbox på jobbet og en kronisk følelse af utilstrækkelighed i forhold til hjemmefronten.

Simon dag 1

Christian dag 2

Men (jep!), der er jo ingenting som et lille nyt menneske og fornemmelsen af, at man pludselig får chancen for at starte forfra og gøre alting rigtigt, så jeg er ikke længere helt så afvisende overfor at få flere børn, men jeg er der slet ikke endnu. Så indtil videre må jeg nøjes med babybillederne af de to skønne drenge, der ligger ovenpå og sover.

Børn og udstationering

Det kommer næppe som en overraskelse, at min (og jeg tror også, at jeg kan tale på vegne af Rasmus) største bekymring i forbindelse med udstationeringen er, hvordan drengene vil tage flytningen til Brasilien og alt hvad der deraf følger. Derfor har jeg selvfølgelig også forsøgt at sætte mig ind i, hvad en udstationering betyder for børn i almindelighed. Og de har et navn sådan nogle børn! Ja, faktisk er der et videnskabeligt begreb og en ret omfattende litteratur omkring  sådan nogle børn, som Simon og Christian bliver. Nemlig Third Culture Kids eller bare  3CK´s. Definitionen på sådan nogle børn er, at de i deres barndom bor i et andet land i en længere periode og derved inkorporerer dele af det pågældende lands kultur i deres forældres kultur, hvorved de skaber en helt tredje. I den danske bog om udstationering, Verden kalder, kalder de børn, der udstationeres med deres forældre for Verdensbørn og det synes jeg faktisk er et rigtig fint udtryk.

Et verdensbarn er i mine ører et barn, der ikke betragter forskellige kulturelle baggrunde som en barriere, men i stedet ser det som en mulighed. Det er et barn, som tidligt har lært, at der er mange måder at  leve på og at det er nødvendigt at være åben, tolerant og fleksibel. Det er alt sammen egenskaber, som Rasmus og jeg lægger stor vægt på at lære drengene, men det kan godt være svært, når alle børnene i omgangskredsen hedde Nynne, Viggo og Lærke, har samme moderigtige flyverdragt fra MOLO eller Ticket2Heaven og hvor det er eksotisk, hvis ikke begge forældre har en dåbsattest, der gør dem til indfødte jyder. Derimod tror jeg, at de kompetencer kommer en del mere naturligt, når man befinder sig langt væk hjemmefra og hvor VI er helt vildt eksotiske med vores rugbrød og salmiaklakrids.

Men der er selvfølgelig også en bagside af medaljen! Der er lavet forskellige undersøgelser af hvad det betyder at være vokset op som Third Culture Kid og det er ikke udpræget opmuntrende læsning - og slet ikke, når man selv er lidt i tvivl om det forsvarlige i at tage to børn med til udlandet. Her følger et kort uddrag af nogle af de pointer, jeg har kunnet læse mig frem til.

3CK´s kommer som regel fra veluddannede og intakte familier og langt størstedelen udstationeres med faderens arbejde (så langt, så godt - man er stadig lidt smigret). Børnene oplever ofte det største kulturchok, når de vender hjem til det land, hvor de er statsborgere og de føler sig sjældent knyttet til et bestemt land eller kultur - de bliver en slags fremmede i deres hjemlande. Repatrieringen har typisk en negativ indflydelse på barnets psykiske tilstand og depression er almindeligt hos 3CK´s (og så begynder man jo at blive lidt bekymret...). Til gengæld er de ofte mere modne, veluddannede og åbne end deres jævnældrende, der kun har en enkelt kultur i bagagen.

For nogle måneder siden var jeg til fødselsdag hos en veninde, hvor en af de andre deltagere, havde tilbragt dele af sin barndom og ungdom i udlandet og det var meget beroligende at tale med hende om mine overvejelser. Hun mente overhovedet ikke, at der var noget at bekymre sig om og sagde, at det var en gave til vores børn, at vi skulle afsted (Tak, Siemens!). Da jeg spurgte ind til det med rodløsheden og fornemmelsen af ikke at høre til nogen steder, svarede hun, efter at have tænkt lidt over det: Jeg tror bare, at "hjemme" for mig, er der, hvor min familie er. - Gud, hvor jeg håber at Simon og Christian vil svare det samme, når de bliver spurgt om en tyve års tid!

Alt det praktiske

I dag har jeg haft besøg af Tommy fra Team Allied og jeg kan nu meddele venner og familie, at I helt trygt kan tilbyde hjælp med flytningen: Vi får nemlig ikke brug for den! Tommy og Bente har helt tjek på det og sørger for, at der kommer flyttefolk og pakker og demonterer vores ting. Det meste skal opmagasineres, men vi har 14 m3, som kan komme med til Brasilien og i dag er Tommy og jeg blevet enige om, hvad der skal med. Det er blandt andet alle drengenes møbler og legetøj og vores billeder, bøger og cd´er. IKEA-møblementet lader vi blive :)

For sjov læste jeg lidt på Team Allied´s hjemmeside og her er der virkelig nogen, der formår at sælge det at flytte som en videnskab. I får lige et citat: The most important part of a successful international removal is the quality of packing provided in the origin country.  All TEAM Allied crews undergo extensive training on a regular basis as new methods, materials and techniques are introduced.   Our client feedback process contributes to the development of new materials designed specifically for international removals. Hvordan har man nogensinde kunne klare sig med gamle aviser og flyttekasser fra SILVAN?

Med i materialet fra Tommy var også en liste, a la Post Danmarks flyttemappe, over alt det man skal gøre og hvornår i processen det skal gøres. De første opgaver lå 4 uger før flytningen og det er faktisk nu, så jeg må hellere se at komme i gang! Lige nu hviler jeg dog lidt på laurbærrene efter at have haft drengene til både tandlæge og læge og er helt vildt stolt over, at Christian tog sin MFR-vaccine uden det mindste brok! Rasmus og jeg har også langt om længe fået lagt os fast på datoerne for vores Orientation Trip og vi skal afsted i uge 12. Jeg glæder mig meget!

Afslutninger

I dag har der været en dame, at se på vores hus. Hun overvejer at leje det, når vi flytter ud. Når vi flytter ud... Jeg kan mærke, at jeg begynder at få ondt i maven over, at vores afrejse rykker tættere på. Og det er faktisk ikke på den, der rutjsebaneagtige måde. Det er faktisk mere på den, der hold-op-hvor-er-det-en-stor-beslutning-og-går-det-mon-nogensinde-godt måde. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg ikke har meget mere end en snes arbejdsdage tilbage, fordi alting derefter virker så usikkert.

Mine søstre rejser begge til udlandet i slutningen af denne uge. Sally til Svalbard og Nanna til North Carolina. Sally kommer herned på tirsdag og siger farvel, men Nanna har jeg ikke set siden jul og lige nu ved jeg faktisk ikke, hvornår jeg ser hende igen. Det er vemodigt at tænke på, alle dem, vi flytter så langt væk fra. Men samtidig har jeg slet ikke lyst til at lade være med at tage afsted. Jeg er rastløs og har brug for, at der sker noget, men realiteterne er barske. I går i bilen blev jeg fuldstændig overvældet, da jeg hørte Tina Dickows smukke Sacre Coeur. Jeg vil tro, at rigtig mange kan nikke genkendende til dilemmaet mellem at blive hvor man er glad og tilfreds og det dragende ukendte.

Nå, men det skulle faktisk slet ikke have været så melankolsk et indlæg. Jeg ville såmænd bare have fortalt om en anden af mine passioner: Kage! I morgen holder Rasmus det sidste møde i en styregruppe, som har fyldt rigtig meget i hans job i Brande og i den anledning ville han gerne have kage med. Så i dag har jeg bagt! De skal have en chokoladekage fyldt med tobleronecreme og smurt op med en hvid chokoladeganache. Den er pyntet med hvid fondant og øverst er der en kopi af en af Rasmus´ slides til mødet med en status på projektet. For at lave den har jeg i dag forsøgt mig med runout-teknikken. Det var svært! Det lykkedes at få lavet noget, der var nogenlunde i overensstemmelse med udkastet, men der er meget at lære.