Så blev det alligevel jul!

Det er sikkert og vist, selvom det er temaet for hvert års julekalender: Det bliver jul d. 24. december (eller d. 25.). Og det blev det også i Sorocaba. Der er egentlig ikke så meget at sige, andet end helt banalt at konstatere, at det jo ikke handler om, hvor man holder jul, men om at være sammen med mennesker, man holder af. Rigtig glædelig jul!

Morgenmad på terrassen d. 24. (vi er lidt bagefter med kalenderlyset)

Christian hjælper med at skrælle kartofler til julemiddagen

Og så er det tid til en svømmetur!

Julehilsen fra Sorocaba

Pakkespil

Simon med en mini-pannetone (som brasilianerne spiser juleaften)

Julebordet...

Og juleanden

Juletræet med sin pynt

Gaver!

Og flere gaver

Batman-borgen som Christian har snakket om det meste af
december (og november, oktober, september...)

Simon har fået en Gun (læg mærke til, hvor glad Rasmus er i baggrunden!)

Christian er klar til at se "Alene Hjemme" juledag

Glædelig jul

Ingen skal snydes for årets julehilsen fra Sorocaba, så den kommer også lige her på bloggen :)

Ifølge kalenderen er det i dag d. 21. december og der er tre dage til jul. Udenfor viser termometeret imidlertid 33 grader, vores bananklase i haven er ved at være klar til at blive høstet og drengene boltrer sig i skrivende stund i pool´en. Så julen i år er mere anderledes end den har været nogensinde før – og derfor er det faktisk heller ikke helt til at forstå, at det nu er tid til den årlige julehilsen.

At julen er anderledes er naturlig konsekvens af den store beslutning, om at sige ja tak til Siemens´ tilbud om en udstationering til Brasilien, som vi traf for godt et år siden. Ligeså vanskelig som beslutningen var, ligeså rigtig har den føltes efterfølgende. Selvfølgelig har der været mange svære udfordringer undervejs i processen, men her 8 måneder inde i vores udenlandsophold, må vi også konstatere, at vi som familie faktisk aldrig har haft det bedre.

Drengene er netop gået på sommerferie og på det afsluttende forældremøde var lærerne enige om, at de begge er klar til at rykke op til henholdsvis 2. klasse og Grupo 1. Derfor skal drengene fra næste år have nye klasselærere og det var meget vemodigt at sige farvel til Rose og Gi, som har været så imødekommende, forstående og ikke mindst kærlige overfor vores børn, at jeg allerede i dag er lidt nervøs for at skulle sige farvel til Colegio Ser om halvandet år. Drengene har dog ikke hele tiden været ligeså begejstrede for skolen, som Rasmus og jeg, men overordnet, så oplever vi, at de trives godt og har fået kammerater, som de nyder at se hver dag.

Sprogbarrieren har for os alle været den største udfordring, da der i Sorocaba er meget få, der taler tilstrækkelig engelsk til, at man kan klare hverdagens opgaver uden portugisisk. Simon og Christian taler efterhånden lidt med deres klassekammerater og forstår, ifølge deres lærere, det meste af det der bliver sagt til dem. Når de er sammen med mig, vil de imidlertid gerne have, at jeg oversætter for dem. Men børn er jo fantastiske i og med, at de tilpasser sig. Forleden var vi til en fest med godt 10 andre udstationerede par fra hele verden og vores tilsammen godt 20 børn. Det er altså fascinerende at opleve børn kommunikere sammen på en blanding af portugisisk, engelsk, nordiske sprog og alt muligt derimellem.

