Og hvad skal du så lave?

I dag var Rasmus og jeg til et møde i Brande. Alting i Siemens har fancy engelske navne og mødet i dag var vedrørende vores Briefing protocol. Egentlig handlede det bare om, hvor vi er i processen og hvad det er for informationer, som HR ved Siemens i Danmark overdrager til Siemens Brasilien, fint nok. Jeg havde bagt kage til Rasmus´ gamle kolleger (jordbærmuffins med en ganache af hvid chokolade) og de tog vældig godt i mod dem og spurgte alle nysgerrigt til vores udstationering. Og endnu engang skulle jeg svare på det spørgsmål, som bliver stillet næsten lige så hyppigt, som det omkring en eventuel familieforøgelse, nemlig spørgsmålet: Hvad skal du så lave? Og når jeg så svarer, at jeg skal være hjemmegående, så ser de fleste ret uforstående ud.

Faktisk ser folk tit så uforstående ud, at jeg konsekvent er begyndt at undskylde mig med de brasilianske visumregler (tak til det brasilianske parlament for dem!). Men hvad er det der gør, at de fleste reagerer med vantro, når de hører, at jeg (helt frivilligt) har sagt farvel til livet som lønmodtager. Synes alle danskere virkelig, at det er SÅ fedt at gå på arbejde, at de ikke kan forestille sig ikke at skulle det? Hvorfor er det lige, at ligningen i de fleste tilfælde hedder: lønarbejde = intellektuel stimulering og selvudvikling?

Jeg læste engang et interview med en udlænding, som havde boet i Danmark i et par år . Han fortalte, at noget af det som havde undret ham mest, da han kom hertil, var, hvordan danskere altid spørger hvad folk laver, som noget af det første, når vi møder nogen vi ikke kender. Og han har jo helt ret! Jeg kan ikke huske, hvornår nogen (eller jeg selv for den sags skyld) har indledt en samtale til en fest med eksempelvis at spørge: Har du læst den nye bog af Tom Buk-Swienty? Eller, har du lagt mærke til, at vintergækkerne (en af mine absolutte yndlingsforårsbebudere) er kommet frem? Nej, vel? Den absolut mest almindelige ice breaker i sådan nogle situationer, er at spørge, hvad folk laver.

Men hvem er det, der har sagt, at det ikke at have noget lønarbejde er det samme som ingenting at lave? Faktisk så tror jeg, at de fleste, der har været studerende ville mene, at studietiden var en af de perioder i deres liv, hvor de for alvor blev intellektuelt udfordret. Og alle der har været på barselsorlov ved også, at der altså er nok at lave, når man passer et lille barn og hvad der deraf følger af tøjvask, oprydning m.v. Og jeg synes også ind til videre, at det går nemt nok for mig, at udfylde tiden. Jeg ved selvfølgelig slet ikke, om jeg vil have det lige sådan, når jeg har gået hjemme i et halvt års tid, men jeg kan bare ikke forestille mig, at jeg skulle komme til at kede mig. Og jeg er også ret sikker på, at jeg nok skal kunne føre fornuftige samtaler om andet og mere end børn og madplaner. Fx mangler jeg stadig at læse Tom Buk-Swientys nyeste (og næstnyeste (hedder det, det?) for den sags skyld).