søndag den 27. november 2011

Brasiliens charme

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes Sorocaba er et provinshul. Et meget stort et af slagsen og det har da - bevares - også nogle plusser, som fx en fantastisk skole, rimelig infrastruktur og nogle fine parker. Indimellem har Sorocaba bare ikke helt passet ind i min (og de fleste af vores danske bekendtes) forestilling om Brasilien. Derfor har de sidste to ugers ferie været en kærkommen lejlighed til at se lidt mere af det land, som er så ubegribeligt stort og med en natur så varieret, at det vel næppe ses mange andre steder i verden?

På byvandring i Rio Centro
Fredag d. 11. november ankom hele min familie (Mor, Far, Nanna, Sally og August) for at fejre min fars 60 års fødselsdag. Efter nogle dage ved pool´en i Sorocaba tog vi mandag afsted til Rio de Janeiro, som vel om noget er stedet, der forbindes med Brasilien. Og bortset fra, at vi ankom til Rio i en tung dyne af skyer, som blev liggende de 5 dage vi var der, så var det et dejligt besøg i Brasiliens gamle hovedstad. Vi fik set de vigtigste seværdigheder og fik - på trods af vejret - også badet hver dag. Strandture i Rio med børn på henholdsvis tre og seks år er dog forbundet med en vis panik, for strømmen er virkelig stærk og selv voksne mennesker bliver let væltet omkuld og trukket ud ad. Det bidrager ligeledes til en lettere panisk stemning, når skyerne undervejs åbner for sluserne og sender et skybrud ned over håndklæder og skiftetøj :)

Mandetur!



På vej mod Sukkertoppen i svævebane!

Pão de Acucar

Mormor, Simon, Morfar, Sally, Christian og August nyder udsigten

Simon svinger sig i lianerne på stierne på sukkertoppen

...Christian er lidt mere slapset.

Udsigt over Cidade Maravilhosa - og skydynen

Der bades på Praia Vermelha for foden af Sukkertoppen

Simon forsøger at undslippe bølgerne


Rio´s domkirke er en arkitektonisk rædsel...

...Men glasmosaikkerne indenfor er smukke

På en af vores utallige busture. Rio´s offentlige transport
fungerer alletiders

Hele familien gør klar til at springe i bølgerne ved Copacabana

...i gråvejr

Et sjældent øjeblik med solskin

Simon og Christian leger i sandet ved Ipanema

Vi ser på kunst i metroen

Moster Nanna og Simon på vej op til toppen af Corcovado

Alle mand klar til den tyve minutter lange tur til toppen

Morfar, Sally, Mormor, Nanna, Christian, Rasmus og
Simon ved Christo Redentor

...Eller Kretus, som Simon konsekvent kalder ham :)

Selv på en gråvejrsdag er udsigten imponerende!

På en plads et sted i Rio...?

Nanna og drengene ser på optrædende fra en
lokal gøglerskole

Middag på Rio Scenarium

...hvor der er dans og levende musik. En fantastisk oplevelse!

Tilbage i Sorocaba er vi klar til at fejre 60årsfødselaren


Min familie tog hjem søndag d. 20. november og afsluttede dermed en lang række af besøg. Vi er glade for at vi allerede har haft seks besøg i løbet af det første halve års tid. På den måde føles det ikke som om, at vi er så langt hjemmefra :) I tirsdags tog vi videre på ferie til Ilhabela, som ligger ud for Statens São Paulos kyst i det område af Brasilien, som kaldes for Costa Verde, fordi jungleklædte klipper rejser sig direkte fra havet. Det er et utroligt smukt område, som vi helt sikkert ikke er færdige med at udforske. På Ilhabela boede vi på Na Mata Suites, som er en lille (billig!) perle.

Morgenmad op terrassen - i solskin!

Praia Julião


Simon flyver med sin skildpaddedrage

...Man skal holde godt fast!

Simon er i gang med at lave en dæmning

En sen eftermiddag ved Praia de Perequê

Aftenhygge

Christian puster sæbebobler udenfor hytten

Man forstår godt hvorfra øen har fået sit navn

Når man er på vej gennem junglen i en kæmpe Landrover, kan man godt
blive lidt nervøs over at skulle passere sådan en bro :)

Simon og Christian bader ved den øde
Praia dos Castelhanos

Bounty!

Ferieklassikeren: Spaghetti med tomatsovs!

Aften i Vila, den charmerende gamle by på Ilhabela

Bugten, hvor hundreder af lystbåde, ligger for anker

Lokale lystfiskere

Vila

Isbuffet er et ret godt koncept!

På junglevandring langs med vandfaldene Aguas Brancas

Trappefaldet

...og brusebadsfaldet :)
Jeg bader med drengene ved Praia Curral på feriens sidste dag
Jeg synes altid det er med et vist vemod, at jeg giver slip på ferien. Heldigvis er det mange gange nemmere, når hverdagen også føles en lille smule som ferie :) Og nå ja, så er det jo blevet første søndag i advent!

torsdag den 10. november 2011

Festival de Danca

En gang så jeg et program om vanvittige amerikanske mødre, som udlevede egne "Miss America"-drømme gennem deres sagesløse døtre i børnehave- og indskolingsalderen. Dengang tænkte jeg, at det nærmest var børnemishandling. I dag forstår jeg måske bedre, hvad der driver dem, selvom jeg dog stadig vil mene, at Pageant Moms er ude på et projektionistisk overdrev.

Som jeg tidligere har beskrevet, så gik Simons første optræden ikke særlig godt, hvis vi nu skal være helt ærlige - og det skal man jo. Da drengene i starten af dette semester fik tilmeldingssedlen med hjem til årets Festival de Danca, var det derfor også med en vis nervøsitet, at jeg tilmeldte Simon. Christian var jeg ikke så bekymret for. Han er mere afslappet med at optræde (måske fordi han er nummer to...?). Simon og jeg har heller ikke hele tiden været helt enige om det rimelige i, at han skulle være med og han har ikke rigtig villet deltage i hverken danse-, judo- eller musikundervisningen, men efter, at jeg det meste af foråret, har været afsted sammen med ham til de pågældende fag, går det rigtig fint.

I går var jeg med hele dagen til prøverne på teatret og det gik bare så fint, så jeg havde nogenlunde ro i maven, da jeg afleverede begge drenge backstage i går aftes i deres fine kostumer. Og det gik også rigtig godt til forestillingen og jeg var simpelthen så stolt, at jeg var ved at give mig til at tude. Det var jeg nu flere gange. De deltagende børn, var de ældste vuggestuebørn, som er ca. 1½ til 2½ år gamle, og op til tredje klasse, og de var alle sammen så dygtige og gjorde sig så meget umage, at jeg blev blød om hjertet. Og hvis de ikke gjorde sig umage, så blev de sandelig også gjort opmærksom på det. Især de ældre elever blev kommanderet noget rundt af danselæreren under prøverne i går.

Så jeg må indrømme, at jeg har presset især min ældste dreng ud i noget, han absolut ikke havde lyst til, men, at se det her udtryk på hans ansigt i aften, forsikrede mig om, at jeg ikke har givet ham alvorlige ar på sjælen.


Men I skal da ikke snydes for de levende billeder, selvom vi taler om absolut dogme-optagelser:



lørdag den 5. november 2011

- 30 kg!

For 10 måneder siden, så jeg sådan her ud:


I dag ser jeg sådan her ud:


30 kg har jeg tabt og det følte jeg bare, at jeg blev nødt til at prale lidt med :) Jeg er ikke færdig med projektet. Mangler stadig en 15-16 kg, før jeg er normalvægtig. Jeg har dog ingen intentioner om, at det her skal blive en vægttabsblog, så mere kommer I (sandsynligvis) ikke til at høre om det her på stedet ;)

fredag den 4. november 2011

Så nærmer julen sig

Og Simon og Christian er klar til "Festival de danca" i næste uge. Kostumerne er syet til dem efter mål og var med hjemme til en sidste prøve. Må indrømme, at jeg ikke helt kan finde ud af, at julen nærmer sig, samtidig med at temperaturene stiger, men sådan to her, gør da deres til at sprede julestemning:


onsdag den 2. november 2011

Nogle gange overraskes man

...som fx her i eftermiddag, hvor vi benyttede fridagen til en tur til det lokale vandfald. Nogle af Rasmus´ kolleger havde været derude, og vores gæster, Finn, Gitte og Astrid, som besøgte os i oktober, var også en smut omkring. Efterhånden har vi lært ikke at sætte næsen op efter store oplevelser, men i dag blev vi faktisk positivt overraskede. Se, bare:







Fra vandfaldet fulgte vi skiltningen mod en dæmning og kom i den forbindelse forbi en kirkegård. Og der var fest! I dag er det Dia de Finados, en slags allehelgensdag, hvor de afdøde mindes. Det foregår tilsyneladende ved, at man tager på kirkegården med blomster og bagefter kan man så lige få sig en pastel og en øl.





Man kan jo sige meget godt, om den måde at håndtere døden på. Alligevel virker det ret grænseoverskridende at opleve en begravelse midt i hele virvaret - i hvert fald, når man er dansk og en lille smule bange for døden. Da jeg sagde, at jeg nok ikke lige ville have valgt dagen i dag til en begravelse, så sagde Rasmus - meget rigtigt- at det jo giver god mening, når man kender brasilianerne. Her er ingen begivenheder for svære til at man ikke kan overskue at involvere andre end de nærmeste pårørende.

Derefter kørte vi ad snoede landeveje indtil vi nåede hertil:






Det er ret fantastisk natur, hvis du spørger mig. Og sådan kan man lære en hel masse om både geografien og menneskene ved at køre en tur uden GPS :)

tirsdag den 1. november 2011

Jubilæum!

I fredags var det præcis seks måneder siden vi fik et fint stempel i vores pas, der dokumenterede, at vi var rejst ind i landet på helt lovlig vis. Det er egentlig ikke rigtig til at forstå... I den forbindelse synes jeg, at det er passende med en lille status og overordnet må jeg sige, at det går helt fint. Faktisk har Rasmus og jeg talt om, at det egentlig er overraskende, at vi ikke på noget tidspunkt, har været klar til at booke en (enkelt-)billet tilbage til Danmark. Omvendt så er jeg også temmelig sikker på, at vi ikke sådan lige har i sinde at smide returbilletten til 1. maj 2013 ud lige foreløbig. Selvom vi trives, så er livet her ikke så meget bedre, at det opvejer at være langt væk fra familie og venner.

Hvor Brasilien virkede meget fremmedartet for seks måneder siden, så forbøffes jeg ikke længere helt så hyppigt. Jeg tænker fx aldrig over, hvorfor det hele tiden brænder rundt omkring byen, fordi jeg nu ved, at det er en almindeligt accepteret måde at slå græs på. Jeg bemærker heller ikke de pansrede pengetransporter, som med garanti kunne castes i en skurkerolle til en evt. tredje "Cars"-film. Eller brasilianernes særprægede måde at tale i mobiltelefoner, som var det walkie-talkier. Det er nemlig rabat at hente, hvis man kun betale for envejslyd. Ligesom jeg har vænnet mig til, at man tilsyneladende ikke kan få for meget smeltet ost.

Jeg ved ikke om Brasilien endnu har sat noget stort præg på mig. Det er der nok i virkeligheden andre der bedre kan svare på. Hvis jeg selv skulle pege på noget, så må det helt klart være evne til at vente og tage tingene som de kommer. Jeg har tit herude tænkt på en af de, der sætninger, som vist nok siges på AA-møder (har jeg set i film!):

God, give me the serenity to accept the things I can not change,
Courage to change the things I can,
And the wisdom to know the difference

For hold nu op, hvor er der indimellem behov for sindsro i det her land. Brasilianerne lader til at have meget nemmere ved det. De er, hvis jeg skal være helt ærlig, vildt gode til at vente. Efterhånden tænker jeg mest på det som et positivt træk (der kan virkelig ikke være mange stressede mennesker her), men i starten var det ofte anledning til megen frustration, når kassedamen først begynder at ekspedere, når kunden foran er HELT færdig med at pakke sine varer, eller når man i køen i banken oplever, at en anden kunde går lige ind foran alle os der pænt har stået at ventet. Det mest bemærkelseværdige i den sammenhæng er faktisk, at det tilsyneladende er helt acceptabel adfærd! Eller, at man i nogle butikker skal igennem op til 3-4 ekspedienters hænder for at købe skolelim og farveblyanter. Uanset, hvor ineffektivt det så kan virke, så kan man jo ikke ændre et helt land. Og når man bare er forberedt på, at det er sådan det er, så er det faktisk slet ikke så slemt.

tirsdag den 25. oktober 2011

The Devil´s in the detail...

Drengene er lige blevet rematrikuleret og i den forbindelse havde Simon papirerne med hjem til underskrivning i weekenden. Det var afslørende! Se bare hvordan skolen har kategoriseret Rasmus´ og min ansvars- og kompetencefordeling:


Fra børn og fulde folk skal man som bekendt høre sandheden. Måske skal det udvides til også, at gælde børnenes institutioner...

Jeg ved godt, at det er meget langt mellem indlæggene pt. Jeg har en masse indlæg oppe i hovedet - det kniber bare med at finde tid til at få dem skrevet.