En hilsen fra livet midt i mellem

Nogen gange siger et billede mere end tusind ord: 

Billedet er fra i torsdags, hvor fire flinke mænd fra ADAM kom og pakkede alle vores ting - undskyld, bohave - sammen. Det foregik meget hurtigt og professionelt. Det samme kan man ikke ligefrem sige om mit og Rasmus' forsøg på en slutrengøring. Med fare for at afsløre alt for meget om vores mangelfulde daglige rengøring, så har jeg indtil videre brugt 8 timer og en hel bøtte brun saebe på at gøre vores ovn ren, men nu ser den også (næsten) ubrugt ud. Så i morgen kører jeg igen til Hørning...

Det har været nogle virkelig hektiske dage og jeg er faktisk rigtig glad for, at vi ikke er taget direkte fra huset (og ovnen!) til Brasilien, men lige har en mellemlanding i Aalborg. Siden i tirsdags, har vi nået at blive færdige med vores oprydning, så vi kunne fortælle flyttefolkene, hvad der skulle på magasin og hvad der skal til Brasilien. De var - by the way - meget imponerede over, hvor velorganiseret det var. That's a first! Vi har haft den første runde med kulturtræning med Inge fra C3 Consulting og Dorthe fra Brazbiz og det var hyggeligt og informativt, men også lidt stressende midt i flytningen. De kommer igen i næste uge, hvor der forhåbentlig er kommet lidt ro på igen. Vi har fået vores kat, Max, familiesammenført hos mine forældre, som har lovet, at de vil passe ham, mens vi er væk og så har drengene haft deres sidste børnehavedag. Måske er det derfor, at jeg her kl. 21 en lørdag aften føler mig fuldstændig kvæstet!

Og hvad skal du så lave?

I dag var Rasmus og jeg til et møde i Brande. Alting i Siemens har fancy engelske navne og mødet i dag var vedrørende vores Briefing protocol. Egentlig handlede det bare om, hvor vi er i processen og hvad det er for informationer, som HR ved Siemens i Danmark overdrager til Siemens Brasilien, fint nok. Jeg havde bagt kage til Rasmus´ gamle kolleger (jordbærmuffins med en ganache af hvid chokolade) og de tog vældig godt i mod dem og spurgte alle nysgerrigt til vores udstationering. Og endnu engang skulle jeg svare på det spørgsmål, som bliver stillet næsten lige så hyppigt, som det omkring en eventuel familieforøgelse, nemlig spørgsmålet: Hvad skal du så lave? Og når jeg så svarer, at jeg skal være hjemmegående, så ser de fleste ret uforstående ud.

Faktisk ser folk tit så uforstående ud, at jeg konsekvent er begyndt at undskylde mig med de brasilianske visumregler (tak til det brasilianske parlament for dem!). Men hvad er det der gør, at de fleste reagerer med vantro, når de hører, at jeg (helt frivilligt) har sagt farvel til livet som lønmodtager. Synes alle danskere virkelig, at det er SÅ fedt at gå på arbejde, at de ikke kan forestille sig ikke at skulle det? Hvorfor er det lige, at ligningen i de fleste tilfælde hedder: lønarbejde = intellektuel stimulering og selvudvikling?

Jeg læste engang et interview med en udlænding, som havde boet i Danmark i et par år . Han fortalte, at noget af det som havde undret ham mest, da han kom hertil, var, hvordan danskere altid spørger hvad folk laver, som noget af det første, når vi møder nogen vi ikke kender. Og han har jo helt ret! Jeg kan ikke huske, hvornår nogen (eller jeg selv for den sags skyld) har indledt en samtale til en fest med eksempelvis at spørge: Har du læst den nye bog af Tom Buk-Swienty? Eller, har du lagt mærke til, at vintergækkerne (en af mine absolutte yndlingsforårsbebudere) er kommet frem? Nej, vel? Den absolut mest almindelige ice breaker i sådan nogle situationer, er at spørge, hvad folk laver.

Men hvem er det, der har sagt, at det ikke at have noget lønarbejde er det samme som ingenting at lave? Faktisk så tror jeg, at de fleste, der har været studerende ville mene, at studietiden var en af de perioder i deres liv, hvor de for alvor blev intellektuelt udfordret. Og alle der har været på barselsorlov ved også, at der altså er nok at lave, når man passer et lille barn og hvad der deraf følger af tøjvask, oprydning m.v. Og jeg synes også ind til videre, at det går nemt nok for mig, at udfylde tiden. Jeg ved selvfølgelig slet ikke, om jeg vil have det lige sådan, når jeg har gået hjemme i et halvt års tid, men jeg kan bare ikke forestille mig, at jeg skulle komme til at kede mig. Og jeg er også ret sikker på, at jeg nok skal kunne føre fornuftige samtaler om andet og mere end børn og madplaner. Fx mangler jeg stadig at læse Tom Buk-Swientys nyeste (og næstnyeste (hedder det, det?) for den sags skyld).

Den der tid på året...

Ja, for de fleste danskere er disse dage næppe nogen, der forbindes med noget helt særligt. Udover selvfølgelig børnene som holder fastelavn! Efter at familien igår havde nydt den første forårssol sammen med naboerne til fastelavnsfest på vejen (hvor Simon blev kattekonge - og faktisk blev lidt forskrækket, da bunden gik ud af tønden) faldt jeg over et af de, der billedhjul på nettet fra det brasilianske karneval. Og det er der sandelig ikke meget børn i BR-kostumer og voksne i vinterfrakker over.

Billedet er fra Nordjyske.dk

Mine ungdomsår foregik som bekendt i Aalborg, som selv praler af Nordeuropas største karneval, men (og nu fornærmer jeg med garanti en hel masse inkarnerede aalborgensiske karnevalselskere), så har jeg aldrig rigtig forstået, hvad det præcis gik ud på - udover selvfølgelig en hel masse teenagere, der drak sig kampstive og lidt ældre kvinder, som i ført vinterhvid hud, maveflomme og store mængder fjer og pailletter, fik lov at udleve deres indre gudinde - og godt for dem!

Billedet er fra Famouswonders.com

Nå men, Brasilianerne går anderledes seriøst til værks - bl.a. er deres karneval placeret, der hvor det bør være placeret: Nemlig 46 dage før påske. Og der er det selvfølgelig placeret, fordi det markerer starten på fasten. Deraf også navnet, som er en sammentrækning af Carne Vale, som betyder farvel til kødet (og det er så stort set, hvad jeg fik ud af gymnasiets latinundervisning). I forbindelse med vores visumansøgning blev der flere gange sagt, "ja så er der julen og efter det holder de sommerferie i Brasilien og når de så er tilbage er der karnevallet...". Underforstået: Der er masser af grunde til, at vores visa kunne blive forsinket. Og ærligt talt, så forstod jeg ikke rigtig den sidste kommentar omkring karnevallet. Men foranlediget af mediernes omtale af karnevallet i Brasilien googlede jeg lidt og jeg tror måske, at jeg lidt bedre forstår det nu.

For det første, så er det brasilianske karneval ikke begrænset til Rio de Janeiro, som jeg faktisk troede. Det foregår i alle brasilianske byer, men især i de store byer ved kysten. Karnevallet i de større byer varer en hel uge og 80 % af det samlede årlige brasilianske ølsalg foregår under karnevallet. Samtidig så lægges der en hel anden indsats i sambaskolernes kostumer, men til gengæld er det ikke almindeligt, at publikum deltager i paraden. Alligevel så skulle det være en fantastisk folkefest og Rasmus fortalte, at en af hans brasilianske kolleger med et glimt i øjet havde sagt, at under karnevallet, var alle ugifte. Det lader til, at den brasilianske regering er bekendt med den regel, for de sætter i forbindelse med karnevallet ind med massive oplysningskampagner mod AIDS. Så måske er der ikke noget at sige til, at sagsbehandlerne i Arbejdsministeriet er lidt sløve i optrækket, når de møder på arbejde i midten af denne uge.

Fastelavn er mit navn...

... Og her er mine skønne drenge i deres fastelavnskostumer: Simon er en Ninjago og Christian er (ligesom en meget stor del af de øvrige børn) Spiderman. Min mor har stået for Simons kostume, som er syet på fri hånd efter et billede fra LEGO´s hjemmeside. Christians kostume er genbrug og jeg synes bare det ser så sødt ud med de påsyede muskler.

Tidslommen

I går var jeg ude med min mødregruppe. Som en af mine gode kollegaer har beskrevet på sin anbefalelsesværdige blog, så er det forunderligt, hvordan kvinder som man på papiret intet andet har til fælles med, udover en indlæggelse på fødegangen på nogenlunde samme tidspunkt, kan blive så nære veninder, som det ofte er tilfældet. Kvinderne i min mødregrupper er alle vidt forskellige og jeg sætter utrolig stor pris på dem alle sammen, så jeg havde glædet mig til at se dem igen. Og det var skønt at spise kilovis af sushi og andre asiatiske småretter, drikke vin og tale om alt lige fra brystløft til skolestart.

Efter at have indtaget vores Caipirinhaer på Café Stygge i Vesterå, hvor vi fik frygtelig travlt med at suge maven ind og prøve at se totalt afslappede ud, mens unge piger med kroppe som siv og selvhøjtidelige unge mænd (drenge!) bestilte champagne med fyrværkeri i (så er man ligesom sikker på at andre også ser, at man er en vaskeægte High Roller!), blev vi enige om at fortrække til gode gamle RockCaféen. Og da jeg havde taget turen op af den stejle trappe, som jeg tror de fleste der har været teenagestive i Aalborg har prøvet at falde nedad, var det som at træde ind i en tidslomme. Alt så ud som det gjorde den nat i august 1999, hvor jeg mødte Rasmus derinde. Det var selvfølgelig ikke de samme mennesker, men de så ud som de gjorde dengang. Der var punkpigerne i sorte gevandter, heavydrengene i skovmandsskjorter og langt prins valiant hår og den ensomme ulv i baren. Og alt muligt derimellem. Og så er det tilmed et af de sidste steder, hvor det stadig er tilladt at ryge, så oplevelsen var fuldstændig autentisk. Det var sjovt, men i dag er det nu også meget rart at tænke på, at det ikke er på den måde hver weekend tilbringes.

Sidste fredag!

Nej, jeg er ikke pludselig blevet medlem af en dommedagssekt, som forventer jordens snarlige undergang. Der vil selvfølgelig komme en fredag igen om en uge og ugen efter og så videre ind til jorden på et tidspunkt udtørres og opsluges af solen (er det ikke nogenlunde sådan videnskaben pt. mener, at Armageddon vil foregå???), men i dag er det min sidste fredag som udearbejdende mor i et par år.

Som de fleste andre børnefamilier, så foregår vores fredage efter en særlig model. Arbejdsdagen slutter tidligere end normalt og derfor er det på denne ugedag faktisk muligt at hente børnene før klokken lidt i ravnemor. Derefter skal der handles lækkerier ind til weekenden. I Hørning resulterer dette ritual i trafikkaos foran Brugsen fredag eftermiddag, hvor det om mandagen er Netto´s parkeringsplads, der indebærer overhængende risiko for pladeskader. Aftensmaden indtages akkompagneret af rødvin til de voksne og sodavand til børnene, som efter maden forkæles med fredagsslik til Disney Sjov. Disney Sjov har, i parentes bemærket, slet ikke samme magiske tiltrækning på børn nu om dage, hvor en hel kanal viser Disney Sjov fra kl. 6 til kl. 21 - hver dag! Derefter underholder glade amatører for vores licenspenge og hvis man er nogenlunde frisk klarer man lige nøjagtig at holde sig vågen til og med Det nye talkshow...

Sådan plejer fredag at være i vores familie, men på mandag er det min sidste arbejdsdag og min ansættelse ophører således "uden yderligere varsel ved arbejdstids ophør", som det så smukt hedder i min ansættelseskontrakt. Og dermed starter også en hel ny tilværelse som hjemmegående mor og hustru. Og lur mig om ikke det vil have en betydning for vores fredage.

I dag er vi blevet vaccineret. Det blev i denne omgang til vaccinationer mod hepatitis A og B, gul feber og rabies til drengene. I alt to styks til de voksne og tre til børnene. Jeg nåede faktisk at blive helt nervøs inden jeg som den sidste skulle stikkes. Hvor pinligt ville det ikke lige være at begynde at hyle foran børnene?! Det gjorde jeg heldigvis ikke.Og så gav samtalen med lægen også anledning til, at jeg nok må begynde at arbejde lidt med min opfattelse af hvilke kemikalier man kan smøre børn ind i. Han var nemlig meget insisterende på, at vi skulle indstille os på at bruge myggebalsam om morgenen og i de sene eftermiddagstimer og, at soveværelserne skulle sprayes for at nedsætte risikoen for at blive smittet med dengue feber. 

Jeg vil gå hjemmefra!

Altså ikke mig, men Christian. Christian fyldte tre i januar og er som treårige er flest: Klog, selvstændig og velartikuleret (læs: Omnipotent, trodsig som bare pokker og evindeligt brokkehoved). Indtil flere gange om dagen beklager han sig over alle de overgreb han bliver udsat for. Fx når vi tvinger ham til at skulle have undertøj, tøj og overtøj på. Og sko! Som om det første ikke var slemt nok... Derfor er han begyndt jævnligt at true med at gå hjemmefra og forleden morgen udspillede denne dialog sig mellem Rasmus og vores lille treårige Enfant Terrible:

Rasmus: Christian nu skal vi afsted!
Enfant Terrible: Jamen, jeg har slet ikke nået at lege!
Rasmus: Nej, men vi skal altså afsted nu...
Enfant Terrible: Jeg vil gå hjemmefra!
Rasmus: Jamen, så skal du lige have støvler på.
Enfant Terrible: Okay...
Rasmus: Og jakken...
Enfant Terrible: Ja

Det går et øjeblik, hvor Christian står lidt og tænker, hvorefter han pludselig udbryder: Jamen, jeg kan jo ikke gå helt selv!