Jeg kan huske, at vi læste et digt af Kirsten Hamann i gymnasiet, der havde ovenstående titel. Jeg kan ikke huske mere af det end overskriften (men synes egentlig, jeg skal have props for overhovedet at kunne huske noget fra gymnasiets dansk undervisning ;)). Jeg tænker dog tit på den overskrift for tiden, hvor vi har passeret den store etårs milepæl. For det beskriver egentlig meget godt, hvordan jeg har det med vores ophold i Brasilien og vores fremtidsplaner. For det er virkelig svært at fastholde ret meget.
Det ene øjeblik tænker jeg, at det ville være dejligt at skulle blive herude lidt længere, det andet øjeblik ville jeg ønske, at jeg som en anden Neo kunne gribe i en hvilken som helst telefon og fremsige ordenen "Get me an exit!", hvorefter jeg landede i ligusteridyl i et dansk parcelhuskvarter (Okay, dét scenario ville ikke være særligt Matrix-agtigt).
Jeg synes, at det første år har været godt og hårdt, og indimellem bliver jeg stadig helt udmattet over, hvor fremmed jeg indimellem fortsat føler mig herude. På den anden side, så er det ligesom, at jeg begynder at fornemme, at en eller anden form for balance er ved at indfinde sig i vores liv. Vi har efterhånden en omgangskreds (selvom den ikke er stor), drengene trives og Rasmus´ arbejde er ikke længere helt så frustrerende. Og så er det også bare svært at forestille sig, hvad vi skulle, hvis vi ikke var her. Jeg kan godt forstå, at mange synes det må være et underligt rodløst liv at være professionel ex-pat familie, og dér er vi slet heller ikke endnu: For det er virkelig underligt, at man ikke har nogen anelse om, hvor man er henne om et år.
Men samtidig kan jeg også få akut panikangst og klaustrofobi ved tanken om at skrive under på et huskøb og vide, at vi de næste mange år ville være bundet til en matrikel et eller andet sted i Jylland. Hvis jeg helt selv skulle bestemme vil jeg nok helst videre til en ny destination, men heller ikke det scenario er uden tvivl. Der er ingen tvivl om, at flytningen har haft store omkostninger for drengene. Når regnskabet skal gøres op, tror jeg de har fået en netto-gevinst ud af det, men det kan man jo ikke vide, om de også ville få et nyt sted. Gad vide, om der ligesom er en tærskel, hvor børns gevinster ved ex-pat-livet, overskygges af omkostningerne?
Samtidig ville det jo heller ikke være omkostningsfrit at flytte tilbage til Danmark. Når drengene indimellem er sure på Brasilien, synes jeg, at jeg kan fornemme, at de heller ikke længere helt er klar over, hvordan livet i Danmark er. Og hvordan skulle de også kunne vide det? De har ikke haft et almindeligt dansk børneliv i mere end et år, fordi de stoppede i børnehaven et par måneder inden vi rejste. Og jeg tror faktisk ikke rigtig, at Christian kan huske mere end nogle glimt fra livet før udstationeringen. Af en eller anden (lykkelig!) grund lader det til primært at være erindringer om fødselsdage og ture i LEGOLand. Dertil kommer, at jeg har en fornemmelse af, at Simons frustration over at være herude i vid udstrækning er knyttet til det, at han går i skole - og det ville han jo også skulle i Danmark.
Så indtil videre er vi ret uafklarede - og så er det jo heller ikke en beslutning, som alene ligger i vores hænder, eftersom der jo er nogen der finansierer det her eventyr. Og det er ikke helt klart hvorvidt, de synes, at det skal fortsætte her, der eller et helt tredje sted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar