fredag den 10. december 2010

Udstationeringer er hårdt arbejde

... tilsyneladende allerede inden de er begyndt! Drengene har været i Aalborg siden tirsdag aften, fordi vi havde svært ved at få logistikken til at gå op i denne her uge. Så er det jo godt, at man har både Mormor, Morfar, Moster Sally, Farmor og Bent, som gerne vil have drengene på lidt før-juleferie. Der har nu ikke været meget tid til at nyde fridagene - især ikke for Rasmus. Han arbejder meget for tiden og selvom det egentlig er meningen, at HR ved Siemens skal håndtere mange af opgaverne, så falder der altså hele tiden opgaver af til Rasmus eller os. Jeg prøver at gribe dem jeg kan. Fx var jeg i går på kordegnekontoret for at hente dåbsatteser på os alle fire og min og Rasmus´ vielsesattest - på engelsk! Nogle gange bliver man altså imponeret over, hvor smidigt nogle ting fungerer i Danmark...

I det hele taget er der mange ting, der skal tages stilling til. I dag har vi fået tilsendt et langt skema fra vores relocation agent, om hvordan vi gerne vil bo... Men hvordan svarer man lige på om huset skal være gammeldags eller moderne, med fuldt eller kun delvist udstyret køkken (hvad det så end vil sige?), rækkehus eller parcelhus og om det skal ligge tæt på skolen (hvilken skole?) eller arbejdet. Hvad stiller man op med sådan nogle spørgsmål, når man end ikke aner, hvad man har til rådighed om måneden netto? Tja... Godt spørgsmål!

I aften var der endelig tid til, at Rasmus og jeg kunne få talt lidt sammen, så jeg købte sushi med hjem fra arbejde og vi snakkede og spiste sushi en times tid. Nu sover han på sofaen :) Og jeg har fjernbetjeningen for mig selv! Jeg beklager mig ikke: Rasmus arbejder som han gør, fordi, vi i fællesskab har truffet en beslutning om at satse på, at hans job kunne bringe os til udlandet - og den plan lykkes nu. Men altså ikke af sig selv :)

Og så lige noget helt andet: I dag har vi fået brev fra vores lokale skole om, at Simon skal skrives ind! Det bliver jo ikke aktuelt, men det er nu alligevel en påmindelse om, at han ikke er nogen lille dreng mere. Som tiden dog går!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar