Foz do Iguacu

Som den kvikke læser vil have bemærket, er jeg i gang med at indhente "gamle" begivenheder som forlængst skulle have været på bloggen. Denne her gang om vores tur til Foz do Iguacu, som ligger på grænsen mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. Vi var afsted sammen med Moster Sally i midten af juni måned.

Cataratas do Iguacu, er et af verdens største vandfald og (uden at have set nogle af de andre) sikkert også et af de smukkeste! Eleanor Roosevelt skulle angiveligt have udbrudt "Poor Niagara!", da hun så vandfaldene. Vandfaldene er på listen over verdens syv naturvidundere og det er helt forståeligt. Det er ikke for alvor muligt at yde faldene retfærdighed med et kamera - det skal opleves! Men derfor vil jeg nu alligevel dele lidt snapshots med jer :)

Aftensmad på hotelværelset

Vi venter på bussen til den brasilianske side af vandfaldene

Et af de første kig til vandfaldene - og allerede her imponeres man.

De allestedsnærværende næsebjørne, som umiddelbart er meget søde, men
ikke når de stjæler en pose chips ud af hænderne på en stakkels fireårig...

Pudsigt skilt. Hvis man er så heldig, at der er engelske skilte i
 Brasilien, er det  som regel  kilde til morskab fremfor
 egentlig information.

Familiens drenge foran djævlegabet

Sally i gang med kameraet

Samme dag brugte vi eftermiddagen på at gå til Paraguay. Her udsigt til
venskabsbroen

Tonsvis af bootleg LEGO i Paraguays svar på Klondyke

Vores hotel, som klart kan anbefales

Næste dag på den argentinske side

Simon syntes, at det lignede Ønskeøen, og det kan han jo sådan set
have ret i :)

Der kigges på vandfald og firben

Sally på gangbroen, over lumsk stille vand, ud til Djævlegabet

Hvor vi mødte denne her fætter...

Simon ved Djævlegabet - det var en helt utrolig oplevelse!

Svømmetur på hotellet inden vi skulle hjem til Sorocaba - mere vinter
er det trods alt heller ikke i Brasilien

"Kalder speltpolitiet!"

Jeg har tidligere skrevet om drengenes klassekammeraters madpakker og deres håbløse mangel på næringsværdi. I størstedelen af den tid vi har været herude har jeg syntes, at det var en lettelse at slippe for alle de løftede pegefingre fra Sundhedsstyrelsen, pædagoger (hvor meget undervisning i børn og ernæring indgår der egentlig i pædagoguddannelsen, siden de er blevet eksperter i madpakker?!), andre forældre og min egen i forhold til Rasmus´ indkøb og fodring af ungerne (for vi ved jo alle sammen godt, at der ikke er en far i Kongeriget, der kan finde ud af at købe rigtigt ind...!)

Men når Christian kommer hjem fra en Halloween fest på skolen med en slikpose på næsten 400 gram og kage i håret efter et madorgie på skolen kan jeg faktisk godt savne dem lidt. Og egentlig bryder jeg mig ikke om at indrømme det, for jeg synes faktisk, at børns kostvaner ene og alene er forældrenes ansvar. Selvom nogle forældre synes, at en mælkesnitte er passende i en madpakke, så behøver jeg jo ikke at putte den i mine børns, vel? Argumentet for at lave lister over "forbudte" ting i madpakkerne i danske institutioner er vist oftest, at børnene ellers vil plage forældrene, om også at få mælkesnitter med, hvis en eller flere af kammeraterne har det. Fair nok, men der synes jeg, at man bør tage diskussionen med sit eget barn om, hvad vi spiser i vores familie og at andre familier spiser andre ting - og at det er OK! Jeg mener virkelig, at det er en glidebane, hvis offentlige myndigheder skal til at definere, hvad forældre skal servere for deres børn.

Men der er jo forskel på regler og oplysning - og lidt oplysning om ernæring til brasilianerne ville ikke skade. Man bliver helt ærligt ret rystet, når man ser, hvordan nogle af børnene til Simon og Christians svømmeundervisning ser ud (Christian hviskede en dag til mig i omklædningsrummet: Ham drengen har ingen diller!), når en veninde fortæller om en bekendts fireårige datter med forhøjet blodsukker og kolesterol, eller når man ved tandlægen skal udfylde et spørgeskema om børnenes kostvaner og til mellemmåltiderne kan vælge mellem A) Slik, B) Kiks eller C) Frugt!

Og intet mennesker er som bekendt en ø. Simon og Christian får stadig deres skolesnack med hjemmefra og jeg tror egentlig, at de er med på, hvorfor de ikke får lov at få det samme som deres klassekammerater, men det irriterer mig, at de næsten dagligt fortæller mig, hvordan de har fået det ene eller andet junk af en af kammeraterne. Ligesom den juicebrik (som skal medbringes - for man kan jo ikke drikke vand!) også generer mig. Christian fortalte igår, at han havde vundet en stavekonkurrence i klassen og vundet to frugtkarameller!!

Heldigvis er drengene stadig sunde og slanke børn, men Simons tænder har det skidt. Og jeg synes vi har gjort meget for at passe på dem, men han er nu to rodbehandlinger rigere! Hvem har nogensinde hørt om børn med rodbehandlede mælketænder? Jeg føler mig utroligt skyldig, selvom jeg godt ved, at nogle mennesker har skrøbeligere tænder end andre, men alligevel... Heldigvis er Simon så stor nu, at man kan snakke med ham om, hvad vi kan gøre, for at undgå flere huller. Fx sagde han selv da jeg hentede ham i går: Vi fik slik i dag i skolen, men jeg tog kun et stykke! Og det er jo ret sejt.

Og i virkeligheden meget min pointe: Børns kostvaner er forældrenes ansvar og det er vores ansvar at lære vores børn at håndtere de fristelser, som de uundgåeligt vil møde. For at vi kan gøre det er det imidlertid nødvendigt, at nogen lærer os, hvad der er godt og mindre godt for vores børn (og os selv). Så en lille smule løftede pegefingre er måske indimellem på sin plads.

Festa Junina v2.0

Det er muligvis rimelig gamle nyheder, men jeg var ved at lægge billeder fra vores kamera over på PC´en og faldt så over billederne nedenfor som er fra skolens Festa Junina i juni. Vi oplevede også Festa Junina sidste år, så i år var vi forberedt :) Og drengene dansede med, sammen med deres klassekammerater, sådan som jeg skrev dengang.

Drengene og jeg iført det obligatoriske landlige outfit :)

Christian er klar!

Og holder tungen lige i munden.

Så blev det Simons tur

Og han klarede det igen!

Noget har vi da lært det sidste halvandet år!

Børn og flyrejser: Som at blande olie og vand, eller...

I forsommeren (altså den danske! Jeg er stadig mere eller mindre på danske årstider ;)) fulgte jeg med en vis undren debatten på danske netaviser omkring børn og flyrejser. Jeg kunne forstå, at mange synes, at det er en mildest talt uheldig kombination. Så uheldig, at visse charterselskaber tilbyder børnefri flyvninger. Livet som udstationeret familie byder helt naturligt på en del rejsen frem og tilbage mellem hjemlandet og vi har også fløjet indenrigs i Brasilien, så vores unger (og vi selv) er efterhånden rimelig rutinerede flyvere. Og jeg kan ærligt talt ikke forstå, hvad problemet er!

Jeg har ikke så stor erfaring med spædbørn og flyrejser udover vores tur til Mexico da Simon var 16 måneder. Det gik fint. Dog skal man huske, at der som regel ikke er måltider til  spædbørn der ikke har eget sæde og så skal man virkelig huske, at bestille en vugge, hvis barnet er under vægtgrænserne. Det gør turen SÅ meget nemmere. Udrejsen klarede vi kun fordi der var bedsteforældre og mostre, der gerne ville sidde med Simon.

Jeg tror aldrig, at mine børn har generet vores  medrejsende og jeg har faktisk heller ikke oplevet, at få en flyrejse spoleret af grædende børn. Faktisk synes jeg, at al den larm, der i forvejen er i et fly på en eller anden måde udvisker babygråd, hvis man bare sidder et par rækker væk. Og så har jeg altså aldrig hørt om børn, der kan skrige non-stop i 12 timer, hverken i luften eller på landjorden...

Jeg har dog efterhånden fundet nogle tips, som jeg synes gør flyrejserne lettere og man kan jo ligeså godt dele, ikk? Til orientering så tager vores rejser fra Brasilien og hjem til Aalleren ca. 24 timer fordelt på 5-8 timer  med transport til lufthavnen, indtjekning osv, 12 timer til Europa (Amsterdam, for vores vedkommende), 3-4  timers transfertid og 1,5 times flyvning til Aalborg.

Rejsetidspunkt: Afhængigt af børnenes alder er det en god idé at sørge for at rejsetidspunktet ikke crasher helt med deres døgnrytme. Flyvninger, der påbegyndes midt om natten er en dårlig idé. De fleste mødre jeg kender vil sandsynligvis anbefale en aftenflyvning, så børnene kan sove. Husk i den forbindelse, at der som regel går et par timer fra flyet letter til aftensmaden  bliver serveret, så skal I afsted kl. 21 er det nok en god idé at sørge for, at barnet har fået mad inden I boarder flyet.
Håndbaggage: En rygsæk! Punktum! Alt andet er simpelthen upraktisk og, hvis du rejser alene, umuligt. Inden jeg rejste hjem med drengene i sommer investerede jeg i en lille taske, som jeg kunne have pas, boardingkort, penge, mobiltelefon osv. i. Jeg bliver nemlig vanvittig når jeg igen og igen skal have en rygsæk af, fremvise diverse papirer og derefter pakke dem tilbage i rygsækken og så ender det med, at jeg går rundt med dem i hånden og lægger (og glemmer) vores pas på en håndtørrer på dametoilettet.
Nødvendig håndbaggage: Et sæt rent tøj til børnene (også selvom de er 7!), en ren t-shirt, rene strømper og rene underhylere, tandbørster, tandpasta, plaster, hovedpinepiller, vådservietter, håndsprit og en god fugtighedscreme. Endelig er det en god idé, at medbringe noget (ukendt) til børnene som kan aktivere dem. Små puslespil, et kortspil og små pakker modellervoks (modellervoks i stænger) er godt.
Emergency stash: Det er en god idé at sørge for, at have noget du ved øjeblikkeligt kan lukke munden på sure og trætte børn. Det skal være nemt at komme til og virkelig kun bruges i nødstilfælde. Jeg synes slikkepinde er nyttige (jeg havde mit emergency stash hele vejen med til Danmark og hjem igen til Sorocaba - det er ikke sikkert, at det kommer i brug).
Børnenes håndbaggage: Tag ikke mere med til børnene end de selv kan bære. For vores vedkommende betyder det, at Christian har en børnehavetaske og Simon sin skoletaske med. Drengene har som regel deres juniorpuder, yndlingssovedyr, pixibøger, malebøger og farveblyanter, 1-2 stykker legetøj med. Og deres Nintendoer, som er fantastiske rejsepartnere. Christian fik sin, da han var 3 år og 2 måneder.
Nul sukker og fangeleg: Det er virkelig ikke for sjov, undgå, at børnene får sukker og sørg for, at de kan brande noget krudt af. Som regel kan man finde afsides områder, hvor man kan lege fangeleg. Selv i boardingområdet er det muligt at få børnene til at bevæge sig, fx ved at lade dem konkurrere om, hvem der kan hoppe flest gange på et ben uden at støtte eller lave flest sprællemænd på 1 minut. De fleste vil se med mildere øjne på højrøstede og vilde børn i terminalen, fremfor i flyet.
Madpakke: Det er ikke altid, at maden bliver serveret når børnene er sultne. Pak æbler, gulerodsstave, nødder, fuldkornskiks og tørret frugt til at have i baghånden.
Toiletbesøg: Især, hvis du rejser alene er det en god idé, at sørge for at alle går på toilet samtidig. Ellers kan du let risikere, at rende frem og tilbage ustandseligt. Aften- og morgentoilette ombord på flyet gøres i øvrigt bedst før måltiderne, hvor der sjældent er ligeså meget kø som efter måltiderne.

Som med alt muligt andet gælder det, at man når rigtig langt med almindelig høflighed og god opdragelse. Hils på medpassagererne og sig, at de endelig må sige til, hvis børnene generer dem. Måske vil de ligefrem tilbyde at hjælpe!

Giv aldrig børn en whiteboard marker!

Du risikerer, at blive overrasket over, hvad de har på hjertet:

Der står "Du en fuck idiot", for dem der ikke er helt opdaterede på Simons særlige form for retsskrivning...

Det løber, det er elektrisk

Jeg kan huske, at vi læste et digt af Kirsten Hamann i gymnasiet, der havde ovenstående titel. Jeg kan ikke huske mere af det end overskriften (men synes egentlig, jeg skal have props for overhovedet at kunne huske noget fra gymnasiets dansk undervisning ;)). Jeg tænker dog tit på den overskrift for tiden, hvor vi har passeret den store etårs milepæl. For det beskriver egentlig meget godt, hvordan jeg har det med vores ophold i Brasilien og vores fremtidsplaner. For det er virkelig svært at fastholde ret meget.

Det ene øjeblik tænker jeg, at det ville være dejligt at skulle blive herude lidt længere, det andet øjeblik ville jeg ønske, at jeg som en anden Neo kunne gribe i en hvilken som helst telefon og fremsige ordenen "Get me an exit!", hvorefter jeg landede i ligusteridyl i et dansk parcelhuskvarter (Okay, dét scenario ville ikke være særligt Matrix-agtigt).

Jeg synes, at det første år har været godt og hårdt, og indimellem bliver jeg stadig helt udmattet over, hvor fremmed jeg indimellem fortsat føler mig herude. På den anden side, så er det ligesom, at jeg begynder at fornemme, at en eller anden form for balance er ved at indfinde sig i vores liv. Vi har efterhånden en omgangskreds (selvom den ikke er stor), drengene trives og Rasmus´ arbejde er ikke længere helt så frustrerende. Og så er det også bare svært at forestille sig, hvad vi skulle, hvis vi ikke var her. Jeg kan godt forstå, at mange synes det må være et underligt rodløst liv at være professionel ex-pat familie, og dér er vi slet heller ikke endnu: For det er virkelig underligt, at man ikke har nogen anelse om, hvor man er henne om et år.

Men samtidig kan jeg også få akut panikangst og klaustrofobi ved tanken om at skrive under på et huskøb og vide, at vi de næste mange år ville være bundet til en matrikel et eller andet sted i Jylland. Hvis jeg helt selv skulle bestemme vil jeg nok helst videre til en ny destination, men heller ikke det scenario er uden tvivl. Der er ingen tvivl om, at flytningen har haft store omkostninger for drengene. Når regnskabet skal gøres op, tror jeg de har fået en netto-gevinst ud af det, men det kan man jo ikke vide, om de også ville få et nyt sted. Gad vide, om der ligesom er en tærskel, hvor børns gevinster ved ex-pat-livet, overskygges af omkostningerne?

Samtidig ville det jo heller ikke være omkostningsfrit at flytte tilbage til Danmark. Når drengene indimellem er sure på Brasilien, synes jeg, at jeg kan fornemme, at de heller ikke længere helt er klar over, hvordan livet i Danmark er. Og hvordan skulle de også kunne vide det? De har ikke haft et almindeligt dansk børneliv i mere end et år, fordi de stoppede i børnehaven et par måneder inden vi rejste. Og jeg tror faktisk ikke rigtig, at Christian kan huske mere end nogle glimt fra livet før udstationeringen. Af en eller anden (lykkelig!) grund lader det til primært at være erindringer om fødselsdage og ture i LEGOLand. Dertil kommer, at jeg har en fornemmelse af, at Simons frustration over at være herude i vid udstrækning er knyttet til det, at han går i skole - og det ville han jo også skulle i Danmark.

Så indtil videre er vi ret uafklarede - og så er det jo heller ikke en beslutning, som alene ligger i vores hænder, eftersom der jo er nogen der finansierer det her eventyr. Og det er ikke helt klart hvorvidt, de synes, at det skal fortsætte her, der eller et helt tredje sted.

The Help

Rikke fra Camp Chaos, udbad sig et indlæg om Ivonete, vores husholderske. Og med filmen The Help´s sejrsgang er det måske også på sin plads. Jeg har ikke set filmen, men har læst det litterære forlæg, ligesom jeg for nogle måneder siden læste Original Sins af Lisa Alther, som på mange måder også berører forholdet mellem herskab og tjenestefolk i 50´ernes amerikanske sydstater.

I forbindelse med premieren på The Help skrev The Economist om den stigende mangel på husholdersker i Brasilien og sammenlignede det med situationen i England omkring forrige århundredeskifte. I samme  nummer af bladet, var der imidlertid også en artikel, som i hvert fald i mine øjne lignede en  J´accuse. Den beskrev det domestikale ansættelsesforholds psykologi.. Som et forhold, der baserede sig på ulighed og som i vid udstrækning tjente til at øge kvinden i husets sociale og familiære status (med tyende i huset er kvinden ikke længere den laveste i det hjemlige hierarki, that is!).

I bøgerne ovenfor, er det helt åbenlyst, at forholdet mellem de sorte husholdersker og de hvide fruer er himmelråbende uværdigt. Når husholderskerne ikke må bruge familiens toiletter, skal bruge deres eget service og bør have blikket nedslået, når der tales til dem, siger det sig selv, at der er andet på spil end et mikroøkonomisk bytteforhold. Men nogle gange er det, at have hjælp i huset imidlertid alene et bytteforhold, der baserer sig på gensidige økonomiske fordele.

Når vi har Ivonete ansat er det alene fordi hendes arbejde giver os en gevinst i forhold til at slippe for en masse huslige opgaver. Fuldstændig som det var da vi havde en til at gøre rent nogle timer om ugen i Danmark. Eller en revisor til at ordne vores skatteforhold (og der er vel aldrig nogen, der har betragtet hverken revision eller rengøring som et særligt uværdigt job!?). Den modsatte vej, så giver ansættelsesforholdet også Ivonete en gevinst. Hvoraf den mest åbenlyse selvfølgelig er hendes løn.

At arbejde i et andet menneskes hjem er selvfølgelig anderledes end fx at gøre rent på en skole eller et kontor, men det behøver ikke at være uværdigt. Uværdigheden er jo en konsekvens af, at den ansættende part betragter den ansatte, som et menneske, hvis værd er mindre end ens eget (fx fordi den ansatte er sort, som det var tilfældet i The Help). Hvilket jeg imidlertid ikke vil benægte også indimellem gør sig gældende for nogle brasilianske fruer. Dog er der himmelvid forskel mellem Mississippis raceadskillelse og Brasiliens smeltedigle.

Raceskellet mellem ansat og arbejdsgiver er ikke nær så skarpt, selvom størstedelen af de damer, der arbejder i vores condominio er mørke (jeg ved ikke, hvad det korrekte udtryk er for det, for jeg tror, at de er alle mulige blandinger af sydeuropæisk, afrikansk og indiansk oprindelse) og man skal ikke tale ret længe med andre fruer før forskellige udsagn om Empregada´ernes manglende udsyn, dovenskab, manglende sans for detaljer, uvidenhed osv. kommer på banen. I de situationer er det særligt svært ikke at kunne udtrykke, hvad jeg tænker, men jeg noterer det i min mentale lommebog og mister en god portion af lysten til at lære de pågældende bedre at kende.

Så måske er det ikke så mærkeligt, at filmen kun fik ganske kort tid på plakaten i et af Sao Paulos velhaverkvarterer. Nogle følte sig måske alligevel en lille smule trådt over tæerne...