Sproget er også en af anledningerne til, at vi nok har måttet revurdere vores tilgang til at få skabt en omgangskreds. I første omgang var jeg glad for, at vi skulle bo i en del af Brasilien, hvor der ikke var noget kæmpe expat-miljø, sådan, at vi og vores børn ville lære Brasilien og brasilianerne at kende, fremfor en masse andre amerikanere og europæere. Og jeg er stadig glad for beslutningen, men må nok erkende, at vi næppe får nære brasilianske venner ud af vores ophold. Dertil er der simpelthen for lang vej igen sprogligt. Det er altså umådeligt vanskeligt at lære mennesker at kende – sådan substantielt, når man har svært ved at udtrykke sig. Derfor har det også været en meget stor lettelse at have en medudstationeret familie, som vi har kunnet tale med.

Og at kunne invitere henved 20 danskere til julefrokost for 14 dage siden var en meget glædelig oplevelse, som absolut bidrog til både julestemning og den generelle oplevelse af, at vi efterhånden føler os hjemme i vores udenlandske omgivelser. Alle de gæster vi allerede har haft fra Danmark har også været en støtte og har bidraget til, at vi aldrig har følt det som om, vi var på den anden side af jorden. Selvfølgelig savner vi Jer alle indimellem og vi ved også, at vi – og nok især Simon og Christian – er savnede af mange i Danmark. Men glæden ved at have en hverdag, som vi meget bedre kan være vores børn, os selv og hinanden bekendt opvejer, indtil videre, savnet. Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi sætter umådeligt meget pris på den interesse og indlevelse, som vi oplever fra Jer og I er alle meget velkomne til at lægge vejen forbi Sorocaba.

Juleaften står på pakkeleg, and, risalamande, hjemmebag, pakker, konfekt, (plastik-)juletræ og sidste afsnit af Nissebanden i Grønland, som vi troligt har set hver dag i december måned. Egentlig er det jo ikke så anderledes end det plejer og normalt, har vi jo også bare været os fire juleaften. Alligevel føles det anderledes, som om julesorgen er mere tilstedeværende.  Så er det godt, at tænke på, at julesorgen er juleglædens forudsætning og at savn kommer af, at man holder af. Vi glæder os til at se mange af jer omkring nytår og de første uger af januar, hvor vi er i Danmark!

Tilbage er der vist bare, at ønske Jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår! 

Julefrokost

I skal da ikke snydes for en lille update på vores inviter-vildt-fremmede-på-julefrokost-projekt. Og det gik over al forventning, for sandheden er jo, at når man er danskere, så er man aldrig rigtig fremmede for hinanden, fordi vi deler så mange forskellige referencer. Udover et par, John og Esmeralda, her fra Sorocaba, som vi har besøgt en enkelt gang før, og som det var hyggeligt at se igen, så havde John en danske kollega og hans familie, inklusiv forældre, med. Og den familie består blandt andet af to drenge på 2,5 og 5 år - det var så rart, at høre drengene lege med andre børn på dansk igen.

Jeg fik ikke taget særligt mange billeder, for der var nok at se til :) Men lidt blev det da til.

Simon og Christian har pyntet juletræ

Så bliver børnene spist af

Tarteletter!

Den var aldrig gået i Danmark

Klokken er kvart i elleve (om aftenen) i Brasilien i skrivende stund. For en halv time siden kom Christian og jeg hjem fra en fødselsdag - for en klassekammerat, der fyldte 4! Og det var ikke fordi, at jeg stod og ævlede med andre mødre i timevis. Næ, nej, eventen var skam skemalagt fra 19 - 22. Måske hang jeg bare med the wrong crowd i Danmark, men jeg har aldrig - ALDRIG- hørt om en 4 årsfødselsdag, som ligger på en hverdagsaften fra kl. 19 - 22.

Og glem alt om en monsterstresset fødselarmor, hjemmebagte speltboller, tørret økologisk frugt og ballondans. Her var hele arrangementet udliciteret til et legeland, som sørgede for snacks, drinks og kage. Så mens børnene    for rundt i vild begejstring, så var der lejlighed for mig til at træne mit portugisisk med nogle af de andre mødre i Christians klasse. Det synes jeg faktisk er en helt fin måde at skære sådan en fest på. Selvom jeg dog indimellem bliver lidt bekymret over brasilianske børns (manglende) søvn, så synes jeg altså, at brasilianske mødre har en evne til at tage det at være ude med børn helt afslappet, som jeg ville ønske, at man kunne hælde på flaske og sælge.

