onsdag den 25. januar 2012

Okay, måske skulle jeg bare ændre det, der alias...

fra "A not so desperate housewife" til virkelig, virkelig desperat mor, der bare venter på, at skolen slår dørene op for arvingerne om 107 timer og 9 minutter. Det har været en fin ferie med både veloverstået jul og besøg i Danmark. Lykkeligvis var det også rigtig dejligt at komme hjem til Sorocaba. Jeg havde nemlig været lidt spændt på, om jeg, når vi kom tilbage fra vores ferie i Danmark ville sidde tilbage med hjemve og bare tænker på, hvornår vi igen kunne komme tilbage til fædrelandet.

Men nu, efter drengene har haft sommerferie siden d. 15. december, glæder jeg mig til at kunne aflevere dem i skolen, sådan at hverdagens ærinder kan klares uden dem på slæb og jeg igen får lidt tid til mig selv uden at skulle sidde på nåle ved tanken om, hvornår drengenes leg ender med at den ene får en finger i øjet eller bliver mast under kæmpe mariehønen fra IKEA.

For mange lyder det sikkert ret forkælet og min bedre halvdel sukker ved tanken om bare at kunne være hjemme sammen med drengene, når han hver morgen drager afsted  mod Fabrica Maluca. Jeg kan også godt huske, hvordan jeg, mens jeg stadig arbejdede og kvalitetstid med børnene var en luksus, der sjældent var råd til i rotteræsets ubarmhjertige tidsregnskab, sad og hylede når sommerferien nærmede sig sin afslutning. Hylede over, at den nærhed jeg havde fået med drengene, inden længe ville fordampe ligeså hurtigt som beruselsen fra et glas rosé på terrassen en lun sommereftermiddag.

Helt ærligt, så tror jeg, at mine drenge lige nu ville ønske, at jeg var moren med dårlig samvittighed over deres alt for mange timer i institution, som derfor (over-)kompenserede ved at være utroligt meget tilstede. Jeg gider bare ikke lave flere flexitraxbaner, intervenere i flere slåskampe, svare på umulige spørgsmål eller forsøge at hygge mig ved at have to drenge med et utroligt afslappet forhold til hygiejne med til madlavningen. Så, Kære Institution, vil du ikke godt snart tage dig pænt af mine børn (igen)?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar