Glædelig jul

Ingen skal snydes for årets julehilsen fra Sorocaba, så den kommer også lige her på bloggen :)

Ifølge kalenderen er det i dag d. 21. december og der er tre dage til jul. Udenfor viser termometeret imidlertid 33 grader, vores bananklase i haven er ved at være klar til at blive høstet og drengene boltrer sig i skrivende stund i pool´en. Så julen i år er mere anderledes end den har været nogensinde før – og derfor er det faktisk heller ikke helt til at forstå, at det nu er tid til den årlige julehilsen.

At julen er anderledes er naturlig konsekvens af den store beslutning, om at sige ja tak til Siemens´ tilbud om en udstationering til Brasilien, som vi traf for godt et år siden. Ligeså vanskelig som beslutningen var, ligeså rigtig har den føltes efterfølgende. Selvfølgelig har der været mange svære udfordringer undervejs i processen, men her 8 måneder inde i vores udenlandsophold, må vi også konstatere, at vi som familie faktisk aldrig har haft det bedre.

Drengene er netop gået på sommerferie og på det afsluttende forældremøde var lærerne enige om, at de begge er klar til at rykke op til henholdsvis 2. klasse og Grupo 1. Derfor skal drengene fra næste år have nye klasselærere og det var meget vemodigt at sige farvel til Rose og Gi, som har været så imødekommende, forstående og ikke mindst kærlige overfor vores børn, at jeg allerede i dag er lidt nervøs for at skulle sige farvel til Colegio Ser om halvandet år. Drengene har dog ikke hele tiden været ligeså begejstrede for skolen, som Rasmus og jeg, men overordnet, så oplever vi, at de trives godt og har fået kammerater, som de nyder at se hver dag.

Sprogbarrieren har for os alle været den største udfordring, da der i Sorocaba er meget få, der taler tilstrækkelig engelsk til, at man kan klare hverdagens opgaver uden portugisisk. Simon og Christian taler efterhånden lidt med deres klassekammerater og forstår, ifølge deres lærere, det meste af det der bliver sagt til dem. Når de er sammen med mig, vil de imidlertid gerne have, at jeg oversætter for dem. Men børn er jo fantastiske i og med, at de tilpasser sig. Forleden var vi til en fest med godt 10 andre udstationerede par fra hele verden og vores tilsammen godt 20 børn. Det er altså fascinerende at opleve børn kommunikere sammen på en blanding af portugisisk, engelsk, nordiske sprog og alt muligt derimellem.

Sproget er også en af anledningerne til, at vi nok har måttet revurdere vores tilgang til at få skabt en omgangskreds. I første omgang var jeg glad for, at vi skulle bo i en del af Brasilien, hvor der ikke var noget kæmpe expat-miljø, sådan, at vi og vores børn ville lære Brasilien og brasilianerne at kende, fremfor en masse andre amerikanere og europæere. Og jeg er stadig glad for beslutningen, men må nok erkende, at vi næppe får nære brasilianske venner ud af vores ophold. Dertil er der simpelthen for lang vej igen sprogligt. Det er altså umådeligt vanskeligt at lære mennesker at kende – sådan substantielt, når man har svært ved at udtrykke sig. Derfor har det også været en meget stor lettelse at have en medudstationeret familie, som vi har kunnet tale med.

Og at kunne invitere henved 20 danskere til julefrokost for 14 dage siden var en meget glædelig oplevelse, som absolut bidrog til både julestemning og den generelle oplevelse af, at vi efterhånden føler os hjemme i vores udenlandske omgivelser. Alle de gæster vi allerede har haft fra Danmark har også været en støtte og har bidraget til, at vi aldrig har følt det som om, vi var på den anden side af jorden. Selvfølgelig savner vi Jer alle indimellem og vi ved også, at vi – og nok især Simon og Christian – er savnede af mange i Danmark. Men glæden ved at have en hverdag, som vi meget bedre kan være vores børn, os selv og hinanden bekendt opvejer, indtil videre, savnet. Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi sætter umådeligt meget pris på den interesse og indlevelse, som vi oplever fra Jer og I er alle meget velkomne til at lægge vejen forbi Sorocaba.

Juleaften står på pakkeleg, and, risalamande, hjemmebag, pakker, konfekt, (plastik-)juletræ og sidste afsnit af Nissebanden i Grønland, som vi troligt har set hver dag i december måned. Egentlig er det jo ikke så anderledes end det plejer og normalt, har vi jo også bare været os fire juleaften. Alligevel føles det anderledes, som om julesorgen er mere tilstedeværende.  Så er det godt, at tænke på, at julesorgen er juleglædens forudsætning og at savn kommer af, at man holder af. Vi glæder os til at se mange af jer omkring nytår og de første uger af januar, hvor vi er i Danmark!

Tilbage er der vist bare, at ønske Jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår!