Lost in Translation

Vi er ankommet til Brasilien og udenfor vores vinduer på 13. sal er der udsigt til en spektakulær solnedgang. Det brasilianske landskab ER virkelig smukt (det jeg har set af det :)), selvom man måske ikke altid synes, at de passer lige godt på det.

Vi har haft en rigtig fin tur til Brasilien. Det var rigtig slemt at sige farvel i lufthavnen, men jeg synes altid, at sådan noget er værst lige, når man står i det. Og drengenes begejstring over den første flyvetur var en rigtig god afledning. Det er altså svært ikke at blive en lille smule begejstret på den barnlige måde, over at det virkelig er muligt at få så stor en maskine op i luften. Men det er også en lang tur og især ventetiden i Charles de Gaulle fra ca. 20 til 23 var lang. Og det på trods af, at vi havde en lille (umulig) opgave i at forsøge at få vores pladser ændret, således, at Christian(!) ikke skulle sidde alene.

Flyet var imidlertid helt fyldt, men lufthavnspersonalet kunne ændre vores reservation, således, at vi fik de tre pladser ved vinduet og en gangplads på rækken lige foran. Og som de sagde: Der er sikkert nogen, der gerne ville bytte. Det var der ikke! Og nu bliver jeg altså lidt hensyns-Henriette, men hvem er det lige (midaldrende mand og kone og den enes mor!), der siger nej til at bytte tre midterpladser med tre ved vinduet? Sådan, at en familie med to små børn ikke kan sidde sammen på en 12 timers flyvvning? Men drengene hyggede sig sammen ved vinduet og jeg sad så for mig selv og småtudede af træthed...

Sidste gang Rasmus og jeg ankom til Sao Paulos internationale lufthavn stod vi i kø i tre timer ved paskontrollen. Heldigvis var køen ikke så lang og vi fik endda lov at springe køen over, fordi vi havde drengene med (fin service!), men den der lufthavn bliver altså nødt til at komme lidt op i gear inden Brasilien skal være værter for VM i fodbold, ellers kunne man godt forestille sig, at det gik temmelig meget i kage. Det gav også anledning til nogen hjertebanken, da damen i paskontrollen tog mit og Rasmus'  pas med sig og sagde, at vi bare skulle vente.

Derfra gik turen faktisk rigtig fint. Vi fik samlet al vores bagage op og vores chauffør stod og ventede i lufthavnen og kørte os direkte til Sorocaba, hvor Rasmus og han hentede vores lejebil og derfra op til hotellet, hvor vi skal bo indtil vi kan komme ud i huset.

Ligenu er det hele meget surrealistisk og vi er jetlaggede (tidsforskellen er 5 timer pt.), trætte og nok også lidt forvirrede: Lost in translation! Og det er et underligt vakuum at være i. Fx anede jeg ikke, hvad jeg skulle skrive på den lap papir, man får udleveret i flyveren, hvor man blandt andet skal påføre opholdsland.

Simon og jeg talte også om, at det altså er ret mærkeligt, at man ikke forstår et ord af hvad de siger, men bare må smile og ryste på hovedet på en lidt hjælpeløs måde. Men trætheden gør også det hele meget værre og overordnet, så må jeg sige, at brasilianerne (på trods af, at vi tit slet ikke kan tale sammen) virker meget imødekommende og villige til at få tingene til fungere. De er med andre ord ikke særlig franske (eller danske, for den sags skyld).

Vores bagage - vi havde 180 kg!

Simon er vildt begejstret!

Christian i Schiphol. Franske stewardesser kan slet ikke stå for sådan en Batman-maske, kan jeg afslører ;)

Vores fly fra Amsterdam til Paris, som efter ankomsten i Paris blev omringet af brandbiler med blå blink - en anelse foruroligende...

Simon og Christian fordriver ventetiden i Paris. I baggrunden er vores fly ved at blive gjort klar.

Rasmus med alle papirerne!

Så er vi ankommet til Brasilien.

Simon og Christian nyder udsigten.

Solnedgang over Sorocaba. Vi kan faktisk se drengenes skole fra hotellet. Det er den bygningen med de blå tage på den anden side af vejen.

Hotelhygge