Christian, Julia og Enrique i fuld vigør

Stille! Der bages...

på livet løs, ligesom der steges frikadeller, laves marcipan (ja, fra bunden, for det er tilsyneladende ikke noget man bruger i Brasilien - og det er faktisk easy peasy), syltes rødkål og koges risengrød. Sammen med Mette fra den anden Siemensfamilie, er jeg i gang med at iværksætte en traditionel julefrokost (dog uden kål og kogt svin), med ingredienser fløjet ind fra Danmark sammen med mine forældre.

Så den seneste uge har stået i især bagningens tegn og efterhånden rummer spisekammeret både jødekager, klejner, pebernødder, brunkager og vaniliekranse - det er farligt stads at have inden for rækkevidde :) Heldigvis skulle der gerne ryddes lidt ud i det hele på lørdag, hvor vi på mærkværdig vis har fået skrabt knap 20 mennesker sammen - hvoraf vi faktisk selv kun kender halvdelen.

Nu tænker en eller anden måske, om ikke det er lidt mærkeligt at få en masse gæster, som man dårligt nok er på fornavn med. Og jo, det er det. Men når ens nærmeste omgangskreds udgøres af børnenes lærere, hushjælpen og portvagterne (og selvfølgelig vores medudstationerede familie :)), så er man ikke så kritisk i forhold til hvem, man åbner dørene for. Og om ikke andet, så burde emnet Danmark vs. Brasilien være tilstrækkeligt samtalestof til, at det i hvert fald ikke bliver pinligt. Og ellers må vi jo ty til snapsen. Jeg glæder mig!

Vildledning

Så netop nu, at en eller anden stakkel er endt på bloggen ved at søge på "vinterferie foldbold viborg ff". Hvis ikke det er vildledende, så ved jeg ikke, hvad er.

Mig og mine gadgets

At tale om gadgets i flertal er nok egentlig lidt af en tilsnigelse. Jeg er ikke god til det. Enten glemmer jeg at tage dem med eller også kan jeg ikke finde dem, når jeg skal bruge dem. Endelig er der også den mulighed, at jeg ikke kan finde ud af at bruge dem - og ikke gider bruge tiden på at lære det. Derfor er jeg også i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde bliver indehaver af en smartphone, for jeg har endnu ikke lært at gå på nettet med den jeg har arvet fra Rasmus. Det er ikke fordi jeg af princip har noget imod moderne teknologi - jeg bliver bare sur, når noget ikke virker. Som i med-det-samme!

Derfor endte mit første forsøg på at overføre musik til min iPod (Oh yes!) også med, at jeg blev så rasende, at jeg var nødt til at skælde ud på Rasmus fordi han A) havde givet mig den idiotiske dims og B) ikke havde tid til at hjælpe. Jeg er siden blevet venner med min iPod, men nogen stor Apple-fan bliver jeg aldrig. Altså lige bortset fra farverne, som jeg elsker.

Da mine familie var på besøg havde mine forældre min julegave med på forskud. Det var temmelig meget en bestilling, for alle former for elektronik er skrækkeligt dyre herude. Og det var nemlig en vaskeægte elektronisk gadget, jeg ønskede mig: Et Garmin Forerunner 305 HR-pulsur. Vi har kun kendt hinanden i en tre ugers tid, men jeg er forelsket! Jeg kommer aldrig til at elske at løbe, men det er nemt, billigt og praktisk. Og det er blevet meget sjovere, efter jeg har fået mit pulsur, som registrerer alle detaljer om mit løb, så jeg bagefter kan sidde og klappe mig selv på skulderen. Nogle gange lader det mig endda vinde. Det er det stof, som ægte kærlighed er gjort af.