torsdag den 26. maj 2011

Forskellen på rig og fattig

Da vi besluttede os for at flytte til Brasilien læste jeg et sted, at Brasilien er modsætningernes land og at det blandt andet kommer til udtryk ved, at de rigeste er rigere end de rigeste i Europa og de fattige, fattigere end de fattigste i Afrika. Det er måske en smule fortegnet, men Brasiliens Gini-koefficient er på 0,54 (den er faldet fra 0.596 fra 2004 til 2009, blandt andet på grund af den lave inflation og den store økonomiske vækst). Til sammenligning svinger den danske Gini-koefficient lige omkring 0.25 (vistnok primært afhængigt af ejendomspriserne). Dermed er Danmark et af de lande i verden, hvor indkomstforskellen mellem rig og fattig er mindst. Brasilien er derimod et af de lande i verden, som sammen med de lande i Afrika, der findes data for, huser den største ulighed.

I Brasilien er mindstelønnen på R$ 550 om måneden. Prisen på den brasilianske real ligger på ca. 3,3 kr. så det giver en månedsløn på mindre end 2000 kr. for en ugentlig arbejdstid, der ligger på 44 timer! Lavindkomstgrupper betaler 20 % i skat, men det bliver lagt til lønnen, så de knap 2000 er hvad mange brasilianere har udbetalt hver måned. Det er virkelig ingenting! Fx koster vores børns halvdagsskole knap 7000 kr. om måneden, vi har netop købt en sofa til ca. 6000 kr. og et halvt kilo hakket oksekød koster 20-25 kr. Med andre ord er leveomkostningerne (hvis man vil leve, sådan som vi danskere er nogenlunde vant til) ikke meget mindre her end i Danmark. Faktisk er Brasilien i følge Mercers Cost-of-Living Index dyrere for expats at leve i end Danmark, hvilket primært skyldes det gratis danske sundhedssystem, folkeskolen og de ikke-eksisterende udgifter til sikkerhed.

Vi har netop ansat en maid eller husholderske og jeg kunne dedikere et helt indlæg til min begejstring over hendes netop afsluttede arbejdsdag. Vi har ansat hende gennem et bureau, som sendte et skema vi skulle udfylde omkring familien, huset, arbejdsopgaverne og lønnen. Jeg udfyldte det en dag, hvor jeg sad stand-by på Mirians kontor med hendes hjælp. Da jeg skulle udfylde lønnen spurgte jeg Mirian, hvad en rimelig løn ville være og hun sagde, at R$ 600 ville være fint og at R$ 650 ville være en rigtig god løn (især fordi vores husholderske kun skal arbejde fra 8-14), så det tilbød jeg. Derudover betaler vi transport (ca. R$ 125) og løn under sygdom og ferie (1 måned pr. år). Det giver os en nettoudgift på lige omkring 3000 kr. om  måneden.

Og så får hun også Cesta Bàsica, som er et (fint) levn fra den tid, hvor Brasilien var plaget af høj inflation og det derfor var bedre at få sin løn udbetalt i naturalier end kontanter. Cesta Bàsica kan man købe i supermarkederne og den består af basis fødevarerne her i Brasilien (ostepops og hyggelader), dvs. ris, bønner, sukker, majsmel, olie, kaffe og mælkepulver. Sådan cirka i hvert fald.

Imidlertid gav skemaudfyldelsen anledning til en lille snak mellem Mirian og jeg omkring indkomsterne i Brasilien og jeg dristede mig også til at spørge, hvad lærerene på skolen tjente og jeg mener, at det var omkring R$ 900 om måneden, men så arbejder de også kun fra 7-12.30, fordi det nærmest er umuligt at være fuldtidslærer, fordi det faktisk indebærer, at man underviser fuld tid og dermed ville man ikke kunne forberede sig ordentligt! Behøver jeg sige, at Mirian og hendes kollegaer var ved at falde ned af stolene, da jeg fortalte, at en nyuddannet lærer i Danmark tjener godt 20.000 kr. om måneden (correct me, if I´m wrong?) og at de bliver betalt for (det meste) af deres forberedelsestid.

Mirian fortalte, at hun selv tjente R$ 890 for kontorjobbet på skolen og R$ 600 for det deltidsarbejde hun har, hvor hun underviser i engelsk (engelsk lærere er i meget høj kurs herude!). Under den samtale begyndte det at gå op for mig, hvor meget rigere vi er end middelklasse brasilianeren. Og det er faktisk meget mærkeligt pludselig at være velhavende - og have husholderske. Det sidste er jeg dog ubetinget glad for! Det første er stadig så mærkværdigt, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg mener om det...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar