Verdens sødeste lille missekat, del II

Som jeg reklamerede for i indlægget om, Christians optræden, så var det Simons tur den efterfølgende mandag. Og egentlig skulle man måske også bare springe let og elegant over den optræden, men det synes jeg ligesom heller ikke ville være helt sandfærdigt. Lad mig sige så meget, Simon tog ikke publikum med storm!

Det startede ellers rigtig godt, da jeg inden opvisningen stødte ind i Simon i mit forsøg på at lokalisere Christian, som gerne ville være med til at se Simon optræde. Simon var på daværende tidspunkt på vej op til det område af skolen, hvor de skulle optræde og var glad og i godt humør. Det samme var han da han kom ind på scenen, men så ville han gerne blive stående så han stod lige foran Rasmus og jeg og det måtte han ikke - og så hylede han. Og det gjorde han faktisk i de ti minutter, som klassen optrådte. Så mens de andre forældre tog billeder af deres blokfløjtespillende børn har vi billeder af Simon, der hyler. Men det var sejt klaret alligevel, og få nogle måneder siden ville jeg have grint hysterisk, hvis nogen havde fortalt mig, at min ældste søn efter mindre end to måneders skolegang i et fremmed land kunne stå på en scene - og blive stående, selvom han helt tydeligt var ved at dø af skræk.

Og som en lille sidebemærkning: Hvem er det, der har fundet på, at blokfløjte skulle være et godt instrument at starte på? Det er så møgsvært et instrument at få en ren tone ud af, at det kan tage glæden ved musikalsk udfoldelse fra selv den mest begejstrede musikudøver. Det svarer for mig at se lidt til at sætte miniputterne til at spille fodbold med en firkantet betonklods Tror altså, at Wolfgang havde opgivet det, der med at komponere, hvis han havde fået stukket en blokfløjte i hånden. Mage til håbløst instrument...