Jeg synes efterhånden, at jeg har fundet en vis rytme i den børnefamilierutine, der henover året hedder:
Sommer: Alt er i skønneste orden. Børnene får masser af frisk luft, de lyse morgener og lange aftener giver både forældre og børn overskud og selv en weekend, kan føles som en lille ferie. Det er årstiden, hvor der er plads til at være impulsiv og slutte dagen af med en hurtig tur på stranden inden børnene puttes i deres senge og man efterfølgende, kan stryge dem over håret, som er stift af havsalt. De eneste helbredsmæssige risici (såfremt man altså ikke er pollenallergiker) er solen, hvorfor de hyppige daglige indsmøringer af DERMA´s faktor 30, kan give anledning til en del konflikter.
Efteråret: Som regel starter denne årstid med et stort overskud oparbejdet henover sommeren og hvis man er heldig fortsætter varmen også et godt stykke ind i september, men det er nu man skal være vågen og ikke tro, at man bare kan fortsætte som om det stadig er sommer: Der skal overtøj på! Og pludselig melder den første dag med regn og rusk sig. Og det er egentlig meget hyggeligt, at det igen er kakaotid, men ligeså sikkert er det, at umiddelbart derefter melder den første snotnæse sig. De små børn rammes af sæsonens første forkølelse og de mindste, som endnu ikke har forstået pointen med håndvask, rammes af årets første opkastninger og dårlige maver. Trætheden hos forældre og børn er dog endnu ikke så monumental, at den ikke kan overskygges af udsigten til årets helt store begivenhed i børnefamilierne:
Julen: Absolut største helbredsrisiko i den søde juletid er stress, hos både børn og forældre, men børnenes kronisk overgearede tilstand kan godt overskygge, at de rent faktisk er ved at segne om af træthed efter knap to måneder med klippeklister i børnehaven. Hertil kommer presset over at skulle indfri voksne familiemedlemmers forventninger om en rigtig jul.
Vinter: Trætheden hos både børn og forældre er omfattende. Børnene bliver syge med influenza, mellemørebetændelse, halsbetændelse og alt muligt andet godt, som man kan finde i en moderne dansk daginstitution. Eftersom forældrenes batterier efterhånden også er ved at være godt slidte er risikoen for sygedage hos de voksne overhængende.
Forår: Med de første forårsblomster spirer også optimismen: Nu må det, da snart være slut med al den elendighed. Og ganske rigtigt: I løbet af forårsmånederne reduceres alverdens inflammationstilstande til kun at omfatte den nærmest kroniske snotnæse. Diverse helligdage og udsigten til sommerferien gør, at trætheden mindskes efterhånden som dagene bliver længere. Og forude venter sommeren, som er den eneste sæson, som stort set er snotnæsefri.
Rutinen er velkendt og jeg har fundet en vis ro i den, men så var det jeg kom til at tænke på: Hvad pokker bliver børn syge af i Brasilien? Og er der overhovedet noget mønster i den slags i et område, hvor der stort set ikke er skift mellem forskellige årstider. Bliver de så aldrig syge, eller (GISP!) er de bare hele tiden syge? Uanset, så vil det jo hjælpe helt gevaldig på trætheden, at jeg er hjemmegående, og derfor vil der ikke, oveni bekymringen over børnenes tilstand, være bekymringen omkring hvem, der har tilstrækkelig luft i kalenderen til at blive hjemme ved børnene.
Vores relocation agent har sendt os information om skoler og børnehaver i Sorocaba og det ser faktisk meget godt ud. På billederne altså, for alle hjemmesiderne er på portugisisk og så er jeg ligesom sat af. jeg har dog forstået så meget, at en deltidsplads svarer til pasning fra ca. 9 og til kl.12.30! Det virker helt uvirkeligt, at det kan være en reel mulighed at hente sine børn i institutionen kl. 12.30 - hver dag... Mon ikke også det i sig selv kan hjælpe lidt på infektionerne?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar