Børn og udstationering

Det kommer næppe som en overraskelse, at min (og jeg tror også, at jeg kan tale på vegne af Rasmus) største bekymring i forbindelse med udstationeringen er, hvordan drengene vil tage flytningen til Brasilien og alt hvad der deraf følger. Derfor har jeg selvfølgelig også forsøgt at sætte mig ind i, hvad en udstationering betyder for børn i almindelighed. Og de har et navn sådan nogle børn! Ja, faktisk er der et videnskabeligt begreb og en ret omfattende litteratur omkring  sådan nogle børn, som Simon og Christian bliver. Nemlig Third Culture Kids eller bare  3CK´s. Definitionen på sådan nogle børn er, at de i deres barndom bor i et andet land i en længere periode og derved inkorporerer dele af det pågældende lands kultur i deres forældres kultur, hvorved de skaber en helt tredje. I den danske bog om udstationering, Verden kalder, kalder de børn, der udstationeres med deres forældre for Verdensbørn og det synes jeg faktisk er et rigtig fint udtryk.

Et verdensbarn er i mine ører et barn, der ikke betragter forskellige kulturelle baggrunde som en barriere, men i stedet ser det som en mulighed. Det er et barn, som tidligt har lært, at der er mange måder at  leve på og at det er nødvendigt at være åben, tolerant og fleksibel. Det er alt sammen egenskaber, som Rasmus og jeg lægger stor vægt på at lære drengene, men det kan godt være svært, når alle børnene i omgangskredsen hedde Nynne, Viggo og Lærke, har samme moderigtige flyverdragt fra MOLO eller Ticket2Heaven og hvor det er eksotisk, hvis ikke begge forældre har en dåbsattest, der gør dem til indfødte jyder. Derimod tror jeg, at de kompetencer kommer en del mere naturligt, når man befinder sig langt væk hjemmefra og hvor VI er helt vildt eksotiske med vores rugbrød og salmiaklakrids.

Men der er selvfølgelig også en bagside af medaljen! Der er lavet forskellige undersøgelser af hvad det betyder at være vokset op som Third Culture Kid og det er ikke udpræget opmuntrende læsning - og slet ikke, når man selv er lidt i tvivl om det forsvarlige i at tage to børn med til udlandet. Her følger et kort uddrag af nogle af de pointer, jeg har kunnet læse mig frem til.

3CK´s kommer som regel fra veluddannede og intakte familier og langt størstedelen udstationeres med faderens arbejde (så langt, så godt - man er stadig lidt smigret). Børnene oplever ofte det største kulturchok, når de vender hjem til det land, hvor de er statsborgere og de føler sig sjældent knyttet til et bestemt land eller kultur - de bliver en slags fremmede i deres hjemlande. Repatrieringen har typisk en negativ indflydelse på barnets psykiske tilstand og depression er almindeligt hos 3CK´s (og så begynder man jo at blive lidt bekymret...). Til gengæld er de ofte mere modne, veluddannede og åbne end deres jævnældrende, der kun har en enkelt kultur i bagagen.

For nogle måneder siden var jeg til fødselsdag hos en veninde, hvor en af de andre deltagere, havde tilbragt dele af sin barndom og ungdom i udlandet og det var meget beroligende at tale med hende om mine overvejelser. Hun mente overhovedet ikke, at der var noget at bekymre sig om og sagde, at det var en gave til vores børn, at vi skulle afsted (Tak, Siemens!). Da jeg spurgte ind til det med rodløsheden og fornemmelsen af ikke at høre til nogen steder, svarede hun, efter at have tænkt lidt over det: Jeg tror bare, at "hjemme" for mig, er der, hvor min familie er. - Gud, hvor jeg håber at Simon og Christian vil svare det samme, når de bliver spurgt om en tyve års tid!