At bevare ligevægten

Jeg har taget tilløb til det her indlæg nogle gange, men hver gang går jeg i stå. Dels fordi det er svært at beskrive, dels fordi emnet dybest set er temmelig privat. Imidlertid synes jeg også, at det er et nødvendigt indlæg i forhold til at beskrive vores liv som udstationeret familie. For os, som for så mange andre udstationerede familier, har vores kønsrollemønster ændret sig dramatisk i forbindelse med udstationeringen, fordi jeg ikke arbejder. For en moderne dansk familie er det en temmelig usædvanlig konstruktion, eftersom kvinders erhvervsfrekvens  i Danmark efterhånden er stort set identisk med mænds.

Og selvom det stadig i Danmark er kvinderne, der lægger flest timer i den fælles husholdning og tager langt det meste af barselsorloven, så var den grundlæggende model for vores familie (og for de fleste af vores jævnaldrende venner og bekendte - tror jeg), at vi deltes om opgaverne. Vi deltes om at tjene pengene og vi deltes om at sørge for, at der blev lavet aftensmad, at vi havde rent tøj og at nullermændene blev holdt nogenlunde i ave (undtagen under sofaen, hvor jeg faktisk blev lidt forskrækket over deres mangfoldighed, da vores hus blev pakket sammen!). Selvfølgelig havde vi hver vores specialer, fx er Rasmus meget bedre til at skrue ting i væggene, ligesom jeg er bedst til madlavning. Og i de seneste år er ansvaret for børnene og husholdningen i dagligdagen også blevet mere mit ansvar efterhånden som Rasmus´ arbejdstid steg. Men jeg følte, at vi bidrog ligemeget - på hver vores måde.

For at være helt ærlig, så synes jeg faktisk ikke, at jeg bidrager med så forfærdelig meget nu. Ivonete (aka den flerfarvede tornado) har reduceret mine arbejdsopgaver herhjemme til madlavning, indkøb og bogholderi. Og det er jeg bestemt ikke utilfreds med, men indimellem kan jeg godt tage mig selv i at føle mig en smule overflødig. Fx kan jeg nogle gange synes, at det er helt pinligt at skulle fortælle Rasmus om min dag, når min største udfordring har været at skulle tage stilling til om jeg skulle have ordnet både negle og fødder eller kun negle (overdrivelse fremmer forståelsen :)), mens han står med gevaldige udfordringer på arbejdet. I forhold til Rasmus´ udfordringer virker det bare så uendeligt småt.

Det kan for mig være svært at tale med Rasmus om, at jeg indimellem keder mig helt usigeligt meget, når han synes, at det kan være vanskeligt, at få kabalen til at gå op med 24 timer i døgnet. Jeg synes, at det er en uligevægt, der kan være temmelig svær at håndtere, når vi er vant til at gøre vores indsats i familien op i antallet af to-do´s, der kan sættes flueben ud for. Jeg tror imidlertid, at problemet er størst i mit hoved. For som Rasmus siger, når vi taler om det, så er det jo ikke kun, hvad man præsterer der tæller, men også hvad man udholder. Og for ham, så bidrager vi stadig med lige meget - bare helt anderledes. Og jeg kan jo godt se, at han har ret, når han siger, at han ikke ville kunne løse de store opgaver på arbejdet, hvis det ikke var for mig.

Jeg er flere gange kommet til at tænke på begrebet "baglandskvinde", som jeg første gang stødte på i samfundsfag i gymnasiet. Den gang var jeg helt sikker på, at det aldrig skulle blive mig, men her er jeg så. For heldigvis besidder vi mennesker evnen til at lære af vores erfaringer og blive klogere. Jeg googlede lidt og fandt denne definition i "Den Store Danske" for dem, der ikke har haft samfundsfag

"Baglandslivsformen henter sin eksistensberettigelse i den karrierebundne livsform, og kvinden er ofte delvis forsørget. Baglandskvinden skal sørge for, at baglandet, dvs. hjemmet, er i orden. Mandens karriere er hendes middel til succes og hun er både medproducent og en del af hans image". Og i det lys er det jo en meningsfyldt opgave jeg er i gang med - ligesom jeg sætter meget stor pris på den tid det giver mig sammen med vores børn, selvom de ikke altid er helt så begejstrede. Fx har Christian flere gange spurgt om ikke de kunne have to "far´er", så han ikke altid skal hænge på mig.

Fraset, at jeg indimellem har kedet mig lidt rigeligt i mit baglandsliv, (hvilket nu bliver holdt noget i ave af de mange hundrede siders pensum til det sidefag i historie jeg har tilmeldt mig, der landede i sidste uge), så synes jeg, at det sidste halve år, har været et af de mest harmoniske (på trods af alle forandringerne) i vores indtil videre relativt korte liv som børnefamilie. Det er en meget stor lettelse, at vi ikke løbende skal diskutere (læs: skændes om), hvem der skal passe et sygt barn, huske gaver til klassekammeraternes fødselsdage, finde på middagsmenuen, sørge for madpakkerne eller lektielæsningen. Men det hjælper selvfølgelig også, at vi er fritaget for utrolig mange praktisk opgaver.

Jeg ved endnu ikke hvad fremtiden bringer og hvor vi ender, når vores to år i Brasilien er gået, men jeg har meget svært ved at forestille mig, at vi vender tilbage til livet før Brasilien, med to fuldtidsjobs og en hel masse pendling. Det er jo heller ikke sikkert, at Rasmus har lyst til at blive ved med at køre i det gear han gør nu, for der er ingen tvivl, om at det indebærer nogle afsavn for ham - især i forhold til drengene. Men skulle vi ende i en tilværelse, hvor Rasmus´ karriere sætter rammen for vores familie, så kan jeg glæde mig over Lone Rahbek Christensens (forskeren, der udviklede begrebet om baglandslivsformen) kommentar i en artikel i Berlingske fra 2004

"(...) et eller andet sted er det er sundhedstegn, at nogle kvinder vælger at sige, "jeg vil det her". De udviser en råstyrke ved at gå op imod en meget stærk holdning om, at moderne mennesker skal leve som to ens individer". Jeg føler nemlig slet ikke, at jeg har ofret mig eller min karriere til fordel for Rasmus´ og i de artikler jeg stødte på i min googlesøgning, var der også andre opmuntrende ord, om hvor vigtig en baglandskvinde er som sparringspartner for hendes mand. I processen med at skrive det her indlæg, er det nok i virkeligheden blevet klarere for mig, at det arbejde jeg har lige nu, indtil videre er det mest meningsfyldte jeg har haft - og det er faktisk ret meget lønnen i sig selv.