Der er nogle ting her i livet, som man bare ville ønske, at man aldrig havde tænkt på at spørge om. Så længe man ikke havde spurgt, kunne man fortsætter, som om alt var ved det gamle. Når først spørgsmålet er stillet og svaret givet, kan man ikke bare lade som om, at man aldrig hørte det: Man må indrette sig efter de nye omstændigheder.
Nogenlunde sådan har jeg haft det siden den anden danske Siemens-hustru, nævnte, at det vist var noget med, at toiletpapir ikke må komme i toilettet, fordi kloakkerne stopper til. Jeg har ikke turdet spørge, selvom jeg flere steder har set indikationer på, at det forholdt sig således. Fx på skolens toiletter, som bortset fra spanden ved siden af toiletterne, ville få enhver dansk skolepedel til at revne af stolthed.
Nu kan jeg imidlertid ikke længere lade som om, at jeg ikke ved det. I fredags var Rasmus til interkulturel træning i Sao Paulo og syntes åbenbart, at det var en passende anledning til at ødelægge min lykkelige uvidenhed: Der må ikke komme toiletpapir i toiletterne i Brasilien - sådan er det bare! Så er I advaret, hvis I skulle finde på at komme herud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar