Festival de Danca

En gang så jeg et program om vanvittige amerikanske mødre, som udlevede egne "Miss America"-drømme gennem deres sagesløse døtre i børnehave- og indskolingsalderen. Dengang tænkte jeg, at det nærmest var børnemishandling. I dag forstår jeg måske bedre, hvad der driver dem, selvom jeg dog stadig vil mene, at Pageant Moms er ude på et projektionistisk overdrev.

Som jeg tidligere har beskrevet, så gik Simons første optræden ikke særlig godt, hvis vi nu skal være helt ærlige - og det skal man jo. Da drengene i starten af dette semester fik tilmeldingssedlen med hjem til årets Festival de Danca, var det derfor også med en vis nervøsitet, at jeg tilmeldte Simon. Christian var jeg ikke så bekymret for. Han er mere afslappet med at optræde (måske fordi han er nummer to...?). Simon og jeg har heller ikke hele tiden været helt enige om det rimelige i, at han skulle være med og han har ikke rigtig villet deltage i hverken danse-, judo- eller musikundervisningen, men efter, at jeg det meste af foråret, har været afsted sammen med ham til de pågældende fag, går det rigtig fint.

I går var jeg med hele dagen til prøverne på teatret og det gik bare så fint, så jeg havde nogenlunde ro i maven, da jeg afleverede begge drenge backstage i går aftes i deres fine kostumer. Og det gik også rigtig godt til forestillingen og jeg var simpelthen så stolt, at jeg var ved at give mig til at tude. Det var jeg nu flere gange. De deltagende børn, var de ældste vuggestuebørn, som er ca. 1½ til 2½ år gamle, og op til tredje klasse, og de var alle sammen så dygtige og gjorde sig så meget umage, at jeg blev blød om hjertet. Og hvis de ikke gjorde sig umage, så blev de sandelig også gjort opmærksom på det. Især de ældre elever blev kommanderet noget rundt af danselæreren under prøverne i går.

Så jeg må indrømme, at jeg har presset især min ældste dreng ud i noget, han absolut ikke havde lyst til, men, at se det her udtryk på hans ansigt i aften, forsikrede mig om, at jeg ikke har givet ham alvorlige ar på sjælen.

Men I skal da ikke snydes for de levende billeder, selvom vi taler om absolut dogme-optagelser:

- 30 kg!

For 10 måneder siden, så jeg sådan her ud:

I dag ser jeg sådan her ud:

30 kg har jeg tabt og det følte jeg bare, at jeg blev nødt til at prale lidt med :) Jeg er ikke færdig med projektet. Mangler stadig en 15-16 kg, før jeg er normalvægtig. Jeg har dog ingen intentioner om, at det her skal blive en vægttabsblog, så mere kommer I (sandsynligvis) ikke til at høre om det her på stedet ;)

Så nærmer julen sig

Og Simon og Christian er klar til "Festival de danca" i næste uge. Kostumerne er syet til dem efter mål og var med hjemme til en sidste prøve. Må indrømme, at jeg ikke helt kan finde ud af, at julen nærmer sig, samtidig med at temperaturene stiger, men sådan to her, gør da deres til at sprede julestemning:

Nogle gange overraskes man

...som fx her i eftermiddag, hvor vi benyttede fridagen til en tur til det lokale vandfald. Nogle af Rasmus´ kolleger havde været derude, og vores gæster, Finn, Gitte og Astrid, som besøgte os i oktober, var også en smut omkring. Efterhånden har vi lært ikke at sætte næsen op efter store oplevelser, men i dag blev vi faktisk positivt overraskede. Se, bare:

Fra vandfaldet fulgte vi skiltningen mod en dæmning og kom i den forbindelse forbi en kirkegård. Og der var fest! I dag er det Dia de Finados, en slags allehelgensdag, hvor de afdøde mindes. Det foregår tilsyneladende ved, at man tager på kirkegården med blomster og bagefter kan man så lige få sig en pastel og en øl.

Man kan jo sige meget godt, om den måde at håndtere døden på. Alligevel virker det ret grænseoverskridende at opleve en begravelse midt i hele virvaret - i hvert fald, når man er dansk og en lille smule bange for døden. Da jeg sagde, at jeg nok ikke lige ville have valgt dagen i dag til en begravelse, så sagde Rasmus - meget rigtigt- at det jo giver god mening, når man kender brasilianerne. Her er ingen begivenheder for svære til at man ikke kan overskue at involvere andre end de nærmeste pårørende.

Derefter kørte vi ad snoede landeveje indtil vi nåede hertil:

Det er ret fantastisk natur, hvis du spørger mig. Og sådan kan man lære en hel masse om både geografien og menneskene ved at køre en tur uden GPS :)

Jubilæum!

I fredags var det præcis seks måneder siden vi fik et fint stempel i vores pas, der dokumenterede, at vi var rejst ind i landet på helt lovlig vis. Det er egentlig ikke rigtig til at forstå... I den forbindelse synes jeg, at det er passende med en lille status og overordnet må jeg sige, at det går helt fint. Faktisk har Rasmus og jeg talt om, at det egentlig er overraskende, at vi ikke på noget tidspunkt, har været klar til at booke en (enkelt-)billet tilbage til Danmark. Omvendt så er jeg også temmelig sikker på, at vi ikke sådan lige har i sinde at smide returbilletten til 1. maj 2013 ud lige foreløbig. Selvom vi trives, så er livet her ikke så meget bedre, at det opvejer at være langt væk fra familie og venner.

Hvor Brasilien virkede meget fremmedartet for seks måneder siden, så forbøffes jeg ikke længere helt så hyppigt. Jeg tænker fx aldrig over, hvorfor det hele tiden brænder rundt omkring byen, fordi jeg nu ved, at det er en almindeligt accepteret måde at slå græs på. Jeg bemærker heller ikke de pansrede pengetransporter, som med garanti kunne castes i en skurkerolle til en evt. tredje "Cars"-film. Eller brasilianernes særprægede måde at tale i mobiltelefoner, som var det walkie-talkier. Det er nemlig rabat at hente, hvis man kun betale for envejslyd. Ligesom jeg har vænnet mig til, at man tilsyneladende ikke kan få for meget smeltet ost.

Jeg ved ikke om Brasilien endnu har sat noget stort præg på mig. Det er der nok i virkeligheden andre der bedre kan svare på. Hvis jeg selv skulle pege på noget, så må det helt klart være evne til at vente og tage tingene som de kommer. Jeg har tit herude tænkt på en af de, der sætninger, som vist nok siges på AA-møder (har jeg set i film!):

God, give me the serenity to accept the things I can not change,
Courage to change the things I can,
And the wisdom to know the difference

For hold nu op, hvor er der indimellem behov for sindsro i det her land. Brasilianerne lader til at have meget nemmere ved det. De er, hvis jeg skal være helt ærlig, vildt gode til at vente. Efterhånden tænker jeg mest på det som et positivt træk (der kan virkelig ikke være mange stressede mennesker her), men i starten var det ofte anledning til megen frustration, når kassedamen først begynder at ekspedere, når kunden foran er HELT færdig med at pakke sine varer, eller når man i køen i banken oplever, at en anden kunde går lige ind foran alle os der pænt har stået at ventet. Det mest bemærkelseværdige i den sammenhæng er faktisk, at det tilsyneladende er helt acceptabel adfærd! Eller, at man i nogle butikker skal igennem op til 3-4 ekspedienters hænder for at købe skolelim og farveblyanter. Uanset, hvor ineffektivt det så kan virke, så kan man jo ikke ændre et helt land. Og når man bare er forberedt på, at det er sådan det er, så er det faktisk slet ikke så slemt.

The Devil´s in the detail...

Drengene er lige blevet rematrikuleret og i den forbindelse havde Simon papirerne med hjem til underskrivning i weekenden. Det var afslørende! Se bare hvordan skolen har kategoriseret Rasmus´ og min ansvars- og kompetencefordeling:

Fra børn og fulde folk skal man som bekendt høre sandheden. Måske skal det udvides til også, at gælde børnenes institutioner...

Jeg ved godt, at det er meget langt mellem indlæggene pt. Jeg har en masse indlæg oppe i hovedet - det kniber bare med at finde tid til at få dem skrevet.

Valg - og fravalg

Selvom vi er langt væk fra den hjemlige andedam har det selvfølgelig ikke forbigået vores opmærksomhed, at der er udskrevet valg i Danmark. Imidlertid er det på flere måder lidt svært at forholde sig til her på distancen. Og principielt er det også ligegyldigt eftersom vi ikke har stemmeret, for som det hedder i Bekendtgørelsen af lov om valg til Folketinget´s kapitel 1, § 1 "(v)algret til Folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og har fast bopæl i riget (...)"

På den ene side synes jeg det er absurd, at valgretten skal knytte sig til ens opholdsland og ikke er en rettighed, man som dansker har, alene i kraft af ens statsborgerskab. Når det så er sagt, så synes jeg på den anden side, at det er meget bekvemt at have en undskyldning for ikke at skulle til stemmeurnerne i denne omgang. For jeg ved ærligt talt ikke, hvor jeg skulle sætte mit kryds.

Jeg er så træt af den nuværende regering - og dens støtteparti (og jeg har en mistanke om, at de også er ved at være trætte af sig selv og hinanden i blå blok). Imidlertid kan jeg også huske, hvor rasende jeg blev, da S-SF fremlagde deres "12 minutter mere"-forslag. Netop den dag havde vi en travl periode på arbejdet og Christian var ved at blive kørt ind i vuggestuen, efter at være blevet passet hjemme, fordi han ikke kunne få en vuggestueplads, da vi flyttede til Hørning.

Jeg hentede (som sædvanlig) drengene kvart i lukketid, hvor de (også som sædvanlig) var blevet parkeret på en sofa i fællesrummet, mens pædagogerne havde travlt med at lukke. Man skal nemlig ikke tro, at danske institutionsbørn nødvendigvis har krav på pasning i hele den tid de tilbringer i institutionen... Som om det ikke var nok til at give dårlig samvittighed, så ville den pågældende pædagog, da lige gøre opmærksom på, at det måske ville være godt, hvis Christian ikke havde så lange dage, nu hvor han lige var startet. Fra børnehaven kørte drengene og jeg så til Horsens, hvor vi skulle samle Rasmus op på en pendler p-plads, hvor en kollega havde sat ham af.

På vej dertil hørte jeg Radioavisen, hvor Helle T sagde, noget i retning af, at hvis vi bare arbejdede 12 minutter mere, så ville der ikke være behov for at skære nogle af de steder, hvor det gør ondt at skære. Problemet er bare, at det gør nas (sjæleligt, selvfølgelig), at være spændt ud mellem fuldtidsjob og ønsket om at være en bare nogenlunde tilstedeværende forældre. På det tidspunkt leverede Rasmus og jeg tilsammen henved 100 timer til arbejdsmarkedet (Rasmus stod for klart den største del) og jeg synes på ingen måde, at 12 minutter mere, var en bagatel.

Jeg klynker ikke, for det var en situation, som Rasmus og jeg helt selv havde valgt. Og jeg er helt bevidst om, at det sikkert aldrig har været nogen udpræget dans på roser at være småbørnsfamilie, men tanken om, at vi skulle strække vores arbejdstider endnu mere, fordi man af taktiske hensyn ikke ønskede at gøre noget ved, at størstedelen af den danske arbejdsstyrke er på passiv forsørgelse, var lige den dag nok til at jeg hele vejen fra Horsens til Hørning skældte ud in absentia på S-SF.

Og jeg er faktisk vedblevet med at være meget vred over den manglende vilje - på tværs af hele det politiske spektrum - til at gøre op med, at idéen om et velfærdssamfund er ensbetydende med, at der bare skal overføres så mange penge som muligt fra staten til borgerne i form af sociale ydelser, når det, det i mine øjne handler om, er at give borgerne en offentlig sektor, som er effektiv og kan løse de opgaver, som det private ikke kan. For mig er velfærd, blandt andet, at sikre ordentlige pasningsmuligheder, et solidt uddannelsessystem, ordentlige trafikforhold og offentlige rum og et effektivt sundhedsvæsen. Og det gør man altså ikke ved at konkurrere om, hvem der kan sende flest skattekroner afsted i overførselsindkomster.

Så for mit vedkommende, er der stadig tale om et ret umuligt valg, men jeg vil ønske jer alle et godt valg og så ville jeg sætte min lid til, at embedsmændene rundt omkring, nok skal få sejlet endnu en regering sikkert i land - uanset hvilken farve den så måtte få.